Annonce
Livsstil

Vi kan snakke om sex, om sygdom og om alt muligt andet. Er penge det sidste tabu?

Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Penge. Alle har nogen. Nogen har få - andre har flere. De fleste vil gerne have flere. Vi taler om penge - men alligevel gør vi ikke rigtigt.

I en verden, hvor vi gerne deler oplevelser fra lægen, hvor sexchikane er blevet et almindeligt samtaleemne ligesom det på endnu en ligegyldig Tinder-date er nemmere for folk at tale om analsex end om penge, kan det føles, som om penge er blevet det sidste tabu. Man kan argumentere for, at emnet er uinteressant - men det vil jo være en løgn, i og med, at vi alle er forbrugere. Og at vi alle i en coronatid har fået øje på vores forbrug og mangel på samme.

Penge. Jeg selv har jagtet dem i mange år. Som enlig forsørger har det været min skræk ikke at kunne betale det, jeg skulle, så fyringsrunder, nedskæringer, prisstigninger og den slags har holdt mig søvnløs og i perioder kun klædt i sort. 

Jeg kigger mig omkring og undres. Jeg ser folk beholde job, de er kede af - fordi de ikke kan undvære en månedsløn på 40.000-50.000 kroner. Jeg ser et sommerhusmarked med priser i så gevaldige højdespring, at man straks kommer til at tænke på finanskrisens boligbobler. Jeg læser om, at danskerne har så mange penge som aldrig før. Og jeg forstår ingenting.

Jeg ser ikke, at folk er mere glade eller lykkelige over den økonomiske velstand. (Her tænker jeg selvfølgelig ikke på folk i de brancher, der for tiden styrtbløder penge).

Sommerhusejere køber sig til en ny pose bekymringer om faldende priser, rustne vindueshængsler og belægning under skraldespande. Mange køber designermøbler, racercykler og kunst. Andre bygger huse - det kan ikke betale sig andet, siger de - for blot bagefter at være endnu mere bundet af en høj indtægt.

Køb, for hulen da, hvis det gør dig glad. Men en dag kommer der jo en krise. Sådan er det. Engang hed den finanskrisen. Så kom corona-krisen. Nogen bliver syge. Nogen mister deres arbejde. Kan du klare dig, hvis indtægten halveres?


Køb, for hulen da, hvis det gør dig glad. Men en dag kommer der jo en krise. Sådan er det. Engang hed den finanskrisen. Så kom corona-krisen. Nogen bliver syge. Nogen mister deres arbejde. Kan du klare dig, hvis indtægten halveres?


Jeg elsker at være i fyrrerne. Så mange ting bliver nemmere, og man falder mere til ro i det. Også økonomisk. Og også, selvom jeg lever et liv, som gentagne gange får velmenende mennesker til at forsøge at overbevise mig om, at jeg tager fejl, når jeg hellere vil leje end eje. Også selvom nogen griner af min lille "cigarkasse"-økonomi.

"Sådan er der ingen, der lever i dag," sagde en revisor let hånligt under et interview, hvor jeg nævnte "cigarkasse-metoden".  Ikke desto mindre var corona-året året, hvor mine cigarkasser med ét gav mening. Jeg mistede mit arbejde og skulle på nul komma dut skære mere end halvdelen af mine udgifter væk, fordi dagpenge...

Men det gik faktisk overraskende nemt. Er I klar over, hvor meget man går og betaler til, som egentlig ikke giver værdi? Den store tv-pakke blev skåret til den lille - og jeg ved ikke engang, hvilke kanaler jeg ikke længere kan se. Tøj har vi jo. Forsikringer kan man nemt spare på. Streamingtjenester - ja, man kan godt nøjes med én. Madbudgettet? Halvering.

Efter nogle måneder spurgte jeg husets teenager, om hun havde bemærket ændringer i vores liv, efter jeg havde mistet mit arbejde? - Ja, vi får bedre mad!

Bedre mad? Ja, fordi der nu er tid til at planlægge og tilberede. Det er jo grotesk, at et halveret madbudget betyder bedre mad... Så får man da virkelig øjnene op for sit tankeløse forbrug.

Det har været en kæmpe befrielse at opdage, at det ikke er afgørende for livet, lykken og hverdagen, at der hver måned triller en stor og dejlig månedsløn ind. En mindre månedsløn kan også gøre det. Bonus: Mere frihed.  

Jeg taler ikke for, at alle skal på dagpenge - og jeg nøjedes heldigvis også selv med fem måneder i denne omgang. Men jeg taler for, at vi får øjnene op for behovet. Behøver vi fuld tid på fuld løn, samtidig med at vi sukker efter tid med familien eller timer til fritidsinteresser? Kan færre timer og færre kroner være vejen til at give livet mening?

Måske kan vi bruge foråret til at tænke over, om det er nu, vi skal gøre det, vi drømmer om. Det behøver ikke være at sælge hele butikken og blive solskinsdyrker på Solkysten. Det kan "bare" være, at det måske er en federe, lidt mere gylden hverdag, hvor alle ikke har dødtravlt. Hvis der er færre arbejdstimer på en uge, kan det give mere tid til bål i haven, til en bog, til en tur på golfbanen, til strikketøjet - eller hvad der nu gør én glad - også på en tirsdag.

Karina Lodberg, klummefoto. Foto: Astrid Dalum
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

HB skifter ud på trænerbænken

Annonce