Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Til middag hos Karl Ove Knausgård


Til middag hos Karl Ove Knausgård

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Forfatter Charlotte Bork Høvsgaard
Charlotte Bork Høvsgaard
Debat. 

For et par uger siden drømte jeg, at jeg var til middag hos den verdensberømte og feterede norske forfatter Karl Ove Knausgård. Ikke en festmiddag eller et officielt arrangement, men en privat hverdagsmiddag med hans familie og et par venner. Vi småsnakkede om stort og småt, spiste en gryderet, drak noget vin. Hans børn larmede ved bordet, en tallerken røg på gulvet, snakken gik. Jeg vægrer mig allerede ved at fortælle videre. Der er noget pinligt over at drømme om berømtheder. Men nu er det sagt, og det var sådan, det var.  Jeg var til middag hos Knausgård.

Karl Ove Knausgård udgav i perioden 2009-2011 den selvbiografiske romanserie "Min kamp." Seks tykke bind, der satte nye standarder for forfatteres åbenhed omkring deres privatliv. Romanserien har vakt debat i både medier og forskerkredse med sine udførlige og - vil nogen sige - udleverende beskrivelser af dels Knausgårds opvækst og problematiske forhold til sin far, dels hans skiftende parforhold. Debatten har blandt andet handlet om, hvor grænserne mellem privat og offentligt går, og hvor langt forfattere kan gå, når de inddrager deres biografiske liv i deres udgivelser. Hvornår udleverer de deres nærmeste? Hvornår udleverer de sig selv?

Jeg har aldrig mødt Karl Ove Knausgård og kommer sikkert heller aldrig til det. Hans forfattervirkelighed er uendeligt langt fra min, og alligevel vandrede han altså ind i min drøm. Hvorfor? Måske fordi jeg præcis i disse dage selv må forholde mig til spørgsmålet om privat og offentligt. Jeg udgav for et par dage siden en bog, der omhandler en voldsom periode af mit liv; en periode, hvor jeg skulle lære at leve i en verden, der med min ægtefælles alt for tidlige død var totalt forandret. Bogen står allerede hos boghandlerne. Den er lagt i læsernes hænder og kan ikke ændres. Jeg kan kun spørge mig selv: Fandt jeg nu den rette balance?

Samme nat, som jeg drømte om middagsselskabet, drømte jeg også om en strand. Det var et eksotisk sted ved et voldsomt hav. Jeg gik og iagttog havet med lige dele fascination og frygt; det var et smukt syn, når de dybblå bølger rejste sig og knækkede. Og det var frygtindgydende at tænke på, at en af dem kunne rulle ind på stranden med så høj en fart og med så store vandmasser, at jeg ville blive opslugt og trukket med ud. Når jeg sætter de to drømme sammen, kommer de til at handle om, at det ikke er ufarligt at skrive om sit eget liv. Det er en farefuld beskæftigelse og samtidig en tillidserklæring. Jeg har lagt en fortælling i læserens hænder, som han eller hun skal tage vare på. Lige som med denne klumme, hvor jeg gav et stykke af mine drømme.

 

Når jeg sætter de to drømme sammen, kommer de til at handle om, at det ikke er ufarligt at skrive om sit eget liv. Det er en farefuld beskæftigelse og samtidig en tillidserklæring. Jeg har lagt en fortælling i læserens hænder, som han eller hun skal tage vare på. Lige som med denne klumme, hvor jeg gav et stykke af mine drømme.