Turen går til Flensborg

På det lidt lavkomiske område har undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) forslag om at lægge et loft over udgifterne til studieture på ungdomsuddannelserne den fordel, at det sandsynligvis vil skærpe interessen for tysk. Med et loft på studieturene på 3000 kroner risikerer Flensborg eller Hamborg at blive studieturens slut-destination - og da Tyskland er vores største samhandelspartner, kan det muligvis give en renæssance til det ellers hårdtprøvede sprogfag. I den mere alvorlige kategori er ønsket om at sætte et loft over priserne på studieture endnu et eksempel på, at man på Christiansborg enten har opfundet et problem, som man herefter selv vil løse - eller endnu værre; man mangler fra Christiansborg tillid til, at de størstedelen af uddannelsesinstitutionerne rent faktisk formår at dosere studieturene fornuftigt i forhold til både eleverne, forældrenes indkomst og det faglige udbytte, der naturligvis bør være i fokus. Man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at arrangerer ture til plus 10.000 kroner til New York eller lignende. Selv om man godt kan argumentere for det faglige indhold i en New York-tur, kan prisen naturligvis ende med at blive så høj, at den også blive ekskluderende, hvilket aldrig har været meningen. Men at regulere enkelte dyre rejser med rigide regler for alle elever og alle uddannelsesinstitutioner er bare ikke vejen frem. Har man spansk eller fransk, så vil man naturligvis kunne lære mere ved at komme til Frankrig eller Spanien end ved at tage til Sverige eller Flensborg. Hvis ministeren og de øvrige politikere i Folketinget er i tvivl om, hvorvidt uddannelsesinstitutionerne kan styre studierejserne, kan de kaste et blik på gymnasiet i Holstebro. Her har man fundet en snusfornuftig middelvej mellem New York-modellen og Hamborg. Her må en studierejse maksimalt koste 5500 kroner. Har man ikke penge selv, så har skolen en studierejsefond, der kan sikre, at alle har mulighed for at komme med. Det virker - og det virker faktisk helt uden politisk indblanding.

Uddannelse. Der skal være karaktergulerødder i at tænke nyt

Debat: Hvornår bliver det fornuftens tur?

Det synes at være en naturlov, at politisk ledede processer vil føre til et overforbrug af ressourcer og problemløsninger, der ikke fungerer efter hensigten. Behovet for mærkesager på venstrefløjen har nu ført til en klimafokusering helt ude af proportioner. Den grønne hjernedød har indfundet sig, og snart sagt alt skal dreje sig om dette, hvis ikke krænkelsesidioti. Det betyder, at vi nu er ved at sætte turbo på historiens største omgang fejldispositioner. Vi har i forvejen spildt enorme ressourcer på vindteknologien. Problemet er her, at enhver uden teknisk indsigt kan fatte og forstå måden, hvorpå en vindmølle og en solcelle producerer strøm. Det gør disse teknologier kommunikationsmæssigt egnede som løsningsforslag, hvis CO2 er det problem, man forudsætter. Men klimafolkene glemmer at fortælle hele historien om disse energikilder, nemlig den samlede økonomi, der knytter sig hertil. Det er vistnok korrekt, at man nu, når vinden blæser og solen skinner, kan producere strøm med et omkostningsforbrug, der kan konkurrere med kulkraft. Problemet er, at sådanne beregninger kan laves på mange måder, og jeg føler mig ikke overbevist om, at det glade budskab dækker over en relevant helhedsbetragtning. Dels fordi prisen for at nå hertil har været offentlige tilskud frembragt ved mange års elafgifter m.v., som jo er et udtryk for penge, der så ikke kunne bruges til andet f.eks. sundhed, infrastruktur eller det unævnelige - større privatforbrug for borgerne. Men den allerstørste omkostning til sol- og vindskabt energi er den enorme produktionskapacitet, der altid skal stå klar til at levere strøm, når vind og sollys ikke er til stede. Det vil sige traditionelle elkraftværker og eltransportsystemer til andre lande. Kapacitetsomkostningerne til disse anlæg er enorme og upåvirkede af, hvor godt det går med vind og sol på enkelte dage. Sol- og vindkraft er simpelthen ikke økonomisk forsvarligt i så stor skala, som der lægges op til, før man har løst problemet med energiopbevaring. Og det problem er langt fra løst. Vi hører godt nok om ideer og forsøg - for eksempel at alle el-bilers batterier skulle kunne bruges som decentral strømbank. Men der er langt til målet. Hvis alle elbiler i USA i dag blev bragt i anvendelse efter denne model, havde man eksempelvis strøm til 18 sekunders forbrug i landet. Men nu bliver det meget værre: Det er fuldstændigt umuligt at komme godt fra den omstilling til elbiler, der fra politisk hold lægges op til jævnfør de opstillede mål. At lade Danmark ekspandere denne omstilling i førertrøjen kommer uvægerligt til at koste os levestandard, men kan måske honorere nogle politiske ambitioner. Det har altid kostet at være first mover, og den udbygning af elnettet, vi snakker om her - kombineret med, at elbiler er dyrere at fremstille - vil blive en lammende oplevelse for samfundsøkonomien. Og så kan vi glæde os til problemerne, når batterierne i bilerne stille og roligt begynder at blive lidt slappe og skal renoveres eller skrottes. For slet ikke at tale om de nye ulykkestyper, vi kommer til at opleve. De nyeste batterityper vil ved alvorlige ulykker udløse uslukkelige brande. Hvorfor i alverden kan danske politikere ikke forlige sig med et internationalt tilpasset forandringstempo i stedet for at lege fandango med danskerne liv og levestandard? Hvis man vil reducere CO2-udledningen, er der for mig at se kun følgende, der giver mening: At bruge mange flere ressourcer på forskning og udvikling af teknologier, der kan løse problemerne med CO2-fri energi-generering og lagring fremfor på kort sigt at øge ressourceforbruget på vind- og solenergi. Sidstnævnte fungerer som at tisse i bukserne - det føles måske godt nu, men er helt uhensigtsmæssigt på længere sigt. Bruge kræfter på at få alle lande med. Det er komplet meningsløst, hvis danskerne pisker sig selv for at reducere CO2, medens mange lande i vid udstrækning synes at negligere CO2 som værende det mest påtrængende problem. Det er i øvrigt tankevækkende, at store kraftfulde lande som USA, Kina, Indien, Rusland ikke synes at prioritere CO2-reduktion særlig højt. Kunne man forestille sig, at det skyldes, at éntydigheden vedrørende CO2 som den store synder ikke findes tilstrækkelig dokumenteret, og at man selvfølgelig ikke vil kaste de begrænsede ressourcer efter en tvangstanke? Det skal gøres klart for alle, at klima- og miljøproblemer er to forskellige problemkredse - med enkelte overlap. Vi skal ubetinget arbejde for at have rent vand, luft og jord! "Miljøet kan og skal vi gøre noget ved - klimaet kan vi trygt overlade til naturen." Dette synspunkt er underbygget i Johannes Krügers bog fra 2016, "Klimamyten - et opgør med tidens CO2-panik". Klimaforandringer har fundet sted til alle tider, og lige nu befinder vi os i en periode mellem to istider, der har varet i 11700 år. I løbet af den tid har vi haft syv perioder med global opvarmning, hver afløst af efterfølgende nedkøling. Den nuværende opvarmningsperiode er så den ottende, som set over et langt tidsspænd ligger indenfor det normale.

Debat: Vi må bygge velfærdssamfundet om efter verdensmålene

Bæredygtighed er blevet en global dagsorden. Parlamenter, regeringer, virksomheder, fagforeninger, skoler, uddannelsesinstitutioner, civilsamfundsorganisationer – taler om og arbejder med bæredygtighed. Den måde, bæredygtighed kommer til udtryk og bliver italesat på, er meget forskellig fra land til land, men tendensen er klar. Det kan godt undre, at vore økonomiske modeller og teorier stort set uden undtagelser er opbygget ud fra antagelser om, at vi mennesker bare kan bruge løs af hvad som helst – det er kun et spørgsmål om at fastsætte den rigtige pris. Og hvis vi skader eller forurener naturen, så hylder vi i yderste tilfælde et princip om, at forureneren betaler. Vi taler sjældent om, at forureneren ikke må forurene eller at den, der bruger ressourcer, ikke må forbruge, men skal cirkulere eller recirkulere ressourcerne. Det taler vi ikke om, det kræver vi ikke. Vi lader, som om der er nok af alt. Realiteten er en anden. Det er sådanne spørgsmål, den engelske økonom Kate Raworth taler om i bogen, Doughnut økonomi. Syv principper for en fremtidig økonomi. Det er en meget lovende og vigtig modeltænkning og dagsorden, som Kate Raworth har formuleret. Noget vigtigt er antagelsen om, at vi ikke kan nøjes med at arbejde med begrebet: grænser for vækst; vi må i stedet interessere spørge, hvilke grænser for vækst, vi skal respektere og forsøge at få disse grænser præciseret, således at man kan arbejde konkret med dem i praktisk politik og ledelse. I Danmark er bæredygtighed også et centralt begreb samtidig med, at velfærdssamfundet fortsat er ét af de mest centrale politiske begreber. Det skal bevares. Sandheden er nok: Det kan ikke bevares i dets nuværende udformning. Vi må erkende: Det danske velfærdssamfund er på utallige måder og områder ikke-bæredygtigt – og derfor skal det nødvendigvis ændres, nytænkes. Ja, mere end ændres: Det skal transformeres. Det er det begreb, der bruges i FN-resolutionen om de 17 verdensmål: Transforming our world. Og dette ord skal nok også bruges om den udvikling, der skal ske med det danske velfærdssamfund. Alle lande må lige nu arbejde ud fra de 17 mål på basis af en opgørelse over eller en vurdering af, hvor landet og kommunen lige nu står eller er placeret med hensyn til de 17 måldimensioner. Hvad er situationen i landet/kommunen/virksomheden med hensyn til vand og sanitet og ud fra det: Hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde for en reduktion af vandforbrug og -spild? Ud fra en kortlægning af, hvordan det aktuelle forbrug og den aktuelle produktion er sammensat, hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde sig hen mod en mere og mere bæredygtig produktion og forbrug. Det hjælper ikke, at man på forhånd erklærer, at stort set ingenting må ændres i såkaldt negativ retning. Væksten må ikke blive negativt påvirket, beskæftigelsen heller ikke, den økonomiske situation og udvikling må ikke påvirkes negativt. Det er klart, at hvis man på forhånd oplister så kortsigtede og specifikke krav, så er en transformation på forhånd udelukket. Vi ser det i den aktuelle danske politiske debat om klimalovgivningen, at nogle af partierne positionerer sig som tilhængere af en klimalovgivning, der ingen negative virkninger må have for borgere og virksomheder. Jeg tror, man kan sige meget enkelt og ligetil: Det kan ikke lade sig gøre. Det er umuligt at gennemføre de store samfundsmæssige ændringer, der er behov for og tale om her, uden at det af nogle vil opfattes og mærkes som noget negativt, som reduktion, som tilbagegang. Verdensmålene skal inddrages mere eksplicit i den aktuelle danske politiske debat; der er ved at være skabt et billede af, at det hele handler om klimaet. Det er ikke sandt. Klimaet er en meget vigtig faktor; der skal arbejdes intenst og målrettet med klimaet. Og samtidig er der en række andre – og med klimaet sammenhængende faktorer, som også skal have opmærksomhed og indsats. Det handler fx om biodiversitet, partnerskaber, landbrug, havene, ligestilling, uddannelse. Hvis ikke disse andre faktorer eller måldimensioner bliver inddraget i den politiske debat i Danmark, bevæger debatten sig i en skæv retning. Vi bliver nødt til at acceptere og inddrage den kompleksitet, der ligger i på samme tid at tale om og være optaget af alle 17 verdensmål. Regeringen må gå forrest her og tale om verdensmålene som den overordnede dagsorden, som dernæst indeholder klimadagsordenen – og andre udfordringer. Vi skal forsøge at betragte verdensmålene, ikke som et problem eller en byrde for Danmark, erhvervslivet og fagforeningerne, men som en enestående mulighed. En mulighed for at udvikle et andet og bedre samfund, en mulighed for at være med i en global udvikling, bidrage til at udforme og virkeliggøre en global dagsorden. Levere viden, ydelser, rådgivning og produkter til en sådan national og global udvikling. Danmark som et verdensmålsland.

Hatten af for Nr. Felding

Debat: Halfdan Rasmussen - modstand, tosserier og en sans for det triste

Halfdan Rasmussen skrev sjove digte, men også alvorlige, og var for 75 år siden med til at udgive modstandsdigte i den illegale antologi Der brænder en Ild. Halfdans ABC udkom i 1967 med livlige og humoristiske illustrationer af Ib Spang Olsen. Det er en herlig lærebog i stavning og læsning, hvor skolens almindelige terperi er fortrængt af lystige vrøvlevers. ”Bennys bukser brændte./ Børge råbte åh!/ Børge havde nemlig/ Bennys bukser på.” Halfdan Rasmussen (1915 – 2002) var ekspert i at lege med sprogets finurligheder og gjorde behændigt brug af rimet som poetisk virkemiddel. Flere generationer af børn er vokset op med hans vrøvlevers og tosserier, og vi forældre og bedsteforældre morer os stadig sammen med børnene. Hvad med digtet om Else ved bogstavet E? ”Else elsker pelse./ Else elsker pølse./ Pølse åd hun dagen lang.// Elses pels blev alt for trang./ Else holdt, men pølsen sprak./ Else-pelse-pølsesnak.” I foråret var der pludselig debat om Halfdan Rasmussens børnerim, idet forlaget Gyldendal ved en ny udgivelse havde udeladt nogle digte, herunder ”Lille negerdukke”. Forlaget forsvarede sig med, at der ved udgivelsen var tale om et udvalg af digte og ikke en autoritativ udgave. Selv om ordet ”neger” optræder i digtet, kan det undre, at det skulle være skadeligt for børn. Tværtimod har Halfdan Rasmussen, der var kendt for stor tolerance og altid viste rummelighed over for andre mennesker uanset hudfarve, med digtet ville belære børn om global medmenneskelighed. Digtet taler netop om, at vi er én familie, børn af samme jord: ”Lille negerdukke/ sover i min seng/ sammen med en dejlig/ gul kineserdreng.// Jeg har sunget mine/ kære børn til ro/ klappet dem på kinden/ kysset begge to.// Vi er een familje./ Børn af samme jord./ Sov min sorte søster!/ Sov min gule bror!” Halfdan Rasmussens digtekunst var meget alsidig, og mange har glædet sig over hans ”Noget om”- digte i de syv samlinger Tosserier (1951 – 57). ”Noget om helte”, der taler om livet, der er en morgengave, og ”Noget om kraft”, hvor digteren går med undrende øjne i naturen og tror, at der lever et barn dybt inde i alt levende, der gror, bliver sunget gang på gang af unge og ældre. Det må ikke glemmes, at Halfdan Rasmussen hørte til blandt de digtere, der var aktive under den tyske besættelse. Hans debutdigte fra 1941 bærer titlen Soldat eller Menneske. Der er et dilemma, og han peger på de to alternativer: Du må vælge mellem soldaten eller mennesket. Da han samme år i tidsskriftet Vild Hvede udgav digtet ”Danmark 1941” blev han idømt en straf på 14 dages hæfte. ”Landet ligger feberstille/ spændt i krigens andet år/ Stemmer taler – hårde stemmer - / kolde – nye ord.” Det er i år 75 år siden, at modstandsbogen Der brænder en Ild (1944) udkom. Det var en illegalt fremstillet antologi med anonyme bidrag af mange af datidens forfattere og digtere. Halfdan Rasmussen var repræsenteret med ikke mindre end 8 digte i antologien. Det er engagerede beredskabsdigte, der skal mane til kamp mod besættelsesmagten. Et eksempel er ”Kræmmeren”, hvor sjette strofe lyder: ”Du spørger mig, hvorfor vi slås/ og hvorfor vi tror på en sag?/ Min ven: Af vort had og vor trods/ skal friheden fødes en dag.” I et andet digt ”Længsel” forestiller digteren sig den fred og ro, som vil følge efter besættelsens mørke og onde år: ”Men der blir atter stille/ efter stormen./ Og det blir trygt at leve/ her påny.// For her er lys og sol/ og glade stemmer./ Og mørket kommer til/ en fredfyldt by.” Halfdan Rasmussen bliver nok mest husket af de mange læsere for sine vrøvlevers og tosserier. Det er ikke muligt inden for denne kroniks rammer at opregne hans store og brede forfatterskab, der også omfatter flere alvorlige digtsamlinger. Men Halfdan Rasmussen beskriver selv forfatterskabets sammensathed i ”Noget om at forvalte sit pund” i Tosserier: ”Jeg skriver sjove digte./ Jeg skriver også triste./ De første læser andre folk./ Selv læser jeg de sidste.”

Trafik i midtbyen. Når en historie stikker af i pressen

Det politiske selvmord

Ulvedebat. Det, jeg gjorde, kaldes civil courage

Politik. Ja/nej til skattestigning