Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Alle de diagnoser fører let den forkerte vej og bliver en undskyldning


Alle de diagnoser fører let den forkerte vej og bliver en undskyldning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Tidl. minister, godsejer, Hagenskov Britta Schall Holberg
Billede
Debat. 

Vi taler meget om velfærd i dette land, og alligevel hører vi om de mange børn, unge og ældre, der har psykiske problemer og mere til.

Hvad er årsagen? Hvorfor kan en opvoksende generation, som skal bære vores land fremover, ikke magte livet? Aldrig har vi været så uddannede, aldrig har vi vel været så velaflagte, aldrig har vi vel haft så mange muligheder - hvordan kan det så være, at så mange, desværre også børn og unge, ikke magter livet? Er det, fordi vi har defineret begrebet velfærd helt forkert?

Vi har i årevis ment, at velfærd var at slippe for forpligtelser, ansvar, bindinger til historie og familie. Ja, det sidste i en sådan grad, at vi ikke ville vedkende os vores efternavn, men kun angav os ved fornavn - vi skulle sandelig ikke hænges op på det tilhør, vi havde til familien og slet ikke på de dyder eller det modsatte, familien havde fremvist. Vi skulle være os selv. Mig selv i centrum. Mennesket i centrum, lød det i de politiske skåltaler. Ansvaret og forpligtelsen blev overladt til samfundet, og det spurgte ikke efter kræfter. Det behandlede og betalte.

Men et centrum kan på den måde blive et utroligt ensomt sted at være. Løsrevet fra alle ståsteder og holdepunkter. Løsrevet fra historie og sammenhænge. Mig selv. Og i en moderne verden bliver barnet og den unge så bombarderet fra alle sider med indtryk, som den opvækst og opdragelse, de har fået, ikke givet dem styrke til at sortere i. Har de fået den ballast, de skulle have for at håndtere alt det, de møder, vælge til og fra, og ikke bare indoptaget det hele. Fik de i deres opvækst lært, at de kan møde modstand? Fik de lært, at de ikke skal være perfekte? Fik de lært, at der skal være plads til, at vi er forskellige? Og forstår vi, at stadig kontrol og prøver ikke er vejen til udvikling og til at styrke kræfterne og rummeligheden, men snarere til angst og usikkerhed.

Jeg husker en ung gymnasieelev, der for år tilbage havde et mindre læserbrev i Kristeligt Dagblad. Hun skrev om, hvordan hun følte, hun manglede et sted at høre til. Hun manglede et fysisk sted: hendes forældre var blevet skilt, hendes hjem solgt. Men værre: hun manglede et åndeligt sted. Hun følte sig helt efterladt med egne problemer. Hun havde intet fået med hjemmefra af værdier eller holdepunkter. Hun kunne godt folde sine hænder, skrev hun, men det gav ingen mening for hende. Og så kom det:"Det var ikke fordi mine forældre ingen værdier selv havde. Men de glemte bare helt at give dem videre til mig."

Spørgsmålet er, om vi ikke her er ved problemernes kerne: Det hele skulle være så frit, det skulle være så grænseløst, ingen skulle føle ansvar eller forpligtelse. Frihed blev at gøre, hvad jeg har lyst til. Men frihed er også at gøre det, man er forpligtet til, men hvis ingen forklarer en det, eller forklarer en, hvori forpligtelsen består, hvordan skal man så forstå det? Hvordan skal man finde holdepunkter til at sætte af fra, hvis det hele flyder? Hvis det hele bare gælder om at blive lykkelig, og hvis jeg ikke bliver det, er det min egen skyld...

Hvordan skal et barn eller en ung dog blive livsduelig, hvis det er tankegangen?

Vi er blevet så glade for at udstede diagnoser til børn og unge. Men det fører let den helt gale vej, nemlig til at den unge og familien får det som en undskyldning til ikke selv at tage fat. Måske er det vigtigste, at vi nu finder ud af, at menneskelig velfærd ikke er et spørgsmål om mere offentlig behandling, mere offentlig omsorg, mere: "det er synd for", men snarere et spørgsmål om på jordnært menneskeplan at opdrage i ordets bedste forstand: at være nærværende, at kalde på kræfter, at få barnet eller den unge til at vokse og få den fornødne ballast til at udvikle sig og kunne indgå i en social sammenhæng som et fuldgyldigt medlem.

Jeg mødte i min indenrigsministertid den nu afdøde professor Plum. Han sagde: Med mennesker er det som med muskler, hvis vi ikke udvikler dem, styrker dem, sygner de helt hen."

Alle de diagnoser fører let den forkerte vej og bliver en undskyldning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.