Annonce
Holstebro

Veterancafeen på jagt efter nye lokaler

Hver anden onsdag mødes ligesindede veteraner til en onsdagssnegl og en kop kaffe. Foto: Jan Briks
I Veteran Café Holstebro er man nu gået på jagt efter bedre, mere hjemlige lokaler.

Holstebro: Der er kaffe på termokanden. Soldaterhumor henover bordet. Hyggen får frit løb.

Men et sted bagerst i hovedet på flere af dem, der hver anden onsdag mødes i Veteran Café Holstebro, er nethindebilleder af døde kolleger og mine-sprængte krigsofre.

Herude har halvdelen PTSD - i mild eller svær form. Det er blandt andet grunden til, at flere ikke vil sidde med ryggen til døren.

Caféen, der bliver drevet frem af frivillige, startede i august 2016, og siden har veteraner fra hele Midt- og Vestjylland hver anden onsdag kunnet komme uanmeldt forbi.

- Det er jo en måde at kunne mødes med ligesindede på - et fristed, hvor man kan fortælle historier og stifte nye bekendtskaber, siger 47-årige Michael Grøngård, der er en af de faste gæster.

Caféen har siden stiftelsen i august 2016 haft til huse i HLT-værkstedet, et beskyttet beskæftigelsestilbud til borgere med hjerneskade, fysiske handicaps eller psykiatriske lidelser. Og selvom caféen er taknemmelige over at må låne lokalerne, så er man nu ved at se på nye:

- Vi vil godt kunne sætte vores eget præg. For eksempel have nogle kort over Balkan, Irak og Afghanistan på væggene. Problemet med lokalerne her er også lysstofrørene, der kan trigge PTSD'en hos nogle af dem, der er ramt, siger Michael Grøngård. Derfor er caféen nu gået i gang med at se sig om efter nye lokaler - samt at forsøge at få penge udefra til købet.

- Det skal være et sted i midtbyen. Så dem, der kommer udefra, kan gå derop, siger Ann Kirstine Nejrup, Michael Grøngårds kone.

Annonce

Små donationer

Caféen får løbende små donationer til at holde driften vedlige. Men en af de største af slagsen, på 15.000 kroner, blev sendt til klubkassen i starten af september.

Pengene kommer fra den Dancon-march (en velgørenheds-event, som hvert år afholdes af udsendte soldater), som i år blev afholdt i Kosovo, hvor Michael Grøngård var udsendt indtil for nyligt.

- Den ene halvdel donerede vi til to skoler i Kosovo, som fik blandt andet borde, elradiatorer, trillebør, økse til at hugge brænde og rengøringsartikler. Den anden halvdelen donerede vi til Veterancafeen, forklarer Michael Grøngård.

Det er den slags donationer, der holder veterancaféen i live.

- Vi har også sidste år fået lokaler stillet til rådighed af STS-biler til et foredrag med Anders Agger. Så sponsorede Thisted Bryghus øl og vand, og så fik vi overskuddet fra entré-prisen, siger 66-årige Mogens Halgaard, der er Cypern-veteran.

- Ja, og så får vi sponsoreret brød og onsdagssnegle af Guldbageren. Det er vi utrolig taknemmelige for, tilføjer han.

Et hjem

I de næste par måneder frem er jagten nu i gang på nye lokaler. Håbet er, at det kan få flere ned at snakke.

- Det bliver forhåbentlig noget andet, når det ikke er så "kliniske" omgivelser. Når man kan føle sig lidt mere hjemme - det er noget af det, som flere har efterspurgt, siger Michael Grøngård.

Det er ikke alle, der dukker op til sådan en aften, der har behov for at snakke:

- Nogle har nok i bare at komme og få en skive franskbrød og være her - og så er det fint, siger veteranen, der håber, at flere i fremtiden får lyst til at svinge forbi.

Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce