Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


For mange fødsler sættes i gang med medicin. Måske skal vi ikke redde liv for enhver pris


For mange fødsler sættes i gang med medicin. Måske skal vi ikke redde liv for enhver pris

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Journalist og forfatter Hanne Dam
Pia Tromborg
Debat. 

Danske fødselslæger sætter i disse år hver fjerde danske fødsel i gang med medicin og kunstige hormoner. Som om kvinder ikke længere kan føde af sig selv. 14.000 kvinder i alt bliver hvert år styret teknologisk uden om kroppens egen hormonelle føderytme. Nogle af de gravide er syge, men langt de fleste er unge, sunde og raske. Lægerne har næsten fordoblet antallet af igangsættelser siden år 2000, så man nu sætter alle gravide i gang, der ikke har født af sig selv i uge 41. Den igangsættelsespolitik bør diskuteres, for når hverken kvinden eller barnet fejler noget, griber fødselslægerne altså ind i tusindvis af raske kvinders fødsler på en hypotetisk risikoberegning. Med det resultat, at raske kvinder frarøves muligheden for at føde naturligt. Er det ok?

Da jeg for tre år siden besluttede at undersøge, hvorfor så mange unge kvinder gik nedbøjede fremfor glade og stolte hjem fra fødegangen, var jeg drevet af en sørgmodig undren, idet jeg betragter mine egne fødsler som eksistentielle begivenheder, der fik mig til at vokse som kvinde og menneske. Min generation kvinder var berusende opstemte af, at vi ofte udelukkende ved egen kropslig kraft kunne producere mirakler. Sådan oplevede vi det. Men min research i fødselsverdenen til bogen "Giv kvinderne fødslen tilbage" har vist, at mange af tidens fødende knap nok oplever selv at have født deres barn, fordi de i vid udstrækning føder med indgreb. Som en jordemoder sagde, da vi snakkede epiduralblokade: "I dag kan kvinderne jo ligge og læse ugeblade og sludre med kæresten, mens de føder."

Teknologi er fin, når naturen ikke slår til, men manglende fødestuer og besparelser, stress og jag betyder, at teknologien også bruges, når det ikke er medicinsk nødvendigt. Det er synd, fordi de mange indgreb stjæler euforien fra den raske fødende, som til gengæld er fyldt med frygt efter at være blevet påduttet hospitalets risikotænkning: "For en sikkerheds skyld ..." fremfor "Du kan!" Det er på tide at gå bagom det enkelte års besparelsesmani og tage en sammenhængende debat om udviklingen for bl.a. at opklare, i hvilken grad fødselspolitik styres af økonomi og videnskabelig fakta og i hvilken grad af følelser og holdning?

Fakta er, at antallet af indgreb på fødselsområdet er skyhøje. Da jeg interviewede Morten Hedegaard, tidligere klinikchef på Rigshospitalet, til min bog, "Giv kvinderne fødslen tilbage," valgte han stolt at hæfte sig ved, at tallene var faldet i hans tid. Men det er i mine ører ikke et gangbart argument. Fakta er, at hver tredje førstegangsfødende ve-stimuleres. Hver fjerde fødsel sættes i gang, og hver femte kvinde føder ved kejsersnit. Det er alt for mange indgreb.

Men hvordan går det til? Igangsættelse i form af piller følges ofte op af mindst et andet indgreb, ve-stimulering med kunstigt hormon. Så inden en igangsat kvinde overhovedet kommer i gang med at føde, har hospitalet i mange tilfælde allerede foretaget to indgreb, og kvinden ligger nu naglet til en seng med to drop og får kørt CTG scanning med bælter om maven, så personalet kan se, hvordan barnet reagerer på indgrebene. Vi ved, at indgreb avler indgreb. Men ved kvinden det, når hun siger ja tak til ve-stimulering? Ofte ikke. Men realiteten er, at hun ved at sige ja, f.eks. ikke længere har mulighed for at føde i vand eller gå frit omkring og selv stimulere ve-arbejdet.

Den heftige igangsættelsespolitik forklarer fødselslægerne på Rigshospitalet med ønsket om at redde alle børn. Politikken hviler på bl.a. egen forskning, der viser, at risikoen for kejsersnit og for, at barnet dør i livmoderen, vokser, når graviditeten bevæger sig ud over uge 42, hvor moderkagen kan svækkes. Da man ikke ved, hvilke af børnene i maven på de kvinder, der "går over tid", der dør, vælger lægerne for en sikkerheds skyld at pille alle børn ud. Og hvad er også mere nobelt end at redde liv? Hvem kan argumentere imod det? Jo, men der eksisterer et alternativ, som man f.eks. praktiserer på svenske hospitaler: at undersøge den individuelle kvinde jævnligt i uge 42, så flere får muligheden for at føde naturligt. Hvorfor ikke gøre det, fremfor at gennemføre tidlig igangsættelse af alle?

Danske fødselslæger har vedtaget, at det er god politik at sætte 500 kvinder i gang for at redde et barn. Man griber ind i 14.000 fødsler for at hjælpe meget få, men effekten er, at mange raske kvinder får en langtrukken, glædesløs, mere smertefuld, syntetisk fødsel. Hvorfor fortier fødselslægerne den konsekvens? Det er trods alt livets begyndelse for tusindvis, vi taler om. Mine cases understøtter jordemødre, som fortæller, at langvarige igangsættelsesforløb, ikke sjældent over tre dage, har tendens til at udmatte de gravide, allerede inden fødslen går i gang. Hver tredje igangsatte førstegangsfødende ender med kejsersnit- måske af træthed? - Igangsættelser er eksempel på systemets risikostyring på bekostning af raske kvinders ret til kvalitet i fødslen. Det ligner holdning snarere end medicinsk nødvendighed.

Et yderligere tab ved at føde med kunstige hormoner gennem ve-stimulering i forbindelse med igangsættelsen, ligger i, at det kunstige hormon nok kan drive veerne fremad, men ikke f.eks. kan stimulere tilknytningen mellem mor og barn og amningen. Prisen for kvinden er også, at hun bliver mor uden den berusende lykkefølelse, som en normal, vaginal fødsel på kvindens egne hormoner skaber. Er det anstændigt ved hjælp af indgreb at fratage sunde kvinder en naturlig fødsel for at spare få børn?

Ifølge lektor på jordemoderuddannelsen på Professionshøjskolen Metropol i København, jordemoder, ph.d.-studerende Eva Rydahl, er "rigtig mange" af de kvinder, der bliver sat i gang, sandsynligvis så normale og raske, at indgrebet kan være mere risikofyldt end grunden til at anbefale igangsættelsen. "Jeg er overbevist om, at en større del af kvinderne meget vel kunne have afventet den spontane fødsel, der jo har færre komplikationer," siger hun i forbindelse med et svensk studie af mere end en million kvinder, der viser, at igangsættelse forhøjer risikoen for akut kejsersnit to-tre gange og øger risikoen for, at barnet bliver født ved brug af sugekop, med op til 50 procent.

Eva Rydahl står selv bag ny forskning, der svækker argumentationen for at sætte hver fjerde danske gravide kvindes fødsel i gang i uge 41. Ganske vist er risikoen for, at et barn dør i kvindens mave, større i uge 42 end i ugen forinden, men samtidig med, at lægerne ved at sætte de mange fødsler i gang redder meget få børn, vokser ifølge Rydahls studie en anden risiko, nemlig risikoen for, at børn kommer til at mangle ilt under fødslen. Iltmangel kan skabe hjerneskade eller i værste fald få barnet til at dø. Den risiko er næsten fordoblet for børn, der bliver født efter igangsættelse. Rydahls undersøgelse viser også, at bivirkningerne vokser, jo raskere den igangsatte kvinde er, og jo mere umoden til at føde hendes krop dermed også er.

Igangsættelser af raske gravide er et eksempel på, at fødselspolitik ikke udelukkende bygger på naturvidenskabelig fakta og medicinsk nødvendighed, men i høj grad på lægernes holdning og følelser som fx ønsket om at redde alle børn. Er igangsættelse på den baggrund etisk ok, eller udtryk for magtarrogance i forhold til størrelser som liv og skæbne?

Vi må have en diskussion i det offentlige rum om lægernes prioriteringer. For vi kan vel blive enige om, at det ny fokus i fødslen på sygdom og sikkerhed, helbredelse og smertedækning, ikke har gavnet den raske fødende og hendes barn, som ofte er mærket af under en kunstigt forceret fødsel at være blevet trukket og presset ned gennem sin mors fødselskanal.

Hanne Dams bog "Giv kvinderne fødslen tilbage - en debatbog om fødselspolitik og livets begyndelse" udkom i går på forlaget Tiderne Skifter.