Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Tilbage til livet og et fuldtidsjob

Connie Risoms lever havde nået den absolutte grænse, da hun endelig fik en levertransplantation. Den lever, lægerne tog ud, havde ikke holdt tre måneder mere, sagde de til hende bagefter. Foto: Johan Gadegaard

Tilbage til livet og et fuldtidsjob

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sundhed

Da Connie Risom i 2011 midt om natten fik opringningen om, at nu var der en lever til hende, var hun så dårlig, at hun ikke engang kunne passe sit 18 timers fleksjob. I dag er hun tilbage i sporet og er netop tiltrådt i en fuldtidsstilling.

Holstebro: Den 1. januar 2018 tiltrådte Connie Risom et nyt job på fuldtid.

Det var hun sikkert ikke den eneste i Danmark, der gjorde. Men for den 44-årige tidligere lægesekretær var det en kæmpe sejr. I over ti år havde hun arbejdet i et 18 timers fleksjob, fordi det var, hvad hun kunne holde til.

- Det er en mega sejr at kunne klare fuldtidsjob nu. Jeg havde aldrig troet, at den dag skulle komme igen, hvor mit helbred var så godt, at det kunne lade sig gøre, fortæller Connie Risom.

Det var en operation i 2011, der ændrede hendes liv. Inden hun kom på venteliste til operationen, tog hun og familien på ferie på Kreta i en luksuslejlighed med egen swimmingpool for at få noget kvalitetstid sammen. For to år siden vendte de tilbage til den samme lejlighed.

- Vi gjorde det, fordi vi dermed ville sætte punktum for en lang sygdomshistorie. Men nu kan jeg godt se, at punktummet i virkeligheden først blev sat, da jeg igen fik fuldtidsarbejde, forklarer Connie Risom.

Connie Risom
44 år, født og opvokset i Mønsted.Sproglig student fra Viborg Amtsgymnasium 1992, HH-student i 1995.

Udlært lægesekretær 1997 fra Viborg Sygehus.

Lægesekretær på Viborg Sygehus 1997-1998.

Lægesekretær på Holstebro Sygehus 1998-2001.

Ledende lægesekretær på børneafdelingen på Herning Sygehus 2001-2006.

Lægesekretær i fleksjob Holstebro Sygehus 2006-2007.

Ansat i 2007 som teatersekretær i fleksjob (18 timer) hos Operaen i Midten i Holstebro.

Ansat per 1. januar 2018 i fuldtidsjob som forretningsfører for Operaen i Midten.

Har boet i Holstebro siden 1998.

Har to sønner på 14 og 18 år.

***

Det hele begyndte i 1991, da Connie gik i 2. g på Viborg Amtsgymnasium. Hun var 17 år - og noget så frygtelig træt. Andre symptomer var der sådan set ikke. Connies mor mente, at det måtte være ungdomssløvsind, og at datteren måtte tage sig sammen og passe sin skole. Men Connie var træt, træt, træt.

- Som jeg husker det, blev jeg sendt til familielægen, der kunne konstatere, at mine levertal var alt for høje, og så blev jeg indlagt på Viborg Sygehus, fortæller hun.

Der blev hun i næsten tre måneder, indtil man endelig fandt ud af, hvad hun fejlede.

Autoimmun lupid hepatitis.

Dem er der ikke mange af.

- Tjah, det betyder jo, at ens lever bliver ædt op. Det er en reaktion mod ens eget væv, og jeg var i fuld gang med at udvikle skrumpelever, fortæller Connie Risom.

Hun blev medicineret og sendt hjem, men sygdommen viste sig at være mere vanskelig at kontrollere, end lægerne på Viborg Sygehus havde regnet med, så til sidst blev hun henvist til en ekspert i Aalborg, Ulrik Tage Jensen, der nøjagtigt vidste, hvad han havde med at gøre. Så blev Connie stabiliseret og holdt i skak med medicin.

Lægen sagde dog, at han regnede med, at hun skulle have en transplantation indenfor de næste fem år. Sådan kom det ikke til at gå. Faktisk gik der år efter år, uden at Connie Risom rigtigt mærkede nogen forandring. Hun var klar over, at det nok var en stakket frist, så hun havde indkøbt Birgit Meisners bog, "Bogen til mine kære", som hun udfyldte og gav til sine forældre. Bogen handler om livets afslutning. Man udfylder det personlige afsnit til brug for de efterladte.

- På det tidspunkt arbejdede man med levertransplantationer i Aarhus og i København. Som jyde tilhørte jeg Aarhus, og det gik ikke så godt med deres transplantationer. Min klare holdning var, at det skulle jeg ikke igennem. Så fordi jeg vidste, at jeg en dag ville blive alvorligt syg, meldte jeg aktivt fra. Jeg fik skrevet ind i min journal, at jeg ikke ville transplanteres, fortæller Connie Risom.

Men det var, inden hun mødte sin mand.

- Han sagde, at hvis vi skulle have børn sammen, fik jeg ikke lov til selv at vælge livet fra. Og det var jo et rimeligt krav. Desuden var de med tiden blevet dygtigere til at transplantere, siger Connie Risom.

Det var først midt i 00'erne, at hun begyndte at mærke alvorlige forandringer i sin tilstand.

***

I 2006 kom hun i fleksjob på Holstebro Sygehus - hun gik fra en stilling som ledende lægesekretær i Herning og til at være almindelig ansat i Holstebro. Det kunne hun ikke finde ud af, erkender hun. Heller ikke selv om hun var "så træt, at jeg ikke kunne varetage to små børn, familie og et arbejdsliv".

I stedet søgte og fik hun i 2007 en 18 timers fleksstilling som teatersekretær hos Operaen i Midten.

- De sagde, at jeg var overkvalificeret, men jeg fik dem overbevist om, at det var mig, de skulle have, smiler hun.

Men trætheden fulgte med.

- "Min" læge i Aalborg sagde, at det var ved at være på tide, at Riget - som var blevet det eneste sted, man lavede levertransplantationer - skulle kigge på mig med henblik på, hvad og hvornår der skulle gøres noget. Jeg kom på venteliste i juni 2010, men faktisk var jeg i virkeligheden ikke klar til det på det tidspunkt. Jeg tænkte, at det nok ikke var nødvendigt endnu, husker Connie.

Men til sidst var hun så syg, at hun måtte indse, at der ikke var nogen vej udenom.

- Jeg gik rundt i sådan en "lever-coma". Det var som at være i en glasklokke. Jeg tænkte ikke skarpt, jeg var bare til stede. Min hjerne fungerede ikke, siger hun.

Fra hun kom på venteliste, var hun også sygemeldt fra arbejde. Når man kommer på venteliste til en organtransplantation, binder man sig til at befinde sig ikke mere end to timers kørsel fra eget hjem, indtil operationen er udført. Connie ventede fra juni 2010 til oktober 2011, inden opkaldet kom - klokken 01.30 om natten.

- Man har en time til at pakke, så kommer der en taxa og henter én. Vi fik ringet til hende, der skulle kigge efter vores børn, og hun var så i sommerhus, så vi måtte ringe en "erstatning" op midt om natten, fortæller Connie og tilføjer, at det var "megasvært at gå ud af døren".

- Jeg skulle sige farvel til mine børn, og jeg var bange for, at jeg ikke kom til at se dem igen. Jeg havde snakket med den store om det, og han var meget afklaret, syntes jeg. Men den lille forstod det ikke. "Nå men så kan vi snart komme på ferie igen", sagde han.

***

Hun kom på operationsbordet klokken 10 og var færdig ud på aftenen. Og så gik der tre dage. Det var overhovedet ikke planen, og samme morgen som hun endelig vågnede af sig selv, havde lægerne netop besluttet, at hun skulle skannes for at finde ud af, hvorfor hun ikke vågnede.

- Jeg tror nok, der var panik på. Jeg vågnede, havde det vildt dårligt og kunne ikke forstå, hvorfor min mand ikke sad ved min seng, som han havde lovet. Jeg vidste jo ikke, at der var gået tre dage, fortæller hun.

Og problemerne var langt fra ovre. Connies krop var voldsomt forgiftet af den ikke-fungerende lever, og komplikationer var der nok af. Nyrer, der ikke fungerede, vand i lungerne med dræn, der faldt ud, galdeproblemer og sukkersyge. Samtidig fik hun en tarminfektion og var isoleret i lange perioder. Den 21. november blev hun udskrevet til Dagmedicinsk Afdeling i Herning. Men det var en kort glæde. To dage efter gik turen tilbage til Riget igen.

- Jeg røg ud og ind af hospitalet de første måneder, husker Connie, der fik lov at tage et fly hjem den 23. december - og så blev hun indlagt igen den 27.

I foråret 2012 fik hun brok og blev opereret for det i maj. Og så begyndte det endelig at gå fremad - og har gjort det lige siden.

- Jeg begyndte at arbejde igen - på deltid - i august 2012, og langsomt begyndte jeg at få mere energi. Jeg skulle ikke sove hele tiden, og jeg kunne tænke igen. Faktisk skete der noget sjovt; min hjerne begyndte at arbejde så godt, at jeg fik mine barndomsminder og skoleminder tilbage. Jeg kan huske ting nu, som jeg ikke har kunnet huske i årevis, fortæller hun.

For nylig blev stillingen som forretningsfører ved Operaen i Midten ledig. Det er ikke i sig selv en fuldtidsstilling, men kombineret med Connies 18 timers sekretærarbejde er det. Så hun blev spurgt, om ikke hun ville have den. Først sagde hun nej tak.

- Men så gik jeg hjem og tænkte over det. Og efter tre dage spurgte jeg, om ikke lige vi kunne tage den snak igen forfra? For det var vist det, der skulle til, for at jeg endelig ville føle mig rask og "ovre det", fortæller hun.

***

Hele forløbet har gjort, at Connie Risom ser anderledes på sit liv.

- Jeg bruger min tid anderledes nu. Og man får da et helt anderledes forhold til noget så banalt som at stå op om morgenen. Og hvis det lige er i aften, at det er skidehyggeligt at sidde tre timer sammen med den 14-årige og lytte til musik, så er det det, vi gør, og så er det fuldstændig ligegyldigt, om der står en opvask, eller jeg burde have vaskemaskinen i gang, siger hun og tilføjer:

- Man værdsætter nuet mere, og bliver bevidst om hvem, man vælger som venner.

Der er bivirkninger. For eksempel er hudkræft en almindelig følge af transplantation, fordi man efterfølgende er immundæmpet. Connie får hudkræft "hele tiden", siger hun. Hun går til kontrol hver tredje måned på laserklinik i Aarhus, og så sent som i sommer fik hun strålebehandling mod hudkræft på næsen.

Connie ved ikke, hvem der var donor af hendes lever. Man bliver tilbudt, at man kan få alder, nationalitet og køn at vide, men det ønskede hun ikke.

- For mig er det en medicinsk reparation, og jeg vil ikke hæfte det op på den person, der har gået med den. Desuden - hvis jeg nu fik at vide, at det var en ældre person, der havde doneret leveren, ville jeg måske tænke mere over, hvor længe den holder, forklarer hun.

For en lever holder ikke evigt. Nogle transplanterede når at få både tre og fire levere i deres liv, andre holder sølvbryllup med deres første.

- Det er selvfølgelig noget, jeg ind imellem tænker på. Hvis nu ikke den holder, gør jeg det så igen? Det er jeg faktisk ikke sikker på ...

Tilbage til livet og et fuldtidsjob

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.