Debat: Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Dilemmaet ved at blive gammel

Nogle gange er det rarest at se sig selv i spejlet uden briller på. Der er en vis mildhed over det uklare billede, som toner frem igennem duggen fra brusebadets varme vand. Men når så brillerne er pudset, og den fugtige luft lukket ud af vinduet, så er det, at det er svært at undgå sandhedens øjeblik. Med mindre, man skynder sig ud til morgenkaffen og konens overbærende blik. Og det er nok, hvad mange af os gør. Skynder os ud til morgenkaffen i stedet for at se efter nye rynker og grå hår. Men så er det, at der af og til kommer et wake-up call. Som forleden, da jeg modtog en indbydelse til at deltage i et seniorakademi på Rude Strand Seniorhøjskole. For seniorer over 60 år stod der i brevet, og det skulle handle om klima og bæredygtighed. Som en 59-årig klimaengageret, næsten ældre herre følte jeg mig ramt og kaldet til møde med de andre gamle. Og det blev en skøn dag. For der er masser af liv, selv om man er over 60 og eventuelt føler sig skubbet ud af arbejdsmarkedet. På stolene i foredragssalen sad den ene efter den anden med lange arbejdslivserfaringer inden for stort set alle fagområder. Men de fleste var på pension, og det var tydeligvis ikke altid så let at få erfaringen omsat i et stille seniorliv. Og derfor viste det sig i kaffepausernes samtaler, at mange af mine ældre meddeltagere for at bekæmpe den truende kedsomhed valgte at rejse en hel del. Ja faktisk så det ud til, at vi ældre dernede til klimamødet var ganske godt med, når det gjaldt om at sætte CO2-aftryk i himlen. Og med det scenarie klimaprofessor Katherine Richardson tegnede for os med truende klimatiske trippelpunkter, var det jo ikke så godt. For var det ikke klart inden, så stod det helt klart efter dagens fremragende række af foredrag, at den er helt gal fat med fremtidens vejr. Og at det er med vores generation og vores forbrug, at kloden er skubbet på vej ud over en klimakant. Dybe sukke og måske et par tanker til alle de store biler, der havde bragt os til højskolen. For hvad skal man gøre, når der er pensionsopsparing, friværdi, billige flybilletter og et samfund, der signalerer, at man har overskredet den normale brugbarhedsalder på arbejdsmarkedet? Det er et dilemma at blive gammel. Stå med et livs erfaring og så opleve, at der ikke længere er bud. At man ikke længere har plads i samfundets indbyggede nytteværdi-skabende bæredygtighed. Samfundet bæres i effektivitetens navn af de yngre generationer. Ældre skal trække sig tilbage og nyde. Og skal de yde, ja da er det helst som aktive i en genbrugsbutik eller som barnepassende bedsteforældre. Som jeg sad dernede omgivet af sprudlende gamle med masser af ideer og mod på livet, gik det op for mig, at bæredygtighed ikke kun handler om forbrug. Bæredygtighed har først og fremmest at gøre med et blik på livet, hvor alt i naturen og alle mennesker tilskrives en værdi i sig selv som del af livets kredsløb. På konferencen talte den gamle anti-vækst-nestor, dr. teol. Ole Jensen om poesiens nødvendighed for at skabe bæredygtighed og mening. Med det pegede han på, at det først er, når man ser på livet som mere og andet end noget, der skal overstås, at livet åbner sine muligheder for skønhed, glæde, virkelyst og kærlighed. Bæredygtighed bliver ofte reduceret til noget med CO2 og genbrug. Men bæredygtighed er at have del i livets kredsløb på en måde, så man bidrager og bruger i et omfang, som er med til at opretholde en livsduelig balance. Og samtidig er i stand til at fastholde et poetisk blik på det levende underværk, man for en tid er en del af. Dér i salen på Rude Strand Seniorhøjskole, da jeg lyttede til kloge ord og så på powerpoints, kom jeg til at overveje, om det var muligt at lave en ny kultur omkring det at blive gammel. En samfundsmæssig bæredygtig ældrekultur. Hvor vi gamle afstod fra at flyve væk fra kedsomheden og i stedet overdrog kloden noget af den sparede CO2 og overlod en anden del til vores børnebørn via en CO2-’bank’. Derved kunne alvorligt klimabevidste unge med relativ god samvittighed rejse ud på en dannelsesrejse og se verden. For de vidste, at de rejste på den ældre generations afståede CO2-forbrug. Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber. De meningsfyldte fællesskaber kunne for eksempel opstå, hvis yngre mennesker lagde deres mobiltelefoner til side og i stedet gav opmærksomhed og tid ind i samtalen med vi ældre, der havde valgt at blive hjemme og nu havde brug for menneskelig opmærksomhed. Det ville være bæredygtigt i mere end en forstand. Eller hvis alle de iderige unge fandt sammen med erfarne ældre og på værksteder eller i tænketanke fremtryllede modeller og opfindelser, som kunne pege ind imod en mere bæredygtig fremtid. Hvilken kreativ mulighed og hvilket jublende poetisk rum, der kunne komme ud af det. Tænk, hvis vi opdagede det skønne i at lave praktisk havearbejde sammen på tværs af generationerne for efter anstrengelserne med jorden at kunne drikke kaffe og spise en kage sammen. Ja, faktisk sad jeg dér på bagerste række som nybagt senior på Rude Strand og blev helt optimistisk på fremtiden. Hvis bare vi får mod til på tværs af generationerne at tage klarhedens briller på og så betragte os selv i spejlet med det meningsfyldte og alvorlige spørgsmål: ´Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Ikke alene, men sammen med andre´.

Politik. Hvordan går det med det trinbræt i Tvis?

Debat: Døden og hvad den gør ved os

Allehelgen er blevet en gedigen succes for folkekirken. Én ting er, at begravelser og bisættelser suverænt er dén kirkelige ydelse, som bringer flest mennesker i kontakt med folkekirken, og hvor tilfredsheden er størst. Noget andet er, at allehelgen åbenbart som gudstjenestetilbud rammer et hos langt de fleste mennesker udbredt og stærkt behov for at adressere og sætte forløsende ord og ritualer ind i sorgen og savnet også efter begravelsen eller bisættelsen. Derved røbes en dyb hemmelighed om det at være menneske – på godt og ondt: Det er ved tabet af den elskede og ved påmindelsen om vores egen død, at vi for alvor rækker ud efter en mening med vores liv, eksistens og tid. Meningen er nemlig svær, hvis ikke helt umulig, at præstere selv midt i fortvivlelsen og sorgen. Døden, tabet og sorgen aktualiserer med andre ord spørgsmålet om, hvorfor vi overhovedet er her – og hvad meningen kan være med at miste, når nu livet er en gave, som langt de fleste af os hænger ved og ønsker at holde fast i? Sammen med dem, vi elsker og holder af. Omvendt er det således også ved tabet, sorgen og påmindelsen om døden, at vi får indstillet sigtekornet på det, der betyder mest for os, men som i den almindelige, dagligdags trummerum går temmelig upåagtet hen over os og blot bliver taget for givet. I tilbageblikket på sin afdøde slægtnings og gode vens liv tæller vi i sorgen lutter lyse minder, mens de mørke – ikke forsvinder, men ikke vejer til; ikke som andet end baggrund for de lyse minder, der således lyser så meget desto stærkere op. Kærlighedens fintunede overbærenhed og tilgivelse farver hele den afdødes liv i de lyse farver. Men i akkurat sorgen fremstår dét lys som bemærkelsesværdigt smerte- og modsætningsfuldt, fordi det lader meningsfuldhed danne tæt parløb med en truende meningsløshed, der truer med at trække os med ned et dybt fald. Der findes vel næppe et sted, hvor vi er så tolerante over for både vores afdøde familiemedlemmer og dem, vi samles med, end i netop sorgen. I sorgen hyller vi det uperfekte menneske, som vi tankevækkende nok mest omfatter med en blanding af irritation og vrede, når vi møder dem i den skemalagte dagligdag og den rutineprægede job- og karriere-planlægning. Ved synet af hinandens sorg er vi ufatteligt kloge på livet. Og den forskellighed, vi ellers dyrker som noget nær en religion, bliver enten nivelleret eller helt udvisket, fordi vi i mødet med døden og tabet står nogenlunde nøgne over for et fællesmenneskeligt faktum, som ingen af os kan unddrage os eller gøre noget ved. Vi indhentes før eller siden. - Helst siden! Som præst og sjælesørger bliver jeg rent ud sagt brandvarm om hjertet, når jeg ved talrige dødsfald, såvel pludselige som længe ventede, oplever, i hvor høj grad vores indbyrdes medmenneskelighed og omsorg er så intakt, at vi uden videre tager hånd om hinanden, når døden går på rov og udleverer os kræfter, vi ikke selv kan magte, men hvor vi for alvor er henvist til hinanden. Da min familie og jeg i 1989 mistede en bror og søn i en trafikulykke, ramte det os som et lyn, og vi stod målløse og måbende tilbage og stirrede med vantro, fortvivlelse og i larmende tavshed på hinanden. Venner, familie, kolleger og naboer skyndte sig hen til os – for de flestes vedkommende uden at sige en hel masse, men blot for at give et knus og forsikre os om deres sympati og deltagelse. Som én af dem sagde, da hun bankede på døren og kom ind i foyeren: »Jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal sige, men kan jeg ikke bare hjælpe jer med noget nu, hvor I ikke selv véd, hvad I skal gøre?” - Huset var fyldt med gæster, hun gav mine forældre et knus og gik ud i køkkenet og begyndte at rydde op. Sorgen, tabet og savnet kalder menneskeligheden frem i os, og vi ser ikke på stand, rang, job eller andre udvendige forhold, hvormed vi ellers plejer at inddele hinanden og navigerer selvbevidst i tryg forvisning om, at vi ikke behøver komme ind på livet af hinanden og blive forsinket i vores private livsprojekter. Døden gør ingen forskel. Det fortæller ret meget om livet – ikke mindst om livet med hinanden i ligeværd, respekt og kærlighed.

Landbrug. Hvis landbruget lukker i morgen...