Holstebro: Anmeldelse af koncert med Sweet og Slade i Musikteatret lørdag d. 4.3.2018

Er du til Sweet eller Slade? Det forkerte svar kunne i værste fald udmønte sig i "håndmadder" fra spørgeren. Så hårdt kunne virkeligheden være for en ung sjæl tilbage i 70´erne i en provinsby langt mod vest. Gennem årtier har Battle of the bands altid været et fast ritual blandt ungdommen, hvor man blev afkrævet svar om livets virkelige standpunkter. Tilbage fra 50´erne lød det fremdeles: Cliff eller Elvis, Beatles eller Stones, og herhjemme Gasolin eller Shu-Bi-Dua? Spørgsmålet kunne med rette atter tilspørges en lørdag aften i Musikteatret i Holstebro 2018.

Slade og Sweet var atter tilbage i Holstebro efter års fravær. For mere end 40 år siden gæstede begge bands Holstebro på deres absolutte "peak" i henholdsvis 1974 og 1975.

Slade

Første navn på scenen var Slade, hvor der fra det oprindelige band kun var guitaristen Dave Hill og trommeslageren Don Powell tilbage. Deres motiver for at skulle stå på scenen i 2018 kan man kun gisne om. I alt fald syntes det til tider som en parodi på det oprindelige navnkundige band, der med stor sikkerhed kunne give tilskuerne god underholdningsværdi for alle pengene. Men det var dengang.

Slade var det hotteste, da de med den karismatiske sanger Noddy Holder i front tilbage i november måned 1974 entrerede scenen og med "øredøvende larm", som Dagbladet i sin tid skrev i anmeldelsen, blandt andet fremførte deres helt nye single "Far far away". Lørdag aften i Musikteatret var dette nok også nummeret, der fik størst applaus fra de mere end 1.000 tilskuere. Settet, der blev fremført i aftes, var dog langt fra nogen dans på roser. Sanger gennem mere end ti år Mal McNulty, endda med en fortid i aftenens andet glamrock orkester Sweet, havde fra første nummer "Gudbuy t´Jane" store vanskeligheder med stemmen. Hæst og helt uden nuancer blev de numre, som han sang, til en ørkenvandring, hvor man som tilskuer til tider håbede, at der snart ville komme en barmhjertig sjæl og tage ham med ud bag ved og en gang for alle udfri ham for hans store, og vi andres, pinsler. Til alt held dækkede bassisten John Berry flere numre fint på sangen. Dog var hans fortolkning af violinspil på en anden gammel god klassiker "Coz I luv you" direkte stødende.

Dave Hills navnkundige udtalelser tilbage i succesårene, at Noddy Holder bare skulle levere numrene, så skulle Dave Hill nok levere showet, var måske meget rammende stadig. Hvor det i sin tid var spøjst og underholdende, så virkede det til tider lavkomisk at se Dave Hill forsøge at piske en stemning op med gøgl og fagter. Det blev bare for meget, som Dan Turell måske ville have sagt. Eneste egentlige højdepunkt for Slade blev ved slutnumrene, hvor Dave Hill hentede sit moment of fame rock´n´roll klenodie-guitaren Super Yob frem fra gemmerne. Super Yob guitaren var specielt fremstillet med blinkende lys og en meget bizar udformning til Dave Hill tilbage i midten af 70´erne, og var et fast indslag i showet dengang som nu.

Sagt med andre ord så var jeg rettelig en kende rystet over denne meget ujævne og til tider amatøragtige time i selskab med Slade, det mest populære engelske glamrock orkester fra de tidlige 70'ere. På intet tidspunkt følte jeg megen glæde ved denne form for optræden af udtjente ringridere, der nu kun lever på tidligere tiders præstationer. Stop, mens legen var god!

Sweet

Inden næste aftens indslag Sweet var tankerne selvfølgelig, hvorvidt det også ville blive samme smøre igen. Efter at have set den oprindelige sanger Brian Connolly optræde i Anlægget i 1988 på det tætteste hold, så var det med en vis frygt i baghovedet. Brian Connolly blev i 1979 smidt ud af det oprindelige Sweet efter mange pinlige episoder med druk og deraf følgende dårlig optræden. Siden turnerede han rundt med sin version af Sweet, og det var denne udgave der gæstede her i 1988. Uden stemme og med lidt for tætsiddende læderlook kæmpede Brian Connolly sig gennem aftenen foran 4.000 tilskuere, der måbende så til, mens Brian Connolly gravede sig dybt ned i scenekanten med sin optræden. Andy Scott fortsatte sin version af Sweet og gæstede atter Holstebro i 2004 til Nostalgi festivalen i Anlægget.

Nu var Andy Scott atter tilbage i 2018, og fra kampstart var der ingen tvivl. Aftenens første nummer "Action" lød godt! Sangeren kunne synge, og bandet spillede godt. Hvad mere kunne man ønske sig? Michael, 12 år, var tilbage i 70´erne igen. Det her kunne blive en god aften alligevel. Stort set alle de store hits 1973 og frem blev udført med stor sikkerhed og professionalisme af et orkester, der i den grad var i stand til at levere varen. Eneste forundring var dog, at der sneg sig to kopinumre, Hello "New York Groove" og Emerson, Lake & Palmer "Fanfare for the common man", ind i Sweet settet. Man skulle tro, at med et bagkatalog på over hundrede sange, deraf mange megahits, så skulle det ikke være nødvendigt. Men hitsene kom alligevel i en sand strøm i en næsten fejlfri performance. Tidligere tiders meget indadvendte Andy Scott havde god kommunikation til publikum, hvor han udførte sine guitarting og tog del i Sweets velkendte meget højt pitchede baggrundvokaler. Uden at ville genskabe en nøjagtigt kopi af det oprindelige Sweet, så satte de i stedet deres personlige og nutidige præg på stort set alle numre den her aften. Specielt "The Six teens", som var deres helt nye single tilbage i april 1974 ved den første koncert her i Holstebro, blev et af aftenens højdepunkter. Også aftenens sidste nummer inden ekstranumrene "Fox on the run" viste, at 50-års jubilaren Sweet stadig har det, der skal til. Det her var en Sweet aften. Ingen tvivl der!