Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Klumme: Lad os lære af fejlene


Klumme: Lad os lære af fejlene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Indholdsredaktør Morten Guldberg
Michael Nørgaard
Debat. 

Afgørelsen i Patienterstatningen tirsdag er sjældent klar: Læger begik fejl og vurderede skæbnesvangert forkert i tre af hinanden uafhængige sager, hvor unge mænd/drenge døde af meningitis. Drengene døde, fordi penicillinbehandlingen blev iværksat for sent - for 18-årige Christopher, der døde på Hvidovre Hospital i januar var den lægelig indsats ifølge Patienterstatningen "under normen for alm. anerkendt standard". To læger er politianmeldt,

Og så kan det jo dårligt siges tydeligere. Drengene døde, fordi fagkundskaben svigtede fatalt. Frygteligt og ganske forfærdeligt. Først og fremmest for forældrene. Ingen har fortjent at skulle begrave deres børn; helt meningsløst bliver det ultimative mareridt, når det skyldes en menneskelig fejl, som kunne og burde være undgået.

Om afgørelsen giver nogen form for fred for de efterladte, kan ingen udenforstående afgøre, men givetvis betyder hverken erstatningens størrelse eller reprimanden til sygehus og læger noget som helst, hvis ikke Patienterstatningens afgørelse reducerer fremtidige fejl af samme karakter. Og her er det vigtigt at have øje for nuancerne. Siden 2000 har Patienterstatningen i 60 sager konkluderet, at læger har overset eller fejldiagnosticeret meningitis, og det har kostet 18 patienter livet. Det er selvfølgelig et uacceptabelt højt tal, som ikke giver mening for lægmand.

Vi har alle læst så meget om symptomerne på denne, potentielt dødelige sygdom, at vi over kantinebordene dårligt kan begribe, at uddannede læger, kan negligere det indlysende. Og vi kan hurtigt falde ind i den uundgåelige, kollektive harme over arrogante læger, som træffer fatale beslutninger. Og vi ser dem gerne straffet hårdt, når vi diskuterer emnet på de sociale medier. Men hvad kender vi i virkeligheden til omstændighederne og den praktiske virkelighed, miljøet som kaster skæbnesvangre fejlvurderinger af sig?

Vores krav og forventninger til sundhedsvæsenet har ingen øvre grænser, vi ønsker fri adgang til undersøgelser, scanninger og tests, hellere en håndfuld for mange end én for lidt. Hospitalerne - og med dem lægerne - skal omvendt stå på mål for budgetter og prioritering, minimere overflødige indlæggelser og dyre undersøgelser.

Vi får aldrig råd til det hele, og det er midt i dette kroniske dilemma, lægerne skal agere og træffe liv-og-død beslutninger. På døgnvagter med snesevis af beslutninger der ofte har et skæbne-element over sig. Tvivlens nådegave levnes selvsagt ikke megen plads, når vagtlæge-konsultationer skal overstås på sekunder snarere end minutter.

At læger opbygger en mental nulfejls-selvforståelse, kan man dårligt fortænke dem i. For ingen kan holde til at afslutte hver en arbejdsdag med en martrende tvivl om at have begået fejl med fatale følger for vilkårlige patienter.

Selvfølgelig skal læger have tillid til egen dømmekraft for at kunne varetage funktionen, omvendt har vi også opbygget en kultur, hvor både sundhedspersonale og sygehusledelser kvier sig ved at vedstå, at menneskelige fejl naturligvis forekommer. Vi accepterer dem bare ikke, og derfor frister vi til, at man holder dem skjult. Men ufejlbarlighed er en illusion; lærer vi ikke af vores fejl, er vi dømt til at repetere dem. Begår læger graverende fejl som i meningitis-sagerne, skal hammeren falde. Omvendt skal vi ikke per se drive klapjagt på læger, blot fordi de agerer som mennesker.