Annonce
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Debat

Debat: Skat på Facebook kan betale for digital ombudsmand

Ligesom andre private virksomheder er Facebook underlagt lovene i de lande, de opererer i. Det betyder, at de skal overholde de forskellige landes lovgivning. Det betyder også, at de selvfølgelig nyder den beskyttelse, der følger af lovgivningen, for eksempel retten til at drive virksomhed og retten til ikke at blive diskrimineret til fordel for indenlandske virksomheder og så videre. I Danmark og en del andre lande udmærker lovgivningen sig ved at være vedtaget demokratisk. Desuden skaber lovgivningen nogle fælles spilleregler for de forskellige aktører, til gavn for konkurrencen. Myndighederne må så sørge for, at lovgivningen efterleves. Pt. sker det ikke i forhold til Facebook. Anklagemyndigheden er først for nylig er begyndt at retsforfølge strafbare handlinger, der foregår på sociale medier og andre steder på nettet. Men Facebook inddrages aldrig. Sådan som jeg har forstået Umbrella-komplekset – de mange sager med ulovligt billedmateriale på nettet, herunder sex med mindreårige – var materialet tilgængeligt på Facebook i flere år. Efter straffeloven kunne Facebook være medansvarlig, men det er tilsyneladende ikke noget anklagemyndigheden har overvejet. Facebook ser heller ikke ud til at overholde GDPR, EU’s persondataforordning fra 2018. Her er ret skrappe krav til behandling af personoplysninger, og Facebook ser ikke ud til overholde dem. Det gælder især kravene til samtykke. Facebooks ”terms” er temmelig uoverskuelige, og den accept, man skal afgive for overhovedet at komme på, lever ikke op til lovgivningens krav. Man bør derfor overveje, om der er behov for ny lovgivning, således at demokratisk vedtagne regler kan håndhæves, også når det drejer sig om sociale medier som Facebook. Man kunne her forestille sig, at Facebook og andre sociale medier forpligtes til at slette strafbart indhold. Hvorvidt noget er strafbart, afgøres efter gældende lovgivning. For Danmarks vedkommende altså efter demokratisk vedtagne regler, der allerede har indregnet hensynet til ytringsfriheden. Dette vil selvfølgelig betyde, at det er lidt forskellige ting, der skal fjernes i forskellige lande. Lidt besværligt, ikke 100 procent effektivt, men klart ladsiggørligt. Og klart bedre end nu, hvor lovgivningen ikke følges, og vi er overladt til Facebooks noget skiftende og tilfældige standarder. Man kunne endvidere forestille sig en kort frist til fjernelse af ulovligt indhold. Fristen kunne tælle enten fra upload eller fra det tidspunkt, hvor det sociale medie bliver opmærksom på ulovligheden. Og det er muligt, at man skulle sondre mellem meget grove ulovligheder som fx at vise mord, grov vold, børneporno, halshugninger med videre, der skulle fjernes med det samme, og andre mindre grove ulovligheder som for eksempel trusler, injurier, nøgenbilleder, der blot skulle fjernes efter 12 timer. Hvem skulle så afgøre, om et billede på Facebook er ulovligt? Svaret må i første omgang være, at ligesom i alle andre tilfælde må vi selv overveje lovligheden af vores handlinger, ligesom andre naturligvis kan gøre os opmærksomme. Ved uklarhed eller uenighed har vi i en retsstat altid domstolene, men en retssag tager lang tid, og man kunne derfor forestille sig en Digital Ombudsmand, der på linje med for eksempel Folketingets Ombudsmand og Forbrugerombudsmanden hurtigt og kvalificeret kunne tage stilling til, om lovgivningen er overtrådt. Fordelene er ved en sådan ombudsmand er klare: Det kan gå hurtigt og i hvert fald hurtigere end ved en domstol. Vurderingen foretages af en uvildig instans og ikke bare af den ene part. Vurderingen foretages efter dansk, demokratisk vedtagen lovgivning regler og ikke efter Facebooks interne, uklare og vekslende standarder. Endelig kunne man forestille sig, at ordningen kunne finansieres ved en annonceskat på for eksempel en procent af annonceindtægterne genereret fra danske annoncører.

Debat

Debat: Donald Trumps første tre år i medgang og modgang

I dag er det præcis tre år siden, at Donald Trump vandt præsidentvalget med sit besnærende slogan "Make America Great Again". Det store spørgsmål er, om han kan vinde valget næste år og blive siddende fire år mere? Umiddelbart tegner udsigterne ikke lovende: Valgskampen er i fuld gang, men allerede næste uge starter den offentlige TV-transmitterede kongreshøring i Repræsentanternes Hus om en mulig rigsretssag mod Trump i forbindelse med et telefonopkald til Ukraines præsident Zelenskyj om undersøgelse af Joe Bidens søn Hunter. Trump afviser naturligvis alle anklager om at have afpresset Ukraines præsident. Og denne afvisning har Trump tilsyneladende fået uventet medhold i efter, at Zelenskyj onsdag klart har tilkendegivet, at han ikke selv har følt sig presset på nogen måde af Trump. Det har fået den magtfulde republikanske senator Lindsay Graham til straks at kræve rigsretssagen afblæst. Til CNN og andre medier har han betegnet sagen som en stor gang "B.S." (bullshit). Men først en kort status over, hvad Trump rent faktisk har opnået af konkrete resultater de seneste tre år: Her springer det straks i øjnene, at det fra alle sider anerkendes, at præsidenten ihærdigt og konsekvent forsøger at indfri de valgløfter, han har afgivet under valgkampen, hvilket faktisk må siges være en sjældenhed i politik. Her er blot nogle få af de vigtigske resultater og initiativer indtil dato: - Skattereformen vedtaget 2017 er en succes og den første gennemgribende af slagsen i over 30 år. - Det mexikanske grænsehegn - som var valgkampens hovedtema 2016 - gør faktisk betydelige fremskridt. Ifølge Washington Post i denne uge er der i dag færdiggjort 125 kilometer i form af 10 meter høje stålpalisader. Yderligere godt 250 kilometer er under konstruktion, og de sidste 450 kilometer befinder sig i projekteringsfasen. Det amerikanske told- og grænsevæsen (CBP) oplyser, at de planlagte i alt godt 800 kilometer hegn ventes at være på plads i løbet af det næste års tid (og dermed meget bekvemt inden præsidentvalget). - Handelsaftalen med Kina synes nu snart indenfor rækkevidde og har sat gang i optimisme og fremgang på de globale aktiemarkederne. - Natobyrdefordeling: Trump har tilsyneladende skabt bred forståelse for at alle medlemslande - inklusive Danmark - skal bringe deres årlige forsvarsudgifter op på to procent af BNP. - Opgradering af den sikkerhedspolitiske strategi i Arktis: Herunder initiativer til en ny og mere aktiv Grønlandspolitik med åbning af konsulat og tilbud om at købe Grønland ud af Rigsfælleskabet. Da Donald Trump således allerede har indfriet adskillige af sine valgløfter og arbejder konsekvent og standhaftigt videre på udestående, er hans popularitet øget betydeligt hos egne vælgere. Derimod er det modsatte tilfældet hos Demokraterne og i flere navnlig vesteuropæiske lande, hvor Trump næsten lige fra dag ét er blevet mødt med betydelig skepsis og kritik: Men dansk erhvervsliv ser ganske anderledes nuanceret og positivt på Donald Trump. Det er tilsyneladende her stadig den almindelige vurdering, at Trump fører en fornuftig borgerlig vækst- og sikkerhedspolitik. Og gennemgående er der tilfredshed at spore over opsvinget i USA i løbet af Trumps tre år ved magten. Væksten i BNP har ligget stabilt på knap tre procent i 2018 og ventes i år at nå op på samme eller lidt højere niveau. Som følge heraf forudses beskæftigelsen at øges og arbejdsløsheden at holde sig godt under de fire procent - den lavest registrerede ledighed i over 50 år. Og disse robuste nøgletal har bragt det amerikanske aktiemarked op på nye rekordniveauer med Nasdaq fremgang på knap 28 procent og Dow Jones ditto på 18 procent siden årsskiftet. Denne optimisme har heldigvis bredt sig til de europæiske og asiatiske markeder i takt med de stigende forventninger til en snarlig handelsaftale med Kina. Den positive udvikling i USAs økonomi og aktiemarkeder er nok den bedste indikator på erhvervslivets tilfredshed med Trumps indsats til dato. Og udsigterne på kortere sigt er også lovende med stabil dollarkurs, ligesom Federal Reserve for nylig atter har sænket renterne en anelse.. Alt i alt handler det dybest set måske i virkeligheden mere om præsident Trumps stil, som er alt for direkte og kontant for mange af de traditionelle "old school" politikere i USA og Europa. Der er flere spekulationer i gang om Trump nu også holder alle fire år i sin første embedsperiode: Eller om han når at blive tvangsafsat i en forestående rigsretssag på grund af Ukraine skandalen. Hertil kommer eventuelle skattesager og beskyldninger om andre lyssky transaktioner Men hans egne tilhængere er naturligvis ikke i tvivl om, at Trump står til genvalg om præcis et år. Hvorom alting er bliver det nok en presset Trump, verden kommer til at opleve, når han om en måned står i spidsen for de 29 stats- og regeringschefer på Nato-topmødet i London. Her fejres 70 års jubilæet for Natos grundlæggelse i 1949. Og her skal Trump for første gang mødes med Danmarks statsminister. Ja - hvem ved - måske får Mette Frederiksen ligefrem lejlighed til en lille korridorsnak med Trump om Grønland og det aflyste statsbesøg i september?

Læserbrev

Besynderlig beslutning: 115 flere betjente og kortere ventetid

Debat: Vi kender alle en stribe eksempler på, at politiet ikke har ressourcer til at følge op på begået kriminalitet. Til glæde for forbrydere og banditter her til lands. Der er kort sagt hårdt brug for flere operative politifolk hurtigst muligt. På denne baggrund er det ufatteligt, at S-regeringen har stoppet den overførsel af færdselsrelaterede opgaver fra politiet til Færdselsstyrelsen, som den tidligere regering besluttede i foråret. Herunder administration af kørekort og særtransporter samt gennemførelse af køreprøver med motorsagkyndige. Alt sammen på anbefaling fra en samlet transportbranche, herunder 3F og vognmændenes organisationer. Den besluttede aflastning af politiet vil frigøre 115 politibetjente til egentlige politiopgaver. Desuden får vi en mere koordineret og effektiv administration på området, ligesom de varierende og ofte meget lange ventetider på kørekort og køreprøver kommer ned på et ensartet acceptabelt niveau i hele landet. Kort sagt en win-win-win situation, som S-regeringen har aflyst med en tyndbenet forklaring om, at der ikke er råd til et nyt IT-system i Færdselsstyrelsen. Rent vås og vildledning, idet statens udgifter vedrørende disse opgaver skal finansieres at et fuldt omkostningsdækkende gebyr - og ikke af skatteyderne. Jeg ser meget frem til at få en forklaring fra justitsministeren på et samråd i Rets- og Transportudvalget den 12. november. Det bliver ikke en nem opgave at forklare borgerne, at regeringen ikke griber denne oplagte mulighed for hurtigt at frigøre flere betjente til efterforskning, mere nærpoliti, mere færdselspoliti og andre operative opgaver. Heldigvis tegner der sig et politisk flertal, der vil pålægge regeringen af gennemføre denne nødvendige og fornuftige aflastning af politiet samtidig med at vigtige borgernære opgaver omkring kørekort, køreprøver og særtransporter løses mere effektivt og ensartet hos den myndighed, hvor de hører naturligt hjemme.

Læserbrev

Træpolitik i Holstebro Kommune

Annonce
Debat

Debat: Kulturbesparelser skader de lokale kulturtilbud

Kultur: Regeringen har besluttet at fjerne omprioriteringsbidraget på de kunstneriske uddannelser. Det er positivt, for det vil understøtte, at fremtidens kulturformidlere, musikere, forskere, konservatorer og kunstnere kan berige samfundet. Men hele kulturområdet skal med. De seneste års besparelser har sat deres tydelige præg på danske museer og andre kulturinstitutioner i hele landet. Museumsområdet skal spare for femte år i træk, og har nu afleveret over 60 millioner kroner i omprioriteringsbidrag. Og ifølge finanslovsforslaget skal museerne forsat spare 15 millioner årligt. Det er småpenge set i finanslovssammenhæng, men det har enorm betydning. For natur – og kulturarven er vores fælles ståsted og det bindemiddel, der holder vores samfund sammen på tværs af landsdele og indkomster. Det er en værdi, der er svær at gøre op i kroner og øre og er samtidig en forudsætning for, at vi som samfund klarer os godt igennem de store forandringer, der sker omkring os. Når man sparer, så er der noget, man ikke får. Det siger sig selv. Og selvfølgelig har museerne kunne effektivisere et par år, ligesom alle andre områder og virksomheder i samfundet. Men nu har besparelserne fundet sted i en årrække, hvilket betyder, at det er kulturinstitutionernes kerneopgaver, der bliver ramt. Kerneopgaverne er rygraden. Der er behov for at værne om de lange seje træk, som museer leverer til danskerne både nationalt og lokalt gennem forskning og vidensudvikling af vores kulturarv. Bag succesfulde udstillinger og nye erkendelser om kunst, kultur- og naturarv ligger der et utrætteligt og mangeårigt grundarbejde med indsamling, bevaring og forskning på museerne. Samtidig er det vigtigt, at museerne i hele landet kan vedblive at fungere som lokale og fællesskabsskabende institutioner, hvor vi kan mødes på tværs af alder, indkomst og politisk ståsted. For det er en enorm succeshistorie, at hver tredje dansker inden for tre måneder har været på et museum og derved har fået inspiration og et stærkere kendskab til vores kulturarv. Vi skal ikke underkende, at det ofte er de lokale kulturtilbud, som giver liv, og som kan få flere til at bosætte sig også udenfor de store byer. En forsat svækkelse af museerne vil være katastrofal, fordi det undergraver, at museerne kan levere ny viden og nyskabende udstillinger og andre indsigter i årene fremover. Hvis vi ikke sikrer, at museerne har rammerne, så er der en udtalt risiko for, at museerne ikke kan levere ny viden for de besøgende. En lang række partier på tværs af Folketinget har heldigvis talt for at fjerne omprioriteringsbidraget helt på denne finanslov. Vi håber, at de kommer i mål, og at kultur anerkendes som en naturlig del af velfærdssamfundet på linje med uddannelse, sundhed og infrastruktur. Tilsammen udgør de afgørende dele i velfærden som kan fremme, at borgerne kan opnå det gode liv.

Debat

Debat: Vores sundhedsvæsen skal multitaske

For nylig læste jeg en artikel om et nyt supermarked i London. Butikken var indrettet af sundhedseksperter, der via såkaldt nudging ville få kunderne til putte de sunde varer i kurven og lade de usunde blive på hylderne. De søder sager var fjernet fra området ved kasserne og erstattet af frugt og vand, og kostrådene var hængt op forskellige steder i butikken. Sådan er det ikke helt herhjemme, men det kan være, det kommer. Eksemplet fra London viser nemlig meget godt, at både myndigheder og erhvervsliv kan tage yderligere i skridt i retning af bedre forebyggelse, så de sunde valg bliver de nemme valg. Det er der i den grad brug for. Pilen peger desværre lige nu i den forkerte retning, hvad angår danskernes sundhed. Antallet af mennesker, der lever med flere kroniske sygdomme på samme tid, stiger år for år. 4 ud af 10 danskere er det, vi betegner som mennesker med multisygdom. Det hører heldigvis med til historien, at mange mennesker med multisygdom er velbehandlede og lever gode liv trods flere kroniske sygdomme. En ny kortlægning fra regionerne viser imidlertid, at der er en gruppe på cirka 240.000 borgere, hvis liv er præget af komplekse sygdomsbilleder og mange henvendelser til hospitalerne. Det er mennesker, hvor for eksempel hjertekarsygdomme eller lungesygdommen KOL desværre har følgeskab af diabetes, slidgigt, hovedpine eller psykisk sygdom. I gennemsnit har hver borger i den gruppe cirka fem kroniske sygdomme. Det er sygdomsforløb, som tærer på livskvaliteten, og som direkte forkorter antallet af leveår. Det skal vi gøre noget ved. En helt ny analyse udarbejdet for Danske Regioner af Statens Institut for Folkesundhed slår ned på en ny og afgørende risiko for at udvikle flere kroniske sygdomme: Overvægt. Personer, der er svært overvægtige, har over tre gange højere risiko for at udvikle både flere somatiske og psykiske sygdomme. Det er ny viden, som kalder på handling – særligt i lyset af at regionernes sundhedsprofiler viser, at hver sjette dansker er svært overvægtig, samt at gruppen af både moderat og svært overvægtige er steget fra 46,8 procent i 2010 til 51 procent i 2017. Der er mange håndtag, der skal skrues på, når vi taler forebyggelse af multisygdom. Den bedste indsats begynder tidligt i livet og går på tværs af flere velfærdsområder, erhvervsliv, frivilligsektoren og alle politiske niveauer. I regionerne har vi senest foreslået højere priser på cigaretter og alkohol, for vi ved, at sådanne tiltag virker. Vi har brug for Folketingets opbakning og prioritering af forebyggelsesområdet for at nå skridtet videre. Som noget nyt foreslår vi i regionerne, at der på Christiansborg vedtages en decideret folkesundhedslov. Det vil betyde, at sundhed og forebyggelse tænkes med, når vi udvikler politikker for områder som natur- og byplanlægning, fødevarer, kultur, arbejdsmarked, miljø, daginstitutions- og skoleområdet og socialområdet. Lige som der på klimaområdet arbejdes med en grøn bundlinje, skal vi på forebyggelsesområdet arbejde med en sund bundlinje. Vi kommer heller ikke uden om at se nærmere på indretningen af vores sundhedsvæsen. Hvis vi skal blive bedre til at hjælpe mennesker med flere kroniske sygdomme, skal vi indrette os, så patienterne oplever mere helhedsorienterede forløb. På mange hospitaler i alle regioner er vi allerede i gang med forskellige former for sammedags-løsninger. Det handler om ambulatorier, som er målrettet patienter med flere kroniske syg­domme, men som samler patientens behandling ét sted. Det sker for eksempel i Svendborg, Silkeborg, Roskilde og Holbæk. Her kan patienter med sygdomme som KOL, hjertesygdomme og diabetes blive undersøgt af de relevante speciallæger på samme sted og på samme dag. På den måde sikrer vi både hurtigere udredning og undgår, at kun én sygdom bliver behandlet, imens en anden sygdom måske overses eller at vigtige helbredsoplysninger ikke når frem til de rigtige personer. Vi er dermed godt i gang med en videreudvikling af vores sundhedsvæsen, og vi samler hele tiden erfaringer om, hvad der virker bedst. På den måde bliver vi bedre til at møde de behov, som patienter med multisygdom har. Som eksemplet med supermarkedet i London viser, så kan indsatsen for at fremme sundhed antage mange former. En ting er udviklingen af sundhedsvæsenet, en anden er det brede samarbejde om forebyggelse, der gør de sunde valg nemmere. Det er to centrale steder, vi skal tage fat, og det er bare med at komme i gang.

Annonce
Debat

Debat: Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Dilemmaet ved at blive gammel

Nogle gange er det rarest at se sig selv i spejlet uden briller på. Der er en vis mildhed over det uklare billede, som toner frem igennem duggen fra brusebadets varme vand. Men når så brillerne er pudset, og den fugtige luft lukket ud af vinduet, så er det, at det er svært at undgå sandhedens øjeblik. Med mindre, man skynder sig ud til morgenkaffen og konens overbærende blik. Og det er nok, hvad mange af os gør. Skynder os ud til morgenkaffen i stedet for at se efter nye rynker og grå hår. Men så er det, at der af og til kommer et wake-up call. Som forleden, da jeg modtog en indbydelse til at deltage i et seniorakademi på Rude Strand Seniorhøjskole. For seniorer over 60 år stod der i brevet, og det skulle handle om klima og bæredygtighed. Som en 59-årig klimaengageret, næsten ældre herre følte jeg mig ramt og kaldet til møde med de andre gamle. Og det blev en skøn dag. For der er masser af liv, selv om man er over 60 og eventuelt føler sig skubbet ud af arbejdsmarkedet. På stolene i foredragssalen sad den ene efter den anden med lange arbejdslivserfaringer inden for stort set alle fagområder. Men de fleste var på pension, og det var tydeligvis ikke altid så let at få erfaringen omsat i et stille seniorliv. Og derfor viste det sig i kaffepausernes samtaler, at mange af mine ældre meddeltagere for at bekæmpe den truende kedsomhed valgte at rejse en hel del. Ja faktisk så det ud til, at vi ældre dernede til klimamødet var ganske godt med, når det gjaldt om at sætte CO2-aftryk i himlen. Og med det scenarie klimaprofessor Katherine Richardson tegnede for os med truende klimatiske trippelpunkter, var det jo ikke så godt. For var det ikke klart inden, så stod det helt klart efter dagens fremragende række af foredrag, at den er helt gal fat med fremtidens vejr. Og at det er med vores generation og vores forbrug, at kloden er skubbet på vej ud over en klimakant. Dybe sukke og måske et par tanker til alle de store biler, der havde bragt os til højskolen. For hvad skal man gøre, når der er pensionsopsparing, friværdi, billige flybilletter og et samfund, der signalerer, at man har overskredet den normale brugbarhedsalder på arbejdsmarkedet? Det er et dilemma at blive gammel. Stå med et livs erfaring og så opleve, at der ikke længere er bud. At man ikke længere har plads i samfundets indbyggede nytteværdi-skabende bæredygtighed. Samfundet bæres i effektivitetens navn af de yngre generationer. Ældre skal trække sig tilbage og nyde. Og skal de yde, ja da er det helst som aktive i en genbrugsbutik eller som barnepassende bedsteforældre. Som jeg sad dernede omgivet af sprudlende gamle med masser af ideer og mod på livet, gik det op for mig, at bæredygtighed ikke kun handler om forbrug. Bæredygtighed har først og fremmest at gøre med et blik på livet, hvor alt i naturen og alle mennesker tilskrives en værdi i sig selv som del af livets kredsløb. På konferencen talte den gamle anti-vækst-nestor, dr. teol. Ole Jensen om poesiens nødvendighed for at skabe bæredygtighed og mening. Med det pegede han på, at det først er, når man ser på livet som mere og andet end noget, der skal overstås, at livet åbner sine muligheder for skønhed, glæde, virkelyst og kærlighed. Bæredygtighed bliver ofte reduceret til noget med CO2 og genbrug. Men bæredygtighed er at have del i livets kredsløb på en måde, så man bidrager og bruger i et omfang, som er med til at opretholde en livsduelig balance. Og samtidig er i stand til at fastholde et poetisk blik på det levende underværk, man for en tid er en del af. Dér i salen på Rude Strand Seniorhøjskole, da jeg lyttede til kloge ord og så på powerpoints, kom jeg til at overveje, om det var muligt at lave en ny kultur omkring det at blive gammel. En samfundsmæssig bæredygtig ældrekultur. Hvor vi gamle afstod fra at flyve væk fra kedsomheden og i stedet overdrog kloden noget af den sparede CO2 og overlod en anden del til vores børnebørn via en CO2-’bank’. Derved kunne alvorligt klimabevidste unge med relativ god samvittighed rejse ud på en dannelsesrejse og se verden. For de vidste, at de rejste på den ældre generations afståede CO2-forbrug. Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber. De meningsfyldte fællesskaber kunne for eksempel opstå, hvis yngre mennesker lagde deres mobiltelefoner til side og i stedet gav opmærksomhed og tid ind i samtalen med vi ældre, der havde valgt at blive hjemme og nu havde brug for menneskelig opmærksomhed. Det ville være bæredygtigt i mere end en forstand. Eller hvis alle de iderige unge fandt sammen med erfarne ældre og på værksteder eller i tænketanke fremtryllede modeller og opfindelser, som kunne pege ind imod en mere bæredygtig fremtid. Hvilken kreativ mulighed og hvilket jublende poetisk rum, der kunne komme ud af det. Tænk, hvis vi opdagede det skønne i at lave praktisk havearbejde sammen på tværs af generationerne for efter anstrengelserne med jorden at kunne drikke kaffe og spise en kage sammen. Ja, faktisk sad jeg dér på bagerste række som nybagt senior på Rude Strand og blev helt optimistisk på fremtiden. Hvis bare vi får mod til på tværs af generationerne at tage klarhedens briller på og så betragte os selv i spejlet med det meningsfyldte og alvorlige spørgsmål: ´Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Ikke alene, men sammen med andre´.

Debat

Debat: Døden og hvad den gør ved os

Allehelgen er blevet en gedigen succes for folkekirken. Én ting er, at begravelser og bisættelser suverænt er dén kirkelige ydelse, som bringer flest mennesker i kontakt med folkekirken, og hvor tilfredsheden er størst. Noget andet er, at allehelgen åbenbart som gudstjenestetilbud rammer et hos langt de fleste mennesker udbredt og stærkt behov for at adressere og sætte forløsende ord og ritualer ind i sorgen og savnet også efter begravelsen eller bisættelsen. Derved røbes en dyb hemmelighed om det at være menneske – på godt og ondt: Det er ved tabet af den elskede og ved påmindelsen om vores egen død, at vi for alvor rækker ud efter en mening med vores liv, eksistens og tid. Meningen er nemlig svær, hvis ikke helt umulig, at præstere selv midt i fortvivlelsen og sorgen. Døden, tabet og sorgen aktualiserer med andre ord spørgsmålet om, hvorfor vi overhovedet er her – og hvad meningen kan være med at miste, når nu livet er en gave, som langt de fleste af os hænger ved og ønsker at holde fast i? Sammen med dem, vi elsker og holder af. Omvendt er det således også ved tabet, sorgen og påmindelsen om døden, at vi får indstillet sigtekornet på det, der betyder mest for os, men som i den almindelige, dagligdags trummerum går temmelig upåagtet hen over os og blot bliver taget for givet. I tilbageblikket på sin afdøde slægtnings og gode vens liv tæller vi i sorgen lutter lyse minder, mens de mørke – ikke forsvinder, men ikke vejer til; ikke som andet end baggrund for de lyse minder, der således lyser så meget desto stærkere op. Kærlighedens fintunede overbærenhed og tilgivelse farver hele den afdødes liv i de lyse farver. Men i akkurat sorgen fremstår dét lys som bemærkelsesværdigt smerte- og modsætningsfuldt, fordi det lader meningsfuldhed danne tæt parløb med en truende meningsløshed, der truer med at trække os med ned et dybt fald. Der findes vel næppe et sted, hvor vi er så tolerante over for både vores afdøde familiemedlemmer og dem, vi samles med, end i netop sorgen. I sorgen hyller vi det uperfekte menneske, som vi tankevækkende nok mest omfatter med en blanding af irritation og vrede, når vi møder dem i den skemalagte dagligdag og den rutineprægede job- og karriere-planlægning. Ved synet af hinandens sorg er vi ufatteligt kloge på livet. Og den forskellighed, vi ellers dyrker som noget nær en religion, bliver enten nivelleret eller helt udvisket, fordi vi i mødet med døden og tabet står nogenlunde nøgne over for et fællesmenneskeligt faktum, som ingen af os kan unddrage os eller gøre noget ved. Vi indhentes før eller siden. - Helst siden! Som præst og sjælesørger bliver jeg rent ud sagt brandvarm om hjertet, når jeg ved talrige dødsfald, såvel pludselige som længe ventede, oplever, i hvor høj grad vores indbyrdes medmenneskelighed og omsorg er så intakt, at vi uden videre tager hånd om hinanden, når døden går på rov og udleverer os kræfter, vi ikke selv kan magte, men hvor vi for alvor er henvist til hinanden. Da min familie og jeg i 1989 mistede en bror og søn i en trafikulykke, ramte det os som et lyn, og vi stod målløse og måbende tilbage og stirrede med vantro, fortvivlelse og i larmende tavshed på hinanden. Venner, familie, kolleger og naboer skyndte sig hen til os – for de flestes vedkommende uden at sige en hel masse, men blot for at give et knus og forsikre os om deres sympati og deltagelse. Som én af dem sagde, da hun bankede på døren og kom ind i foyeren: »Jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal sige, men kan jeg ikke bare hjælpe jer med noget nu, hvor I ikke selv véd, hvad I skal gøre?” - Huset var fyldt med gæster, hun gav mine forældre et knus og gik ud i køkkenet og begyndte at rydde op. Sorgen, tabet og savnet kalder menneskeligheden frem i os, og vi ser ikke på stand, rang, job eller andre udvendige forhold, hvormed vi ellers plejer at inddele hinanden og navigerer selvbevidst i tryg forvisning om, at vi ikke behøver komme ind på livet af hinanden og blive forsinket i vores private livsprojekter. Døden gør ingen forskel. Det fortæller ret meget om livet – ikke mindst om livet med hinanden i ligeværd, respekt og kærlighed.

Annonce
Debat

Debat: Om sandhed og certificerede løgnere uden samvittighed

”Du har en sort streg i panden”. Når de ord kom fra min mors mund, var jeg ikke i tvivl. Hun havde grebet mig i en løgn og ramte dermed direkte ned i min dårlige samvittighed. Jeg har tit stået foran spejlet og forgæves søgt efter den ”sorte streg”. Og lad mig indrømme det: Jeg har aldrig fået øje på den, men det virkede, for løjet havde jeg. Min mor løj uden at få en sort streg i panden. Hun gjorde det i et hæderligt forsøg på at lære mig, at vi alle er afhængige af, at et ord er et ord, og at der er sandhed i det sagte. Man skal være ærlige, som børn, som voksne, som forældre, som lærer, som minister og præsident. Hun gjorde det for at vise mig, at uanset løgnens synlighed eller ej, så findes der noget, der hedder samvittighed. Hun har jo ret, men sådan er den aktuelle virkeligheden bare ikke. Donald Trump og Boris Johnsson forenes som certificerede løgnere, der, uden blusel eller samvittighed, vælter sig i usandheder Men vi behøver ikke at tage turen over Nordsøen og Atlanten for at erkende dette. I vores egen andedam, i vores eget Folketing sker det også - ingen nævnt ingen glemt - at der uden konsekvenser fremsættes løgne, blot man ikke har et flertal imod sig. Resultatet af en sådan adfærd er givet eller er den? Den burde skabe politikerlede og reducere respekten for anstændigheden og demokratiet, men desværre er dette oftest afhængig af, om den fremmer vores egne interesser, så ser vi stort på, om der ”ryger en finke af panden” eller ”fejes noget ind under gulvtæppet”! Kendsgerningerne er desværre, at løgnen - og det gælder overalt - optræder lige så ofte som sandheden. Vi er blevet immune overfor løgnen, og det gør, at en verden hvor alle taler sandt formentlig ikke ville være særlig behagelig at leve i. Det undersøgte en tysk journalist og forfatter Jürgen Schmieder. I bogen ”Du sollst nicht Lügen” prøvede han konsekvent at sige sandheden i alle relationer. Han overlevede 40 dage, men kun med møje og besvær. Hustruen trak en truende skilsmisse tilbage, han mistede tre venner og to tænder, fik mange blå mærker og trykkede ribben og var i konstant skænderier og stridigheder med kolleger og resterende venner. Han måtte erkende, at løgnen er så bredt accepteret, at det kunne han og sandheden ikke ændre på. Så langt ude er vi kommet i forhold til sandheden, som Johannes Møllehave har udtrykt det, at hvis vi gensidigt vidste hvad vi gik og sagde om hinanden, fandtes der nok ikke to venner på denne jord. Trist for i de nære forhold kan løgnen ikke alene være en grim forskrækkelse; men også sort og destruktiv. Det vidste digterpræsten Kaj Munk også. Han blev engang spurgt, om man altid skulle sige sandheden? Og resigneret svarede han: ”Ja, medmindre man har noget bedre at sige”. Er alt håb ude. Vel næppe vi kunne, i det nære starte med respektfuld ærlighed over for hinanden, og i det fjerne, stadig have et spinkelt håb om, at der eksisterer en rest af anstændighed, der gør, at vi er i stand til, og vil se ”den sorte streg i panden” og ikke er bedøvende ligeglade med spin, magtspil og løgn!

Debat

Debat: Vi kan sikre innovation med højtuddannede fra Brexit-land

Debatten om udenlandsk arbejdskraft har de seneste år haft et helt skævt fokus på at hente ufaglært og faglært arbejdskraft fra blandt andet Fjernøsten til Danmark. De reelle rekrutteringsudfordringer i Danmark ligger imidlertid et helt andet sted. Det handler først og fremmest om højtuddannede specialister, som alle store danske virksomheder i dag tørster efter. Life science-branchen, som består af virksomheder inden for det farmaceutiske og bioteknologiske område, er en af de hurtigst voksende brancher herhjemme med en fordobling af eksporten på 10 år fra 54 milliarder kroner i 2008 til 108 milliarder i 2017. Branchen er dybt afhængig af højtuddannede specialister, som har afgørende betydning for branchens fortsatte positive udvikling. Vi mener, at den positive udvikling skal fastholdes for at skabe vækst og udvikling i Danmark i årene fremover. Derfor opfordrer vi regeringen til at sætte mere skub i ambitionerne om at tiltrække den højtuddannede udenlandske arbejdskraft, som virksomhederne har så hårdt brug for. Det er et fælles ansvar at gøre Danmark attraktiv, så virksomheder, fagforeninger og erhvervsorganisationer skal naturligvis også bidrage til indsatsen. Danmark lever af innovation og udvikling. En forudsætning for, at vi kan fortsætte den vej er, at virksomhederne på en u-bureaukratisk måde kan tiltrække højtuddannede specialister på de ordninger, som vi allerede kender, for eksempel positivlisten. Så det ville være noget så befriende, hvis man i stedet for hele tiden at diskutere nedsættelse af beløbsgrænsen med henblik på at udvide arbejdsudbuddet på områder, hvor der fortsat er ledige i Danmark, i stedet fokuserede mere på, hvordan vi kan gøre noget særligt for at tiltrække udenlandske specialister. Vi anerkender, at konsekvenserne af Brexit – hvornår det så måtte komme – i første omgang kan få negativ indflydelse på det danske arbejdsmarked, og at regeringen derfor pt. prioriterer indsatsen for at bevare danske arbejdspladser højt. Men den indsats bør ikke udelukke en samtidig mere målrettet rekrutteringsindsats i Storbritannien, når det gælder højtuddannede specialister. Tværtimod. For det vil i sig selv være at beskytte danske arbejdspladser, hvis vi kan tiltrække og fastholde specialister. Der arbejder i dag omkring to millioner udlændinge i Storbritannien, hvoraf en stor del er højtuddannede specialister, som alle lande og globale virksomheder gerne vil have fingre i. Brexit, eller udsigten til Brexit, kan tvinge nogle af disse kloge hoveder til at søge nye græsgange uden for Storbritannien, og her skal og bør Danmark være et tiltrækkende alternativ. Vi skal være på nethinden hos de udenlandske specialister i Storbritannien med gode tilbud om spændende jobopgaver og en attraktiv samfundsmodel, der giver udenlandske eksperter fantastiske rammevilkår for et udviklende arbejde og et godt familieliv. Her er en oplagt mulighed for virksomhederne og staten at gøre en fælles indsats til glæde for hele Danmark. De udenlandske specialister er en entydig fordel for Danmark, fordi de kan være med til at skabe vækst i virksomhederne uden at fortrænge danske farmaceuter, humanbiologer, kemikere eller andre life-science akademikere, som er en udbredt mangelvare i dag. Væksten kommer ikke kun virksomhederne til gode i form af højere produktivitet, omsætning og bundlinje. Væksten skaber også nye arbejdspladser for ufaglært og faglært arbejdskraft, da analyser viser, at hver højtuddannet ansættelse i erhvervslivet skaber fem arbejdspladser i produktionen. Samtidig kan væksten bruges til at opkvalificere den ufaglærte og faglærte arbejdskraft herhjemme, så de bedre kan matche de krav, der stilles til fremtidens produktion af for eksempel de udenlandske specialister. Både i 3F og Pharmadanmark ser vi positivt på en øget, proaktiv rekrutteringsindsats i udlandet, når det gælder højtuddannet specialister. Og vi bidrager gerne med gode forslag til, hvordan processen kan gøres mindre bureaukratisk og mere smidig for de udlændinge, der lige nu sidder i London og spejder efter nye udfordringer i Europa.

Debat

Debat: Vi skal ikke kun lytte til de unge – vi skal inddrage dem!

”Hvis I vælger at svigte os, vil vi aldrig tilgive jer. Vi vil ikke lade jer slippe afsted med det her. Verden er ved at vågne, og der kommer til at ske forandringer, om I vil det eller ej!” Ordene er selvfølgelig fra Greta Thunbergs tale til FN’s klimatopmøde i New York i september. Den 15-årige svenske klimaaktivist er blevet et billede på ungdommen i Norden. En ungdom som er blevet verdensborgere i en globaliseret verden – med inspirerende fællesnordiske værdier. Og står det til mig, så skal de unge engageres meget mere i arbejdet med det nordiske fællesskab. Det gør vi især ved at arbejde med de mange forskellige emner der optager dem. Denne uge deltager jeg i Nordisk Råds session. I år med klimaet som det helt centrale tema. Vi vil have sat ambitionsniveauet op i det nordiske samarbejde ikke mindst når det gælder arbejdet med klima og bæredygtighed. De nordiske statsministre har vedtaget en ny vision med fokus på et grønt, konkurrencedygtigt og socialt bæredygtigt Norden. Danmark, Grønland og Færøerne overtager formandskabet for Nordisk Ministerråd i 2020 og vi vil sikre, at der bliver sat konkret handling bag ordene. Vores formandskabsprogram blev lanceret af statsministeren i går. Det rummer mange indsatsområder bl.a. vedrørende krydstogtskibe, hvor vi skal have begrænset forureningen, og digitalisering som kan gøre det lettere for borgere og virksomheder at arbejde hen over grænserne. Mange spørger sig nok, hvad kommer der egentlig ud af det nordiske samarbejde? Meget vil jeg sige. Tag Svanemærket, der med en af verdens skrappeste miljøcertificeringer gør det enkelt for forbrugere at vælge blandt de miljømæssigt bedste produkter og serviceydelser. Et andet eksempel er, at det nordiske elmarked gør det muligt for os at udnytte store mængder vedvarende energi til gavn for klimaet. På undervisningsområdet får 10.000 studerende får støtte til udveksling i Norden, og portalen Norden i skolen giver skoler adgang til undervisningsmateriale, så børn kan få en spændende indgang til det nordiske sprog. For et par uger siden mødtes jeg med en gruppe unge, for jeg lægger stor vægt på at de bliver engageret, og jeg fornemmer, at mange unge ikke er så optaget af det nordiske. De unge havde et klart budskab om, at de ikke vil lyttes til – de vil i dialog! Det har jeg stor respekt for. De engagerede unge vil ikke bare stå og råbe i et hjørne. De vil have dialogen, udfordres på hvad der kan gøres, og hvad der skal prioriteres, og de vil tage ansvar. Under formandskabet lancerer vi et projekt for og med unge. Om deres engagement og deres trivsel. Det har jeg store forventninger til. Vi skal arbejde med årsagerne til mistrivsel, og så håber vi, at vi kan engagere de unge gennem nordiske folkemøder. Men vi skal ikke kun lytte til de unge. Vi skal have engageret alle – ung som ældre, eksperter, borgere og virksomheder. Under det danske formandskab har vi en unik mulighed for at sætte klare fingeraftryk på Nordisk Ministerråds arbejde i de kommende år. Vores formandskabsprogram hedder ”Fælles om fremtidens løsninger” og vi skal sammen prøve at finde svar på nogle af de helt store udfordringer på klimaet, på sociale og sundhedsmæssige dagsordner, på mobiliteten i Norden og på tværs af det hele vores ungdomsgeneration og deres fremtid. Det håber jeg, at mange vil bidrage med gode forslag til. Så har du eller din organisation et forslag til et indsatsområde Nordisk Ministerråd skal arbejde med i fremtiden, så skriv til nordsek@um.dk. Jeg kan love, at vi lytter og er klar til dialog. Vi vil samle alle gode forslag og bringe dem ind i forhandlingerne med de andre nordiske lande. Bolden er givet op!

Debat

Debat: Er effektiviseringskrav til nye sygehuse grebet af den blå luft?

Sundhed: Det kan godt være, at historien fløj under massemediernes radar, men der er ingen tvivl om, at det var en vigtig afdækning, der skete i fredags. Her afslørede mediet Dagens Medicin nemlig, at grundlaget for de høje effektiviseringskrav fra staten til de nybyggede sygehuse mildt sagt er usikkert. Ja faktisk lader det ifølge Dagens Medicin til, at hverken Sundhedsministeriet eller de eksperter, der vejledte den daværende regering, der vedtog kravene, kan begrunde størrelsen på effektiviseringskravene. Der bliver henvist til nogle erfaringer fra Norge, hvor man angiveligt skulle have effektiviseret – altså sparet – 11 procent på det nybyggede hospital. Problemet er bare, at ingen i Norge åbenbart har kendskab til et nybygget hospital, der har oplevet de nævnte effektiviseringer. Hvad har det så af konkret betydning for det danske sundhedsvæsen og ikke mindst for patienter, læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter med videre? Jo, se blot til Aarhus Universitetshospital. Her blev effektiviseringerne i første omgang de facto til et sparekrav, hvor man beskærer hospitalet svarende til procentsatsen, der skal effektiviseres for. Det er nu nedsat fra 8 til 6 procent med budgetaftalen i Region Midtjylland for 2020. Det er jo indlysende, at når sparekniven bliver ved med at skære løs, har det altså negative konsekvenser for patienterne. Det er ødelæggende for lægers og andre sundhedsprofessionelles betingelser for at give den bedste behandling. Med tanke på, at der er nye sygehuse på vej i Odense, Køge, Aalborg, Gødstrup ved Herning, Bispebjerg og en række andre steder rundt i landet, kan det kun gå for langsomt med at få undersøgt grundlaget for effektiviseringskravene. Hvis det skulle vise sig, at der ikke er dokumentation for at have de høje effektiviseringskrav, er det selvfølgelig meget problematisk. Især hvis de høje krav også er urealistisk høje. Der er tale om så store beløb i de forskellige sygehusbyggerier, at det både får og har konsekvenser for vores muligheder for at hjælpe patienterne i et i forvejen underfinansieret sundhedsvæsen. Jeg er bekymret for, om de næste hospitalsbyggerier kommer til at gennemgå samme budgetøvelser som i Aarhus. Derfor må og skal vi have fakta på bordet. Hvordan er det endt med effektiviseringskrav på op til 8 procent? Er det realistiske krav – og er der overhovedet grundlag for at holde fast i det? Jeg kan konstatere, at sundhedsministeren er blevet indkaldt til samråd om sagen. Det er jeg meget spændt på, hvad der kommer ud af. Ret skal være ret; effektiviseringskravene blev aftalt mange år, før den nuværende sundhedsminister satte sig på posten. Men afdækningen af problemerne og ikke mindst en løsning af dem ligger naturligvis på Magnus Heunickes bord, så Lægeforeningen holder øje med det videre forløb. Man må sige, at det ganske enkelt er bekymrende, hvis kravene om milliardeffektivisering på nye sygehuse hviler på forkerte tal. Og det er en skandale, hvis de høje effektiviseringskrav også er urealistisk høje. Er de det, skal de naturligvis laves om. Det ligger fuldstændig fast. Vores sundhedsvæsen er i forvejen presset efter næsten et årti med underfinansiering. Derfor kan det kun gå for langsomt med at komme til bunds i denne sag.

Debat

Debat: Vores demokrati betaler prisen for Big Techs angreb på de lokale annoncekroner

I dag melder Jysk Fynske Medier ud, at mediehuset skal spare 117 mio. kr. i 2020 - samlet 228 mio. kr. fra 2022. En udmelding, der gør ondt på alle os, der er af den opfattelse, at journalistisk redigerede medier er en af grundpillerne i vores demokrati. Situationen er ikke unik for Jysk Fynske Medier. Sparerunden er en øvelse, vi desværre har set alt for mange af de senere år – fordelt over hele landet både lokalt, regionalt og landsdækkende.Besparelserne kommer som konsekvens af en medie- og annonceudvikling, der disse år rammer de lokale og regionale medier ekstra hårdt. Annonceomsætningen bevæger sig i store linjer fra print til digital, og fra de danske medier til techgiganter som Facebook og Google. I 2018 stod de to giganter for 61 procent af den danske annonceomsætning på internettet. Ikke mange ører af den indtjening er ført tilbage til og investeret i dansk indholdsholdsproduktion og journalistik. Og det har konsekvenser.En betydelig del af Facebook og Googles omsætning kommer fra lokale servicevirksomheder og den lokale detailhandel. Det er penge, som tidligere blev brugt på annoncering i lokale ugeaviser og lokale dagblade og som på den måde var med til at finansiere den lokale presse og dermed støtte det lokale demokrati. Ved årtusindskiftet havde de lokale og regionale ugeaviser på landsplan en print-annonceomsætning på knap 2,9 mia. kr. I 2018 havde samme medier en annonceomsætning på 1,24 mia. kr. Det svarer til et fald på 58 procent. Og alene fra 2017 til 2018 faldt annonceomsætningen med 154 mio. kr.Tilsvarende tendens ser vi for de regionale dagblade, der i 2014 havde en annonceomsætning på knap 425 mio. kr. I 2018 talte kasseapparatet bare 233 mio. kr. Det er dybt bekymrende tal, fordi det som bekendt alene er annoncekroner, der finansierer de lokale ugeaviser – og i nogen grad de regionale dagblade. Og på trods af, at mange i dag får deres nyheder fra diverse digitale kanaler, så er der fortsat flere end 2 millioner danskere, der ugentligt læser den lokale ugeavis på print.Annonceudviklingen har afledte konsekvenser og medfølgende udfordringer, som den danske mediebranche og efter bedste evne navigerer efter. Derfor er det mere end vigtigt, at vores folkevalgte politikere til foråret, når medieforhandlingerne begynder, ikke misser betydningen af noget af det allermest nære og demokratiske, vi har: De lokale og regionale medier.I medieaftalen 2019-2023, indgået af VLAK-regeringen i juni 2018, blev der givet en tiltrængt støtte til og fokus på betydningen af lokale og regionale medier. Klart og tydeligt endda. Det lød blandt andet, at det var en prioritet at sikre en bedre balance mellem landsdækkende og lokale samt regionale medier. Et konkret initiativ lød, at der fra og med 2020 skulle etableres en ny demokratistøttepulje med henblik på at støtte distrikts- og ugeaviser. Kontant lød støtten på 25 mio. kr. øremærket de lokale ugeaviser.Siden aftaleindgåelsen 2018 har vi imidlertid fået en ny regering og et flertal i Folketinget imod den nuværende medieaftale. Derfor er puljen med de 25 mio. kr. til ugeaviserne ikke blevet ført ud i livet. Det nye politiske flertal i Folketinget betyder forhåbentligt ikke, at de lokale og regionale medier ikke kan se frem politisk opbakning i et nyt medieforlig. Detaljen er bare, at vi endnu ikke ved, om det er tilfældet. Og mens vi venter, så bliver situationen for de regionale og lokale aviser samt ugeaviserne bare værre og værre.S-regeringen har kommunikeret et gentagende og tydeligt fokus på og ambitioner om at styrke det danske demokrati. At man vil sikre betingelserne for tillid til vores institutioner. Vi minder i den sammenhæng om, hvilken betydning de lokale og regionale medier har for nærdemokratiet, sammenhængskraften og det, der vedrører os alle - vores fælles hverdag.Derfor er det også glædeligt, at fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) til fagbladet Journalisten har udtalt: ”Regeringen lægger meget stor vægt på, at et stærkt lokalt demokrati også kræver en stærk lokal og regional presse. At vi har en lokal presse, der også kan dække det lokale politiske liv og sikre dækning af beslutningerne på rådhuset og i regionerne.”Journalistiske vagthunde er vigtige, men de lokale ugeavisers og dagblades store betydning ligger også i at skildre de begivenheder, der berører borgernes hverdag. Det kan være alt fra foreningslivet, kriminalitet i lokalområdet, åbningen af nye butikker, kulturarrangementer og sportsaktiviteter til de politiske debatter i kommunalbestyrelsen. Alene de godt 200 lokale ugeaviser i Danmark er forskellige både i redaktionelt omfang, oplag og prioritering af indhold, men de har hver for sig en vigtig rolle at spille i lokalsamfundene.De lokale og regionale medier skal tilpasse sig markedet og udvikle deres journalistiske og kommercielle produkt. Måske ugeaviserne i fremtiden skal udkomme i nye formater og på nye platforme. Tro os, forretningsmodellerne vendes, drejes og testes over hele landet. De svindende redaktioner og mediehuse kæmper. Viljen er der. Men det er ikke nok.Det er tvingende nødvendigt, at der fra politisk hold er fokus på betydningen af lokale og regionale medier, og at rammevilkårene for et mangfoldigt medielandskab opretholdes i en ny medieaftale. Lokale og regionale medier er en afgørende betingelse for et tillidsfuldt (lokalt) samfund og et velfungerende (lokalt) demokrati.Kilder: Mediernes annonceomsætning, side 9, kilde: Det Danske Reklamemarked 2018, IRM. Omregning til faste priser: Danmarks Statistik, Forbrugerprisindeks (basisår: 2015). Data bearbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen.Annoncestatistik dagblade 2017 – 2019Annoncestatistik dagblade 2014 – 2016

Debat

Debat: FLAG-evaluering viser gode resultater, ’når planer går i fisk’

Den danske FLAG-ordning er netop blevet evalueret af COWI, og resultatet er positivt! Evalueringen beskriver set-up’et for ordningen, som handler om, at hver FLAG-forening laver en udviklingsplan og ansætter en koordinator, hvorefter lokale virksomheder og organisationer kan søge støtte og få hjælp til fremme af ideer, som falder ind under planen. FLAG-bestyrelsen indstiller projekterne til Erhvervsstyrelsen, som udfører legalitetskontrol og udbetaler støttebeløbene. På europæisk plan er der oprettet knap 370 FLAG’er, hvoraf 10 er danske. Fra EU’s side er argumentet for at støtte FLAG’erne, at lokale ideer, initiativer og ressourcer tages som udgangspunkt for udvikling, og at der arbejdes på tværs af sektorer som fiskeri, turisme og kulturinstitutioner for at opfange og udvikle nyskabende løsninger. Denne tilgang til udvikling kaldes CLLD (community-led local development). CLLD placerer lokalbefolkningen i førersædet, så de kan beslutte, hvordan de vil bruge EU-finansiering til at forbedre deres område. Men hvad er det for projekter, de danske FLAG’er sætter i værk? Et eksempel er Motorfabrikken Marstal, som med midler fra FLAG-ordningen har renoveret en del af en gammel fabrik og er ved at skabe et innovativt kontormiljø, hvor iværksættere kan leje et kontorlokale og deltage i kurser og workshops. På et senere tidspunkt planlægges yderligere renovering til konferencefaciliteter og et værksted, der bygger på både traditionelt håndværk og nye digitale maritime industrier. En stor del af de gamle maskiner findes stadig i bygningen, og man vil genoplive bygningerne i overensstemmelse med deres tidligere brug, da det kan skabe merværdi og inspirere iværksættere. Projektet er med til at udvide opfattelsen af, hvad maritime erhverv er. Det anses som vigtigt for også at få unge mennesker og tilflyttere til at bo og arbejde i kystsamfund. Et andet projekteksempel er Kerteminde Maritime Haver, som har opnået støtte til at etablere en besøgs- og formidlingsattraktion, der kobles sammen med sejlads med turister. Turisterne vil som et stop på turen modtage historier om og smagsprøver af tang og skaldyrsproduktion. Projektet er netop et godt eksempel på, hvordan lokalområder kan have gavn af at erfaringsudveksle og lære af hinanden. Kerteminde Maritime Haver er således blevet opbygget på basis af både lokal viden og erfaringer med en lignende havhave ved Ebeltoft. De maritime erhverv har aldrig været lukkede om sig selv. En anbefaling om en understøttelse af flere samarbejdsprojekter kunne bringe nye og frugtbare koblinger af projektideer med sig. COWI’s evaluering fastslår, at FLAG’erne allerede har opfyldt en del af de mål, som fra nationalt hold har været opstillet for deres indsats for programperioden 2014-2020. FLAG’erne er lykkedes med at få iværksat relevante projekter, skabe beskæftigelse og være en solid sparringspart for projektansøgere i deres lokalområder. Dette selvom ansøgningsprocessen beskrives som forholdsvis indviklet. Der er også skabt resultater, som er sværere at måle, som bedre fællesskab i lokalområder, bedre oplevelser og rammebetingelser. Hvad angår samarbejdsprojekter lever man imidlertid ikke op til det ved programstart fastsatte mål om, at der skal gennemføres samarbejdsprojekter mellem FLAG’er i Danmark og mellem danske og udenlandske FLAG’er. Der er nemlig ifølge evalueringen kun iværksat 1 samarbejdsprojekt ud af et samlet måltal på 18 projekter. Samarbejdsprojekter er netop vigtige for at øge muligheden for nyskabende erhvervsaktivitet, for opnåelse af kritisk masse for et projekt, for at indgå i nye netværk, eller for at få adgang til nye markeder. Så når der ikke er fastlagt nogle anbefalinger for FLAG-delen af evalueringen, kunne dette godt være et område at komme med én!

Debat

Debat: Vi skal hver især tage ansvaret for en ny og bedre tone i det offentlige rum

Der er noget galt med den samtale, vi har med hinanden i det offentlige rum – og i særdeleshed i den digitale udgave af det offentlige rum. De daglige digitale medievaner, som de fleste danskere har, består af en blanding af nyheder fra vores foretrukne nyhedssites og -apps og en tur eller tre forbi sociale platforme som Facebook, Instagram og Twitter. Hertil kommer måske et par YouTube-videoer og en række klik på nogle mere nicheprægede platforme, der imødekommer vores særlige interesser – om det så er sport, boligindretning eller et band, vi er særligt glade for. På overfladen ligner dette en fuldt ud forsvarlig kombination af journalistik, socialisering, underholdning og hobbyplejning. Men stort set hver eneste digitale platform, vi befinder os på, er akkompagneret af muligheden for, at vi kan kommunikere med hinanden. Som alle ved, er hovedreglen ikke ligefrem, at vi adresserer hinandens digitale avatarer pænt og høfligt. Tværtimod er hovedreglen, at vi reducerer hinanden til stærkt forsimplede arketyper, som ikke er rigtige mennesker, og som vi i stigende grad irettesætter, belærer og ligefrem ydmyger og mobber i fuld offentlighed. Vi lever i en ny æra, hvor grovheder og destruktiv adfærd stortrives. En af forklaringerne er, at det digitale parallelunivers har gjort alting til identitetsmarkører, som også lever videre i den analoge verden. Lynhurtigt har vi lært at dømme hinanden ud fra de nyhedsmedier, vi hver især foretrækker. Ud fra vores hobbyer og kulturelle præferencer. Ud fra de partier, vi stemmer på, tøjet, vi iklæder os, og jobbet, vi bestrider til hverdag. Algoritmerne sørger som bekendt for, at vi primært konfronteres med indhold, der bekræfter vores eksisterende livssyn. Selv når vi ser ting, der er oprivende, er det ofte ting, der er målrettet lige præcis os, fordi selv vores arrigskab matcher den personlighed, som algoritmerne har afluret, at vi har. Virksomhederne bag netop algoritmerne bærer et stort ansvar i forhold til samfundsudviklingen, men de kommer ikke frivilligt til at ændre adfærd. Tilsvarende kan man påpege, hvordan landets journalister og redaktører foretrækker sensationshistorierne over de opbyggelige fortællinger, men hvor gerne de end ville efterleve højere publicistiske idealer, føler de sig tvunget til at imødekomme den nye æras krav. Hvad angår politikerne, har de generelt så svært ved at begribe udfordringens omfang, at det heller ikke give mening at vente på, at de får gennemtrumfet de love og reguleringer, der kunne skubbe alting i en bedre retning. Derfor er vi nødt til selv at tage ansvar. Hvis vi alle hver især gør, hvad vi kan for at forbedre den offentlige diskurs – især på de sociale og digitale platforme – kan vi bygge en bevægelse op fra bunden, som vil påvirke både teknologigiganterne, journalisterne og politikerne. Det, vi ikke var opmærksomme på, da vi i begejstrede hobetal kastede os over det 21. århundredes kommunikationsplatforme, er, at de rent teknisk trives bedre, når vi er i konflikt med hinanden, end når vi medmenneskeligt prøver at lytte og nå ind til hinanden. Teknologigiganterne er i praksis nogle af de mest ultraliberalistiske virksomheder, verden nogensinde har oplevet. Bag enhver ambition om at styrke de menneskelige forbindelseslinjer, ligger en intens profitmaksimering, som er kombineret med erkendelsen af, at der trækkes mange flere forbindelseslinjer til andre mennesker, når konflikt, sensationalisme og clickbait er i højsædet. Men det er ikke ensbetydende med, at vi absolut behøver at praktisere den konfliktfyldte adfærd. I hver eneste interaktion med et andet menneske har vi altid muligheden for at vælge den positive, lyttende og næstekærlige tilgang frem for den negative, overfusende og selvophøjende tilgang. Uanset om det er i kommentarsporet på YouTube, i supermarkedet blandt fremmede mennesker eller til den årlige fætter-kusine-fest. Både hver især og i fællesskab, bør vi melde ud, at det ganske enkelt ikke er godt nok, at den offentlige diskurs køres i sænk af profithungrende teknologigiganter, desperate journalister og vildfarne politikere. Dette er hermed en opfordring til, at alle, der læser disse ord, fremover vil vælge næstekærligheden frem for foragten. Den positive nysgerrighed frem for den negative fordomsfuldhed. Den tålmodige lytning frem for den ydmygende fremturen. I forhold til miljøet er der særligt i år blevet skabt et momentum blandt både borgere, politikere og virksomheder, som netop er opstået nedefra-og-op. Tiden er inde til at frembringe et tilsvarende momentum i forhold til måden, vi taler til hinanden på. Det er lige så afgørende i vores kamp for at skabe en bedre verden til vores børn og børnebørn.

Debat

Debat: Ida Aukens lave selvværd og hykleri

Håndtryk: Muslimske mænd, der ikke giver hånd til kvinder, gør Ida Auken (RV) vred, fordi hun mener, det er kvindeundertrykkende idioti. Ida Auken, præstedatter og selvophøjet moralist, hvis tolerance og rummelighed forekommer mig teoretisk funderet, burde da arbejde med sit selvværd som kvinde, eftersom en "middelalderlig mand" med konservative overfortolkninger af islam pga. manglende håndtryk kan få den stakkels Ida til at opleve det som "et chok" og får hende til at "føle sig forkert". Ida Auken selv bidrager aktivt til at stemple og stigmatisere de såkaldte normale, håndtrykpraktiserende muslimer, når hun i P1 radio udtaler, at "det går udover alle de muslimer, der lever normale liv" (dem der vil trykke Ida i hånden), og at "de betaler regningen for dem, der vælger at fortolke religionen så bogstavnært". Personligt synes jeg, at det er noget pjat at man ikke giver hånd til personer med den modsatte køn, men jeg har til gengæld aldrig følt mig tøsefornærmet eller hysterisk som Ida, de gange en kvinde grundet sin religiøse eller anden overbevisning havde afvist at give mig hånd og i stedet for hilst på mig på en anden måde. Jeg vil aldrig i livet tolke det som manglende respekt for mig som menneske eller som mand. Hjertelighed, oprigtighed og venlighed sidder ikke i håndtrykket, og det burde Ida som medlem af det Radikale Venstre og formentlig belæst præstedatter da vide. Et venligt nik, et par oprigtigt smilende øjne eller hånden på hjertet er for mig mindst lige så respektfuld måde at møde, hilse og anerkende det andet menneske på som et til tider standard- og uengageret håndtryk. Man skal feje for egen dør først. Det er fint nok, at vi kritiserer visse muslimers ortodoksi, men vi må heller ikke glemme, at hver fjerde kvindelig præst i den reformvenlige danske folkekirke har oplevet diskrimination og forskelsbehandling. Således har 57 ud af de 640 præster oplevet at blive nægtet håndtryk af en mandlig kollega. Ida Auken er et tydeligt eksempel på en socialliberal politiker, hvis frisind og tolerance er blevet forurenet af den årelange og umættelige islamofobi og muslimbashing.

Debat

Debat: Truer fri forskning - Bæredygtigt Landbrug opfører sig uacceptabelt

Forskning: Man havde ikke troet det muligt i dagens Danmark. Men interesseorganisationen for de mere rabiate landmænd med det demagogiske navn Bæredygtigt Landbrug (BL) slæber nu en forsker fra Aarhus Universitet, professor Stiig Markager, for retten. Begrundelsen for stævningen er, at Markager gennem sin forskning konkluderer noget andet omkring landbrugets kvælstofudledning til farvandene end det, BL anser for at være sandheden. BL hævder derfor, at professor Markager er fremkommet med ”æreskrænkende” udtalelser, fordi han ikke er enig med BL. En debat om videnskabelige problemstillinger og faglige uenigheder skal naturligvis ikke afgøres i en retssal. Den skal derimod føres mellem de uafhængige forskere, som åbent lægger data, metoder og analyser frem til diskussion, og det skal foregå i en tryg og saglig atmosfære. Denne BL-sag føjer sig til en række nylige møgsager for søsterorganisationen Landbrug & Fødevarer (L&F), hvor armslængdeprincippet i forhold til den uafhængige forskning, f.eks. Aarhus Universitet, er blevet knægtet, som f.eks. i den famøse oksekødsrapport. I en tid, hvor det industrielle landbrug i forvejen slås med massive imageproblemer over for store dele af befolkningen, kan man virkelig undre sig over, at landbrugets organisationer ikke gør sig flere anstrengelser for at overholde samfundets spilleregler. BL´s bøllemetoder kommer også til at ramme alle ordentlige landmænd, og de findes heldigvis stadig. Derfor er det afgørende vigtigt, at hverken BL eller L&F får held til at afholde eller ligefrem skræmme nogen som helst fra at ytre sig om forhold omkring vores natur, miljø, fødevareproduktion, dyrevelfærd mm. Det være sig forskere eller lægfolk. Det er noget, der vedkommer os alle.

Debat

Debat: Lad os følge Holland - Grønne obligationer kan finansiere grøn omstilling

Klima: Finansministeren var klar i mælet, da han mødte pressen efter de første forhandlinger om finansloven: ”Der er mange ønsker, men ikke lige så mange finansieringsforslag”. I Alternativet vil vi gerne hjælpe regeringen med at finde de mange grønne milliarder, som der desværre ikke blev plads til i regeringens første udspil. Vi har tidligere foreslået at finde pengene ved at øge beskatning af CO2 og forurening og ved at fremrykke pensionsbeskatningen. Nu foreslår vi så at finansiere den grønne omstilling ved at udstede grønne obligationer. Forslaget om grønne obligationer handler kort sagt om, at staten kan udstede statsobligationer – som øremærkes grønne initiativer – til en lav og sikker rente, hvilket gør dem særligt attraktive for private investorer. På den måde kan staten nemlig dirigere private midler over i gode grønne investeringsprojekter, for eksempel til grøn transport, klimasikring eller større infrastrukturprojekter, som ellers vil ende i alle mulige andre projekter. Investorerne kunne for eksempel være de danske pensionskasser, som netop har bebudet, at den vil øremærke 350 mia. kr. til grønne investeringer frem mod 2030 – og som flere gange har efterspurgt flere grønne investeringsmuligheder. Det smarte ved hele ideen er, at regeringen altså kan skaffe de nødvendige milliarder uden at hæve skatter og afgifter, men ved at lede private formuer over i bæredygtige initiativer. Er man i tvivl om potentialet, kan man bare kigge mod Holland. Her har den borgerlige regering netop indhentet 45 mia. kr. til grønne omstillingsprojekter ved at udstede grønne statsobligationer – og blandt investorerne var i øvrigt det danske pensionsselskab, PKA, som har udtalt, at man ikke vil tøve med at investere i et lignende tiltag i Danmark, hvis bare muligheden er der. I Alternativet vil vi gerne give de private pensionsselskaber den mulighed. Ikke mindst fordi eksemplet fra Holland vidner om, at investorerne nærmest står på spring for at investere i den grønne omstilling. Så værsartig, Nicolai Wammen: her har du et godt, konkret og realistisk forslag fra os i Alternativet til, hvordan de mange grønne ønsker skal finansieres.

Debat

Debat: Nordlige Syrien i brand. Derfor invaderer Erdogan kurderne

Naturligvis har den tyrkiske præsident Erdogan let gennemskuelige motiver til at angribe ind i Syrien: Med tre valgnederlag i træk, en vaklende økonomi og en tilslutning til hans parti (AKP) på under 30 procent er der ikke noget, der kan skabe hjemlig opbakning som en rask lille krig. Når præsident Trump så oven i købet trækker de amerikanske tropper tilbage fra den syrisk-tyrkiske grænse og overlader vore kurdiske allierede i kampen mod IS til deres egen skæbne, ja, så er vejen banet for en tyrkisk intervention. Det tyrkiske angreb burde ikke komme bag på nogen: Erdogan har ved flere lejligheder gennem de senere år bebudet angreb mod de kurdiske stillinger i det nordlige Syrien angiveligt for at sikre Tyrkiet mod terror. Efter tyrkisk opfattelse er den kurdiske YPG-milits i Syrien en terrororganisation og i virkeligheden en forlængelse af Kurdistans Arbejderparti, PKK i Tyrkiet, som kæmper for kurdisk selvstyre i det sydøstlige Tyrkiet. Formålet med angrebet er at skabe en 30 kilometer bred såkaldt sikkerhedszone, som skal løbe 120 kilometer langs grænsen til Syrien. For at imødegå den tyrkiske invasion har de kurdiske styrker i Syrien med Rusland som fødselshjælper indgået en aftale med regeringen i Damaskus. Aftalen indebærer, at kurderne i første omgang afgiver kontrollen over en række byer i det nordlige Syrien - på sigt måske hele det nordøstlige Syrien - til gengæld for at blive beskyttet af den syriske regering. Kurderne henviser til, at den syriske regering har en "forpligtigelse til at beskytte landets grænser og bevare Syriens suverænitet" og nu er klar til at stationere tropper langs den syrisk-tyrkiske grænse. Aftalen markerer et vendepunkt i den syriske konflikt, hvor USA hidtil har samarbejdet med kurderne for sammen at bekæmpe Islamisk Stat og begrænse Ruslands og Irans indflydelse; to lande der bakker op bag den syriske regering. Aftalen er kun indgået tøvende, og alene fordi kurderne er så hårdt presset af tyrkiske bombardementer fra artilleri og fra luften. Den er udtryk for kurdernes desperation, efter de er blevet prisgivet af amerikanerne. For første gang i flere år er de syriske tropper nu tilbage i det nordlige Syrien, og aftalen betyder formentlig en bitter de facto afslutning på det kurdiske selvstyre i den del af landet. Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt sætte en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der grænser op til Tyrkiet. Frygten er, at dette selvstyre i Tyrkiets baghave vil styrke det kurdiske mindretal i Tyrkiet og dets kamp for selvstændighed eller selvstyre. Derfor kan Tyrkiet ikke acceptere en kurdisk autonom enklave i de to syriske provinser Raqqah og Hasakaf. Det er udelukket. De aktuelle begivenheder foregår på det store bagtæppe af ”Sèvres-syndromet”, der refererer til den udbredte mistænkeliggørelse af såvel ydre som indre fjender, som kun ønsker at splitte den tyrkiske republik. Sèvres-traktaten fra 1920 lagde op til at hakke det, der var tilbage af det osmanniske rige i små stykker, så de europæiske stormagter kunne dele rovet. Men efter nogle spektakulære militære sejre og dygtigt diplomati lykkes det Mustafa Kemal (Atatürk) at få forhandlet en langt mere attraktiv fredsaftale i Lausanne i 1923. I denne traktat anerkendes Tyrkiets nuværende grænser. Men Sèvres-syndromet, angsten for en opsplitning af Tyrkiet – for eksempel på grund af den kurdiske befolkningsgruppe - er den dag i dag et nationalt traume. I 1923 stod det klart, at Tyrkiet var en anerkendt stat, og at omverdenen respekterede det tyrkiske territorium. Derimod var det mere uklart, hvad den tyrkiske nation egentlig var for en størrelse. Opbygningen af en nation blev Ataürks store projekt, dvs. skabelsen af et forestillet fællesskab – en myte – om tyrken, der kunne danne grundlag for en nationsopfattelse, som passede til det territorium, der var blevet givet den nye enhed i international politik, staten Tyrkiet. Der var tale om et topstyret eliteprojekt, som kan sammenfattes i det slogan, der stadig kan læses på tyrkiske militærkaserner: "En stat, et folk, et sprog, et land, et flag”. Det er her, kurderne kommer i klemme. Kurderne blev ved overgangen til republikken i 1923 ikke betragtet som en minoritet, men som en del af det muslimske flertal. De nye magthavere med Atatürk i spidsen forfulgte en nationaliseringspolitik, som var inkluderende: Enhver muslim, der boede inden for Republikkens grænser og som accepterede dens grundlæggende principper, blev antaget som tyrkisk statsborger. Der måtte være en udelelig sammenhæng mellem territorium, stat og nationen. Selv om befolkningen grundlæggende bestod af mange etniske og kulturelle grupper, herunder den kurdiske, var der et desperat behov for at skabe en fælles identitet. Enhver ytring om at tilhøre noget andet end den tyrkiske nation blev anset som en afvisning af den tyrkiske enhedskultur og dermed landsforræderi. Atatürk tilbød ikke en løsning til de, der som kurderne ikke var rede til at opgive den identitet, der tidligere havde været væsentligst i deres selvforståelse. Atatürk lagde dermed grunden til den kamp for kurdernes rettigheder, der siden har redet Tyrkiet som en mare. En lang række opstande i det kurdiske område i den sydøstlige del af Tyrkiet i 1920’erne og 1930’erne bidrog til at styrke frygten. Republikkens ledere holdt sig ikke tilbage fra at svare igen med de mest hårdhændede metoder: henrettelser, ødelæggelser af kurdiske landsbyer og tvungen massedeportation til det vestlige Anatolien. Bl.a. blev mange flyttet til den konservative provins Konya i det inderste Anatolien, hvilket er en vigtig grund til, at der i Danmark i dag er et stort antal kurdere blandt tilflytterne fra Tyrkiet – mange danskere af tyrkisk afstamning stammer netop fra denne provins. Efter de kurdiske oprør i 1930’erne faldt modstanden mod staten til ro i nogle årtier. Men grundlæggende forblev den tyrkiske stat dybt skeptisk over for enhver etnisk bevidsthed som konkurrent til nationsprojektet. I 1960-1970’erne fik grupper af yngre intellektuelle fra middelklassen vækket den kurdiske nationalisme. De slog på, at der eksisterede et undertrykt kurdisk folk og myndighederne svarede hårdt igen. Reelt i 1973, formelt i 1978, opstår PKK omkring Abdullah Öcalan. Der var tale om et kurdisk, stærkt venstreorienteret parti, der blev grundlagt på ideen om, at der nødvendigvis måtte føres væbnet kamp for at komme af med de eksisterende strukturer. Ikke blot den tyrkiske regering, men også USA og EU, fra 2002, stemplede PKK som en terrororganisation. De følgende års borgerkrig førte til 35.000 dræbte, flest kurdere. Mere end 3000 landsbyer i det sydøstlige Tyrkiet blev jævnet med jorden og henved 2 mio. kurdere blev drevet på flugt. I 2000’erne vedtog Tyrkiet flere reformpakker i lyset af perspektivet om EU-medlemskab. Selv om reformerne ikke altid blev ført ud i livet, var de med til at lette forholdene for den kurdiske befolkningsgruppe. Den tyrkiske elite indså, at man ikke kom uden om det kurdiske spørgsmål, hvis Tyrkiet skulle gøre sig realistiske forhåbninger om EU-medlemskab. EU-processen så ud til at blive den afgørende variabel, der kunne forandre ligningen i forhold til det kurdiske spørgsmål. Perspektivet om medlemskab satte gang i en forandring af de principper om den tyrkiske enhedsstat, som har været gældende i snart 100 år. Der var tale om dramatiske indgreb i hele den måde, hvorpå tyrkerne definerer sig selv – med en mere åben og moderne fortolkning af begrebet ”tyrker”, der kan rumme landets reelle etniske og religiøse forskelligheder. I slutningen af 2012 lancerede præsident Erdogan en fredsproces, som dog kun fik en kortvarig levetid. Motiverne var da også åbenlyse: Erdogan ønskede at gennemføre en forfatningsændring, der kunne skabe et stærkt præsidentielt styre og havde i den forbindelse brug for nogle stemmer i Parlamentet i Ankara, som det kurdiske parti BDP kunne levere, hvis fredsprocessen kom i gang. Samtidig med at EU-perspektivet fortoner sig, har kampen for kurdernes rettigheder i de senere år været præget af tilbageslag; et skridt frem og to tilbage. I lyset af præsident Erdogans stigende vanskeligheder på den nationale og internationale scene har kurderne været en bekvem syndebuk.

Debat

Debat: De politiske tiltag er fornuft, Bonnichsen

Politi: Hvor er det trist at læse den tidligere operative PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsens verdens- og virkelighedsfjerne indlæg 14.10., hvor han atter kloger sig på politik og politi. Han skriver blandt andet: “Nødsituationer som sprængningerne i København har en tendens til, at vore politikere reagerer på følelser fremfor fornuft”. Man må forstå, at HJB repræsenterer det, han synes er den sunde fornuft helt ude af trit med befolkningens bekymringer for en retstilstand, hvor sikkerhed og tryghed ikke længere er eksisterende al den stund, at Frode Fredegods tid for længst er forbi. Og der er ikke tale om såkaldte nødsituationer, men om et stigende antal utryghedsskabende handlinger, som undergraver sikkerheden for den enkelte borger. Som tidligere skrivebordsgeneral nedvurderer HJB den eksisterende grænsekontrol, som han sammenlignede med et “gendamerikorps” til trods for, at det er politifolk og nye politikadetter, støttet af hjemmeværnsfolk, der foretager kontrollen. Hvorfor skal deres nyttige indsats nedgøres, fordi HJB størstedelen af sin polititid har tilhørt den selvudnævnte politielite fra det tidligere kriminalpoliti, for det var jo ikke HJB, der i ret lang tid gik i uniform på gaden ude blandt befolkningen, som i dag savner et synligt og tillidsskabende politi. Befolkningens tryghed og sikkerhed skabes ved et politi, der favner vidt, og hvor man ikke nedgør de forskellige politiopgaver i forhold til hinanden. Befolkningen vælger politikerne i det repræsentative demokrati, og når politiet ikke løser sine opgaver tilfredsstillende, er der noget galt. Det kan være en ny politikultur, hvor man har fornemmelsen af, at korpsånden ikke længere eksisterer. Det kan være en forkert udvælgelse af topledere, hvor der lægges større vægt på juridiske færdigheder end egentlig operativ ledelse. Ressourcemangel er blevet et alt overskyggende problem. Kæmpefejl skal ikke kunne klares med beklagelser eller undskyldninger, for de skal håndteres effektivt og rettes. Der skal ansættes mange, mange flere politifolk og nok langt flere politikadetter, som kan uddannes på et halvt år, og hvor deres opgaver kan udvides til at styrke politiet på flere områder blandt andet i det almindelige politiarbejde under vejledning af fuldt uddannede politifolk. Vi må som borgere forvente, at politikerne bekymrer sig på borgernes vegne over tilstanden i politiet, og derfor skal politikerne ikke skydes i skoene, at de blander sig, for det har de pligt til uanset politisk ståsted.

Debat

Debat: Udskiftning til elbil er ikke løsning på grøn handling

Miljø: Jeg bliver træt, når lønnede politikere har så indskrænket et syn på grøn handling, som f.eks. Mai Villadsen (MV) og Henning Hyllested (HH) fra Enhedslisten 13/10 i avisen Danmark giver udtryk for, ved at udråbe statsstøtte til el- bilen, som den hurtige hjælp til klimaet. MV og HH’s ønske om ekspresfart på udskiftning af benzin- og dieselbiler til elbiler må være det, som kaldes symbolpolitik, for det har intet med miljøpolitik at gøre. Miljøpolitik må være at anskue og beregne ’livscyklus’ for produktets eller handlingens klimapåvirkning – herunder CO2 aftryk. Elbilen er ikke løsningen på klimaudfordringen, i bedste fald er den en lille del af løsningen – og derfor skal den ikke favoriseres med statsstøtte eller speciel lempelige afgifter. Politisk bør udvikling af alternativer til transportsektorens drivmidler støttes. Det vil dermed inkludere el som drivmiddel, men også udvikling af brint, metanol, etanol, naturgas, biogas m.m. som mulige drivmidler. En støtte, der favoriserer et enkelt drivmiddel vil bremse forskning i andre drivmidler, for ikke at tale om forskning i håndtering af ’affald’ fra anvendelsen af disse drivmidler, herunder brugte batterier. Hvis man i stedet for at give økonomisk støtte, omlagde energiafgiften, så man beskattede det, vi ville reducere – nemlig CO2. Beskatningen skulle ikke kun være på drivmidlets udledning fra f.eks bilen, men også på produktionen af drivmidlet. At anvende el giver ikke mening, hvis det er produceret på træflis eller kul. Forskning og evt. støtte bør i stedet rettes mod lagring af el fra vind og sol, så vi sikrer anvendelse af grøn strøm, frem for at standse vindmøllerne, når der er overproduktion. Når vi nu er ved den grønne energi, så bør den energi, der produceres også beskattes/støttes efter det CO2 aftryk vindmøller og solceller afsætter, når de produceres og opstilles. Vi ser i dag en favorisering af vindmøller, der i en ’livscyklus’ – fra produktion over opstilling og drift til skrotning - er langt mere CO2 belastende end f.eks. solceller. Skal der for alvor snakkes ’grøn handling’, skal blikket også rettes mod genbrug – og endelig ikke ved at vore lønnede politikkere skal afgøre, hvordan der skal genbruges. De bør i stedet sikre, at al produktion beskattes/afgiftsbelægges efter det enkelte produkts CO2 aftryk i en ’livscyklus’. Det vil sætte skub i anvendelse af genbrugsmaterialer og produktion af produkter med lang levetid og høj grad af genanvendelighed efter skrotning. Omkring 70 procent af den råolie, der pumpes op af undergrunden, anvendes til produktion af plastik, der ender som kolossale plastikøer i verdenshavene, eller eksporteres som ’genbrug’ til fattige dele af verden, hvor det bl.a. afbrændes som energikilde i den produktion, vi også har eksporteret for at nå vore ’klima-mål’ for Danmark. Vi skal derfor ikke skifte benzin og diesel iler ud til elbiler i ekspresfart, men i stedet beholde de biler, der er produceret i drift så længe som muligt, for det er produktionen af bilen, der har det store CO2 aftryk. Meget af den ovenfor nævnte produktion ligger ikke i Danmark, så mange tiltag vil blive begrænset eller umuliggjort af EU-regler, men så kæmp kampen der. Det giver også mere mening at fokusere på Europas klima end at se isoleret på Danmarks klima. Sæt nu embedsværket i gang med at producere beregninger af livscyklus på jeres forslag, og giv os og jer selv et reelt billede af jeres miljøtiltag.