Annonce
Danmark

Vi er selv en del af naturen

Annonce

Debat: Minksagen ser ikke køn ud for regeringen, der skal kompensation til de berørte og medfølelse med de, der mister deres levebrød og livsværk. Det er stort set sådan sagen den sidste uge har været fremstillet i landets medier og det der tilsyneladende er eneste vinkel, sagen må have. I aftes var nyheden om mange coronasmittede, blandt de der arbejder med pelsning af mink, blot en parentes i TV avisen.

Dagligt bliver sagen illustreret af billeder med bunker af døde dyr, dyr på rad og række i frysere eller dyr i trådbure. Dyr skubbes i massegrave af gravekøer eller tages levende op og smides som affald til aflivning i en gasvogn og døde dyr, der ligger langs landevejene, spildt fra overfyldte transporter. Det gør ondt at se på. Men man må også huske, at det ikke er usædvanligt med massedrab i minkbranchen, det er en årlig tilbagevendende begivenhed, når minkene pelses.

Jeg er ikke immun overfor medfølelse med mennesker, der mister deres levebrød. Men mine tårer er tørre ved tanken om aflivning af mink branchen.

Det, billederne af de mange mink vækker i mig, er først og fremmest medfølelse med dyrene. Dyr, der fra de kommer til verden, og til de pelses, er dømt til et liv i desperation, stress og kedsomhed. Dyr der er ude af stand til at leve et liv, hvor de kan udfolde sig bare tilnærmelsesvis naturligt, udelukkende fordi mennesker begærer deres overfrakker.

Jeg væmmes ved bunkerne af døde dyr, de minder mig først og fremmest om, hvor galt afmarcheret vi mennesker er, i vores omgang med dyr.

Da vi først hørte om coronavirus, forargedes vi over kinesernes modbydelige omgang med levende dyr. Men det syn, der den sidste tid har mødt os i samtlige medier fra landets minkfarme, er også modbydeligt.

Hvorfor rangordner vi dyr? Tænk hvis billederne i stedet var af katte, hunde, kaniner eller aber i små trådbure i hobetal eller døde i bunkevis, hvordan havde vi så reageret? Ville sagen så stadig ensidigt have været dækket, med medfølelsen rettet mod de berørte “producenter”?

Digteren Henrik Nordbrandt sagde engang, at det gik galt, dengang mennesker begyndte at kalde levende dyr for produktionsenheder.


Hvis ikke Coronaen får os mennesker til at revurdere vores omgang med dyr, bliver naturen ved at svare igen med nye vira og pandemier.


Man kan ikke producere dyr. Dyr formerer sig ligesom vi mennesker. Hvis ikke Coronaen får os mennesker til at revurdere vores omgang med dyr, bliver naturen ved at svare igen med nye vira og pandemier.

Vi betaler nu med indskrænkelse af vores egen frihed, fordi vi har taget friheden fra dyrene. Og det i en grad, der når det er værst, betyder at dyr lever et helt liv i et lille trådbur, i store antal side om side. Det er i mine øjne et perverteret syn at have på dyr og systematisk dyremishandling. Et flertal af danskerne har for længst taget stilling mod buræg. Vil det flertal, der kan se høner ikke hører hjemme i bur, blive ved stiltiende at acceptere solidarisk at skulle betale kæmpe kompensationer til minkindustrien mange år frem?

Jeg ved ikke hvordan man har hjulpet producenter af buræg, om det er med tilskud til omlægning af produktionen, men på samme måde er det vel rimeligt at hjælpe minkavlere med hjælp til en mere fremtidssikret omlægning, til f.eks. bæredygtig fødevareproduktion, frem for at vente påigen at stoppe nye levende dyr i burene.

Vi mennesker er, sat på spidsen, sat her på jorden for at elske alt levende og bruge tingene. Men desværre elsker mennesker ting og bruger alt levende.

Skal vi fortsætte ad det spor? Blive ved at overlade det til medicinalindustrien at symptombehandle den egentlige sygdom, ved at vaccinere os mod symptomerne af usund omgang med dyrene?

Hvis vi vil ændre kurs, skal vi først og fremmest ændre natursyn og forstå at vi selv er en del af naturen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Holstebro

Ti har søgt skoleleder-stilling

Annonce