Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Ugens bagkant: Lyt knægt, bare #lyt


Ugens bagkant: Lyt knægt, bare #lyt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Chefredaktør Troels Mylenberg
Billede
Indland. 

Det mest besynderlige er vel, at det først kommer nu. At det først var i denne uge - uge 42 i 2017 - at flodbølgen af kvinder, der åbent står frem med deres oplevelser af mænds kønsbetingede overgreb og krænkelser, for alvor brusede med etableringen af hashtagget #metoo på sociale medier.

En ting er selve den bevægelse - den nye verdens muligheder for at dele oplevelser og tale sammen på kryds og tværs over hele kloden. Noget andet alle de grumme historier om overgreb, store som små. Og så alle hverdagskrænkelserne fra den fulde kontorchef, der tager en praktikant på brysterne, chefen der lige vil have den kvindelige medarbejder til at læne sig forover for så at løfte op i hendes kjole, teenageren der må flygte ud af bussen efter at være trængt op i en krog af en ukendt ældre mand til alle de egentlige fuldbyrdede overgreb, voldtægterne, overfaldene. Oplevelser der sætter sig for altid i baghovedet, som skaber livsvarige ar, som skaber traumer og som på den ene eller anden måde sætter sig i de millioner af kvinder, der har været udsat for mænds krænkende overmagt.

Det kan og skal ikke diskuteres, om der nu også er tale om et problem eller der bare er gang i en massepsykose efter masseafsløringerne af en kendt Hollywood-filmproducers tilsyneladende ustoppelige krænkelsestogter, som ifølge mange ikke bare er én mands værk, men en del af en massekultur. Der er skrevet ubærligt håbeløse epistler rundt omkring i ugen, der gik om, at pas nu på, alle mænd er jo ikke krænkere, lad os nu bevare proportionerne, og manden - altså filmproduceren - er ikke dømt endnu. Og nej, manden - ikke bare den pågældende filmmand, men manden som begreb - er ikke dømt endnu.

Men måske det lige præcis er pointen og selve perspektivet i det her. Der er ikke dømt, og måske skal der heller ikke dømmes generelt, men snarere sættes gang i en reflekterende samtale mellem mænd og inde i den enkelte mand om, at der er nogle kulturelle træk i mandekulturen, som der bør gøres op med. En kultur, som det kræver sine mænd, og kun mænd, at gøre noget ved.

For selv om mange mænd sikkert (forhåbentlig) ville kunne skrive sig frie - måske under hashtagget #ikkemig - og fastholde, at de har opført sig ordentligt, så vil min påstand være, at ingen af os kan sige os frie fra ikke at have været i miljøer eller selskaber, hvor vi har hørt om eller set krænkelser uden rigtig at gøre andet end at trække på skuldrene.

Hvem har ikke som minimum hørt om ham på arbejdspladsen, der til festerne opfører sig lidt for dumt over for kvinderne? Hvem har ikke i studiedagene set eller hørt en klassekammerat eller studiefælle skeje problematisk ud? Hvem har ikke til familiefesten kunnet gennemskue den klamme onkel eller fætter, der som det naturligste i verden klædte kvinderne af med øjnene, hvori man kunne se, at det ikke kun var øjnene, han ville kigge med, hvis han fik chancen?

Det er den bevægelse, der kunne være den interessante at bringe videre. Bevægelsen, der får flere af os mænd til at reagere og sige fra og handle i tide, når vi kan fornemme krænkelser inden for rækkevidde.

Et andet tema har ugen igennem været det forhold, at nogle finder det problematisk at smide hverdagskrænkelser ned i gryden med egentlige overgreb. At det på en måde negligerer de virkeligt voldsomme oplevelser, at de bliver lagt ned i samme kasse som klap i numsen, en hånd på et bryst og den slags.

Der kan være en pointe i dette, dog er den overordnede sag og den store bevægelse det egentlige her. Nemlig opmærksomheden og tiltrængt fokus på problemet både i dets dybde og i dets bredde. Vi ved, at der bag kriminalitetsstatistikkerne om sexovergreb gemmer sig et stort mørketal. Der er - siger eksperterne - en hel masse voldtægter og andre seksuelt betingede krænkelser, der aldrig bliver anmeldt. Mange kvinder orker enten ikke at tage kampen, lige som mange føler egen skyld eller ikke rigtig kan overskue hændelsesforløbet og konsekvenserne ved at rippe op i det. Desuden har der været (og er der?) en kulturel strømning om at slå det væk, om at lade det ligge. Hvem har lyst til at risikere jobbet ved at melde chefen for sexchikane, hvilken 14-årig pige har for alvor lyst til at stå frem mod den grænseoverskridende gymnastiklærer, badmintontræner eller mellemleder på sommerferiejobbet? Hvem risikerer langvarige familiestridigheder ved at melde Onkel Klam til politiet?

Der er angst, skam, selvhad og meget andet involveret, og hvad med konsekvenserne? Og netop i dette element forekommer #metoo-kampagnen allermest velgørende. Ved at så mange tusinde - hvis ikke millioner - af kvinder deler deres oplevelser og på den måde lige præcis ikke gør det personligt, men i stedet alment.

For vi har et problem i vores kultur. Et problem med respekt for hinanden og måske allermest et problem med, at vi ikke gør noget ved det. Et problem med at vi mænd har gjort det til kvindernes opgave alene at bekæmpe den kultur af krænkelser og overgreb - store som små.

Hvis #metoo for alvor skal gøre godt som andet og mere end tiltrængt plads til, at de mange krænkede kan føle sig trygge ved at få luft og få fortalt om deres oplevelser i fuld offentlighed og dermed fortælle alverden, at særtilfældet ikke er at have oplevet en krænkelse eller et overgreb, men i stedet ikke at have oplevet det, så er det i første omgang ved, at vi mænd lytter. Bare lytter.

Og for en gangs skyld ikke svarer med ironi eller sarkasme eller med genkrænkelse i stil med - "jeg har i hvert fald ikke gjort noget, så hvorfor skal jeg også anklages". Krænkerne er ikke alle, men det er mange, og det er mænd i alle former, farver, aldre og positioner - fra Trump og Clinton, altså Bill, til den helt almindelige sølle tumpe, der findes allevegne. Mænd der genstandsgør kvinder og som ikke forstår problemet i det. Mænd som fejer problemet bort og som kan finde på i fuld alvor at mene, at sexchikane på jobbet bør betragtes som et personalegode. Mænd der ikke stopper ved tanken om at røre ved en kvinde, men rent faktisk bare gør det, fordi de kan, og fordi det passer dem.

Det er velgørende, at så mange kvinder sammen nu siger fra. Og det eneste rigtige svar fra vi mænd er at høre efter. Høre ordentligt efter.

 

Det er velgørende, at så mange kvinder sammen nu siger fra. Og det eneste rigtige svar fra vi mænd er at høre efter. Høre ordentligt efter.