x
Annonce
Holstebro

Vi har overvejet at bygge en spuns rundt om hele haveforeningen

- Folk er grædefærdige og frustrerede. De savne,r at der sker noget. De har oplevet det her alt for mange gange, siger Kurt Thrue, der er formand for Havekolonien Storaaen. Foto: Morten Stricker
Vandet er ikke på dagsordenen, når Havekolonien Storaaen i aften holder generalforsamling. Men det vil alligevel komme til at fylde meget, mener formand Kurt Thrue.

Holstebro: Vandstandsmåleren siger mandag morgen 10,2.

Den skulle helst have stået på 9 eller under, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at vandet forsvinder lige med det samme:

- Nu har de lovet mere vand i aften, og det er hos os, at vi mærker det først, siger formanden for Havekolonien Storaaen, Kurt Thrue.

I aften er der generalforsamling i kolonihaveforeningen, mens mange af medlemmerne har vand i kolonihavehuset eller haven - og har været plaget af vandmasserne i mere end en uge:

- Vandet er ikke på dagsordenen. Men det kommer til at fylde meget alligevel. Folk er grædefærdige og frustrerede. De savner, at der sker noget. De har oplevet det her alt for mange gange, siger Kurt Thrue.

Han fortæller, at man i havekolonien har haft mange ideer op at vende, for at vinde kampen mod vandet, som haveforeningen gang på gang har tabt:

- Vi har overvejet at bygge en spuns - en form for mur - rundt om hele haveforeningen. Det ville kunne holde vandet ude. Men det er dyrt, og hvor skulle vi få pengene fra? Kommunen vil næppe hjælpe, siger han.

Hvordan ved I det?

-Selv om vi også betaler til kommunen, så er vi altså en privat forening. Vi ejer selv jorden, så der er ikke meget hjælp at hente, siger formanden.

Annonce

Så byg den dog

Mens projekt mur foreløbig forbliver i kassen med metoder, der næppe bliver en realitet, så kæmper Kurt Thrue via det nystiftede Ålaug for, at kommunen kommer i gang med blandt andet at få oprenset åen, så vandet kan strømme hurtigere og uhindret gennem byen.

- Det er en af de muligheder, som vi mener, at man bør gøre brug af, siger Kurt Thrue.

Men i kommunen siger man, at det ikke vil hjælpe. Det, der er brug for, er en dæmning, hvordan ved I, at det vil hjælpe?

- Det er let nok at sige, at det ikke vil hjælpe, når man ikke har forsøgt det, siger Kurt Thrue.

- Jeg har intet problem med, at man laver en dæmning. Men det har man altså talt om i lang tid. Der er bare ikke sket noget, og samtidig bliver vores huse og grunde oversvømmet. Så byg dog den dæmning. Og indtil det sker, så er man altså nødt til at gøre noget alligevel, siger Kurt Thrue.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce