Annonce
Debat

Velfærd. Klippekort eller lappekort?

Tatjana Stenvad. Pressefoto

Debat: Da jeg som lille forestillede mig hvor gammel jeg ville blive, havde jeg tallet 84 år i hovedet. Det har jeg for øvrigt stadig. Min bedstemor blev 84. Det var dengang en høj alder, især hvis man ikke havde nævneværdige skavanker. En dag vi skulle besøge hende, stod døren åben og jeg pilede ind. Der sad hun i rokokostolen i sin knælange, blomstrede kjole og hev efter vejret. Hun var helt blå om læberne, men smilede beroligende til mig. Hun spurgte om jeg ville gå ud i køkkenet og lave noget kaffe, mens vi ventede på mor og far.

Jeg var for lille til at nå kaffedåsen på køkkenbordet, men gammel nok til at forstå, at der måtte være noget galt. Ingen havde nogensinde spurgt mig om at lave kaffe før. Min bedstemor blev kørt på hospitalet, hvor hun lå indtil hun sov stille ind omgivet af familien. Det vil sige - lige på nær vores hund, der til min store forundring, ikke måtte komme ind på hospitalet.

Min bedstemor var heldig. Hun fik aldrig brug for en klippekortordning.

Klippekortordningen er for mig symbol på alt det, der er skævvredet i vores samfund. Et symbol på et samfund der har mistet empatien, generøsiteten, rummeligheden og en fundamental livsforståelse. Det synes som om, vi er i gang med en uendelig lappeløsning på noget, som grundlæggende ikke fungerer. Det, at den ældre allernådigst får stillet i udsigt, at få et klip til et ekstra bad om ugen, ser vi i samfundet som en stor gestus, fordi en sådan ordning er kontra-effektiv. Den ældre skal være taknemmelig for at stjæle samfundets tid. Fra samfundets side, ligger det lige til højrebenet, at bebrejde de pårørende at de ikke er der nok for den ældre. At det er fordi, pårørende generelt prioriterer egoistiske beskæftigelser over deres besværlige kære. Men det er efter min mening, en fejlslutning.

Af en eller anden grund, er vores samfund endt i en sort, uendeligheds blindgyde hvor den enkelte er fastholdt i et kafkask vækstsystem, hvor folk konstant er under en ydre og indre anklage om ikke at kunne gøre noget rigtigt.

Ingen ved hvad målet er, hvorfor man skal nå det, eller hvordan man kommer derhen. Det eneste individet ved med sikkerhed er, at det har fatale konsekvenser, hvis det ikke gør alt for at nå det. Det giver en dyb, ubevidst grundangst og livsutryghed, der kun kan dulmes ved at løbe, vækste, træne, tjene og præstere. I denne tilstand sorteres alt fra der ikke opfylder kravet om - kort og godt - selvopretholdelse. Leg, nærvær, kreativitet, uegennyttig fordybelse, ting og tøj der skal repareres, naturen og venskaber er hele tiden i fare for at ende i kategorien 'overlevelses-uproduktivt'. I denne kafkaske, selvopretholdelsesligningen falder de gamle fra.

Den politiske diskussion er afsporet, når vi accepterer, at løsninger i velfærdssamfundet skal findes i mængden af omsorgs-lappekort til den ældre. Jeg mener, at vi reelt står i en empatikrise skabt og opretholdt af vækstsamfundet i dag. Dette er ufravigeligt et politisk ansvar. Vi skal som politikere turde at stille de helt grundlæggende spørgsmål til måden vi har indrettet samfundet på. 'Hvad er det gode og meningsfulde liv?'. 'Hvordan kan samfundet understøtte det?', og 'Hvordan kan vi få et samfund der er i balance økonomisk, samtidig med, at det også er socialt og miljømæssigt bæredygtigt?'. Dette burde ikke kun være Alternativets tænkning. Det burde være spørgsmål der blev rejst både fra højre og venstrefløjs partierne. Det er ikke useriøst at stille spørgsmålstegn ved de helt fundamentale mekanismer vi alle i en eller anden forstand er fastlåste i og af. Det er useriøst at lade være. Vi skal ikke bevare vækstsystemer bare for systemernes eller vækstens skyld. Slet ikke når det giver individet angst, stress og tab af mening.

Min bedstemor levede et simpelt liv på landet med dyr, på et lille husmandssted ved en mose. Hun havde en kat der hed sorte - ja fordi den var sort, og hun satte neg op til fuglene i vintertiden når der var småt med føde. Man kunne om morgenen se fuglespor og kornstumper i sneen derunder - og ja, jeg tror hun var mere lykkelig end de fleste

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kuk i den kommunale økonomi

I løbet af den kommende måneds tid vil byrådspolitikerne i alle de tre nordvestjyske kommuner træffe en lang række beslutninger, som vil få afgørende indflydelse på din hverdag, når der skal lægges budgetter for den kommunale husholdning i 2020 og frem til 2023. I Struer sker det, når byrådet i løbet af de kommende par dage er samlet til et budgetseminar, hvor de kommer til at bokse med regneark og budgetter for alt det, der har indflydelse på din hverdag. Det er alt fra hullerne i fortovet til plejen af dine børn eller dine forældre. Udgifter til skoler og driften af kulturinstitutioner, investeringer og anlægsudgifter, hvis der skulle være ønsker om for eksempel nye omklædningsrum i den lokale boldklub. Det kan derfor virke en smule paradoksalt, at den kollektive opmærksomhed i langt højere grad er rettet mod landsdækkende temaer som for eksempel formandsskiftet i Venstre. Det er byrådspolitikerne, du skal henvende dig til, hvis det er forhold i din hverdag, det gælder. Det helt store spørgsmål er så, om de har mulighed for at indfri dine ønsker. Nationalbankens direktør, Lars Rohde, udtalte i går, at den danske økonomi er både robust og inde i et historisk opsving. Samfundsøkonomien kører på skinner med lav rente, kun ganske få arbejdsløse og lav inflation, så du får mere og mere for pengene. I den kommunale økonomi ser det bare anderledes dystert ud for byrådspolitikerne i både Struer og Holstebro. Dybøl Mølle maler ikke helt, som den skal, når det gælder fordelingen af de kollektive goder og bidragene til fællesskabet, og kommunerne kæmper for at få enderne til at nå sammen. I Holstebro har det medført, at der nu er fremsat konkrete forslag om en skattestigning på 0,3 procent. I Struer vil borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) ikke afvise tanken om at bevæge sig i samme retning. Udgangspunkt må dog stadigvæk være, at politikerne sikrer sig, at borgerne kan føle sig trygge ved de kommunal velfærdsydelser uden at skulle dreje skatteskruen yderligere i bund.

Annonce