x
Annonce
Læserbrev

Vindmøllemøde. Mølleejerne på Hedevej roder rundt i tingene

Debat: Jeg var desværre ikke så heldig at blive inviteret til mødet den 16. januar, hvor man nu, med den nye lovgivning, prøvede at luske møllerne ind på Hedevej igen. Nu var der lavet om på lovgivningen. Så væk var mølleejerne’s ansvar overfor de 600 andre mennesker, som bliver berørt af disse industriparker. Nu skulle man bare overtale 33 husstande.

Uheldigvis for alle parter var der sygdom, så jeg fik lov til at repræsentere en af disse til mødet, og jeg må sige, at jeg er mere forvirret nu, end da jeg ankom. Hvis dette er det bedste, de kunne komme op med, burde de finde noget andet at give sig til.

Vi kan tage det fra starten.

Punkt 1: Mølleejerne havde indkaldt eller fremtryllet en mand, der havde MEGET stor indsigt i lyd. Det viste sig så at være en af mølleejerne selv, som viste os en video omkring lydmåling fra Videnomvind.dk – som er 100 procent støttet af vindmølleindustrien. Det siger vist sig selv. Helt basale spørgsmål kunne der ikke svares på.

Så nu tager vi den for tredje gang.

I snakker om målingerne i decibel. De målinger, I fremlægger på jeres udregninger, er ikke i decibel. Det er i Decibel A. Decibel A (dbA) er en måde, man omregner decibel, for at få en fornemmelse for, hvor høj lyden vil føles for en gennemsnitlig menneske-hørelse. Så venligst snak i de rigtige termer eller stop med det.

Det, de ikke kunne/ville svare på endnu engang, var: Hvad den uvægtede decibel så er?

SÅ nu kommer denne også for tredje gang.

Det, vi efterspørger, er det lydtryk, som opstår, når vingerne krydser forbi mølletårnet. For et tryk målt i almindelige decibel er væsentlig højere. Det er dette tryk, som vi som mennesker måske ikke kan høre, men som kroppen opfanger, og det er det tryk, som vil ramme naboer og byen 24/7, når vinden er i Vest/ Nordvest.

Hvis man tager decibel A (dbA) og omregner til decibel (db), så er det alt efter frekvens noget, man kan plusse med op til 65 almindelige decibel. Så hvor der måske står 15 decibel A ved 16 Hertz, så er trykket i almindelige decibel 15 + 65 = 80 decibel. Måske ikke decibel, du kan høre, men som et tryk, som din krop opfanger. Det er dette tryk, som man udsætter naboer, byen samt skole og børnehave for - samt de mange dyr, som har en skarpere hørelse i de lavere frekvenser. Det er dette, som gør, at minkene æder hinanden ved de minkfarme, som står nær møller.

Dette tryk stresser kroppen, og det er det tryk, som kræftens bekæmpelse i deres rapport ikke kunne afvise gav hjertekarsygdomme samt forhøjet risiko for blodpropper. Men selvfølgelig synes jeg da, at vi skal udsætte beboerne i Langhøj for en mulighed for at få det testet af.

Punkt 2: Alle mølleejere samt deres projektfolk har gang på gang afvist, at de nye møller larmer mere end de gamle. Den tidligere borgmester har sågar fremhævet det to gange i avisen i 2019.

Så her er spørgsmålet: Hvordan kan de papirer, vi har fået udleveret på selv samme møde, så fortælle noget andet? I står og siger, de larmer mindre, og jeres papirer samt udregninger leveret fra Siemens med r siger det stik modsatte. Det giver ingen mening. For enten så har I ikke styr på jeres egne fakta eller også fifler I med sandheden.

I havde endda en hel ny type møller med til mødet den 16. januar, som larmer endnu mere end de møller, I præsenterede i april 2019. Så venligt kom ud af skabet og forklar. Det er jo absurd.

Punkt 3: Den første dokumentation, vi fik udleveret, var berøringsfladen på disse møller op til 4,2 kilometer. Altså vi alle sammen indenfor en radius af 4,2 kilometer ville blive påvirket på den ene eller anden måde af disse møller. Enten bliver man som nærmeste nabo ruineret og syg, ellers får man som fjernere liggende nabo, som mig, en ny udsigt samt et massivt værditab på huset - i mit tilfælde er det cirka 10 procent minimum, hvilket vil give mig et personligt tab på cirka 250.000 kroner, som jeg så kan vinke farvel til.

Men heldigvis er der en ny lov for jer. Så nu kommer I med mere støjende møller og har indskrænket det berørte område til 1200 meter og 33 husstande. Det må jeg sige, det er da godt nok belejligt, at I ikke behøver at tage resten af jeres naboer seriøst. Den avisartikel fra november, hvor I fremhæver at den store modstand har gjort indtryk, er temmelig latterlig nu.

Hvorfor tager I ikke resten af området og de 600 mennesker seriøst? Er det bare egen vinding det gælder, frem for alt?

Struer Kommune: Jeg håber virkelig, at I tager det her seriøst og tænker på de folk og det rigtigt gode område, som Langhøj er. Vi er gået videre i kåringen som Årets Landsby ved hjælp af hårdt dedikeret arbejde fra en masse gode mennesker. Hele lokalbefolkningen vil denne udvikling af området.

Ikke en afvikling baseret på nogle få personer, der vil tjene penge. De to millioner kroner, som de siger, vi kan få som plaster på såret, er ligegyldige i forhold til tabt skattegrundlag og folk, der bliver syge. Så afvis projektet, så vi kan komme videre med udviklingen af området.

Men som der blev sagt på mødet, så svarer det til at skifte bukser, og hver gang man spurgte, om man virkelig ville udsætte området og naboerne for dette, blev følgende sætning sagt hver gang: ”Vi følger bare reglerne”. Underforstået vi skider jer naboer et langt stykke, så længe vi kan lave penge på det. Det er mest af alt sørgeligt. Selvom man følger reglerne, så er man ikke fritaget for et personligt ansvar overfor sine medmennesker.

Arkivfoto: Michael Bager/Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce