Annonce
Mærkedage

En af Macrons skattede forfattere

Forfatter og debattør Jens Christian Grøndahl fylder 9. november 60 år. Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Forfatter og debattør Jens Christian Grøndahl er en bredt respekteret kunstner i både ind- og udland. Lørdag den 9. november fylder han 60 år.

60 år: Det er en Danmarks store nulevende forfattere, der i skikkelse af Jens Christian Grøndahl 9. november fylder 60 år.

Med 21 romaner og en stribe andre udgivelser i bagagen har Grøndahl siden debuten som 17-årig sat sit præg på både dansk og europæisk kulturliv.

Hans værker er oversat til 35 sprog i hele verden, og ifølge forlaget Gyldendal er den franske præsident Emmanuel Macron blandt hans trofaste læsere.

I det hele taget er Frankrig at betragte som Jens Christian Grøndahls andet litterære hjemland.

Han er blandt andet sammen med Salman Rushdie, den spanske filosof Fernando Savater og nobelpristageren Vargas Llosa medlem af redaktionskomitéen for tidsskriftet "La Règle de Jeu" .

Selv om pennen er Jens Christian Grøndahls foretrukne kunstform, er han oprindeligt uddannet filminstruktør. Fra Den Danske Filmskole i 1983.

Filmmediet blev dog aldrig for alvor hans metier, og hans eneste egentlige bidrag til dansk film var, da han var inde i næsehornet i filmen "Otto er et næsehorn" fra 1983.

Anderledes gennemslagskraft har han haft som enflittigt anvendt debattør i kulturpolitiske sammenhænge.

Han var blandt andet en drivende kraft, da Statens Kunstfond nødtvungent indførte en større grad af gennemsigtighed i forbindelse med uddelingen af stipendier.

Grøndahl har heller ikke holdt sig tilbage fra at kommentere mere jordnære samfundsanliggender, som da han udtalte sig i forbindelse med det spektakulære drab på journalisten Kim Wall.

Her sagde han i et samtaleinterview med Jørgen Leth, at Kim Wall slog ham som "en pige, som opsøger fare", og at det er "fuldstændig vanvittigt som kvinde at gå om bord i en ubåd med en mand, man ikke kender".

Udtalelserne udløste en del kritik, og Grøndahl undskyldte efterfølgende sine ord og erkendte, at de var respektløse over for offeret.

- Jeg mener virkelig, at det aldrig er offerets skyld. Og man skal som kvinde kunne færdes alene, sagde han i sin beklagelse.

Privat er Jens Grøndahl gift med kunsthistoriker Anne Vibeke Vad og har fire børn. To tvillingsønner og to døtre.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

Gymnasiet må afskedige to undervisere

Leder For abonnenter

En fiasko(le)

Det er næppe en overraskelse, at folkeskolereformen fra 2015 ikke er blevet en succes. Det har mange børn og forældre kunnet mærke på egen krop på dag til dag basis. Men at det fem år efter reformen står så elendigt til, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, nu har analyseret sig frem til, er alligevel bemærkelsesværdigt. Den helt grundlæggende tanke bag folkeskolereformen var sådan set rigtig nok; der var brug for at løfte fagligheden, især i kernefagene. Men i praksis har reformen ført til alt for rigid styring, alt for meget spildtid, alt for mange vikartimer, alt for mange frustrerede børn, lærere og forældre. De svageste elever, der skulle løftes med blandt andet understøttende undervisning, har ikke rykket sig en tøddel - de har i bedste fald stået stille. Og et af de mest konkrete og mærkbare resultater af den store reform er, at andelen af elever med høj trivsel i skolen er faldet. Folkeskolen er en grundsten i velfærdssamfundet. En god folkeskole med et højt fagligt niveau er dét, der kan give alle børn lige muligheder på trods af ulige udgangspunkter. Derfor skal man naturligvis tage VIVE’s konklusioner seriøst, inden alle landets børn og forældre finder ud af, hvor slemt det egentlig står til. Men der er næppe brug for en helt ny folkeskolereform - forskerne peger selv på, at det kan tage mellem fem og 15 år før store reformer for alvor slå igennem. Det har de færreste forældre nok tålmodighed til, og derfor kan der være brug for justeringer, inden den sidste elev har søgt tilflugt på en af landets mange succesfulde friskoler. Man kunne jo begynde med at sætte folkeskolen mere fri. En stor del af de bindende mål, der nok er indført i bedste mening, er endt som spændetrøje, og kunne afskaffes helt, og afløses af mere frihed til den enkelte skole i forhold til at opfylde folkeskolens formål. Det kunne måske give tid til ægte forældreinddragelsen og større metodefrihed. Og det bedste af det hele: Det koster ikke en krone.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];