Annonce
Leder

Lad os nu høre om vejen ud

Redaktøren anbefaler For abonnenter

Rigtig mange får brug for hjælp

Samfundet og samfundssindet er sat på en alvorlig prøve i øjeblikket. Der er rigtig mange, der lige nu og i den kommende tid har brug for hjælp. For mange bliver hjælpen fra sundhedsvæsenet altafgørende. For endnu flere bliver hjælpen fra venner og familie vigtig. Er der noget, vi har lært af de første uger af denne krise, er det, at rigtig mange faktisk står klar til at hjælpe. Heldigvis. Vi kan se, at de artikler, der handler om nogen, der hjælper andre eller kommer med gode råd, er blandt de mest populære lige nu. Det er ikke overraskende, at vi i en utryg tid søger mod det positive. Det er bekræftende at se, hvordan lokalsamfundets styrke for alvor viser sig i krisetid. Vi vil også gerne hjælpe. Derfor er vi klar med et initiativ, som gerne skulle hjælpe nogle af dem, der har mest behov for det lige nu. Vi har via vores erhvervstillæg, Erhverv Plus, oprettet "Erhverv 112", som giver mulighed for at få svar på de spørgsmål, som de lokale erhvervsdrivende måtte have i denne tid. For eksempel spørgsmål om hjælpepakkerne. (Se mere i anbefalingerne af ugens artikler). Vores bedste mulighed for at hjælpe i den alvorlige situation er dog ved at gøre det, vi er sat i verden for. Vi informerer om lokalsamfundet og fortæller de historier, der styrker sammenhængskraften lokalt og regionalt. Vi oplever en stor opbakning fra abonnenter og lokalsamfund lige nu. Det er vi glade for og stolte over. Så tak fordi du læser med - og rigtig god weekend.

Redaktøren anbefaler For abonnenter

Den mest vanvittige uge i mands minde

Jeg har i denne uge set billeder af tomme pladser foran Europas største turistattraktioner. Gader uden mennesker og veje uden biler. Det er skræmmende at se, hvordan corona-virus har ændret vores verden og hverdag. Men jeg har også gået en tur i skoven ved Ulfborg og konstateret, at der trods alt er noget, der ligner sig selv. Det er rart midt i alt det ubehagelige. På Dagbladet er der også vendt op og ned på alting. Vi arbejder naturligvis stadig. Vores opgave er lige nu vigtigere end nogensinde, og derfor bliver vi selvsagt ved med at informere om de lokale forhold. Vi benytter telefonen mere end normalt. Vi arbejder mest muligt hjemmefra, og vi holder afstand, når vi er ude. Men vi stopper ikke. Langt det meste indhold i denne uge handler om corona. Selvfølgelig. Men der har også været plads til en enkelt anden historie eller to. Og plads til de positive stemmer i et ellers dystert kor. I den næste tid vil vi stadig dække sygdommen. Men vi vil også fokusere på historierne om, hvordan lokalsamfundet står sammen og hvordan netop det sikrer, at vi alle kommer godt gennem denne krise. Vi er sat i verden for at understøtte demokrati og sammenhængskraft i det nære, og det er nu, vi skal vise vores værd. I denne uge har vi gjort det ved at fortælle om, hvordan vi beskytter os mod sygdommen, men også om, konsekvenserne af kampen imod den. Jeg har udvalgt fem historier fra ugen, som du måske allerede har læst. Hvis ikke, kan jeg klart anbefale det. God weekend - trods alt.

Læserbrev

Corona-krise. Livet er skrøbeligt

Læserbrev: En nation beskrives bedst efter, hvordan den agerer i en krisesituation. Derfor er det ekstremt ærgerligt og kritisabelt, at mennesker vælter ind i supermarkederne for at hamstre til dem selv og deres familie i denne svære tid. Dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår dem. For vi er ikke vant til denne form for krise. Vi er ikke vant til at leve i uvidenhed om, hvorvidt vi skal agere ift. dette udbrud, ej heller om vores nærmeste vil overleve det, herunder de ældre og svækkede borgere. Vi er i vildrede. Og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre vores families helbred, hvad end det indebærer. Men vi glemmer at det her er hverdag for rigtig mange mennesker. Rigtig mange mennesker strømmer op igennem Europa, herunder til Danmark, hvor vi har en stærk velfærdsstat. Vi begriber ikke, at de kan få dem til at forlade deres land og ansvar for at få en bid af den danske velfærdskage. Men de flygter ene og alene af én årsag. Deres familie. I sidste ende er vi alle bare mennesker. Vi har samme værdi, og vi skal hjælpe hinanden. Jeg har en forhåbning om, at I der sidder med jeres familier, husker på, hvor skrøbeligt livet er, og hvor lidt kontrol vi har over tingene. At i værdsætter hvad i har kært, og ser det positive i det negative trods at det kan være svært. Vi går en ny tid i møde, og medmenneskeligheden skal stadig bevares og endda forstærkes i denne tid, samtidig med det gode danske humør, som vi alle priser højt. Pas på jer selv, og ikke mindst alle os andre.

Annonce
Debat For abonnenter

Carl Holst: 'Grænsen er nået' er grænseløst interessant læsning

Bøger: Igennem de senere år er der kommet flere bøger om Sønderjylland, hvor kvaliteten primært har været gode billeder på bekostning af pinagtigt ringe tekst og fortælling. Ofte fordi teksten var både overfladisk og unuanceret. ”Grænsen er nået - afstemningsplakater fra grænselandet i 1920”, er ikke et sådant eksempel. Bogen går både i dybden og er historisk befriende nuanceret. Titlen på bogen er også navnet på en udstilling, som frem til 20. september kan opleves på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By i Aarhus. Bogens ene forfatter, Elsebeth Aasted Schanz er leder af museet. Bogens anden forfatter er professor i moderne historie ved Syddansk Universitet Nils Arne Sørensen. Når man oplever udstillingen i Den Gamle By, kan man benytte lejligheden til at besøge Boghandler Chr. Andersen. Butikken er oprindeligt fra min hjemby, Rødding i Sønderjylland, hvor den i to generationer blev drevet som boghandel og bogbinderi 1885-1989, hvorefter man flyttede butikken til Den Gamle By. I 1905 blev butikken udsat for razzia af de tyske myndigheder. Man fandt en række eksemplar af ”Den Blå Sangbog”, hvor en række sange var udeladt, fordi de var blevet forbudt. Men nu mente man også at ”Kong Christian stod ved højen mast” skulle forbydes på grund af linjen ”hans værge hamrede så fast, at gotens hjelm og hjerne brast”. Boghandler Andersen forsvarede sig i retten med, at dels var sangen skrevet allerede i 1779, altså før det tyske overherredømme, dels mente man svenskerne og ikke tyskerne, når der stod ”gotens hjelm og hjerne brast”. Men så fik boghandleren en belæring om, at det kunne godt være, han vidste det, for han var en dannet mand. Men det vidste de udannede ikke. ”Grænsen er nået” er et væsentligt bidrag til at forstå baggrunden og dybden i den nationale kamp, der fandt sted i de år med massiv tysk indsats for at fortyske de dansksindede. Bogen bidrager ikke på en unuanceret måde, tværtimod. Man får indblik i de ønsker om fordanskning af de tysksindede, som Danmark forsøgte efter afslutningen af treårskrigen i 1851 med de såkaldte sprogreskripter. Disse skulle tvinge tyskerne i det sydlige mellemslesvigske område til droppe det tyske sprog til fordel for det danske. Man får også et ærligt indtryk af kvaliteten, eller manglen på samme, i den udenrigspolitiske indsigt hos datidens politikere. Både i bogen (side 14) og på udstillingen på Plakatmuseet kan man se en oversigt over alle de grænsedragninger, Danmark fik tilbudt. Men politisk hovmod eller manglende indsigt og fornemmelse for stemningen blandt vores allierede fik den danske regering til at afvise. Man ville have grænsen til at gå ved Ejderen. Er man meget historisk detaljeorienteret og sætter en ære i at finde historiske unøjagtigheder eller faktuelt uafklarede konklusioner, kan man måske finde enkelte. Og for mig at se, i den store sammenhæng, ubetydelige - blandt andet om manglende differentiering mellem sindelags- og sproggrænse samt psykiske diagnoser af daværende politiske ledere. Man kan også bare glæde sig over bogen. Et gedigent bidrag til forståelsen af det dansk-tyske i grænselandet. ----- Elsebeth Aasted Schanz og Nils Arne Sørensen: "Grænsen er nået", Gads Forlag, er udkommet, 5 af 6 stjerner

Annonce
Debat For abonnenter

Pia Olsen Dyhr ser tilbage på genrejsningen af SF: Mette Frederiksen advarede mig mod at blive formand

SF: Meget var anderledes for seks år siden. Dengang var SF på sammenbruddets rand, statsministeren hed Helle Thorning-Schmidt, og Pia Olsen Dyhr var langhåret. I dag er SF en af de største succeser i dansk politik, Mette Frederiksen sidder i Statsministeriet, og Pia Olsen Dyhr har klippet sit hår kort. I disse #MeToo-tider skal man passe på med at bemærke den slags, men Pia Olsen Dyhr er den, der bringer det på bane. Jeg har siddet og set hendes gamle landsmødetaler og pressemøder igennem for at forberede mig på interviewet. ”Stakkels dig” udbryder hun og ler, ”dengang havde jeg langt hår” bemærker hun. Det slår mig, at den 48-årige partiformand virker meget mere afslappet i rollen som folkesocialisternes rorgænger nu end for seks år siden. Dengang var opgaven selvfølgelig også en anden. Det er alt andet lige lettere at udvise overskud, når det går godt. Bagtæppet i 2014 var et ganske andet. Pia Olsen Dyhr overtog det, man vel bedst kan kalde et håndværkertilbud. SF var lige væltet ud af regering, Annette Vilhelmsens formandskab havde været tumultarisk, og hjernestammen i det gamle SF var skredet til fordel for Socialdemokratiet eller Radikale Venstre. - Det var jo et parti præget af enormt mange interne konflikter, meget lidt politikudvikling og mange ar. Det var jo en krise, vi var i, fortæller Pia Olsen Dyhr og genkalder sig en samtale, hun dengang havde med den daværende beskæftigelsesminister. - Jeg kan huske, at Mette Frederiksen spurgte mig: Du stiller vel ikke op som formand? Så sagde jeg "det overvejer jeg". Så sagde hun "det skal du virkelig overveje grundigt", fortæller Pia Olsen Dyhr, så ingen kan være i tvivl om, at Mette Frederiksens holdning var, at det ville være et håbløst projekt. - Men du fulgte ikke Mette Frederiksens råd? - Nej, jeg er så mærkelig, griner Pia Olsen Dyhr højt.

Annonce
Annonce
Leder

Hvad er et menneskeliv værd

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce