Annonce
Navne

Kunstner laver 100 ordløse bøger

Titlen på Marianne Skaarup Jakobsens kunstbog er som alt øvrigt ikke tilfældigt. Vigtigst for hende var dog ordlyden. PR foto
Struerboen Marianne Skaarup Jakobsen gik i 2005 på Dansk Talentakademi i Holstebro. For tiden udstiller hun skulpturer i Huset for Kunst og Design. Og så har hun lavet 100 trykte og håndfoldede ordløse bøger med støtte fra Færchfonden og Statens Kunstfond.

Holstebro: I Huset for Kunst og Design kan man frem til og med i morgen, den 30. juni, blandt andet fordybe sig i en bog uden bogstaver. Bogen er håndlavet og skabt af kunstneren Marianne Skaarup Jakobsen, som er vendt tilbage til Holstebro for at udstille sine værker. Den håndlavede bog er læsevenlig, men ikke på traditionel vis. Marianne Skaarup Jakobsens bog er lagt i bestemte folder, som læseren kan åbne lag efter lag og indleve sig i. Bogen rummer imidlertid ingen ord udover en indledende tekst. Èt eksemplar af bogen udstilles parallelt med kunstneres skulpturer under titlen "Inscriptions Onto Entropy". Entropi betyder tendens til uorden i et lukket system.

Marianne Skaarup Jakobsens værker taler til det før-sproglige, til beskuerens krop og intuition. Hun arbejder blandt andet med papir og undersøger dets skulpturelle og arkitektoniske potentiale. På gulvet i et af rummene på Huset for Kunst og design ligger nu 14 afstøbninger, nogle består af papir som indhold andre af papir som form: Kunstneren har eksempelvis støbt gips i papir, og papir i gips. Men selvom der er tænkt over form og indhold og indre versus ydre, er der plads til mere. Værket er åbent for det mulige, fortæller Marianne Skaarup Jakobsen, som skelner mellem tilfældighed og mulighed. Placeringen af skulpturerne i rummet er ikke tilfældig. Marianne Skaarup Jakobsen har ønsket at inddrage præcis dét rum, hvor der er højt til loftet og lysindfaldet er godt.

Annonce
Marianne Skaarup med nogle af sine værker på Huset for Kunst og Design. Pressefoto

Filosofi

Kunstneren har læst et års filosofi på KUA, før hun gik på Kunstakademi i Amsterdam og siden Malmø. I dag bor hun i København. Hun er blevet tildelt et arbejdslegat fra Statens Kunstfond og udstiller altså nu solo i Huset for Kunst og Design – parallelt med kunstnerduoen Morblod og billedkunstner og musiker Claus Haxholm. Huset for Kunst og Design har netop fået tilsagn om støtte til et to-årigt udstillingsprogram med nogle af landets dygtigste samtidskunstnere. Programmet er koblet sammen med undervisning på Dansk Talentakademis kunst- og designafdeling og er støttet af Holstebro Kommune, Dansk Talentakademi samt Færch Fonden, Statens Kunstfond og Den Obelske Familiefonden.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce