Annonce
Debat

Velfærd. Klippekort eller lappekort?

Tatjana Stenvad. Pressefoto

Debat: Da jeg som lille forestillede mig hvor gammel jeg ville blive, havde jeg tallet 84 år i hovedet. Det har jeg for øvrigt stadig. Min bedstemor blev 84. Det var dengang en høj alder, især hvis man ikke havde nævneværdige skavanker. En dag vi skulle besøge hende, stod døren åben og jeg pilede ind. Der sad hun i rokokostolen i sin knælange, blomstrede kjole og hev efter vejret. Hun var helt blå om læberne, men smilede beroligende til mig. Hun spurgte om jeg ville gå ud i køkkenet og lave noget kaffe, mens vi ventede på mor og far.

Jeg var for lille til at nå kaffedåsen på køkkenbordet, men gammel nok til at forstå, at der måtte være noget galt. Ingen havde nogensinde spurgt mig om at lave kaffe før. Min bedstemor blev kørt på hospitalet, hvor hun lå indtil hun sov stille ind omgivet af familien. Det vil sige - lige på nær vores hund, der til min store forundring, ikke måtte komme ind på hospitalet.

Min bedstemor var heldig. Hun fik aldrig brug for en klippekortordning.

Klippekortordningen er for mig symbol på alt det, der er skævvredet i vores samfund. Et symbol på et samfund der har mistet empatien, generøsiteten, rummeligheden og en fundamental livsforståelse. Det synes som om, vi er i gang med en uendelig lappeløsning på noget, som grundlæggende ikke fungerer. Det, at den ældre allernådigst får stillet i udsigt, at få et klip til et ekstra bad om ugen, ser vi i samfundet som en stor gestus, fordi en sådan ordning er kontra-effektiv. Den ældre skal være taknemmelig for at stjæle samfundets tid. Fra samfundets side, ligger det lige til højrebenet, at bebrejde de pårørende at de ikke er der nok for den ældre. At det er fordi, pårørende generelt prioriterer egoistiske beskæftigelser over deres besværlige kære. Men det er efter min mening, en fejlslutning.

Af en eller anden grund, er vores samfund endt i en sort, uendeligheds blindgyde hvor den enkelte er fastholdt i et kafkask vækstsystem, hvor folk konstant er under en ydre og indre anklage om ikke at kunne gøre noget rigtigt.

Ingen ved hvad målet er, hvorfor man skal nå det, eller hvordan man kommer derhen. Det eneste individet ved med sikkerhed er, at det har fatale konsekvenser, hvis det ikke gør alt for at nå det. Det giver en dyb, ubevidst grundangst og livsutryghed, der kun kan dulmes ved at løbe, vækste, træne, tjene og præstere. I denne tilstand sorteres alt fra der ikke opfylder kravet om - kort og godt - selvopretholdelse. Leg, nærvær, kreativitet, uegennyttig fordybelse, ting og tøj der skal repareres, naturen og venskaber er hele tiden i fare for at ende i kategorien 'overlevelses-uproduktivt'. I denne kafkaske, selvopretholdelsesligningen falder de gamle fra.

Den politiske diskussion er afsporet, når vi accepterer, at løsninger i velfærdssamfundet skal findes i mængden af omsorgs-lappekort til den ældre. Jeg mener, at vi reelt står i en empatikrise skabt og opretholdt af vækstsamfundet i dag. Dette er ufravigeligt et politisk ansvar. Vi skal som politikere turde at stille de helt grundlæggende spørgsmål til måden vi har indrettet samfundet på. 'Hvad er det gode og meningsfulde liv?'. 'Hvordan kan samfundet understøtte det?', og 'Hvordan kan vi få et samfund der er i balance økonomisk, samtidig med, at det også er socialt og miljømæssigt bæredygtigt?'. Dette burde ikke kun være Alternativets tænkning. Det burde være spørgsmål der blev rejst både fra højre og venstrefløjs partierne. Det er ikke useriøst at stille spørgsmålstegn ved de helt fundamentale mekanismer vi alle i en eller anden forstand er fastlåste i og af. Det er useriøst at lade være. Vi skal ikke bevare vækstsystemer bare for systemernes eller vækstens skyld. Slet ikke når det giver individet angst, stress og tab af mening.

Min bedstemor levede et simpelt liv på landet med dyr, på et lille husmandssted ved en mose. Hun havde en kat der hed sorte - ja fordi den var sort, og hun satte neg op til fuglene i vintertiden når der var småt med føde. Man kunne om morgenen se fuglespor og kornstumper i sneen derunder - og ja, jeg tror hun var mere lykkelig end de fleste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

Gavl styrtet ned i stormvejret

Leder For abonnenter

Det er utroligt...

Vi kunne læse her i bladet i lørdags, at fremtiden for et af de absolut allerstørste sportsarrangementer i hele landsdelen, Holstebro Cup, som afvikles hver påske, er i farezonen for ikke at kunne fortsætte. Ikke fordi der ikke er deltagere, som vil tage til Holstebro i påsken for at spille håndbold. Det vil de gerne, og det bidrager naturligvis til omsætning og markedsføring af byen, at der kommer så mange udøvere, ledere og forældre. Formanden for Holstebro Cup, Karsten Marcussen, har stået i spidsen for arrangementet i årevis, og han har i lige så mange år haft stor opbakning fra en række frivillige, der gør det af lyst og ikke fordi, de selv har børn eller anden personlig interesse i arrangementet. Selvfølgelig får de en personlig oplevelse ud af at være sammen med så mange glade mennesker, men man gør det også, fordi det er vigtigt for en by at have et stort arrangement som Holstebro Cup. Men formanden stopper, når denne udgave er klaret. Og han kan frygte, der er flere af de frivillige, der benytter lejligheden til det samme. Begrundelsen er, at det er blevet et bøvl med samarbejdet med kommunen, og formanden opfatter det som direkte benspænd, når det er særdeles vanskeligt at få praktiske ting til at gå op, og der ingen velvillighed er fra kommunens side. Det er fortrinsvis adgangen til skolerne, hvor der indkvarteres deltagere, der er problemet, og i modsætning til de kommunale skoler, så er der ingen problemer med professionskolerne, gymnasiet med videre. I samme avis beklager udvalgsformanden det, og nu skal tonen have en anden lyd. Det må vi så se, om den får. Men det kan jo ikke være rigtigt, at der skal en formands-afgang og en forsideartikel i det lokale dagblad til, før man opfatter alvoren hos kommunen. En kommune bør forkæle frivilliges initiativer og arbejdslyst, når det drejer sig om sådanne arrangementer, som helt klart er i kommunens store interesse, der bliver arrangeret. Det er ingen naturlov - slet ikke i dag, at der er frivillige, der vil gøre sådan et stort stykke uegennyttigt arbejde, så derfor kan det undre, at der skal så stort et brag til, før man vågner op og aflyser alle benspænd for at erstatte dem med skulderklap og "medvind på alle cykelstier". Hvis det altså sker...

Annonce