Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Johanne? Pernille? Nikolaj? Eller bare Enhedsliste-effekten?


Johanne? Pernille? Nikolaj? Eller bare Enhedsliste-effekten?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Analyse

Det er Johanne-effekten. Blev det sagt med kendermine, da Enhedslisten bragede ind i Folketinget med 12 mandater i 2011. Og i 2013, da de kom ind i 76 kommuner mod bare 9 i 2009. Og i 2015, da kanonvalget fra 2011 blev forøget til 14 mandater. Det er Johanne-effekten.

Men hvis man kigger på meningsmålingerne, er effekten sådan set fortsat. Selvom Johanne (Schmidt-Nielsen, red.) er blevet erstattet af Pernille (Skipper, red.), som er på barselsorlov og erstattet af Nikolaj (Willumsen, red.), går Enhedslisten frem i de vægtede målinger på Altinget.dk.

Så måske handler det i bund og grund om en Enhedsliste-effekt.

At partiet på den yderste venstrefløj har bevæget sig så meget ind mod en vælgermæssig midte, at så mange kan se sig selv i partiet, selv om det engang gik ind for væbnet revolution og selvom det stadig har et hardcore socialistisk bagland, der dog er blevet mindre. Og erstattet af en mere midtsøgende og progressiv partiledelse. Enhedslisten er blevet moderne og har taget SF's plads som det store parti på venstrefløjen.

Det betyder, at Listen skal spille en anden parlamentarisk rolle og tage et andet ansvar på sig. Det er også i det lys, man skal se Enhedslistens ændrede parlamentariske strategi, som blev konfirmeret her i efteråret: At partiet i fremtiden vil have muligheden for at vælte en S-ledet regering. Og vil have mulighed for at stille betingelser til en kommende S-regering - også selv om det kan betyde, at S-regeringen så alligevel ikke bliver til noget.

Tidligere var der ingen slinger i valsen: Enhedslisten støttede betingelsesløst en S-regering ud fra devisen 'det mindste onde' og så sig selv som vagthunden på venstrefløjen, der stemte for forbedringer og mod forringelser. Den strategi blev ændret op til valget 2011, hvor Enhedslisten så sig selv som det nye, dominerende støtteparti. A la DF i 00'erne med Johanne Schmidt-Nielsen i rollen som det venstreorienterede svar på Pia Kjærsgaard.

Det gik, som det gik. Resultatet er den nye strategi. Som man også skal læse ind i Enhedslistens forsøg på at vriste sig ud af gamle rammer, selv om det er svært for begge. For vælter de en socialdemokrat, er chancen for en borgerlig overhængende. Og fremsætter de truslen uden at have modet til at føre den ud i livet, har den samme værdi som andre trusler, der fremsættes uden handling.

Også på EU-politikken har Enhedslisten vristet sig fri og stiller næste gang op til Europa-Parlamentet i eget navn. Tidligere var man sammen med Folkebevægelsen mod EU, men også her har den nye og unge ledelse, først Johanne Schmidt-Nielsen, siden Pernille Skipper, ønsket at stå alene. Det er dem, der skaffer stemmerne, så nu gør de også krav på at få del i gevinsten.

På tirsdag møder Mette Frederiksen vælgerne for første gang som partiformand
Partiet på den yderste venstrefløj har bevæget sig så meget ind mod en vælgermæssig midte, at så mange kan se sig selv i partiet, selvom det engang gik ind for væbnet revolution og selvom det stadig har et hardcore socialistisk bagland, der dog er blevet mindre.