Annonce
Mærkedage

Venstre-profil blev dansk rekordminister

Bertel Haarder blev i 2016 den minister i Danmark, der har siddet i længst tid. Han havde egentlig regnet med at forlade Folketinget derefter til fordel for stillingen som generalkonsul i Flensborg, men det blev ikke til noget, og derfor blev Venstre-veteranen igen genvalgt til Folketinget ved valget i juni. (Arkivfoto) Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix
Bertel Haarder nåede gennem tre et halvt årti at bestride mange ministerier. Han er både kendt for sine sange og for et interview, der endte i Cirkusrevyen.

75 år: Det er snart 45 år siden, at Bertel Haarder for første gang blev valgt til Folketinget. Og det er nok de færreste danskere, der ikke har hørt om Venstre-nestoren, som lørdag 7. september fylder 75 år.

6. oktober 2016 rundede han dag nummer 7853 som minister, og han blev dermed den danske minister, der har siddet i længst tid siden systemskiftet i 1901.

- Men tænk på Fidel Castro, Robert Mugabe og den franske Solkonge. Jeg er jo en ubetydelig grønskolling i det selskab, sagde Bertel Haarder ved den lejlighed.

Knap to måneder senere måtte han forlade posten som kultur- og kirkeminister, da Venstre indlemmede Liberal Alliance og De Konservative i regeringen.

På det tidspunkt var han ved at blive kørt i stilling til jobbet som generalkonsul i Flensborg, men efter lokal modstand mod at afsætte den siddende konsul takkede han selv nej.

Tilbage i 1982 blev forstandersønnen fra Sønderjylland minister for første gang - og det i lang tid.

Bertel Haarder, der er kandidat i statskundskab med speciale i Grundtvigs frihedssyn, var som undervisningsminister fra 1982 til 1993 en torn i øjet på venstrefløjen, blandt andet fordi han ville ændre folkeskolen.

I 1994 blev han valgt til Europa-Parlamentet, hvor han sad frem til 2001.

Da Venstre samme år genvandt regeringsmagten, hentede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ham tilbage, denne gang som integrations- og Europaminister.

Senere blev han blandt andet undervisningsminister igen.

Bertel Haarder er ikke den konfliktsky type, hvilket tv-seere fik et indblik i, da DR i december 2010 valgte at offentliggøre tv-optagelser med fraklip, hvor han skændtes voldsomt med en journalist fra TV-Avisen.

Seancen blev året efter til en sketch i Cirkusrevyen, hvor Ulf Pilgaard parodierede politikeren.

Det tog Bertel Haarder i stiv arm, og ved revyens midtvejsfest dukkede han op som hemmelig gæst.

Venstre-politikeren er ikke bange for at stå på scenen, og han er kendt for sine mange selskabssange. Sidste år udkom samlingen "Bertels bedste - Sange og fortællinger fra Borgen".

Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Podcasten Danmark - Politik med Funding og Løvkvist: Jakob Ellemann sang 'fare, fare, krigsmand', og puttede Jensen i den sorte gryde

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sheriffens farvel

I skåltaler bryster vi os ofte af, at vi i Danmark har et neutralt embedsmandsværk. Ministre og politikere kommer og går - men embedsmændene består. Den test består politidirektør Jens Kaasgaard med glans. Alene i sin tid som først politimester i Holstebro og siden politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politikreds har han overlevet ni justitsministre, og har holdt sig ude af de store skandaler. Efter næsten 43 år - heraf 22 som øverste leder for politiet i Holstebro - har han frivilligt valgt at sige farvel, og det bliver et par store sko, som hans allerede udnævnte efterfølger skal fylde ud. Kaasgaard har spillet en stor rolle i forhold til at få politihovedkvarteret placeret i Holstebro i forbindelse med den store politireform i 2006 - og han har også formået at få alle de nye administrative funktioner, som er blevet kredsen tildelt, til at fungere, så der stort set ikke har været kritik af ”udflytningen” af op mod 600 administrative politistillinger til det vestjyske. Det er faktisk ganske imponerende. Det var Tvind-sagen, der i sin tid gav ham øgenavnet "sheriffen fra Holstebro”. Og ser man alene på resultaterne; på opklaringsprocenterne og sagsbehandlingstiderne er der ikke mange fingre at sætte på sheriffen. Men politiet er andet end målbare resultater i regneark, og historien om politiet og Kaasgaard er også, at han har været med til at nedlægge flere mindre politistationer og nærbetjente, som blev set som en værdi i de lokalsamfund. Effekten af disse centraliseringerne er næppe målbar i forhold opklaringsprocenten, men derfor kan den jo godt betyder noget i den måde, som politiet bliver opfattet på, og i forhold til nærheden til borgerne. Det er næppe uden spænding, at de omkring 1300 ansatte ved politiet i det midt- og vestjyske skal have en ny chef. Mange har aldrig haft andre end Kaasgaard som øverste chef, og selv om han bestemt også har haft sine kritikere, så har de vidst, hvor de havde ham: Altid loyal overfor de politiske beslutninger, altid med et strategisk blik for fremtiden og med politihjertet bankende for Midt- og Vestjylland.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];