Ugens bagkant


Ugens bagkant

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det bærer sin egen ironi, at det var i netop denne uge - præcis 25 år efter Tamil-sagen kostede Poul Schlüters borgerlige regering magten - at en næsten lignende sag kom frem i offentlighedens lys. Sidste lørdag kom nemlig en pludselig meddelelse fra udlændinge- og integrationsministeriet om, at der var opstået et, som det hed, "behov for at justere den hidtidige praksis" i forhold til tildeling af humanitær opholdstilladelse til udlændinge med behov for sygdomsbehandling, som de ikke måtte kunne få i hjemlandet.

13 måneder var der gået, siden en dom fra den europæiske menneskerettighedsdomstol havde knæsat denne praksis, men, kom det frem på et samråd med integrationsminister Inger Støjberg senere på ugen, denne dom havde man ikke været opmærksom på i ministeriet. Så nu skulle en række sager tages op igen, og ministeriet skal nu undersøge, om syge udlændige er blevet sendt ud af Danmark i strid med reglerne.

Kritikken af ministeriet og af Inger Støjberg er måske hård, men også politisk ufarlig. Heri ligger nemlig den væsentlige forskel fra for 25 år siden og til i dag. Dengang var der, som nogle måske husker, tale om en bevidst syltning af behandlingen af tamilske flygtninges ansøgninger om familiesammenføringer. En politisk ordre, som både kostede embedsmænd karrieren og ikke mindst en rigsretsdom til den ansvarlige minister Erik Ninn-Hansen samt regeringens fald, i det Poul Schlüter jo havde fastslået, at "der er intet fejet ind under gulvtæppet".

I dag er der ikke påvist en politisk afgivet ordre om ikke at følge dommen og altså menneskerettighederne, tværtimod afviser Støjberg ethvert politisk ansvar for miseren, og hvis det ikke er nok, så står et folketingsflertal klar med politisk opbakning. Heri ligger i hvert fald en af de store forskelle på dengang og nu. Den voldsomme forandring i det politiske klima i udlændingepolitiske spørgsmål.

Hvor der tilbage i slutfirserne og begyndelsen af 1990erne, hvor tamilsagen rullede, var en stærk kritisk opinion for udlændinges rettigheder og menneskerettigheder generelt, så synes denne i dag at have mistet styrke. Ingen taler direkte om overholdelse af internationale konventioner eller sikring af udlændinges rettigheder. Og hvor der tidligere omtrent var tale om ord mejslet i stentavler, så er disse temaer i dag til diskussion. Skal vi overhovedet være med i disse konventioner, spørges der. Og enkelte partier opfordrer direkte til, at Danmark melder sig helt ud. Et synspunkt med bred opbakning mange steder fra.

Så når det i 1980'erne var en regulær skandale, at en justitsminister og hans system valgte at arbejde aktivt for, at tamiler ikke fik opfyldt deres ret til familiesammenføring i Danmark, så er det i dag nok en sag en dag eller to i medierne og på Christiansborg, men næppe længere, at en række syge udlændinge er sendt ud af Danmark med fare for deres liv i strid med loven.

I 1980'erne førte det til dommerundersøgelse og endda det helt usædvanlige at stable en rigsret på benene. I dag beklager ministeren med undskyldningen, at der har været meget travlt i ministeriet, men at hun da søreme har fuld tillid til de dygtige og flittige embedsmænd.

I runde tal er det efterfølgende kun Enhedslisten, der fastholder en meget hård og ubønhørlig kritik. Det brede flertal af partier godtager forklaringen og efterspørger ret beset ikke nærmere undersøgelser af, hvordan det kan lade sig gøre, at en dom fra menneskerettighedsdomstolen samler støv i 13 måneder, før juristerne i ministeriet vælger at reagere og se på den danske praksis på området. Altså en praksis, der var i direkte modstrid med dommen.

Sådan ændrer politik sig, og naturligvis kan der påpeges alverden af forskelle i sagerne. Ikke mindst - og det er selvfølgelig afgørende - at der ikke er tegn på en bevidst handling for at fremme et særligt politisk synspunkt.

Men måske der allermest er tale om en markant forandring i placeringen af udlændingespørgsmål i såvel den politiske debat som i den offentlige samtale generelt. Måske allerbedst illustreret på udlændinge- og integrationsministeriets hjemmeside, hvor det første, man møder, er en pralende illustration af, hvor mange stramninger af udlændingepolitikken, som den nuværende regering har gennemført. 67 er tallet nu og her.

Mere end en debat om det rigtige eller forkerte i de politiske bevægelser, skriver jeg dette som en konstatering af et rum, der ændrer sig og flytter sig. En politisk og formentlig dermed også administrativ og myndighedsbetinget forskydning af grundlaget for ikke bare en offentlig samtale om emnet, men så sandelig også en politisk stemning.

Rettigheder til udlændinge er ikke i høj kurs. Tydeligt er det i hvert fald, at meget andet øjensynlig er prioriteret højere i det administrative system. Det samme administrative system, for hvilket tamilsagen ellers betragtes som en sort plet.

Der er som sagt ikke belæg for en påstand om, at der ligger politiske markeringer eller prioriteringer bag beslutningen om at undlade at være opmærksom på en ret afgørende dom fra menneskerettighedsdomstolen. Men en beslutning er der truffet, for vores nabolande har med væsentlig større hast levet op til dommen.

For 25 år siden undrede det også mange, at det var spørgsmålet om tamilske flygtninges ret til at få deres familier her til landet, der skulle besegle en borgerlig regerings skæbne. Men der var til gengæld ingen tvivl i Poul Schlüters sind, da han selv efter læsning af højesteretsdommer Mogens Hornslets rapport valgte at gå af og indgive regeringens afskedsbegæring. Det var altså ikke den gennemførte politik eller mangel på samme, der fældede ham, men derimod en beslutning der ramte få endda ikke-danske statsborgere. En beslutning om ikke at leve op til gældende regler og principper.

Nogle undrede sig, men kun de færreste kunne ikke se alvoren i sagen. For grundlæggende retsprincipper var jo på spil. Regler er regler, og de skal følges. Politikere og embedsmænd skal naturligvis følge regler, konventioner og andre internationale spilleregler. Travlhed er ikke en undskyldning.

Helt så firkantet vil opfattelsen næppe være i dag. I en tid hvor stramninger af netop udlændingepolitikken synes at være den stærkeste politiske valuta. Sådan har det været lige siden tamilsagen. Alle valg siden da har haft udlændingepolitik i toppen af dagordenen. Og det ser ikke ud til at stoppe, uanset hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussen - i realiteten nok snarere systemet bag ham - end tøjler kravet fra Dansk Folkeparti om dels flere stramninger dels et regulært paradigmeskifte i udlændingepolitikken.

Den vigtigste lære af tamilsagen og de sidste 25 år er velsagtens, at politik er bevægelig. At stemninger flytter politik og jura, og at jura og politik flytter stemninger. Og at den mest elektriske strømning i dansk politik reelt ikke angår forhold til danskere, men danskernes forhold til mennesker fra andre lande.

Men måske er allermest er tale om en markant forandring i placeringen af udlændingespørgsmål i såvel den politiske debat som i den offentlige samtale generelt.
Tamilsagen for 25 år siden endte med en rigsretssag mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen, og den daværende Schlütter-regerings afgang. Arkivfoto/Scanpix
Tamilsagen for 25 år siden endte med en rigsretssag mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen, og den daværende Schlütter-regerings afgang. Arkivfoto/Scanpix

Ugens bagkant

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce