Annonce
Rejser

Vintur til Slovenien

En af de rigtig gode vine, som Slovenien har at byde på. Lagret i akasietræ og derfor med en fin bagtone af honning eller karamel. Foto: Peter Rasmussen
Slovenerne passer godt på deres vin - faktisk er man nødt til at besøge landet, hvis man for alvor vil på opdagelse i det stor sortiment. Ikke meget slovensk vin går til eksport.

Slovenien er hvidvinsland. Omkring 75 procent af den vin, der dyrkes i Slovenien, er hvidvin – meget af det ovenikøbet rigtig god hvidvin. Slovenerne drikker det bare selv eller eksporterer det direkte til restauranter i eksempelvis Italien, hvor man sætter pris på de slovenske vine.

Et godt sted at starte en vintur i Slovenien er i vinområdet Primorska, der ligger tæt op mod den italienske grænse. Især vinene fra distriktet Goriska Brda har opnået international anerkendelse.

Goriska ligger i direkte forlængelse af det italienske vinområde Frioli, og mange af bønderne i området har marker på begge sider af grænsen. Det er med andre ord umuligt at vide, hvor meget italiensk vin og hvor meget slovensk vin, man har i glasset. Men hvis vinproduktionen ligger i Slovenien, er det per definition slovensk vin - uanset, hvor druerne er plukket.

En af de seriøse producenter i dette område er Marjan Simcic fra byen Ceglo. Med en produktion på 130.000 flasker om året er han en af Goriskas største vinbønder, og han afsætter stort set hele sin produktion til restauranter.

Mit rejseselskab møder hans hustru Valeria til en vinsmagning og en hurtig indføring i de slovenske vines hemmeligheder i kældrene under pragtvillaen.

Den første vin, hun trækker op, er en traditionel rebula – eller ribolla – afhængigt af om man vælger den slovenske eller italienske stavemåde. Vine på Rebula-druen strækker sig fra sprøde, syrefriske tørstslukkere til fyldige, mørke madvine. Kvaliteten spænder fra det ret neutrale til det yderst karismatiske. Valerias vin hører absolut til den sidste af slagsen. Prisen ligger på 17 euro (knap 130 kroner).

Smagningen går videre gennem en pinot grigio, som umiddelbart minder mere om noget, man kender fra det italienske sortiment. Pris 17 euro.

Så er der mere musik i flasken med souvignonasse – også en slovensk specialitet – der har en lille smule bitter mandel i eftersmagen. Også 17 euro.

Som afslutning får vi en rød merlot til 48 euro. Her er jeg muligvis for langt henne i vinsmagningen til, at jeg er værd at spilde dyre dråber på. Jeg synes i hvert fald ikke, at den er pengene værd og mener, at aftenens mest spændende bekendtskab var rebulaen.

Annonce

Napoleon: "Den er god"

Et andet oplagt sted at besøge på en vintur til Slovenien er landets største vinområde, Podravje, der har Maribor som hovedby. Her forlader man den italienske indflydelse på hvidvinen, og med kun 18 kilometer til den østrigske grænse er det let at genkende de ranke, mineralske smage, som man finder i østrigske vine som eksempelvis grüner veltliner.

En af specialiteterne fra Podravje-området er sipon-druen. Den skulle angiveligt have fået sit navn, fordi Napoleon var glad for vinen og sagde "cést bon"; altså ”den er god”. Og det skulle så i almindelige slovenske folkemunde være blevet til "sipon".

Uanset om det er en rigtig historie eller ej, så er vin på sipon-druen fremragende vin. Jeg faldt for en variant fra vinhuset Dveri Pax. Her ligger sipon-vinen på fade af akacietræ, hvilket giver en helt særlig sprød smag af honning og karamel oven i den knaldhårde mineralske hvidvinssmag. Pris 22 euro (165 kroner).

Hvis man mere er til øl, så husk, at de drikker Lasko i Maribor-området og Union i Ljubljana-området. Hvis der bliver set skævt til én på cafeen, så kan det være fordi man har fået byttet om på det. Lokalpatriotismen er stor – selv om det faktisk er Heineken, der står bag begge bryggerier.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hold fokus på batteritoget

Vi kunne onsdag læse her i avisen om en ny idé med en letbane mellem Vejle og Billund, som skulle erstatte tanken om en jernbaneforbindelse på strækningen. Gevinsten for Vestjylland skulle så være, at når det blev en letbane, så var den uafhængig af jernbanenettet, og dermed ville linjen til Billund ikke være det, der gjorde, at der ikke længere ville være direkte tog fra Struer og Holstebro til hovedstaden. Det vil en jernbaneforbindelse fra Vejle til Billund netop betyde, da alle passagerer fra Vestjylland så skulle skifte i Vejle. Nu er det velkomment med forslag, der sikrer, at der fortsat kan være direkte jernbaneforbindelser på tværs af landet, da det vil fratage mange lysten til at tage toget, hvis man ved, man skal ud i Vejle og vente på et nyt tog, hvor man så skal finde et sæde. Det er den behagelighed, at man kan sætte sig og så først rejse sig, når man er på hovedbanegården eller i lufthavnen, som gør, at det er attraktivt. Det allerbedste ville være, at der også kommer en elektrificering af forbindelsen mellem Struer og Vejle. Man må erkende, at det er tvivlsomt, der nogen sinde findes penge til det. Selv om den løsning fortsat er hovedmålet, så er det klogt, at Struer-borgmester Viggo Lynghøj alternativt arbejder på, at man så i det mindste får indført batteritog mellem Struer og Vejle. De kan kobles på det "almindelige" tog i Vejle, og dermed sidder man på samme sæde hele vejen til hovedstaden. På samme måde retur. Det er den løsning, der bør sættes fokus på, da det er den mest realistiske, hvis man opgiver de dyre elledninger på sporet fra Vejle til Struer. Samtidigt må man også sige, at det er en økonomisk helt urealistisk løsning at lave nye spor til Billund, uanset om det er tog eller letbane. Der er for få passagerer, der vil bruge dem til lufthavn og store arbejdspladser som Lego, fordi afstanden er for kort til, man først vil fragte sig hen til en station i stedet for at tage bilen direkte. Busser kan klare det behov, og dem kan man også sætte batteri på.

Annonce