Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Den utrolige historie om den kæmpestore kærlighed (der burde være umulig)

Mens Cathrine stammer fra en kernefamilie fra byen Karise på Sjælland, er Morten fra Tjørnevej i Mejdal, hvor han er opvokset med sin bror, søster og mor Britta og far Flemming. Privatfoto

Den utrolige historie om den kæmpestore kærlighed (der burde være umulig)

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kærlighed (af den usandsynlige slags)

Morten fra Holstebro havde egentlig fået forkert nummer. Cathrine fra Sjælland var i den anden ende. Og helt usædvanligt lagde ingen af dem på. De holdt i stedet kontakten, og de forelskede sig - mod alle odds.

Holstebro: CATHRINE

Cathrine fra Karise.

Lyder det ordinært, så er det sandt. Og det er en god ting. Lige så frisk, sød og åbenhjertig, lige så regelret og privat kan hun være.

På samme måde var hun en fredag aften i 2008. Gymnasiepigen var ude at bowle med en veninde og to mænd. Hun lod dem ikke mærke det, men hun kedede sig.

Og så ringede telefonen...

MORTEN

Morten fra Mejdal.

Lyder det ordinært, så er det falsk. Og det er en god ting. Lige så venlig og imødekommende han er, lige så anti-vestjysk kan han være i sin snakkesalighed og nysgerrighed efter at lære andre mennesker at kende.

Det var sikkert også derfor, han havde mødt og kysset en pige på Roskilde Festival den sommer. Og det kunne meget vel også være hans idé, at Roskilde-slænget, der denne aften igen var stimlet sammen til en fest i Holstebro for at mindes festivalen, nu skulle ringe rundt til nogle af de personer, de havde mødt i Roskilde.

Det var i hvert fald ikke hans kammerats idé.

- Han var ikke meget for vores rundringning. Han ville hellere i byen. Jeg havde mistet nummeret til denne pige, og min kammerat havde det. Jeg er ikke sikker, men jeg tror, at han med vilje gav mig det forkerte nummer, husker Morten.

Og så ringede han op...

CATHRINE

Det var ikke sket i dag, erkender Cathrine.

- Havde det været i dag, havde jeg allerede slået ham op på telefon, nærmest mens jeg talte med ham. Men dengang i 2008 havde jeg ikke internet på telefon, forklarer hun.

Men det forklarer alligevel ikke noget. End ikke bare lidt.

For hvorfor gjorde hun ikke, som 99.999 ud af 100.000 mennesker ville gøre, og sagde: "Undskyld, du har fået forkert nummer. Det gør ikke noget. Farvel igen."

- Det var en frisk fyr, der var i den anden ende af telefonen. Jeg husker ikke, hvad der blev sagt, men det var tydeligt, at der var tale om forkert nummer. Vi havde begge fået lidt indenbords, og det blev hurtigt spændende at finde ud, hvem han var. Jeg husker kun følelsen. Den kan bedst sammenlignes med at være i byen og det øjeblik, hvor man får øjenkontakt med en fyr. Han lød bare så sjov og spændende.

MORTEN

- Jeg tror, hun kedede sig lidt. Det var i hvert fald min fornemmelse. Hun lød bare vildt sød, og var samtidig lidt udfordrende på en måde. Jeg ringede fra Jylland, og hun var fra Sydsjælland og kæk i replikken, lidt smart, og det tændte mig. Men jeg satte også en ære i "at pille hende lidt ned", siger Morten og ler.

Hans plan fungerede. Minutter blev til timer og flere opkald den aften. Mortens kammerat har nok ikke været begejstret, for Morten nåede aldrig med i byen. Han blev hjemme for at tale med Cathrine til langt ud på natten.

CATHRINE

- Noget af det, vi talte om, tåler ikke dagens lys, siger Cathrine og ler.

MORTEN

- Vi snakkede bare godt sammen. Der var helt klart en flirt mellem os. Vi åbnede for ting, som vi ikke havde sagt til nogen andre. Vi snakkede følelser. Det var nok afstanden, der gjorde det.

Aftenen blev til uger og måneder. Dengang chattede man over MSN, skrev SMS'er, lidt senere blev de også forbundet over Facebook, og der blev udvekslet billeder.

- Men vi ringede mest sammen i weekenden, når vi var fulde. Til hverdag skrev vi sammen. Der var en barriere ved at ringe, når man var ædru, og det tog en eller to måneder, før vi turde ringe, mens vi var ædru. Men det gik jo også fint, viste det sig, siger Morten.

CATHRINE

Og så var det lige ved at gå galt.

- Der var jo enormt meget flirt, men så fandt jeg ud af, at han havde en kæreste, og det fandt jeg meget frastødende. Jeg blev helt vred. Han kunne bare skride, for vi var 18 år, og det var dårlig moral, husker Cathrine.

- Men det var der jo ingen af os, der kunne holde.

Men hvorfor kunne de ikke give slip på hinanden? Fordi de begge var på det samme punkt i livet - og så er Morten typen, der kan - og har lyst til - starte en samtale med hvem som helst.

- Jeg er egentlig en meget privat person - på trods af at jeg nu plaprer løs om denne historie til avisen, erkender Cathrine med et nyt smil.

- Og det var da også dybt underligt at tale med én, som ingen kender. Efter mange måneder kom det også på tale, at vi skulle mødes, men det blev hurtigt manet i jorden. Vi levede jo i den her boble, som for mig var en kæmpe oplevelse.

MORTEN

Til sidst blev spørgsmålet alligevel så uundgåeligt, og antallet af dårlige undskyldninger så udtømte, at ordene måtte skrives i et af chatvinduerne: Skal vi mødes?

- Vi havde planlagt at ses et par gange, men hver gang blev det lidt for virkeligt. Jeg følte, det var en eller anden fantasi, vi havde skabt. Jeg var ret sikker på, at vi skulle være sammen, og at det var rigtig kærlighed, men samtidig var jeg bange. For hvad nu hvis hun blev skuffet, eller snakken gik i stå?

De havde nu talt sammen i et år. De havde begge haft kærester undervejs. Nogle gange var kontakten intensiv, andre gange var der mere stille, men der var altid kontakt.

I 2009 blev de færdige på gymnasiet. Cathrine tog på sprogskole i Nice, men det eneste sprog, hun fik talt, var dansk. Med Morten.

Det var dråben. De måtte mødes.

CATHRINE

Og så var det lige ved at gå galt igen.

Cathrine læste kommunikation på Copenhagen Business School, og dagen inden de skulle mødes under uret på hovedbanegården i København, var hun på rustur.

- Jeg havde tømmermænd, sov over mig, og min telefon løb tør for strøm. I dag ser jeg ligesom det hele oppefra: Hvordan jeg er 15 minutter for sent på den, og han er der ikke.

MORTEN

- Min telefon var også løbet tør for strøm, så jeg var ude for at lede efter en mønttelefon. Jeg tænkte: Seriøst? Og jeg fik en snert af, om jeg nu var blevet brændt af.

CATHRINE

- Og så pludselig tager han i min arm, og jeg vender mig om. Han slår armene ud og ser ret irriteret ud. Jeg er bare vildt glad for at se ham, og vi krammer. Vi får ikke kysset, som jeg ellers gerne ville, og det bliver en lidt akavet situation. Det er bare underligt at gå med én, som man har mødt gennem et forkert telefonopkald. Det er helt vildt.

Helt vildt godt. For weekenden bruger de sammen, som om de aldrig har eller skal lave andet. Om natten sover Morten hos en kammerat. Dagtid er Cathrine-tid.

Indtil søndag, hvor alt er ved at gå galt igen.

MORTEN

- Det er en virkelig fed tid, og jeg er virkelig forelsket.

- Men det ender med, at hun om søndagen siger, at hun ikke vil se mig igen...

Stop, stop, stop. Hvad skete der lige dér? Nu var vore helte omsider forenet, klar til at gå hånd-i-hånd ud i solnedgangen, og vi romantikere kunne sidde tilbage med et veltilfredst smil. Og så denne uforklarlige kærligheds-vending.

- Den dag i dag kender jeg stadig ikke grunden til, at hun sagde det, hun sagde. Hun var tydeligvis ked af det. Vi havde hygget, kysset, og på et tidspunkt blev det vel for meget for hende. Jeg var skuffet og ked af det, og måske husker jeg det forkert, men jeg havde også fornemmelsen af, at det nok skulle gå.

CATHRINE

- Det var ikke så godt, indrømmer Cathrine i dag forlegent.

- Det var det klassiske eksempel på, at det var for voldsomt lige pludseligt. Jeg skulle begynde på universitetet dagen efter, og vi boede hvert vores sted i landet.

Hun var også ked af det. Den slags afkoder en mor omgående. Så Cathrine fortalte for første gang om hendes Morten. Den historie havde moderen naturligvis også allerede afkodet.

- Hun havde jo undret sig over, når jeg sad i spisestuen foran en skærm klokken fire om morgenen for at skrive med Morten. Næste dag i skolen glider der så fra min fysikbog et stykke papir ud med min mors skrift på. "Gift dig ikke med den, du kan leve med - men gift dig med den, du ikke kan leve uden," stod der. Jeg vidste med det samme, hvad hun mente, så jeg SMS'ede og ringede til Morten.

MORTEN

Morten husker ikke, hvilken film han skulle til at se med en kammerat, men han husker den enorme bøtte med popcorn og sodavand, han måtte efterlade i biografsalen.

Det var ikke et telefonopkald, man ignorerede. Cathrine var tilbage. De var tilbage. De var omsider:

CATHRINE + MORTEN

- Det er nok det, jeg husker allertydeligst fra den weekend, begynder Cathrine.

- Vi mødtes igen på hovedbanegården. Vi sagde ikke meget. Sad ligesom bare pande mod pande. Og så husker jeg den fornemmelse af endelig bare at give slip og tænke: Det er bare ærgerligt, men sådan her skal det være. Nu passer du på mig, og jeg på dig, tilføjer hun.

- Jeg var smaskforelsket, siger Morten, hvilket understreges af, at han kort efter flyttede til København. Officielt for at læse på DTU, men mest af alt for deres skyld.

- Det var faktisk et svært skridt for mig, fordi alle mine kammerater, på nær én i København, tog til Aarhus. Men jeg havde det sådan, at jeg var nødt til at springe ud i det. Et langdistanceforhold havde aldrig fungeret. Man skal nogle gange turde, og det er en vigtig lærdom i denne fortælling, reflekterer Morten.

Det er dog heller ingen Danielle Steel-fortælling, fortæller parret. En fantasiverden skulle gøres til en virkelighed, der også inkluderede nye, krævende uddannelser, samt at de flyttede sammen i en 42 kvadratmeter stor lejlighed.

- Til tider var det op ad bakke, men vi fandt ud af det, lyder det ærligt fra Cathrine.

CATHRINE + MORTEN ELLEKÆR TROLDTOFT

Det var Cathrines fødselsdag, og det perfekte tidspunkt til et bagholdsangreb.

- Jeg har altid gerne villet holde et bryllup og gøre alt ordentligt. Dér kommer jyden vel op i mig. Jeg fornemmede, at hun gerne ville giftes, og for mig kom det pludselig, at jeg havde lyst til at fri til hende. Af taktiske årsager skulle det ske på hendes fødselsdag, så hun ikke fattede mistanke. Det var så fedt, siger Morten.

Cathrine blev kørt rundt i en ladcykel pyntet med balloner og fik i løbet af dagen fem små kort. Kort til spisning, massage, en kjole, chokolade og kaffe. Det sidste kort skulle hun have på Svanemølle Strand...

- Og deri var kortet fra min mor påklistret. Og så friede han til mig. Det var smukt.

De var nu hr. og fru Ellekær Troldtoft.

CATHRINE, MORTEN, INGA & ALBERTE ELLEKÆR TROLDTOFT

En tredje person var også med til frieret. Inga var stadigvæk inde i sin mors mave dengang. I dag er hun toethalvt. Siden er Alberte kommet til. Hun er ti måneder gammel i dag.

Cathrine er 26 år og i gang med at færdiggøre sit speciale i kommunikation. Morten er 28 år og projektleder i en konsulentvirksomhed. De er netop flyttet til Farum.

- Det går rigtigt godt, er de enige om - ti år efter det forkerte opkald, som viste sig at være det helt rigtige.

- Jeg tror, vi er enige om, hvor vi vil hen i livet. Vi har fælles drømme. Vi har selvfølgelig det samme bøvl, som alle andre par gennemgår, men vi har det rigtigt godt, gentager Cathrine.

- Det kan selvfølgelig mærkes, at vi har fået to små børn. Vi forsøger at finde tid til hinanden, men vi er også trætte. Så vi har indført en date-aften hver eller hver anden måned, hvor der er ro, og vi kan kigge hinanden i øjnene. Vi elsker hinanden, men den der forelskelse, der var fra start, har naturligvis forandret sig. Men jeg tror aldrig, vi er i tvivl om hinandens kærlighed...og vi husker også at sige det, siger Morten.

- Nogle gange, når vi møder nye mennesker, så kommer historien op. "Gud, ja. Husker du, at du ringede forkert?" Det er så mærkeligt.

Lyder det for mærkeligt, så er det ikke desto mindre sandt. Og det er ikke kun en god ting. Det er en helt utrolig ting.

Pludselig tager han i min arm, og jeg vender mig om. Han slår armene ud og ser ret irriteret ud. Jeg er bare vildt glad for at se ham, og vi krammer. Vi får ikke kysset, som jeg ellers gerne ville, og det bliver en lidt akavet situation. Det er bare underligt at gå med én, som man har mødt gennem et forkert telefonopkald. Det er helt vildt.
Cathrine