Debat

Verden er i opbrud, men i Norden står vi sammen - og det skal vi blive ved med

Den vigtigste og mest effektive måde for et land at sikre fred og velstand på er gennem internationale fællesskaber. Det har vi i Danmark erkendt for længe siden, og som medlemmer af EU, OECD og NATO er vi i selskab med økonomiske partnere og militære allierede, der markant styrker vores lille lands position i den store verden. Verden er imidlertid i opbrud i en grad, som vi ikke har oplevet siden Berlinmurens fald for snart tredive år siden, og vi kan ingenlunde tage stabiliteten i de internationale fællesskaber for givet.

Med Brexit har vi set et på alle måder overvældende og tragisk eksempel på, hvad der sker, når tilliden til EU daler tilstrækkeligt. En tiltagende EU-skepsis og en politisk drejning i retning af det nationalistiske er som bekendt langt fra forbeholdt briterne, og det fælleseuropæiske projekt har fået fornyet behov for at legitimere sig over for befolkningerne i de 28 medlemslande.

I USA har den aktuelle beboer i Det Hvide Hus – som om nogen omfavner en nationalistisk og antidemokratisk ideologi – udvist stærk mistillid til de internationale fællesskaber. Han har luftet, at landet skulle overveje at trække sig ud af NATO og stillet spørgsmålstegn ved værdien af USA's medlemskab heraf. En udvikling, som indtil for få år siden syntes helt utænkelig. Hertil kommer de udfordringer, som stormagterne Rusland og Kina hver især repræsenterer i forhold til den retning, som de hver især ønsker, at den globale udvikling skal gå i – ikke mindst på den økonomiske og særligt den klimamæssige front.

Midt i disse opbrudstider er der imidlertid et vigtigt og opløftende lyspunkt: Fællesskabet mellem de fem lande og tre selvstyreområder, der tilsammen udgør Norden, står historisk stærkt og nyder en enestående stor opbakning blandt de nordiske befolkninger. Her i Norden har vi indbyrdes ikke svært ved at kende forskel på eksempelvis danskere, nordmænd og svenskere. Men fordi vores historie, kultur, værdier og grundlæggende politiske prioriteringer er så overlappende og ligefrem sammenvævede, er der et åndeligt slægtskab landene og selvstyreområderne imellem, som er stærkere end nogen anden international konstellation, vi hver især indgår i. Det kommer særligt til udtryk i følelsen af, at man er lidt mindre i udlandet, når man eksempelvis som dansker opholder sig i vores nordiske nabolande, end når man rejser til det øvrige Europa eller resten af verden.

Det nordiske fællesskab er fundamentet for Foreningen Norden, som den 15. april kan fejre sit 100-års jubilæum. Da Foreningen blev skabt i 1919, var Første Verdenskrig netop overstået, og det stod klart, at der var al grund til at øge samarbejdet og forståelsen mellem de nordiske lande. Siden da er foreningen to gange blevet indstillet til Nobels fredspris – i henholdsvis 1933 og 1934 – ligesom det i høj grad var foreningens målrettede indsats, der førte til etableringen af Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd og Nordisk Kulturfond. Det er også Foreningen Norden, der har kæmpet for indførelsen af det fællesnordiske arbejdsmarked og pasunionen. Foreningen stortrives fortsat – med 89 lokalafdelinger på dansk jord og opbakning fra mere end 250 organisationer og virksomheder, 200 skole- og biblioteksmedlemmer og 10.000 individuelle medlemmer.

I Danmark skal vi naturligvis bidrage kraftigt til, at EU og NATO får fornyet værdi og legitimitet på tværs af medlemslandene og deres befolkninger. Men der er ingen tvivl om, at det stærkeste kort, vi har på hånden, når det kommer til at sikre Danmark den bedst mulige position i den globale udvikling, er det nordiske samarbejde. Sammen med de øvrige lande og selvstyreområderne har vi verdens 13. største bruttonationalprodukt. Alene på denne front bliver Norden som samlet hele til en markant aktør på den globale scene. Men hvor vigtige de økonomiske parametre end er, bør vi ikke kun fokusere på disse, når vi skal begribe værdien af at stå sammen i Norden.

Det, der er den dybereliggende årsag til den globale opbrudsstemning, er nemlig den manglende kulturelle og værdimæssige kongruens landene imellem. I betragtning af det sammensurium af nationale dagsordener og historiske forudsætninger, man har forsøgt at forene i enkeltstående internationale organisationer, var det på mange måder blot et spørgsmål om tid, før visse lande – store som små – stillede sig i opposition til de store fællesskaber. I Norden har vi imidlertid denne kongruens i enestående høj grad, og det skal vi udnytte – i særdeleshed i forhold til kampen for klimaet og de store udenrigspolitiske udfordringer. Lige børn leger som bekendt bedst, og når verden er i opbrud, er det naturligt, at vi i Norden søger at styrke det fællesskab, vi allerede har med hinanden. Det er vi nødt til at erkende. Samtidig bør vi huske på, at ulige børn har mest at lære hinanden, og således skal vi bevare vores globale udsyn og den tilhørende vilje til at samarbejde med den øvrige verden. Her og nu er vi i Norden imidlertid nødt til at danne fælles front, hvis vi skal have den gennemslagskraft, som den globale udvikling påkræver.

Mogens Jensen
0/0
Annonce
Læserbrev

Sundhed. Selvfølgelig skal AUH fortsat tilbyde hjemmedialyse

Leder For abonnenter

Kan man drukne i kulturelle tilbud?

Læserbrev

Skoler. S-forslag om frie skoler er et skridt på vejen – men i den forkerte retning

Leder For abonnenter

Kan man stemme forkert?

Det er bestemt ikke altid let at have fremmed baggrund i dette land. Når valgdeltagelsen er lav for beboere i særlige boligområder og med anden etniske baggrund, så bliver det udlagt som et demokratisk problem. Når de samme mennesker så benytter deres demokratiske mulighed for at sætte et kryds, får de skudt i skoene, at de er blevet mobiliseret i blandt andet moskeerne til at stemme, og at der er derfor, at de i høj grad har stemt på De Radikale og Enhedslisten. Lad os nu bare minde om, at vi her i landet har hemmelige afstemninger. Ingen ved, hvad du og jeg stemmer, og ingen ved, hvem der har stemt hvad og hvorfor. At flere danskere med indvandrerbaggrund nu benytter sig af deres demokratiske rettigheder, er kun godt, og at etniske danskere i de sociale boligområder har valgt at stemme på partier, som de mener forsvarer deres interesser, er da kun lige efter bogen. Det havde alt andet lige været underligt, hvis de havde stemt anderledes - og hvis fænomener som Paludan og Nye Borgerlige ikke også skulle kunne få danskere med indvandrerbaggrund til at gå til stemmeurnerne. Man kan ikke først opfordre folk til at stemme, hvorefter man påstår, at de har stemt forkert. Der er i Danmark en lang og ganske forstandig tradition for ikke at blande religion og politik sammen, og er der vitterligt foregået en mobilisering af stemmer til fordel for bestemte partier i moskeer, så må man naturligvis tage det alvorligt og kunne debattere det. Men umiddelbart virker det som en langt større trussel mod demokratiet, at der er områder i landet, hvor politikere fra bestemte partier ikke kan færdes uden et større opbud af sikkerhedsvagter. At der nogle steder i landet er blevet afholdt vælgermøder, hvor kun enkelte partier - og alle fra den samme politiske blok - er blevet inviteret, og at bestemte partier oplever at deres valgplakater bliver udsat for hærværk. Det er uacceptabelt. Men at flere folk stemmer, det kan man kun blive i glad i klaphatten over.

Læserbrev

Konservative. Tak for jeres støtte - og god sommer

Leder For abonnenter

Er det nu en mandekamp

Læserbrev

Gødning. Alle taler om klimaet – Landbruget gør noget ved det

Læserbrev

Indvandring. Hellere tillid end vrede og angst

Annonce