Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Hvis det kunne svare sig at køre på el, gjorde vi det allesammen

Jeg overvejer at købe en elbil. Eller rettere - jeg overvejer på et lidt useriøst plan, om jeg har grund til at overveje det på et lidt mere et seriøst plan. Den slags beslutninger tager tid. Tanken skal have lov at modnes i mit nordvestjyske sind, og selv om jeg efterhånden er klar til elbilen, er den måske ikke helt klar til mig. Sådan rent økonomisk. Min første bil var en Ford. En pilrådden Escort fra 1986. Det var den model, som blev produceret i Brasilien og som havde en 1,3 liters motor, der var lige så tørstig, som bilen var upålidelig. Jeg havde den i et års tid, inden jeg blev magelig og opgraderede den til noget mere driftsikkert. I løbet af det år bidrog jeg i helt ustyrlig grad til det, vi i dag kender som klimaforandringer. Det vil jeg godt beklage. Men vi var ikke klogere dengang - jeg var i hvert fald ikke. Det var min første bil, og følelsen af frihed var enorm der bag rettet, så den kørte nærmest i døgndrift. Modellen var ikke bare en benzinsluger. Den var også en af de sidste, som krævede fuldfed 98 oktan benzin - med bly, naturligvis. Og hvis udstødningen under det larmende, himmelblå vidunder nogensinde havde rummet et filter, så var det for længst udtjent, da jeg overtog ejerskabet. En familie i Lemvig havde bragt den tæt på bilkirkegården, og jeg sørgede for at sende den i graven med manér. Det passer selvfølgelig ikke helt, når jeg skriver, at vi ikke var klogere dengang. Det var i 90'erne, og selvfølgelig vidste vi alle, at bilernes udstødning ikke gjorde noget godt for miljøet. Klimaet fyldte bare ikke så meget i den offentlige debat og endnu mindre i hovedet på en ung mand bag rettet i sin første bil. Da jeg skiftede Forden ud, var jeg dog meget fokuseret på at købe en model med et mere diskret brændstofforbrug. Jeg kan desværre ikke prale af, at det var af ideologiske hensyn. Det handlede udelukkede om prisen. Den gamle Ford klarede omkring otte kilometer på en liter blyholdig benzin. Den nye tog blyfri og kørte en halv gang længere på en liter. Fremskridt. Siden har jeg haft en del forskellige biler, og hvert skifte har gjort det en smule mindre belastende for miljøet, at jeg tillader mig privatbilens luksus. Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind. Jeg får hovedpine af at tænke på, hvad det kræver at regne det samlede "klimaaftryk" for en bil ud. Produktion, fragt og brændstof er slemt nok. Men tænk bare på den øgede velstand hos medarbejdere i fjerne lande, der har arbejdet med at producere bilen. Og deres øgede forbrug. Nej - det bliver for komplekst. Jeg holder mig til brændstoffet og polerer en smule på min falmende glorie. Min nuværende bil har alle tænkelige filtre og kører dejligt langt på literen. Det var faktisk årsagen til købet. Jeg er måske nok blevet små 25 år ældre, men når jeg skal være helt ærlig, så er det stadig den nederste linje i økonomien, der er afgørende for mit valg af køretøj. Vi skrev i denne uge om, at Holstebro Kommune ligger næstsidst bland landets kommuner, når man ser på, hvor stor en andel af bilerne, der er regulære elbiler. Det er der rigtig mange, rigtig gode grunde til. Elbilens begrænsede rækkevidde er ofte et argument for ikke at skifte. Jeg bruger selv samme argument. Men jeg ved også, at det ikke er helt sandt. Jeg er helt overbevist om, at jeg ville have skiftet min dieselbil ud med en elbil, hvis det var en økonomisk fordel for mig. Og jeg er næppe alene. Den samlede økonomi er afgørende for mange, når de køber bil, og lige så snart elbilen vinder i udregningen, så skal I bare se, hvordan vi alle - også i Nordvestjylland - er klar til at skifte forbrændingsmotoren ud. Mens vi venter på, at det også kan svare sig for pengepungen at køre på el, fortsætter jeg med at skamme mig en smule over mit bidrag til planetens opvarmning. Men kun lidt. For jeg har en stor tro på, at den teknologiske udvikling nok skal redde os alle sammen. Det er en mere behagelig tanke end det modsatte. Og udviklingen har da trods alt gjort det af med den blå røg fra min gamle Escort.

Leder For abonnenter

Gør noget - nu...

Fredag kunne vi fortælle historien om Kirsten fra Bonnet. Når hun cykler hjem fra arbejde, får borgerne i Bonnet besked om det, så de kan stå ude på fortovet for at holde øje med, hvad der sker. Frygten for, at byens uligevægtige mand, "Æ Jernstang", dukker op igen og overfalder hende. Akkurat som den øvrige del af landsbyens befolkning har Kirsten frygten for at blive overfaldet af manden, da det tidligere er sket, og ingen kan vide sig sikker. Vi har gennem uger og måneder skrevet om manden og situationen i byen, hvor borgerne på fredelig vis forsøger at overbevise manden om, at han skal stoppe. De møder op foran hans hus, drikker en kop kaffe og synger lidt for at vise manden, at byen står sammen i den her sag. Som det også tidligere er skrevet på denne plads, er det i bund og grund usympatisk, at en by står sammen mod en tilsyneladende psykisk syg mand. Men det er samtidig forståeligt, at man gør det. Det er på ingen måde holdbart, at en hel landsby skal terroriseres af en beboer, uden der bliver skredet ind. Tiden går, og der sker ingenting. I hvert tilfælde ikke noget, der er synligt og stopper balladen. Politiet arbejder bag linjerne, og det tager tilsyneladende sin tid. Uforståelig lang tid. At der ikke er en instans fra sundhedsvæsnet, der hjælper den tilsyneladende syge mand og resten af byens befolkning er lige så uforståeligt. Og det er ikke kun i Bonnet, det her sker. I for eksempel Troldhede melder man om samme udfordring. Politikere har været i Bonnet og lover, de vil gøre noget. Ministeren skal råbes op. Intet resultat endnu. Tiden går, og usikkerheden i Bonnet bliver være og værre. Det er på ingen måde rimeligt, at en beboer skal eskorteres hjem fra arbejde, fordi der er en trussel om overfald liggende i luften - fordi det er sket før. Nu må der simpelthen skrides ind. Det har kørt alt for længe, og ingen sagsbehandling må tage så lang tid. Hvis en borger så synligt terroriserer sine omgivelser, skal der gøres noget. En dag er der nogle, der mister tålmodigheden og tager til genmæle på en helt anden kontant måde, end det er set hidtil. Det er lige så galt. Gør noget - nu!!!

Leder For abonnenter

Det frie valg er vigtigt

Vi kunne i lørdagsavisen fortælle om forældre fra Lemvig og Holstebro kommuner, der glædede sig over, at de to kommuner er blandt dem, der tilbyder forældre et kontant tilskud til at passe egne børn derhjemme, så de på den måde kunne slippe for at sende børnene i offentlig pasning, fordi de bedre kunne få økonomi til, at den ene forælder kunne være derhjemme. Det er fint, der også gives denne mulighed for at få passet børn. Det grundliggende må være, at der skabes så stor en frihed til, at forældre kan vælge den form for pasning, der passer til de holdninger og den levemåde, den enkelte familie har. De fleste familier vælger en hverdag, hvor begge forældre går på arbejde, og de fleste af dem har samtidig den holdning, at deres børn har det godt med at være sammen med andre børn til daglig i den pasningsform, man nu vælger. Modsat er der så de forældre, som mener, at barnet helst skal være derhjemme de første år, og at de derfor sætter sig rent økonomisk på en måde, så det kan lade sig gøre. Det har de fået en hjælpende økonomisk hånd til med denne tilskudsform. Det er rigtig fint, at kommunerne på den måde giver familierne et frit valg. Samtidig er det også godt, man sætter nogle krav til det private tilskud, nemlig at man ikke samtidig får økonomisk hjælp fra andre offentlige kasser. Dermed forhindrer man "kassetænkning", hvor det er økonomien frem for et reelt ønske om at give barnet en start på livet derhjemme, som gør, at nogle "snupper" de offentlige penge. Det er godt, der er de frie valg omkring pasning af børn. Vuggestue eller dagpleje skal være et reelt muligt valg. Det samme med privat eller offentlig pasning. Lige så forskellige som pasningsordningerne er, lige så forskellige er forældres indstilling til, hvad der er bedst for deres barn/børn, og lige så forskellige er indstillingerne til, hvordan man skal vægte et arbejdes betydning frem for at være derhjemme, mens børnene er små. Så det frie valg skal være så nuanceret som muligt. Det er til både børn og forældres bedste.

Annonce
Leder For abonnenter

Turen går til Flensborg

På det lidt lavkomiske område har undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) forslag om at lægge et loft over udgifterne til studieture på ungdomsuddannelserne den fordel, at det sandsynligvis vil skærpe interessen for tysk. Med et loft på studieturene på 3000 kroner risikerer Flensborg eller Hamborg at blive studieturens slut-destination - og da Tyskland er vores største samhandelspartner, kan det muligvis give en renæssance til det ellers hårdtprøvede sprogfag. I den mere alvorlige kategori er ønsket om at sætte et loft over priserne på studieture endnu et eksempel på, at man på Christiansborg enten har opfundet et problem, som man herefter selv vil løse - eller endnu værre; man mangler fra Christiansborg tillid til, at de størstedelen af uddannelsesinstitutionerne rent faktisk formår at dosere studieturene fornuftigt i forhold til både eleverne, forældrenes indkomst og det faglige udbytte, der naturligvis bør være i fokus. Man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at arrangerer ture til plus 10.000 kroner til New York eller lignende. Selv om man godt kan argumentere for det faglige indhold i en New York-tur, kan prisen naturligvis ende med at blive så høj, at den også blive ekskluderende, hvilket aldrig har været meningen. Men at regulere enkelte dyre rejser med rigide regler for alle elever og alle uddannelsesinstitutioner er bare ikke vejen frem. Har man spansk eller fransk, så vil man naturligvis kunne lære mere ved at komme til Frankrig eller Spanien end ved at tage til Sverige eller Flensborg. Hvis ministeren og de øvrige politikere i Folketinget er i tvivl om, hvorvidt uddannelsesinstitutionerne kan styre studierejserne, kan de kaste et blik på gymnasiet i Holstebro. Her har man fundet en snusfornuftig middelvej mellem New York-modellen og Hamborg. Her må en studierejse maksimalt koste 5500 kroner. Har man ikke penge selv, så har skolen en studierejsefond, der kan sikre, at alle har mulighed for at komme med. Det virker - og det virker faktisk helt uden politisk indblanding.

Debat

Debat: Hvornår bliver det fornuftens tur?

Det synes at være en naturlov, at politisk ledede processer vil føre til et overforbrug af ressourcer og problemløsninger, der ikke fungerer efter hensigten. Behovet for mærkesager på venstrefløjen har nu ført til en klimafokusering helt ude af proportioner. Den grønne hjernedød har indfundet sig, og snart sagt alt skal dreje sig om dette, hvis ikke krænkelsesidioti. Det betyder, at vi nu er ved at sætte turbo på historiens største omgang fejldispositioner. Vi har i forvejen spildt enorme ressourcer på vindteknologien. Problemet er her, at enhver uden teknisk indsigt kan fatte og forstå måden, hvorpå en vindmølle og en solcelle producerer strøm. Det gør disse teknologier kommunikationsmæssigt egnede som løsningsforslag, hvis CO2 er det problem, man forudsætter. Men klimafolkene glemmer at fortælle hele historien om disse energikilder, nemlig den samlede økonomi, der knytter sig hertil. Det er vistnok korrekt, at man nu, når vinden blæser og solen skinner, kan producere strøm med et omkostningsforbrug, der kan konkurrere med kulkraft. Problemet er, at sådanne beregninger kan laves på mange måder, og jeg føler mig ikke overbevist om, at det glade budskab dækker over en relevant helhedsbetragtning. Dels fordi prisen for at nå hertil har været offentlige tilskud frembragt ved mange års elafgifter m.v., som jo er et udtryk for penge, der så ikke kunne bruges til andet f.eks. sundhed, infrastruktur eller det unævnelige - større privatforbrug for borgerne. Men den allerstørste omkostning til sol- og vindskabt energi er den enorme produktionskapacitet, der altid skal stå klar til at levere strøm, når vind og sollys ikke er til stede. Det vil sige traditionelle elkraftværker og eltransportsystemer til andre lande. Kapacitetsomkostningerne til disse anlæg er enorme og upåvirkede af, hvor godt det går med vind og sol på enkelte dage. Sol- og vindkraft er simpelthen ikke økonomisk forsvarligt i så stor skala, som der lægges op til, før man har løst problemet med energiopbevaring. Og det problem er langt fra løst. Vi hører godt nok om ideer og forsøg - for eksempel at alle el-bilers batterier skulle kunne bruges som decentral strømbank. Men der er langt til målet. Hvis alle elbiler i USA i dag blev bragt i anvendelse efter denne model, havde man eksempelvis strøm til 18 sekunders forbrug i landet. Men nu bliver det meget værre: Det er fuldstændigt umuligt at komme godt fra den omstilling til elbiler, der fra politisk hold lægges op til jævnfør de opstillede mål. At lade Danmark ekspandere denne omstilling i førertrøjen kommer uvægerligt til at koste os levestandard, men kan måske honorere nogle politiske ambitioner. Det har altid kostet at være first mover, og den udbygning af elnettet, vi snakker om her - kombineret med, at elbiler er dyrere at fremstille - vil blive en lammende oplevelse for samfundsøkonomien. Og så kan vi glæde os til problemerne, når batterierne i bilerne stille og roligt begynder at blive lidt slappe og skal renoveres eller skrottes. For slet ikke at tale om de nye ulykkestyper, vi kommer til at opleve. De nyeste batterityper vil ved alvorlige ulykker udløse uslukkelige brande. Hvorfor i alverden kan danske politikere ikke forlige sig med et internationalt tilpasset forandringstempo i stedet for at lege fandango med danskerne liv og levestandard? Hvis man vil reducere CO2-udledningen, er der for mig at se kun følgende, der giver mening: At bruge mange flere ressourcer på forskning og udvikling af teknologier, der kan løse problemerne med CO2-fri energi-generering og lagring fremfor på kort sigt at øge ressourceforbruget på vind- og solenergi. Sidstnævnte fungerer som at tisse i bukserne - det føles måske godt nu, men er helt uhensigtsmæssigt på længere sigt. Bruge kræfter på at få alle lande med. Det er komplet meningsløst, hvis danskerne pisker sig selv for at reducere CO2, medens mange lande i vid udstrækning synes at negligere CO2 som værende det mest påtrængende problem. Det er i øvrigt tankevækkende, at store kraftfulde lande som USA, Kina, Indien, Rusland ikke synes at prioritere CO2-reduktion særlig højt. Kunne man forestille sig, at det skyldes, at éntydigheden vedrørende CO2 som den store synder ikke findes tilstrækkelig dokumenteret, og at man selvfølgelig ikke vil kaste de begrænsede ressourcer efter en tvangstanke? Det skal gøres klart for alle, at klima- og miljøproblemer er to forskellige problemkredse - med enkelte overlap. Vi skal ubetinget arbejde for at have rent vand, luft og jord! "Miljøet kan og skal vi gøre noget ved - klimaet kan vi trygt overlade til naturen." Dette synspunkt er underbygget i Johannes Krügers bog fra 2016, "Klimamyten - et opgør med tidens CO2-panik". Klimaforandringer har fundet sted til alle tider, og lige nu befinder vi os i en periode mellem to istider, der har varet i 11700 år. I løbet af den tid har vi haft syv perioder med global opvarmning, hver afløst af efterfølgende nedkøling. Den nuværende opvarmningsperiode er så den ottende, som set over et langt tidsspænd ligger indenfor det normale.

Annonce
Debat

Debat: Vi må bygge velfærdssamfundet om efter verdensmålene

Bæredygtighed er blevet en global dagsorden. Parlamenter, regeringer, virksomheder, fagforeninger, skoler, uddannelsesinstitutioner, civilsamfundsorganisationer – taler om og arbejder med bæredygtighed. Den måde, bæredygtighed kommer til udtryk og bliver italesat på, er meget forskellig fra land til land, men tendensen er klar. Det kan godt undre, at vore økonomiske modeller og teorier stort set uden undtagelser er opbygget ud fra antagelser om, at vi mennesker bare kan bruge løs af hvad som helst – det er kun et spørgsmål om at fastsætte den rigtige pris. Og hvis vi skader eller forurener naturen, så hylder vi i yderste tilfælde et princip om, at forureneren betaler. Vi taler sjældent om, at forureneren ikke må forurene eller at den, der bruger ressourcer, ikke må forbruge, men skal cirkulere eller recirkulere ressourcerne. Det taler vi ikke om, det kræver vi ikke. Vi lader, som om der er nok af alt. Realiteten er en anden. Det er sådanne spørgsmål, den engelske økonom Kate Raworth taler om i bogen, Doughnut økonomi. Syv principper for en fremtidig økonomi. Det er en meget lovende og vigtig modeltænkning og dagsorden, som Kate Raworth har formuleret. Noget vigtigt er antagelsen om, at vi ikke kan nøjes med at arbejde med begrebet: grænser for vækst; vi må i stedet interessere spørge, hvilke grænser for vækst, vi skal respektere og forsøge at få disse grænser præciseret, således at man kan arbejde konkret med dem i praktisk politik og ledelse. I Danmark er bæredygtighed også et centralt begreb samtidig med, at velfærdssamfundet fortsat er ét af de mest centrale politiske begreber. Det skal bevares. Sandheden er nok: Det kan ikke bevares i dets nuværende udformning. Vi må erkende: Det danske velfærdssamfund er på utallige måder og områder ikke-bæredygtigt – og derfor skal det nødvendigvis ændres, nytænkes. Ja, mere end ændres: Det skal transformeres. Det er det begreb, der bruges i FN-resolutionen om de 17 verdensmål: Transforming our world. Og dette ord skal nok også bruges om den udvikling, der skal ske med det danske velfærdssamfund. Alle lande må lige nu arbejde ud fra de 17 mål på basis af en opgørelse over eller en vurdering af, hvor landet og kommunen lige nu står eller er placeret med hensyn til de 17 måldimensioner. Hvad er situationen i landet/kommunen/virksomheden med hensyn til vand og sanitet og ud fra det: Hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde for en reduktion af vandforbrug og -spild? Ud fra en kortlægning af, hvordan det aktuelle forbrug og den aktuelle produktion er sammensat, hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde sig hen mod en mere og mere bæredygtig produktion og forbrug. Det hjælper ikke, at man på forhånd erklærer, at stort set ingenting må ændres i såkaldt negativ retning. Væksten må ikke blive negativt påvirket, beskæftigelsen heller ikke, den økonomiske situation og udvikling må ikke påvirkes negativt. Det er klart, at hvis man på forhånd oplister så kortsigtede og specifikke krav, så er en transformation på forhånd udelukket. Vi ser det i den aktuelle danske politiske debat om klimalovgivningen, at nogle af partierne positionerer sig som tilhængere af en klimalovgivning, der ingen negative virkninger må have for borgere og virksomheder. Jeg tror, man kan sige meget enkelt og ligetil: Det kan ikke lade sig gøre. Det er umuligt at gennemføre de store samfundsmæssige ændringer, der er behov for og tale om her, uden at det af nogle vil opfattes og mærkes som noget negativt, som reduktion, som tilbagegang. Verdensmålene skal inddrages mere eksplicit i den aktuelle danske politiske debat; der er ved at være skabt et billede af, at det hele handler om klimaet. Det er ikke sandt. Klimaet er en meget vigtig faktor; der skal arbejdes intenst og målrettet med klimaet. Og samtidig er der en række andre – og med klimaet sammenhængende faktorer, som også skal have opmærksomhed og indsats. Det handler fx om biodiversitet, partnerskaber, landbrug, havene, ligestilling, uddannelse. Hvis ikke disse andre faktorer eller måldimensioner bliver inddraget i den politiske debat i Danmark, bevæger debatten sig i en skæv retning. Vi bliver nødt til at acceptere og inddrage den kompleksitet, der ligger i på samme tid at tale om og være optaget af alle 17 verdensmål. Regeringen må gå forrest her og tale om verdensmålene som den overordnede dagsorden, som dernæst indeholder klimadagsordenen – og andre udfordringer. Vi skal forsøge at betragte verdensmålene, ikke som et problem eller en byrde for Danmark, erhvervslivet og fagforeningerne, men som en enestående mulighed. En mulighed for at udvikle et andet og bedre samfund, en mulighed for at være med i en global udvikling, bidrage til at udforme og virkeliggøre en global dagsorden. Levere viden, ydelser, rådgivning og produkter til en sådan national og global udvikling. Danmark som et verdensmålsland.

Debat

Debat: Halfdan Rasmussen - modstand, tosserier og en sans for det triste

Halfdan Rasmussen skrev sjove digte, men også alvorlige, og var for 75 år siden med til at udgive modstandsdigte i den illegale antologi Der brænder en Ild. Halfdans ABC udkom i 1967 med livlige og humoristiske illustrationer af Ib Spang Olsen. Det er en herlig lærebog i stavning og læsning, hvor skolens almindelige terperi er fortrængt af lystige vrøvlevers. ”Bennys bukser brændte./ Børge råbte åh!/ Børge havde nemlig/ Bennys bukser på.” Halfdan Rasmussen (1915 – 2002) var ekspert i at lege med sprogets finurligheder og gjorde behændigt brug af rimet som poetisk virkemiddel. Flere generationer af børn er vokset op med hans vrøvlevers og tosserier, og vi forældre og bedsteforældre morer os stadig sammen med børnene. Hvad med digtet om Else ved bogstavet E? ”Else elsker pelse./ Else elsker pølse./ Pølse åd hun dagen lang.// Elses pels blev alt for trang./ Else holdt, men pølsen sprak./ Else-pelse-pølsesnak.” I foråret var der pludselig debat om Halfdan Rasmussens børnerim, idet forlaget Gyldendal ved en ny udgivelse havde udeladt nogle digte, herunder ”Lille negerdukke”. Forlaget forsvarede sig med, at der ved udgivelsen var tale om et udvalg af digte og ikke en autoritativ udgave. Selv om ordet ”neger” optræder i digtet, kan det undre, at det skulle være skadeligt for børn. Tværtimod har Halfdan Rasmussen, der var kendt for stor tolerance og altid viste rummelighed over for andre mennesker uanset hudfarve, med digtet ville belære børn om global medmenneskelighed. Digtet taler netop om, at vi er én familie, børn af samme jord: ”Lille negerdukke/ sover i min seng/ sammen med en dejlig/ gul kineserdreng.// Jeg har sunget mine/ kære børn til ro/ klappet dem på kinden/ kysset begge to.// Vi er een familje./ Børn af samme jord./ Sov min sorte søster!/ Sov min gule bror!” Halfdan Rasmussens digtekunst var meget alsidig, og mange har glædet sig over hans ”Noget om”- digte i de syv samlinger Tosserier (1951 – 57). ”Noget om helte”, der taler om livet, der er en morgengave, og ”Noget om kraft”, hvor digteren går med undrende øjne i naturen og tror, at der lever et barn dybt inde i alt levende, der gror, bliver sunget gang på gang af unge og ældre. Det må ikke glemmes, at Halfdan Rasmussen hørte til blandt de digtere, der var aktive under den tyske besættelse. Hans debutdigte fra 1941 bærer titlen Soldat eller Menneske. Der er et dilemma, og han peger på de to alternativer: Du må vælge mellem soldaten eller mennesket. Da han samme år i tidsskriftet Vild Hvede udgav digtet ”Danmark 1941” blev han idømt en straf på 14 dages hæfte. ”Landet ligger feberstille/ spændt i krigens andet år/ Stemmer taler – hårde stemmer - / kolde – nye ord.” Det er i år 75 år siden, at modstandsbogen Der brænder en Ild (1944) udkom. Det var en illegalt fremstillet antologi med anonyme bidrag af mange af datidens forfattere og digtere. Halfdan Rasmussen var repræsenteret med ikke mindre end 8 digte i antologien. Det er engagerede beredskabsdigte, der skal mane til kamp mod besættelsesmagten. Et eksempel er ”Kræmmeren”, hvor sjette strofe lyder: ”Du spørger mig, hvorfor vi slås/ og hvorfor vi tror på en sag?/ Min ven: Af vort had og vor trods/ skal friheden fødes en dag.” I et andet digt ”Længsel” forestiller digteren sig den fred og ro, som vil følge efter besættelsens mørke og onde år: ”Men der blir atter stille/ efter stormen./ Og det blir trygt at leve/ her påny.// For her er lys og sol/ og glade stemmer./ Og mørket kommer til/ en fredfyldt by.” Halfdan Rasmussen bliver nok mest husket af de mange læsere for sine vrøvlevers og tosserier. Det er ikke muligt inden for denne kroniks rammer at opregne hans store og brede forfatterskab, der også omfatter flere alvorlige digtsamlinger. Men Halfdan Rasmussen beskriver selv forfatterskabets sammensathed i ”Noget om at forvalte sit pund” i Tosserier: ”Jeg skriver sjove digte./ Jeg skriver også triste./ De første læser andre folk./ Selv læser jeg de sidste.”

Annonce
Debat

Debat: Teknologien hjælper os med at finder ro

Shoppingcentret Rødovre Centrum vandt årets Stilhedspris i 2018. Det gjorde det, fordi det ikke spiller musik i centrets offentlige arealer, butikkerne gør det kun meget dæmpet, og nogle slet ikke. Stilhedsprisen uddeles af foreningen ”Vi elsker stilhed”. Den har som mål at sætte støjproblemer på den politiske dagsorden, arbejde for bedre lydmiljø og hjælpe særligt lydfølsomme mennesker med at finde boliger, butikker og cafeer uden så meget støj. Nogle vil måske mene, at støjfølsomme mennesker blot er besværlige og neurotiske, men forskning har vist, at de har nogle særlige strukturer i hjernen. De oplever altså, hvad enten de vil det eller ej, lyde anderledes end andre. Forskere anslår, at op mod 40 procent af den raske befolkning er støjfølsomme, og at de er ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder. Typisk har lydfølsomme ikke noget imod lyd og musik, de vil bare gerne selv styre det og bryder sig ikke om for eksempel baggrundsmusik til selskaber, i butikker og på restauranter. For nylig købte jeg mig et par hovedtelefoner. De måler løbende på mine omgivelser og reagerer ved at neutralisere deres lyde med et modsignal og kan gøre selv de mest støjende steder meget stille. Samtidig kan jeg høre musik eller anden selvvalgt lyd mere klart. Det er især praktisk, når jeg støvsuger, sidder i et tog eller fly, eller når jeg har brug for fuld koncentration til at skrive, og snakken fra rummet ved siden af eller mågernes skrigen udenfor generer mig. Støjreducerende høretelefoner er et eksempel på, hvordan teknologi faktisk hjælper os med at skabe ro, selv om nogle nok vil mene, at det ville være bedre at forebygge støj fra omgivelserne frem for at symptombehandle. Sociale medier støjer og kræver opmærksomhed med deres konstante notifikationer og afhængighedsskabende algoritmer. Paradoksalt nok kan de også give adgang til ro – for eksempel gennem applikationer som Calm, Chill and Relax, Calming Gong eller White Noise, der alle hjælper os med at finde ind til vores helt egen personlige ro, når og hvor vi ønsker det. Når appen Calm åbner, ser man først en roligt duvende sø med graner og sneklædte bjerge i baggrunden akkompagneret af rislende vand og fuglekvidder. I menuen nederst på skærmen tilbyder Calm blandt andet godnathistorier med titler som ”Waterfall”, ”Gratitute”, ”Calm Airways” og ”Cricket Explained”. En af de mere overraskende titler er ”Once Upon a GDPR”, hvor den legendariske BBC-stemme Peter Jefferson læser EU-kommissionens forordning om databeskyttelse fra 2016 op – den såkaldte GDPR. I afslapnings- og meditationsapps som Calm er naturlyde de mest populære, både de biofoniske, som stammer fra dyr, og de geofoniske som bølger, regn og torden. Men også teknofoniske lyde fra vaskemaskiner, tog, varmeblæsere og hvid støj fra tv og antropofoniske lyde frembragt af mennesker fylder meget i de forskellige apps. Der er noget for enhver smag, for det er meget forskelligt, hvilke lyde vi finder ro i. Undersøgelser foretaget af den canadiske forsker Milena Droumeva har vist, at en gruppe unge universitetsstuderende foretrak lyden af mennesker, kaffemaskiner og klirrende porcelæn på en café frem for lyde fra regnskoven. Selv finder jeg cafeers lydmiljø støjende og stressende, men for de studerende var det velkendt, forudsigeligt og derfor behageligt. Ro er således også lyd, som mennesket designer, komponerer, iscenesætter og videreformidler til hinanden. Ro er ikke lig med fraværet af lyd, altså stilhed, men også akustisk målbare lyde, som vi kan høre og mærke. Ved hjælp af såkaldte maskeringslyde kan man dække en ofte ubehagelig lyd med en anden lyd. Hvid støj er en jævn, konstant lyd med frekvenser, der dækker hele vores hørelses register. Hvid støj kan overdøve omgivelsernes naturlige støj for eksempel i storrumskontorer, og i sundhedsvæsenet bruger man også hvid støj i behandling af tinnitus. Detailhandelens muzak maskerer supermarkeders naturlige lydmiljø af indkøbsvogne, summen, brummen og bippen. Det kan for eksempel være en instrumentaludgave af The Beatles’ ”Yesterday” fra 1965 indspillet med panfløjte og strygeorkester på synthesizer, så den så gnidningsfrit som muligt trænger ind i vores øregange, uden vi lægger mærke til det. Både de høje og lave frekvenser er fjernet, og musikken er renset for dynamiske udsving, bratte temposkift, modulationer og vokale stemmer. Muzak er designet til at skabe mere ro hos kunderne, så de får en bedre købsoplevelse og i sidste ende får lyst til at købe mere. Den amerikanske lydforsker og komponist R. Murray Schafer siger i bogen "Our Sonic Environment and The Soundscape" fra 1977, at vi mennesker godt kan lide at lave lyde for at minde os selv om, at vi ikke er alene. Vi frygter fraværet af lyd, som vi frygter fraværet af liv – og vi kunne sige det samme om lys. Mørke er den visuelle pendant til stilhed. Uden lys er der mørke, uden lyd er der stilhed, sådan lidt groft sagt, for der er stort set aldrig helt mørkt eller helt stille i den verden, vi sanser. Hvis vi lukkes inde i et rum designet til at være absolut lydløst, et såkaldt anekoisk kammer, så vil vi stadig kunne høre blodet suse og pulsere. Personer, der har prøvet det, beskriver det som meget skræmmende og angstprovokerende. Måske fordi dette ultimative mørke og denne ultimative stilhed minder os om døden, og den vil vi helst holde fra livet. Liv er bevægelse og lyd, sitren, vibreren. Så den totale stilhed skaber bestemt ikke ro.

Læserbrev

Hæder. Lemvig-prisens bagside

Debat

Debat: Mørke midt på dagen

For 80 år siden skrev Arthur Koestler romanen ”Mørke midt på dagen”. Bogen åbnede Vestens forfærdede øjne for Stalintidens terrorregime i Sovjetunionen. Bogen minder os om, at diktaturets første offer er sandheden og moralen. For 30 år siden faldt muren mellem det kommunistiske Østeuropa og det frie Vesteuropa. To år senere, i 1991 faldt Sovjetunionen sammen, og for russerne var det starten på opgøret med 70 års kommunistisk undertrykkelse. Noget af det eneste positive, man kan sige om undertrykkelsens år, er desværre, at de gav inspiration til det 20. århundredes måske vigtigste politiske roman, den ungarsk-jødiske Arthur Koestlers værk, "Mørke midt på dagen". Den bør man læse, fordi diktaturet er en tilstand, som kan vende tilbage. Nogle mener, at der er tendenser til det i Europa for tiden, når man betragter Ruslands, Ungarns og Polens indgreb mod liberale rettigheder. Læser man Koestlers bog, bliver det imidlertid klart, at kommunismen var et helt anderledes totalitært og menneskenedværdigende diktatur. Baggrunden for romanen er Moskva-processerne, som fandt sted kort før 2. verdenskrig i 1937-38. Mindst 700.000 mennesker blev henrettet i et grotesk teater af retssager, som beskyldte høj og lav i det sovjetiske samfund for samfundsskadelig virksomhed, terrorisme, mord og samarbejde med fjender i USA og Vesteuropa. Selv de højest placerede embedsmænd, militærfolk og politikere blev ramt. I dag kan det kun forundre, at mange venstreorienterede i Danmark, resten af Europa og vesten forsvarede processerne. Koestler var overbevist kommunist i 1930'erne og arbejdede for Komintern, den kommunistiske internationale. Han blev fjende af ideologien efter Moskvaprocesserne. I 1939 begyndte han at skrive på sit opgør med den kommunistiske tro, men originalmanuskriptet forsvandt i krigens tumult og kun en oversættelse til engelsk overlevede. Den havde hans veninde lavet. Så fandt en tysk studerende det tyske originalmanuskript i 2015. Nu er bogen netop blevet nyoversat til engelsk. Forhåbentlig får vi også en genudgivelse på dansk. "Mørke midt på dagen" har sit anslag i 1938, hvor kommunisten Nicolas Salmanovitch Rubashov arresteres og anklages for forræderi mod kommunistpartiets officielle linje. Han er revolutionshelt og har arbejdet 40 år for partiet. Vi følger ham gennem nogle få uger, til han henrettes med et nakkeskud i en mørk kælder. Handlingen foregår i Sovjetunionen, selv om vi aldrig hører navnet på hverken landet eller på den diktator, der står bag anklager, udrensninger og henrettelser. Stalin omtales kun som nr. 1. I dag betragter vi almindeligvis begreber som skyld og uskyld, menneskelig værdighed og retfærdighed som umiddelbare sandheder. Rubashov og kommunismen har imidlertid for længst ofret sådanne moralske og etiske overvejelser for revolutionens sag. I den kommunistiske kamp eksisterer individet kun som en million mennesker divideret med en million. Mennesket og dets lykke er en abstrakt størrelse, og det enkelte menneske kan ofres, hvis det gavner den store sag. Det er i opgøret med denne tænkning, "Mørke midt på dagens" eviggyldige indsigter af etisk karakter skabes. Rubashov har ingen illusioner, da han arresteres. Han er afklaret med, at han formentlig vil blive henrettet. Han udvikler sig personligt i tiden op til henrettelsen. På den ene side erklærer han sig skyldig og lader sig henrette, fordi det vil være i revolutionens forsatte interesse. En slags Kristusfærd, hvor han påtager sig partiets skyld og ofrer sig, så troen på kommunismen og regeringsledelsen har folkets opbakning. På den anden side gennemgår han en udviklingsproces, hvor han finder tilbage til kristent-humanistiske værdier. Han indser, at mennesket og summen af mennesker ikke kan reduceres til et spørgsmål om ren materie og nytteværdi. Det er en roman, der viser, at et menneske til tider kun ser klart, når det står nøgent, nedbrudt og desillusioneret over for døden. "Mørke midt på dagen" spidder det 20. århundredes kommunistiske ideologi. Den viser os, at den abstrakte menneskehed ikke må få fortrin for de nulevende individer. Ved romanens udgivelse i 1945 var modtagelsen blandet. Langt hen ad vejen lykkedes det for kommunisterne at så tvivl om Kosters person og troværdighed i den vestlige offentlighed. Koestler ventede spændt hvert år i oktober måned på, om han ville modtage Nobelprisen i litteratur, men det skete aldrig. Det ville ellers have været et både moralsk rigtigt og litterært fortjent valg. Vi lever i en tid, hvor antidemokratiske tendenser ses flere steder i Europa, og selv om der er langt til diktaturet, så er god litteratur en effektiv vaccination mod farligt tankegods. Arthur Koestlers roman ”Mørke midt på dagen” er en isnende oplevelse, der sætter sig spor i sjælen. Læs den før din nabo og få genopfrisket, hvorfor personlig samvittighed og borgerlige moralbegreber er det eneste værn, når de abstrakte mål tager magten.

Annonce
Debat

Debat: Det kongelige ridt og den folkelige sejr ved genforeningen

”Nu var kongen lige ved æresporten. Han havde taget sin chakot af og hilste med små nik til begge sider. Man kunne se, hvor bevæget han var. Nu var det, som holdt han hesten an og så til vejrs mod indskriften og flagene ovenover, som rørte sig i morgenvinden. Og nu – der er i dette øjeblik fuldkommen stille omkring ham – er kongen lige under æresporten. En dæmpet trommehvirvel – og kong Christian den Tiende er redet over grænsen ind i Sønderjylland”. Sådan skildrede bibliotekar Carl Dumreicher det store øjeblik i sin bog Genforeningen 1920. Klokken var 9.20, dagen var den 10. juli 1920, og stedet den dansk-tyske grænse fra 1864 ved Frederikshøj nord for Christiansfeld. Den grænse, som ikke længere eksisterede, efter at kongen dagen i forvejen havde underskrevet loven om indlemmelsen af de sønderjyske landsdele i kongeriget Danmark med øjeblikkelig virkning. Begivenheden var nøje sat i scene, så den svarede til den sagnomspundne Jomfru Fannys spådom 40 år tidligere: at kongen ville ride ind i det genvundne land på en hvid hest. Så snart kongen var nået ind i Sønderjylland, brød jubelen løs. Kong Christian fortsatte efter velkomsten sit ridt ind i Sønderjylland. En ni-årig pige, Johanne Braren, overrakte ham blomster. Spontant trak han hende op til sig på hesten, gav hende et kys i panden og lod hende ride med, før hun skrækslagen blev givet tilbage til sin plejemor. Endnu en symbolladet handling, her efter et litterært forbillede, forfatter Henrik Pontoppidans digt fra 1918 om den røvede datter, der dybt begrædt kom frelst tilbage. Ikke et øje var tørt. Slet ikke kongens. Med den stærke symbolik var det ekstra uheldigt, at kongen blev kastet af hesten. Det skete, da han kort før Haderslev skulle stige om fra bil til en ny hest. Bevidst om symbolikken bed kongen smerterne i sig og gennemførte ridtet ind i Haderslev på en anden og roligere hest. Den største stund og den store gave er blandt de mange euforiske udtryk, som er taget i anvendelse om Genforeningen. Allerede når man sætter ord på grænseændringen i 1920, ligger der et valg af historisk perspektiv. Danskerne og de dansksindede sønderjyder ser den som en genforening, hvor den danske del af det gamle hertugdømme Slesvig kom tilbage til Danmark, og den uretfærdige grænse fra 1864 blev overvundet. Tyskerne og de tysksindede nordslesvigere ser den som Nordslesvigs afståelse til Danmark. Set i det århundredlange perspektiv kan man lige så vel tale om en deling af det gamle hertugdømme Slesvig. Genforeningen i 1920 genererede tidligt sin egen mindekultur. Den har især rettet sig mod afstemningsdagen den 10. februar og den officielle genforeningsdag den 15. juni eller genforeningsfestlighederne den 10.-11. juli. Allerede den 10. februar 1921 blev der i de sønderjyske købstæder og i de fleste sogne holdt fester til minde om afstemningen. De fulgte fra begyndelsen det sønderjyske mønster for folkelige møder med en hovedtaler, fællessang og korsang – og kaffebordet ikke at forglemme. Længe var fortællinger fra deltagere i afstemningen også en fast bestanddel. Arrangørerne var stedets danske foreninger. Fra 1933 var det typisk det lokale Danske Samfund, som samlede dansksindede på tværs af politiske partier og andre skel til værn om grænsen mod den nye trussel sydfra. Afstemningsfesterne havde deres storhedstid, mens der endnu levede sønderjyder, som havde stemt i 1920, og så længe de dansk-tyske modsætninger krævede en national mobilisering. I 1960’erne svækkedes traditionen. 50-årsjubilæet i 1970 var en undtagelse, men derefter fortsatte tilbagegangen. I 1970’erne så det ud til, at traditionen helt skulle uddø. Sådan kom det ikke til at gå. I 1980’erne blev den genoplivet og har siden vist sig levedygtig, selv om den ikke når fortidens højder. Afstemningsfesterne var fra begyndelsen sønderjydernes markering af den dag, hvor de selv eller deres forfædre fik landsdelens skæbne lagt i deres hænder. Også genforeningsdagen den 15. juni blev fra begyndelsen fejret flittigt lokalt i Sønderjylland, men i længden havde den ikke samme brede appel som afstemningsdagen. Det var vanskeligt at knytte konkrete begivenheder til dagen og slet ingen, som involverede menigmand. End ikke ved de officielle markeringer af de runde jubilæer for Genforeningen holdt man konsekvent fast ved den 15. juni. Ved disse fester knyttede man lige så ofte an til traditionen fra den 11. juli 1920 og arrangerede fester, hvor repræsentanter for det officielle Danmark mødtes med sønderjyderne i Kongeskansen på Dybbøl. Sådanne genforeningsfester blev holdt i 1930, 1945, 1970, 1980 og 1995. Et er sikkert: Der bliver festet igennem igen i 100-året i 2020, hvor alle sønderjyske sejl er rebet. Ikke kun i Sønderjylland, men over det ganske land. Det første halvår kommer nemlig til at stå i Genforeningens tegn med fester, foredrag og fællessang.

Debat

Debat: Da spionen Lenz fik sin julemad i arresten

Spionagen under den kolde krig udartede sig i mange bizarre former. Da sovjetlederen Nikita Krustjov besøgte København i 1964, sendte efterretningstjenesten folk ind på Hotel Royal og fik pillet ved kloakrørene på sovjetlederens toilet, så tarmindhold og urin, kunne fiskes op og sendes til analyse af pågældendes helbredstilstand, Uanset de excentriske metoder er der vel næppe nogen, der vil benægte, at spionagen medvirkede til, at vi ikke fik en varm krig. De danske efterretningstjenester var aktive aktører i denne fornemme opgave, men var også, knap så excentrisk, genstand for spionagen. Noget måtte være gået galt den påske i 1971, da Victor Kedrov spadserede lige igennem paskontrollen i Københavns lufthavn uden at blive stoppet og sendt tilbage til Moskva. Victor Kedrov var tidligere udvist fra England identificeret som KGB-agent og dermed persona non grata i alle vestlige lande. Han var tilknyttet KGB's X-linje, spionageenheden for teknik og videnskab, hvor opgaven var at skaffe ulovligt teknologi til gavn for det sovjetiske styre. I København var han legalt ansat ved den sovjetiske handelsdelegation. Men alligevel besluttede PET klogt at skygge ham. På et tidspunkt konstateredes en tæt kontakt til en ingeniør og grosserer i avanceret teknologi til brug for militæret. De mødtes på byens restaurationer til middage med bøf og rødvin. Offeret skulle smøres. Mistanken burde være vakt, da han fik besked på kun at kommunikere via telefonbokse. Ligesom han hurtigt lærte at køre formålsløst rundt i Københavns gader på såkaldte ”rysteture”, hvor han forsøgte at komme af med PET's observatører. I 1971 var Sovjetunionen sakket bagud i det teknologiske kapløb med Vesten. Og da det på grund af embargo-regler, var umuligt for Sovjetunionen at købe den vestlige verdens højteknologi, måtte de ”stjæle” den. Det var det, sagen mod Kedrov og grossereren handlede om. I en større ordre, der skulle leveres hurtigt, kom grossereren uforsigtigt - men præcist som Kedrov havde håbet på - til at levere en del ulovlige elektroniske komponenter. Kedrov vidste, at han havde grossereren i saksen. Enten en anmeldelse til PET eller et samarbejde med KGB. Det blev det sidste. Efter tre års overvågning var PET overbevist om, at materialet var stærkt nok til en anholdelse sigtet for spionage. Sagen blev overdraget til Rejseholdet, hvor jeg sammen med PET fik opgaven at sparke sagen i mål. Hurtigt blev jeg sikkerhedsgodkendt. Jeg kunne nu træde ind i spionernes verden. I alt blev der blev leveret elektroniske komponenter for en million kroner som et specielt, brandhæmmende plastmateriale, der blev anvendt af USA's luftvåben til at beskytte flyene samt en række avancerede måleapparater til ballistiske afprøvninger af våben og ammunition. Leveringerne fandt sted på mystiske steder som en rasteplads ved motorvejen ved Køge, hvor elektronisk militærudstyr blev læsset over i KGB's kassevogn. Sagen førte til udvisning af tre KGB-folk. Grossereren blev af et enigt nævningeting idømt otte års fængsel. Jeg havde fået min debut i efterretningstjeneste og havde talt med min første spion. Der skulle komme flere. En af dem var STASI-spionen med dæknavnet Lenz. Han var én af over 50 danske STASI-spioner, vi forsøgte at identificere i de 150 kilometer hylder, som STASI-arkiverne fyldte. Dygtigt - og før os - kom Ekstra Bladet på sporet, så de på forsiden kunne skrive ”STASI-SPION I UDENRIGSMINISTERIET”. Det satte os under pres, for i modsætning til Ekstra Bladet kunne vi identificere personen bag dæknavnet. En højtplaceret embedsmand i EU og tidligere ansat i Udenrigsministeriet. Under juleferien i Danmark blev han anholdt. Det var mig, der foretog afhøringen. Han nægtede ethvert kendskab til sigtelserne og blev løsladt i dommervagten. Nyt materiale blev præsenteret for landsretten den 24. december 1999. Lenz blev nu fængslet, og Vestre Fængsel måtte dække op til en ekstra julekuvert. Vi var ikke længere i kapløb med Ekstra Bladet, men med forældelsesfristen. Her tabte vi stort til trods for. at vi kunne påvise, at Lenz havde leveret 101 informationer til STASI, hvoraf de 64 kom fra Udenrigsministeriet og hvoraf de 25 havde en så alvorlig karakter, at de havde skadevirkninger for Danmark. Lenz blev den 7. juni 2000 frifundet på grund af forældelse. Disse ord blev fællesnævneren for de mange sager, hvor danskere havde spioneret for STASI. Afsløringen af STASI-agenter havde ikke politisk topprioritet i Danmark i 1090'erne. Det tog 3 justitsministre og næsten 10 år, før der kom gang i sagerne. Og da var det for sent. Politisk opmærksomhed på allerhøjeste niveau fik det, da PET konstaterede, at der fra en telefonboks på Østerbro blev rettet kontakt til den ”afhoppede” leder af Danmarks Kommunistiske Parti, og nu stifteren af SF, Aksel Larsen for at aftale et møde ”det gamle sted”. PET´s observationshold var på pletten. Her iagttog man en ventende person med en brun dokumentmappe. Aksel Larsen dukkede ikke op. Personen blev skygget gennem byen til indgangsdøren til den amerikanske ambassade. Ledelsen i PET var målløs. Opfattelsen var, at det hemmelige møde skulle foregå med KGB-agent, da telefonboksen befandt sig nær den russiske ambassade. Det medførte en alvorlig krise mellem PET og CIA, hvor der blev talt med store ord. Udenlandske efterretningstjenester - uanset venlige eller fjendtlige - må ikke operere på dansk jord. Regeringens sikkerhedsudvalg blev informeret. Her betragtede man det som en handling, der ikke stod til at ændre, så hvorfor ikke udnytte situationen. Konflikten blev løst ved, at PET fik kopier af mødereferaterne og kunne stille supplerende spørgsmål til Aksel Larsen. Kontakten mellem CIA og Aksel Larsen varede med pauser i 10 år, og der blev leveret oplysninger om situationen i Østblokken, forbindelserne til Moskva, kommunistpartiets virksomhed med videre. Det var et chok for de fleste, da denne forbindelse mange år efter blev offentliggjort i rapporten om ”Danmark under den kolde krig”. Den 9. november i år var det 30 år siden Murens Fald. Den kolde krig og dens danske spioner er slut. Vi har intet lært af historien. Skændigt bygges der stadig mure og sættes hegn op mellem nationer og mennesker og spionagen foregår stadig med fuld styrke. Og den vil fortsætte, for med den usikkerhed, der i øjeblikket eksisterer i verden, er der i høj grad brug for efterretninger, der kan medvirke til at forhindre, at kriserne tilspidses og handlinger mistolkes, så de får alvorlige konsekvenser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce