Annonce
Sport

VM-debutant går benhårdt efter medaljerne

Mads Viberg Larsen er udtaget til sit første VM, og det er med ambitionen om at blande sig i medaljekampen. Pressefoto
Karatekæmperen Mads Viberg Larsen har vist storform på det seneste, og det har givet ham en plads til U21 VM i Chile, hvor VM-debutanten tror på medaljechancen.

Holstebro: Hvis man er fra Nordvestjylland, så kan man nærmest ikke sige topkarate uden at nævne familien Viberg Larsen i samme sætning.

De tre søskende Joakim, Mads og Sofie har tilsammen skrabet flere medaljer sammen end de fleste af os kan drømme om. Til at organisere de tre har de mor Lone Viberg Larsen, og det er ikke blot på hjemmefronten, men hun er også formand for klubben, Budo Sportskarate Holstebro.

Nu får den mellemste Viberg Larsen, nemlig Mads, mulighed for at udvide medaljesamlingen, når han skal til VM i Chile i oktober. Tidligere på ugen blev han udtaget til U21 VM, og selvom det er Mads Viberg Larsens første VM, så er ambitionen klar.

- Mit klare håb er at ende op i medalje-kampen. Hvis jeg rammer dagen, så synes jeg også, at det er realistisk, siger Mads Viberg Larsen.

Tidligere på året fik Mads Viberg Larsen en bronzemedalje til U21 EM, ligesom at han også blev danmarksmester, men det kræver lidt ekstra at gøre sig gældende i medaljekampen til et VM.

- Der er helt klart forskel på niveauet. Til VM er japanerne med, og de er en rigtig stærk nation, siger Mads Viberg Larsen.

Annonce

Mit klare håb er at ende op i medalje-kampen. Hvis jeg rammer dagen, så synes jeg også, at det er realistisk.

Mads Viberg Larsen, karatekæmper

Udebane

Det kræver derfor den rette mængde træning, hvis man skal gøre sig gældende på det niveau, og her er opskrifter klar for det lokale stortalent

- Det handler om at finde den rigtige formkurve, så jeg trapper op for træningen indtil tre uger inden VM, hvor jeg så begynder at trappe ned, siger Mads Viberg Larsen, som erkender, at et kommende VM skaber endnu mere motivation i træningslokalet.

Der et stadig en lille mulighed for, at 18-årige Mads Viberg Larsen kan komme til OL i 2020, men håbet omkring OL 2024 i Paris er mere realistisk.

U21 VM i Santiago, Chile afholdes fra den 23.-27. oktober, og Mads Viberg Larsen mødes med landsholdet ugen før til en såkaldt præ-camp, hvor de sidste ting skal finpudses. Det er ikke første gang, at Mads Viberg Larsen er til stævne i Santiago, og derfor bekymrer udebanen ham heller ikke. Tværtimod.

- Jeg føler faktisk, at det hjælper mig til at fokusere endnu mere, siger karatekæmperen.

Inden han skal til Chile går turen dog til Montreal til et stævne, hvor Viberg Larsen skal i aktion fra 22-24. juni.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce