Annonce
Leder For abonnenter

16 år er gammel nok

Det er på mange måder paradoksalt. Er man 16 år, må man købe alkohol, man kan komme i fængsel, få lov til at betale skat og blive tvunget til at spare op til pension. Men stemme, det må man ikke. Nu findes den optimale valgretsalder næppe, men der er bestemt rigtige mange og rigtig gode argumenter for at nedsætte valgretsalderen, som Demokratikommissionen, der er nedsat af Dansk Ungdoms Fællesråd og består af en række eksperter, politikere og meningsdannere, anbefaler. Det første og bedste argument for at nedsætte valgretsalderen ligger naturligvis lige for. En udvidelse af demokratiet, så flere bliver en del af beslutningerne, er naturligvis med til at styrke det. Jo flere der er en del af beslutningsprocessen, jo bredere er beslutningerne forankret. Spørgsmålet er så, om 16-årige er modne nok til at kunne gennemskue komplekse problemstillinger. Det findes der næppe noget entydigt svar på. Nogle vil være, nogle vil ikke. Og den bekymring har man givet haft hver gang, man har sænket valgretsalderen – senest i 1978, hvor den nuværende på 18 år blev vedtaget. Vores demokrati - herunder valgretsalderen - er ikke en statisk størrelse. Så havde valgretsalderen stadig været 25 år eller mere. Demokrati kræver noget af os. Det kræver tro på egne og andres evner til at engagere sig og til at påtage sig et medansvar for det samfund, vi alle er en del af. Vi lever i dag med en af de mest oplyste generationer af unge, der har et højt medieforbrug, og som gennem deres skolegang er blevet proppet med kritisk tænkning og opdragelse i demokrati. Det er også i høj grad de unge, der har drevet klimaet helt op i toppen af den politiske bevidsthed. Der er således intet, der tyder på, at de unge ikke vil leve op til det ansvar, som en sænkning af valgretsalderen vil give dem. Spørgsmålet er nærmere, om det er os på +18 år, der er nervøse for at overlade noget ansvar til de yngre? Hvis man stadig er bekymret, så kan man bare skele ud i Europa, hvor man blandt andet i Østrig har sænket valgretsalderen til 16 år, mens mange andre lande også ventes at følge trop.

Leder For abonnenter

Det er til glæde vendt

Da amerikanske FMC overtog Cheminova i 2014, fulgte nogle år, hvor medarbejder-antallet blev reduceret kraftigt. Amerikanerne lavede nyt hovedsæde for sine europæiske aktiviteter på Sjælland. Udmærket for Danmark, men rigtig skidt for Lemvigegnen, som i årene efter overtagelsen måtte konstatere, at det meget store og for kommunen vigtige antal såkaldte videnarbejdspladser på Cheminova forsvandt. Anlægget blev et produktionsanlæg uden forskningsafdeling med meget mere, og derudover har man også set antallet af medarbejdere i produktionen skrumpe. Vi skal ikke lang tid tilbage, før der på Lemvigegnen begyndte at brede sig en tvivl, om amerikanerne på sigt også ville satse på afdelingen på Rønland, eller man ville flytte produktionen og dermed lukke egnens største private arbejdsplads ned med de følgevirkninger, det ville have. Nu får melodien tilsyneladende en helt anden positiv melodi. Vi kan i dag afsløre, at FMC har planer om at etablere et anlæg, der omregnet til danske kroner ligger på omkring en halv milliard kroner at bygge. Og 300 skal arbejde på at etablere produktionsanlægget. Nu skal det selvfølgelig siges, at på Rønland vil man ikke bekræfte, at det er korrekt. Man vil ikke udtale sig om noget, der ikke er besluttet endeligt. Men vi observatører kan jo så også bemærke, at det ikke bliver kontant afvist. Rygterne kører, og der tages ikke til genmæle. Meget tyder på, der er noget reelt om snakken. Det er beviset på, at FMC ikke blot har en fremtidig plan med Cheminova, hvilket man jo også i dag bekræfter, man har. Det slukker også tidligere tiders pessimisme om, at man kunne risikere, at der lukkes ned. Det er en meget velkommen nyhed, som har stor betydning for Vestjylland og for beskæftigelsen i fremtiden. Det fremgår ikke noget om antal arbejdspladser i forbindelse med et nyt anlæg. Men under alle omstændigheder vil det skabe aktivitet og beskæftigelse både på virksomheden og hos underleverandører til gavn for hele egnen.

Leder For abonnenter

Vi skal kunne stole på kontrolrapporterne

Der er ret stor sikkerhed for, at man ikke bliver syg af at spise danske fødevarer - eller fødevarer solgt i Danmark. Det skyldes blandt andet en ret finmasket fødevarekontrol, som er til for at sikre forbrugerne mod dårlige, ulovlige og skadelige fødevarer. Kontrollen finder sted i alle led, og resultaterne offentliggøres på fødevarestyrelsens hjemmeside, hvor alle kan læse med. Mest kendt for forbrugerne er nok smiley-ordningen, som ved indgangen til butikker og restauranter fortæller, om der er styr på alt fra rengøring, til egenkontrol og papirarbejdet. Men også rapporterne fra produktionsleddet findes på nettet. Det er en fin sikkerhed for forbrugerne, men det er samtidig en velfungerende, moderne udgave af gabestokken for dem, der træder ved siden af. Derfor er det altafgørende, at vi kan stole på det, der står i Fødevarestyrelsens rapporter. Før jul - lige mens de fleste af landets husstande havde en and på indkøbssedlen - kom en rapport fra kontrolbesøget hos Dan Duck i Struer frem. Den fortalte blandt andet om massive problemer med medarbejdernes håndhygiejne. En sand bombe under virksomhedens julesalg. Problemet var blot, at rapporten indeholdt fejl på det område. Fejlen endte i medierne, og det har uvægerligt påvirket salget. Medierne havde ganske forståelig tillid til fødevarestyrelsen, præcis som forbrugerne har. Dan Duck er netop nu ved at regne på, hvad den fejlagtige rapport har kostet og forventer at lægge sag an mod Fødevarestyrelsen for de millioner, virksomheden er gået glip af. Sagen er på alle måder uheldig, og den viser bagsiden af medaljen ved et ellers velfungerende system baseret på stor tillid fra befolkningen. Vi vil have sunde og hygiejniske fødevare produceret under ordentlige forhold. Og med de offentlige kontrolrapporter har vi mulighed for at fravælge dem, vi ikke stoler på. Det er rigtig godt. Men rapporterne har en kæmpe magt, og selv myndigheder laver fejl. Men den store magt, som kontrolrapporterne har, gør det tæt på utilgiveligt at fejle.

Leder For abonnenter

Læserbrev oversvømmer kommunens hjemmeside

Overskriften her er måske nok en stramning. Faktisk findes der kun et enkelt læserbrev på Holstebro Kommunes hjemmeside, men det er også nok til, at man må løfte et øjenbryn og undre sig. Under overskriften "Meninger om Storå oversvømmer dagbladets artikler" skriver kommunens natur- og miljøchef Torben Mølgaard om planerne for at sikre Holstebro mod oversvømmelser og adresserer samtidig nogle af de holdninger og kritikpunkter, forskellige borgere har rejst i artikler i denne avis. Indlægget præsenteres på kommunens hjemmeside netop som et læserbrev, og samme læserbrev har Torben Mølgaard sendt til avisen, som bragte det i sin fulde længde søndag. I avisen er det utvivlsomt et partsindlæg i en debat. Ovenikøbet et indlæg fra en person, som kan udtale sig om emnet med en overbevisende tyngde i kraft af sin stilling. Et meget velkomment læserbrev. Men skal det også opfattes sådan på kommunens hjemmeside? Altså som Torben Mølgaards holdning til debatten og til den kritik, visse kilder har rettet mod kommunens kamp mod oversvømmelserne? Det er svært at se det som andet. Og det åbner for en interessant diskussion: Kan enhver borger nu få adgang til forsiden af kommunens hjemmeside for at debattere aktuelle emner? Kan man få adgang til at bringe et læserbrev, hvis det er kommunens sagsbehandling, man er utilfreds med, eller gælder det kun, hvis det er avisens dækning af en sag, man er uenig i? Gælder muligheden for at få optaget sit læserbrev på kommunens hjemmeside alle, eller skal man være chefansat ved kommunen for at opnå det privilegium? Læserbrevsskribenten tager i sin tekst Holstebro Kommune til indtægt for indholdet med formuleringen: "...så finder Holstebro Kommune, at der er nogle påstande og meninger om mulige løsninger, som ikke kan stå uimodsagt." Måske er der således blot tale om en uheldig håndtering af begrebet læserbrev. Det er måske i virkeligheden information fra kommunen og ikke holdninger fra Torben Mølgaard. Forvirringen er stor, om end vi nu ved, at natur- og miljøchefen er uenig i visse holdningerne til sagen.

Annonce
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Leder For abonnenter

Sheriffens farvel

I skåltaler bryster vi os ofte af, at vi i Danmark har et neutralt embedsmandsværk. Ministre og politikere kommer og går - men embedsmændene består. Den test består politidirektør Jens Kaasgaard med glans. Alene i sin tid som først politimester i Holstebro og siden politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politikreds har han overlevet ni justitsministre, og har holdt sig ude af de store skandaler. Efter næsten 43 år - heraf 22 som øverste leder for politiet i Holstebro - har han frivilligt valgt at sige farvel, og det bliver et par store sko, som hans allerede udnævnte efterfølger skal fylde ud. Kaasgaard har spillet en stor rolle i forhold til at få politihovedkvarteret placeret i Holstebro i forbindelse med den store politireform i 2006 - og han har også formået at få alle de nye administrative funktioner, som er blevet kredsen tildelt, til at fungere, så der stort set ikke har været kritik af ”udflytningen” af op mod 600 administrative politistillinger til det vestjyske. Det er faktisk ganske imponerende. Det var Tvind-sagen, der i sin tid gav ham øgenavnet "sheriffen fra Holstebro”. Og ser man alene på resultaterne; på opklaringsprocenterne og sagsbehandlingstiderne er der ikke mange fingre at sætte på sheriffen. Men politiet er andet end målbare resultater i regneark, og historien om politiet og Kaasgaard er også, at han har været med til at nedlægge flere mindre politistationer og nærbetjente, som blev set som en værdi i de lokalsamfund. Effekten af disse centraliseringerne er næppe målbar i forhold opklaringsprocenten, men derfor kan den jo godt betyder noget i den måde, som politiet bliver opfattet på, og i forhold til nærheden til borgerne. Det er næppe uden spænding, at de omkring 1300 ansatte ved politiet i det midt- og vestjyske skal have en ny chef. Mange har aldrig haft andre end Kaasgaard som øverste chef, og selv om han bestemt også har haft sine kritikere, så har de vidst, hvor de havde ham: Altid loyal overfor de politiske beslutninger, altid med et strategisk blik for fremtiden og med politihjertet bankende for Midt- og Vestjylland.

Annonce
Leder For abonnenter

Det frie valg er vigtigt

Vi kunne i lørdagsavisen fortælle om forældre fra Lemvig og Holstebro kommuner, der glædede sig over, at de to kommuner er blandt dem, der tilbyder forældre et kontant tilskud til at passe egne børn derhjemme, så de på den måde kunne slippe for at sende børnene i offentlig pasning, fordi de bedre kunne få økonomi til, at den ene forælder kunne være derhjemme. Det er fint, der også gives denne mulighed for at få passet børn. Det grundliggende må være, at der skabes så stor en frihed til, at forældre kan vælge den form for pasning, der passer til de holdninger og den levemåde, den enkelte familie har. De fleste familier vælger en hverdag, hvor begge forældre går på arbejde, og de fleste af dem har samtidig den holdning, at deres børn har det godt med at være sammen med andre børn til daglig i den pasningsform, man nu vælger. Modsat er der så de forældre, som mener, at barnet helst skal være derhjemme de første år, og at de derfor sætter sig rent økonomisk på en måde, så det kan lade sig gøre. Det har de fået en hjælpende økonomisk hånd til med denne tilskudsform. Det er rigtig fint, at kommunerne på den måde giver familierne et frit valg. Samtidig er det også godt, man sætter nogle krav til det private tilskud, nemlig at man ikke samtidig får økonomisk hjælp fra andre offentlige kasser. Dermed forhindrer man "kassetænkning", hvor det er økonomien frem for et reelt ønske om at give barnet en start på livet derhjemme, som gør, at nogle "snupper" de offentlige penge. Det er godt, der er de frie valg omkring pasning af børn. Vuggestue eller dagpleje skal være et reelt muligt valg. Det samme med privat eller offentlig pasning. Lige så forskellige som pasningsordningerne er, lige så forskellige er forældres indstilling til, hvad der er bedst for deres barn/børn, og lige så forskellige er indstillingerne til, hvordan man skal vægte et arbejdes betydning frem for at være derhjemme, mens børnene er små. Så det frie valg skal være så nuanceret som muligt. Det er til både børn og forældres bedste.

Leder For abonnenter

Vi skal starte en positiv spiral

Vi bragte i gårsdagens avis en artikel om et nyt initiativ, som skal imødekomme problemet med tomme butikslokaler i gågaden i Holstebro. Eller rettere - et initiativ som skal sikre mere liv i gågaden. Udviklingen af Holstebro som handelsby fik en ordentlig mavepuster, da planerne om Enghave-centret blev droppet, og siden har hele byen kæmpet med at finde en model, som kan sikre, at Holstebro fortsat er et attraktivt handelscentrum - både for kunder og for erhvervsdrivende. Hvis initiativet, som sparkes i gang med et borgermøde den 21. januar, lykkes med at skabe mere liv i gågaden, er forventningen, at der følger mere handel, større omsætning og bedre grundlag for udlejning af butikkerne. Altså en positiv spiral. Og det er der brug for. Det er sørgeligt at se de tomme butiksruder. De varsler tilbagegang og manglende tro på fremtiden. Og det er ikke det rigtige billede af Holstebro som handelsby. Detailhandel er stadig en vigtig del af Holstebro. Hvis man ser branchen som en samlet enhed, udgør butikslivet i midtbyen en rigtig stor arbejdsplads. Faktisk kan den måle sig med områdets største. Høje huslejer får ofte skylden for de tomme butikker, men det er alt for letkøbt at lægge ansvaret på udlejerne alene. De skal selvfølgelig have markedsprisen for deres lejemål, og hvis den ændrer sig, sker det over tid. Ansvaret er også dit og mit. Hvis vi ikke bruger butikkerne, så lukker de. Det giver sig selv. Og så hviler der et kæmpe ansvar på butiksejerne. De har al mulig grund til at gå forrest, hvis de vil redde deres egen branche. I den sammenhæng kan man kun undre sig over, at åbningstiderne i gågaden til forveksling ligner dem fra 1990. Kunderne har for længst vist, at de gerne vil handle på andre tidspunkter. Søndagen er en oplagt handelsdag, men ærgerligt nok er kernen af Holstebros handelsliv hermetisk lukket, mens konkurrenterne i Herningcentret holder åbent. Det kræver mod og reel lyst til, at tingene kan gøres anderledes, hvis udviklingen skal vendes.

Annonce
Leder For abonnenter

Turen går til Flensborg

På det lidt lavkomiske område har undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) forslag om at lægge et loft over udgifterne til studieture på ungdomsuddannelserne den fordel, at det sandsynligvis vil skærpe interessen for tysk. Med et loft på studieturene på 3000 kroner risikerer Flensborg eller Hamborg at blive studieturens slut-destination - og da Tyskland er vores største samhandelspartner, kan det muligvis give en renæssance til det ellers hårdtprøvede sprogfag. I den mere alvorlige kategori er ønsket om at sætte et loft over priserne på studieture endnu et eksempel på, at man på Christiansborg enten har opfundet et problem, som man herefter selv vil løse - eller endnu værre; man mangler fra Christiansborg tillid til, at de størstedelen af uddannelsesinstitutionerne rent faktisk formår at dosere studieturene fornuftigt i forhold til både eleverne, forældrenes indkomst og det faglige udbytte, der naturligvis bør være i fokus. Man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at arrangerer ture til plus 10.000 kroner til New York eller lignende. Selv om man godt kan argumentere for det faglige indhold i en New York-tur, kan prisen naturligvis ende med at blive så høj, at den også blive ekskluderende, hvilket aldrig har været meningen. Men at regulere enkelte dyre rejser med rigide regler for alle elever og alle uddannelsesinstitutioner er bare ikke vejen frem. Har man spansk eller fransk, så vil man naturligvis kunne lære mere ved at komme til Frankrig eller Spanien end ved at tage til Sverige eller Flensborg. Hvis ministeren og de øvrige politikere i Folketinget er i tvivl om, hvorvidt uddannelsesinstitutionerne kan styre studierejserne, kan de kaste et blik på gymnasiet i Holstebro. Her har man fundet en snusfornuftig middelvej mellem New York-modellen og Hamborg. Her må en studierejse maksimalt koste 5500 kroner. Har man ikke penge selv, så har skolen en studierejsefond, der kan sikre, at alle har mulighed for at komme med. Det virker - og det virker faktisk helt uden politisk indblanding.

Debat

Debat: Hvornår bliver det fornuftens tur?

Det synes at være en naturlov, at politisk ledede processer vil føre til et overforbrug af ressourcer og problemløsninger, der ikke fungerer efter hensigten. Behovet for mærkesager på venstrefløjen har nu ført til en klimafokusering helt ude af proportioner. Den grønne hjernedød har indfundet sig, og snart sagt alt skal dreje sig om dette, hvis ikke krænkelsesidioti. Det betyder, at vi nu er ved at sætte turbo på historiens største omgang fejldispositioner. Vi har i forvejen spildt enorme ressourcer på vindteknologien. Problemet er her, at enhver uden teknisk indsigt kan fatte og forstå måden, hvorpå en vindmølle og en solcelle producerer strøm. Det gør disse teknologier kommunikationsmæssigt egnede som løsningsforslag, hvis CO2 er det problem, man forudsætter. Men klimafolkene glemmer at fortælle hele historien om disse energikilder, nemlig den samlede økonomi, der knytter sig hertil. Det er vistnok korrekt, at man nu, når vinden blæser og solen skinner, kan producere strøm med et omkostningsforbrug, der kan konkurrere med kulkraft. Problemet er, at sådanne beregninger kan laves på mange måder, og jeg føler mig ikke overbevist om, at det glade budskab dækker over en relevant helhedsbetragtning. Dels fordi prisen for at nå hertil har været offentlige tilskud frembragt ved mange års elafgifter m.v., som jo er et udtryk for penge, der så ikke kunne bruges til andet f.eks. sundhed, infrastruktur eller det unævnelige - større privatforbrug for borgerne. Men den allerstørste omkostning til sol- og vindskabt energi er den enorme produktionskapacitet, der altid skal stå klar til at levere strøm, når vind og sollys ikke er til stede. Det vil sige traditionelle elkraftværker og eltransportsystemer til andre lande. Kapacitetsomkostningerne til disse anlæg er enorme og upåvirkede af, hvor godt det går med vind og sol på enkelte dage. Sol- og vindkraft er simpelthen ikke økonomisk forsvarligt i så stor skala, som der lægges op til, før man har løst problemet med energiopbevaring. Og det problem er langt fra løst. Vi hører godt nok om ideer og forsøg - for eksempel at alle el-bilers batterier skulle kunne bruges som decentral strømbank. Men der er langt til målet. Hvis alle elbiler i USA i dag blev bragt i anvendelse efter denne model, havde man eksempelvis strøm til 18 sekunders forbrug i landet. Men nu bliver det meget værre: Det er fuldstændigt umuligt at komme godt fra den omstilling til elbiler, der fra politisk hold lægges op til jævnfør de opstillede mål. At lade Danmark ekspandere denne omstilling i førertrøjen kommer uvægerligt til at koste os levestandard, men kan måske honorere nogle politiske ambitioner. Det har altid kostet at være first mover, og den udbygning af elnettet, vi snakker om her - kombineret med, at elbiler er dyrere at fremstille - vil blive en lammende oplevelse for samfundsøkonomien. Og så kan vi glæde os til problemerne, når batterierne i bilerne stille og roligt begynder at blive lidt slappe og skal renoveres eller skrottes. For slet ikke at tale om de nye ulykkestyper, vi kommer til at opleve. De nyeste batterityper vil ved alvorlige ulykker udløse uslukkelige brande. Hvorfor i alverden kan danske politikere ikke forlige sig med et internationalt tilpasset forandringstempo i stedet for at lege fandango med danskerne liv og levestandard? Hvis man vil reducere CO2-udledningen, er der for mig at se kun følgende, der giver mening: At bruge mange flere ressourcer på forskning og udvikling af teknologier, der kan løse problemerne med CO2-fri energi-generering og lagring fremfor på kort sigt at øge ressourceforbruget på vind- og solenergi. Sidstnævnte fungerer som at tisse i bukserne - det føles måske godt nu, men er helt uhensigtsmæssigt på længere sigt. Bruge kræfter på at få alle lande med. Det er komplet meningsløst, hvis danskerne pisker sig selv for at reducere CO2, medens mange lande i vid udstrækning synes at negligere CO2 som værende det mest påtrængende problem. Det er i øvrigt tankevækkende, at store kraftfulde lande som USA, Kina, Indien, Rusland ikke synes at prioritere CO2-reduktion særlig højt. Kunne man forestille sig, at det skyldes, at éntydigheden vedrørende CO2 som den store synder ikke findes tilstrækkelig dokumenteret, og at man selvfølgelig ikke vil kaste de begrænsede ressourcer efter en tvangstanke? Det skal gøres klart for alle, at klima- og miljøproblemer er to forskellige problemkredse - med enkelte overlap. Vi skal ubetinget arbejde for at have rent vand, luft og jord! "Miljøet kan og skal vi gøre noget ved - klimaet kan vi trygt overlade til naturen." Dette synspunkt er underbygget i Johannes Krügers bog fra 2016, "Klimamyten - et opgør med tidens CO2-panik". Klimaforandringer har fundet sted til alle tider, og lige nu befinder vi os i en periode mellem to istider, der har varet i 11700 år. I løbet af den tid har vi haft syv perioder med global opvarmning, hver afløst af efterfølgende nedkøling. Den nuværende opvarmningsperiode er så den ottende, som set over et langt tidsspænd ligger indenfor det normale.

Annonce
Læserbrev

Hæder. Lemvig-prisens bagside

Debat

Debat: Vi må bygge velfærdssamfundet om efter verdensmålene

Bæredygtighed er blevet en global dagsorden. Parlamenter, regeringer, virksomheder, fagforeninger, skoler, uddannelsesinstitutioner, civilsamfundsorganisationer – taler om og arbejder med bæredygtighed. Den måde, bæredygtighed kommer til udtryk og bliver italesat på, er meget forskellig fra land til land, men tendensen er klar. Det kan godt undre, at vore økonomiske modeller og teorier stort set uden undtagelser er opbygget ud fra antagelser om, at vi mennesker bare kan bruge løs af hvad som helst – det er kun et spørgsmål om at fastsætte den rigtige pris. Og hvis vi skader eller forurener naturen, så hylder vi i yderste tilfælde et princip om, at forureneren betaler. Vi taler sjældent om, at forureneren ikke må forurene eller at den, der bruger ressourcer, ikke må forbruge, men skal cirkulere eller recirkulere ressourcerne. Det taler vi ikke om, det kræver vi ikke. Vi lader, som om der er nok af alt. Realiteten er en anden. Det er sådanne spørgsmål, den engelske økonom Kate Raworth taler om i bogen, Doughnut økonomi. Syv principper for en fremtidig økonomi. Det er en meget lovende og vigtig modeltænkning og dagsorden, som Kate Raworth har formuleret. Noget vigtigt er antagelsen om, at vi ikke kan nøjes med at arbejde med begrebet: grænser for vækst; vi må i stedet interessere spørge, hvilke grænser for vækst, vi skal respektere og forsøge at få disse grænser præciseret, således at man kan arbejde konkret med dem i praktisk politik og ledelse. I Danmark er bæredygtighed også et centralt begreb samtidig med, at velfærdssamfundet fortsat er ét af de mest centrale politiske begreber. Det skal bevares. Sandheden er nok: Det kan ikke bevares i dets nuværende udformning. Vi må erkende: Det danske velfærdssamfund er på utallige måder og områder ikke-bæredygtigt – og derfor skal det nødvendigvis ændres, nytænkes. Ja, mere end ændres: Det skal transformeres. Det er det begreb, der bruges i FN-resolutionen om de 17 verdensmål: Transforming our world. Og dette ord skal nok også bruges om den udvikling, der skal ske med det danske velfærdssamfund. Alle lande må lige nu arbejde ud fra de 17 mål på basis af en opgørelse over eller en vurdering af, hvor landet og kommunen lige nu står eller er placeret med hensyn til de 17 måldimensioner. Hvad er situationen i landet/kommunen/virksomheden med hensyn til vand og sanitet og ud fra det: Hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde for en reduktion af vandforbrug og -spild? Ud fra en kortlægning af, hvordan det aktuelle forbrug og den aktuelle produktion er sammensat, hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde sig hen mod en mere og mere bæredygtig produktion og forbrug. Det hjælper ikke, at man på forhånd erklærer, at stort set ingenting må ændres i såkaldt negativ retning. Væksten må ikke blive negativt påvirket, beskæftigelsen heller ikke, den økonomiske situation og udvikling må ikke påvirkes negativt. Det er klart, at hvis man på forhånd oplister så kortsigtede og specifikke krav, så er en transformation på forhånd udelukket. Vi ser det i den aktuelle danske politiske debat om klimalovgivningen, at nogle af partierne positionerer sig som tilhængere af en klimalovgivning, der ingen negative virkninger må have for borgere og virksomheder. Jeg tror, man kan sige meget enkelt og ligetil: Det kan ikke lade sig gøre. Det er umuligt at gennemføre de store samfundsmæssige ændringer, der er behov for og tale om her, uden at det af nogle vil opfattes og mærkes som noget negativt, som reduktion, som tilbagegang. Verdensmålene skal inddrages mere eksplicit i den aktuelle danske politiske debat; der er ved at være skabt et billede af, at det hele handler om klimaet. Det er ikke sandt. Klimaet er en meget vigtig faktor; der skal arbejdes intenst og målrettet med klimaet. Og samtidig er der en række andre – og med klimaet sammenhængende faktorer, som også skal have opmærksomhed og indsats. Det handler fx om biodiversitet, partnerskaber, landbrug, havene, ligestilling, uddannelse. Hvis ikke disse andre faktorer eller måldimensioner bliver inddraget i den politiske debat i Danmark, bevæger debatten sig i en skæv retning. Vi bliver nødt til at acceptere og inddrage den kompleksitet, der ligger i på samme tid at tale om og være optaget af alle 17 verdensmål. Regeringen må gå forrest her og tale om verdensmålene som den overordnede dagsorden, som dernæst indeholder klimadagsordenen – og andre udfordringer. Vi skal forsøge at betragte verdensmålene, ikke som et problem eller en byrde for Danmark, erhvervslivet og fagforeningerne, men som en enestående mulighed. En mulighed for at udvikle et andet og bedre samfund, en mulighed for at være med i en global udvikling, bidrage til at udforme og virkeliggøre en global dagsorden. Levere viden, ydelser, rådgivning og produkter til en sådan national og global udvikling. Danmark som et verdensmålsland.

Debat

Debat: Halfdan Rasmussen - modstand, tosserier og en sans for det triste

Halfdan Rasmussen skrev sjove digte, men også alvorlige, og var for 75 år siden med til at udgive modstandsdigte i den illegale antologi Der brænder en Ild. Halfdans ABC udkom i 1967 med livlige og humoristiske illustrationer af Ib Spang Olsen. Det er en herlig lærebog i stavning og læsning, hvor skolens almindelige terperi er fortrængt af lystige vrøvlevers. ”Bennys bukser brændte./ Børge råbte åh!/ Børge havde nemlig/ Bennys bukser på.” Halfdan Rasmussen (1915 – 2002) var ekspert i at lege med sprogets finurligheder og gjorde behændigt brug af rimet som poetisk virkemiddel. Flere generationer af børn er vokset op med hans vrøvlevers og tosserier, og vi forældre og bedsteforældre morer os stadig sammen med børnene. Hvad med digtet om Else ved bogstavet E? ”Else elsker pelse./ Else elsker pølse./ Pølse åd hun dagen lang.// Elses pels blev alt for trang./ Else holdt, men pølsen sprak./ Else-pelse-pølsesnak.” I foråret var der pludselig debat om Halfdan Rasmussens børnerim, idet forlaget Gyldendal ved en ny udgivelse havde udeladt nogle digte, herunder ”Lille negerdukke”. Forlaget forsvarede sig med, at der ved udgivelsen var tale om et udvalg af digte og ikke en autoritativ udgave. Selv om ordet ”neger” optræder i digtet, kan det undre, at det skulle være skadeligt for børn. Tværtimod har Halfdan Rasmussen, der var kendt for stor tolerance og altid viste rummelighed over for andre mennesker uanset hudfarve, med digtet ville belære børn om global medmenneskelighed. Digtet taler netop om, at vi er én familie, børn af samme jord: ”Lille negerdukke/ sover i min seng/ sammen med en dejlig/ gul kineserdreng.// Jeg har sunget mine/ kære børn til ro/ klappet dem på kinden/ kysset begge to.// Vi er een familje./ Børn af samme jord./ Sov min sorte søster!/ Sov min gule bror!” Halfdan Rasmussens digtekunst var meget alsidig, og mange har glædet sig over hans ”Noget om”- digte i de syv samlinger Tosserier (1951 – 57). ”Noget om helte”, der taler om livet, der er en morgengave, og ”Noget om kraft”, hvor digteren går med undrende øjne i naturen og tror, at der lever et barn dybt inde i alt levende, der gror, bliver sunget gang på gang af unge og ældre. Det må ikke glemmes, at Halfdan Rasmussen hørte til blandt de digtere, der var aktive under den tyske besættelse. Hans debutdigte fra 1941 bærer titlen Soldat eller Menneske. Der er et dilemma, og han peger på de to alternativer: Du må vælge mellem soldaten eller mennesket. Da han samme år i tidsskriftet Vild Hvede udgav digtet ”Danmark 1941” blev han idømt en straf på 14 dages hæfte. ”Landet ligger feberstille/ spændt i krigens andet år/ Stemmer taler – hårde stemmer - / kolde – nye ord.” Det er i år 75 år siden, at modstandsbogen Der brænder en Ild (1944) udkom. Det var en illegalt fremstillet antologi med anonyme bidrag af mange af datidens forfattere og digtere. Halfdan Rasmussen var repræsenteret med ikke mindre end 8 digte i antologien. Det er engagerede beredskabsdigte, der skal mane til kamp mod besættelsesmagten. Et eksempel er ”Kræmmeren”, hvor sjette strofe lyder: ”Du spørger mig, hvorfor vi slås/ og hvorfor vi tror på en sag?/ Min ven: Af vort had og vor trods/ skal friheden fødes en dag.” I et andet digt ”Længsel” forestiller digteren sig den fred og ro, som vil følge efter besættelsens mørke og onde år: ”Men der blir atter stille/ efter stormen./ Og det blir trygt at leve/ her påny.// For her er lys og sol/ og glade stemmer./ Og mørket kommer til/ en fredfyldt by.” Halfdan Rasmussen bliver nok mest husket af de mange læsere for sine vrøvlevers og tosserier. Det er ikke muligt inden for denne kroniks rammer at opregne hans store og brede forfatterskab, der også omfatter flere alvorlige digtsamlinger. Men Halfdan Rasmussen beskriver selv forfatterskabets sammensathed i ”Noget om at forvalte sit pund” i Tosserier: ”Jeg skriver sjove digte./ Jeg skriver også triste./ De første læser andre folk./ Selv læser jeg de sidste.”

Debat

Debat: Teknologien hjælper os med at finder ro

Shoppingcentret Rødovre Centrum vandt årets Stilhedspris i 2018. Det gjorde det, fordi det ikke spiller musik i centrets offentlige arealer, butikkerne gør det kun meget dæmpet, og nogle slet ikke. Stilhedsprisen uddeles af foreningen ”Vi elsker stilhed”. Den har som mål at sætte støjproblemer på den politiske dagsorden, arbejde for bedre lydmiljø og hjælpe særligt lydfølsomme mennesker med at finde boliger, butikker og cafeer uden så meget støj. Nogle vil måske mene, at støjfølsomme mennesker blot er besværlige og neurotiske, men forskning har vist, at de har nogle særlige strukturer i hjernen. De oplever altså, hvad enten de vil det eller ej, lyde anderledes end andre. Forskere anslår, at op mod 40 procent af den raske befolkning er støjfølsomme, og at de er ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder. Typisk har lydfølsomme ikke noget imod lyd og musik, de vil bare gerne selv styre det og bryder sig ikke om for eksempel baggrundsmusik til selskaber, i butikker og på restauranter. For nylig købte jeg mig et par hovedtelefoner. De måler løbende på mine omgivelser og reagerer ved at neutralisere deres lyde med et modsignal og kan gøre selv de mest støjende steder meget stille. Samtidig kan jeg høre musik eller anden selvvalgt lyd mere klart. Det er især praktisk, når jeg støvsuger, sidder i et tog eller fly, eller når jeg har brug for fuld koncentration til at skrive, og snakken fra rummet ved siden af eller mågernes skrigen udenfor generer mig. Støjreducerende høretelefoner er et eksempel på, hvordan teknologi faktisk hjælper os med at skabe ro, selv om nogle nok vil mene, at det ville være bedre at forebygge støj fra omgivelserne frem for at symptombehandle. Sociale medier støjer og kræver opmærksomhed med deres konstante notifikationer og afhængighedsskabende algoritmer. Paradoksalt nok kan de også give adgang til ro – for eksempel gennem applikationer som Calm, Chill and Relax, Calming Gong eller White Noise, der alle hjælper os med at finde ind til vores helt egen personlige ro, når og hvor vi ønsker det. Når appen Calm åbner, ser man først en roligt duvende sø med graner og sneklædte bjerge i baggrunden akkompagneret af rislende vand og fuglekvidder. I menuen nederst på skærmen tilbyder Calm blandt andet godnathistorier med titler som ”Waterfall”, ”Gratitute”, ”Calm Airways” og ”Cricket Explained”. En af de mere overraskende titler er ”Once Upon a GDPR”, hvor den legendariske BBC-stemme Peter Jefferson læser EU-kommissionens forordning om databeskyttelse fra 2016 op – den såkaldte GDPR. I afslapnings- og meditationsapps som Calm er naturlyde de mest populære, både de biofoniske, som stammer fra dyr, og de geofoniske som bølger, regn og torden. Men også teknofoniske lyde fra vaskemaskiner, tog, varmeblæsere og hvid støj fra tv og antropofoniske lyde frembragt af mennesker fylder meget i de forskellige apps. Der er noget for enhver smag, for det er meget forskelligt, hvilke lyde vi finder ro i. Undersøgelser foretaget af den canadiske forsker Milena Droumeva har vist, at en gruppe unge universitetsstuderende foretrak lyden af mennesker, kaffemaskiner og klirrende porcelæn på en café frem for lyde fra regnskoven. Selv finder jeg cafeers lydmiljø støjende og stressende, men for de studerende var det velkendt, forudsigeligt og derfor behageligt. Ro er således også lyd, som mennesket designer, komponerer, iscenesætter og videreformidler til hinanden. Ro er ikke lig med fraværet af lyd, altså stilhed, men også akustisk målbare lyde, som vi kan høre og mærke. Ved hjælp af såkaldte maskeringslyde kan man dække en ofte ubehagelig lyd med en anden lyd. Hvid støj er en jævn, konstant lyd med frekvenser, der dækker hele vores hørelses register. Hvid støj kan overdøve omgivelsernes naturlige støj for eksempel i storrumskontorer, og i sundhedsvæsenet bruger man også hvid støj i behandling af tinnitus. Detailhandelens muzak maskerer supermarkeders naturlige lydmiljø af indkøbsvogne, summen, brummen og bippen. Det kan for eksempel være en instrumentaludgave af The Beatles’ ”Yesterday” fra 1965 indspillet med panfløjte og strygeorkester på synthesizer, så den så gnidningsfrit som muligt trænger ind i vores øregange, uden vi lægger mærke til det. Både de høje og lave frekvenser er fjernet, og musikken er renset for dynamiske udsving, bratte temposkift, modulationer og vokale stemmer. Muzak er designet til at skabe mere ro hos kunderne, så de får en bedre købsoplevelse og i sidste ende får lyst til at købe mere. Den amerikanske lydforsker og komponist R. Murray Schafer siger i bogen "Our Sonic Environment and The Soundscape" fra 1977, at vi mennesker godt kan lide at lave lyde for at minde os selv om, at vi ikke er alene. Vi frygter fraværet af lyd, som vi frygter fraværet af liv – og vi kunne sige det samme om lys. Mørke er den visuelle pendant til stilhed. Uden lys er der mørke, uden lyd er der stilhed, sådan lidt groft sagt, for der er stort set aldrig helt mørkt eller helt stille i den verden, vi sanser. Hvis vi lukkes inde i et rum designet til at være absolut lydløst, et såkaldt anekoisk kammer, så vil vi stadig kunne høre blodet suse og pulsere. Personer, der har prøvet det, beskriver det som meget skræmmende og angstprovokerende. Måske fordi dette ultimative mørke og denne ultimative stilhed minder os om døden, og den vil vi helst holde fra livet. Liv er bevægelse og lyd, sitren, vibreren. Så den totale stilhed skaber bestemt ikke ro.

Debat

Debat: Mørke midt på dagen

For 80 år siden skrev Arthur Koestler romanen ”Mørke midt på dagen”. Bogen åbnede Vestens forfærdede øjne for Stalintidens terrorregime i Sovjetunionen. Bogen minder os om, at diktaturets første offer er sandheden og moralen. For 30 år siden faldt muren mellem det kommunistiske Østeuropa og det frie Vesteuropa. To år senere, i 1991 faldt Sovjetunionen sammen, og for russerne var det starten på opgøret med 70 års kommunistisk undertrykkelse. Noget af det eneste positive, man kan sige om undertrykkelsens år, er desværre, at de gav inspiration til det 20. århundredes måske vigtigste politiske roman, den ungarsk-jødiske Arthur Koestlers værk, "Mørke midt på dagen". Den bør man læse, fordi diktaturet er en tilstand, som kan vende tilbage. Nogle mener, at der er tendenser til det i Europa for tiden, når man betragter Ruslands, Ungarns og Polens indgreb mod liberale rettigheder. Læser man Koestlers bog, bliver det imidlertid klart, at kommunismen var et helt anderledes totalitært og menneskenedværdigende diktatur. Baggrunden for romanen er Moskva-processerne, som fandt sted kort før 2. verdenskrig i 1937-38. Mindst 700.000 mennesker blev henrettet i et grotesk teater af retssager, som beskyldte høj og lav i det sovjetiske samfund for samfundsskadelig virksomhed, terrorisme, mord og samarbejde med fjender i USA og Vesteuropa. Selv de højest placerede embedsmænd, militærfolk og politikere blev ramt. I dag kan det kun forundre, at mange venstreorienterede i Danmark, resten af Europa og vesten forsvarede processerne. Koestler var overbevist kommunist i 1930'erne og arbejdede for Komintern, den kommunistiske internationale. Han blev fjende af ideologien efter Moskvaprocesserne. I 1939 begyndte han at skrive på sit opgør med den kommunistiske tro, men originalmanuskriptet forsvandt i krigens tumult og kun en oversættelse til engelsk overlevede. Den havde hans veninde lavet. Så fandt en tysk studerende det tyske originalmanuskript i 2015. Nu er bogen netop blevet nyoversat til engelsk. Forhåbentlig får vi også en genudgivelse på dansk. "Mørke midt på dagen" har sit anslag i 1938, hvor kommunisten Nicolas Salmanovitch Rubashov arresteres og anklages for forræderi mod kommunistpartiets officielle linje. Han er revolutionshelt og har arbejdet 40 år for partiet. Vi følger ham gennem nogle få uger, til han henrettes med et nakkeskud i en mørk kælder. Handlingen foregår i Sovjetunionen, selv om vi aldrig hører navnet på hverken landet eller på den diktator, der står bag anklager, udrensninger og henrettelser. Stalin omtales kun som nr. 1. I dag betragter vi almindeligvis begreber som skyld og uskyld, menneskelig værdighed og retfærdighed som umiddelbare sandheder. Rubashov og kommunismen har imidlertid for længst ofret sådanne moralske og etiske overvejelser for revolutionens sag. I den kommunistiske kamp eksisterer individet kun som en million mennesker divideret med en million. Mennesket og dets lykke er en abstrakt størrelse, og det enkelte menneske kan ofres, hvis det gavner den store sag. Det er i opgøret med denne tænkning, "Mørke midt på dagens" eviggyldige indsigter af etisk karakter skabes. Rubashov har ingen illusioner, da han arresteres. Han er afklaret med, at han formentlig vil blive henrettet. Han udvikler sig personligt i tiden op til henrettelsen. På den ene side erklærer han sig skyldig og lader sig henrette, fordi det vil være i revolutionens forsatte interesse. En slags Kristusfærd, hvor han påtager sig partiets skyld og ofrer sig, så troen på kommunismen og regeringsledelsen har folkets opbakning. På den anden side gennemgår han en udviklingsproces, hvor han finder tilbage til kristent-humanistiske værdier. Han indser, at mennesket og summen af mennesker ikke kan reduceres til et spørgsmål om ren materie og nytteværdi. Det er en roman, der viser, at et menneske til tider kun ser klart, når det står nøgent, nedbrudt og desillusioneret over for døden. "Mørke midt på dagen" spidder det 20. århundredes kommunistiske ideologi. Den viser os, at den abstrakte menneskehed ikke må få fortrin for de nulevende individer. Ved romanens udgivelse i 1945 var modtagelsen blandet. Langt hen ad vejen lykkedes det for kommunisterne at så tvivl om Kosters person og troværdighed i den vestlige offentlighed. Koestler ventede spændt hvert år i oktober måned på, om han ville modtage Nobelprisen i litteratur, men det skete aldrig. Det ville ellers have været et både moralsk rigtigt og litterært fortjent valg. Vi lever i en tid, hvor antidemokratiske tendenser ses flere steder i Europa, og selv om der er langt til diktaturet, så er god litteratur en effektiv vaccination mod farligt tankegods. Arthur Koestlers roman ”Mørke midt på dagen” er en isnende oplevelse, der sætter sig spor i sjælen. Læs den før din nabo og få genopfrisket, hvorfor personlig samvittighed og borgerlige moralbegreber er det eneste værn, når de abstrakte mål tager magten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce