x
Annonce
Debat

Velfærd. Klippekort eller lappekort?

Tatjana Stenvad. Pressefoto

Debat: Da jeg som lille forestillede mig hvor gammel jeg ville blive, havde jeg tallet 84 år i hovedet. Det har jeg for øvrigt stadig. Min bedstemor blev 84. Det var dengang en høj alder, især hvis man ikke havde nævneværdige skavanker. En dag vi skulle besøge hende, stod døren åben og jeg pilede ind. Der sad hun i rokokostolen i sin knælange, blomstrede kjole og hev efter vejret. Hun var helt blå om læberne, men smilede beroligende til mig. Hun spurgte om jeg ville gå ud i køkkenet og lave noget kaffe, mens vi ventede på mor og far.

Jeg var for lille til at nå kaffedåsen på køkkenbordet, men gammel nok til at forstå, at der måtte være noget galt. Ingen havde nogensinde spurgt mig om at lave kaffe før. Min bedstemor blev kørt på hospitalet, hvor hun lå indtil hun sov stille ind omgivet af familien. Det vil sige - lige på nær vores hund, der til min store forundring, ikke måtte komme ind på hospitalet.

Min bedstemor var heldig. Hun fik aldrig brug for en klippekortordning.

Klippekortordningen er for mig symbol på alt det, der er skævvredet i vores samfund. Et symbol på et samfund der har mistet empatien, generøsiteten, rummeligheden og en fundamental livsforståelse. Det synes som om, vi er i gang med en uendelig lappeløsning på noget, som grundlæggende ikke fungerer. Det, at den ældre allernådigst får stillet i udsigt, at få et klip til et ekstra bad om ugen, ser vi i samfundet som en stor gestus, fordi en sådan ordning er kontra-effektiv. Den ældre skal være taknemmelig for at stjæle samfundets tid. Fra samfundets side, ligger det lige til højrebenet, at bebrejde de pårørende at de ikke er der nok for den ældre. At det er fordi, pårørende generelt prioriterer egoistiske beskæftigelser over deres besværlige kære. Men det er efter min mening, en fejlslutning.

Af en eller anden grund, er vores samfund endt i en sort, uendeligheds blindgyde hvor den enkelte er fastholdt i et kafkask vækstsystem, hvor folk konstant er under en ydre og indre anklage om ikke at kunne gøre noget rigtigt.

Ingen ved hvad målet er, hvorfor man skal nå det, eller hvordan man kommer derhen. Det eneste individet ved med sikkerhed er, at det har fatale konsekvenser, hvis det ikke gør alt for at nå det. Det giver en dyb, ubevidst grundangst og livsutryghed, der kun kan dulmes ved at løbe, vækste, træne, tjene og præstere. I denne tilstand sorteres alt fra der ikke opfylder kravet om - kort og godt - selvopretholdelse. Leg, nærvær, kreativitet, uegennyttig fordybelse, ting og tøj der skal repareres, naturen og venskaber er hele tiden i fare for at ende i kategorien 'overlevelses-uproduktivt'. I denne kafkaske, selvopretholdelsesligningen falder de gamle fra.

Den politiske diskussion er afsporet, når vi accepterer, at løsninger i velfærdssamfundet skal findes i mængden af omsorgs-lappekort til den ældre. Jeg mener, at vi reelt står i en empatikrise skabt og opretholdt af vækstsamfundet i dag. Dette er ufravigeligt et politisk ansvar. Vi skal som politikere turde at stille de helt grundlæggende spørgsmål til måden vi har indrettet samfundet på. 'Hvad er det gode og meningsfulde liv?'. 'Hvordan kan samfundet understøtte det?', og 'Hvordan kan vi få et samfund der er i balance økonomisk, samtidig med, at det også er socialt og miljømæssigt bæredygtigt?'. Dette burde ikke kun være Alternativets tænkning. Det burde være spørgsmål der blev rejst både fra højre og venstrefløjs partierne. Det er ikke useriøst at stille spørgsmålstegn ved de helt fundamentale mekanismer vi alle i en eller anden forstand er fastlåste i og af. Det er useriøst at lade være. Vi skal ikke bevare vækstsystemer bare for systemernes eller vækstens skyld. Slet ikke når det giver individet angst, stress og tab af mening.

Min bedstemor levede et simpelt liv på landet med dyr, på et lille husmandssted ved en mose. Hun havde en kat der hed sorte - ja fordi den var sort, og hun satte neg op til fuglene i vintertiden når der var småt med føde. Man kunne om morgenen se fuglespor og kornstumper i sneen derunder - og ja, jeg tror hun var mere lykkelig end de fleste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Lad os nu høre om vejen ud

En af corona-krisens store frustrationer for mange er usikkerheden om, hvor lang tid denne alternative virkelighed kommer til at herske. Prisen for at begrænse belastningen på sundhedsområdet er enorm. Erhvervslivet er lammet, mange virksomheder risikerer at lukke - også selv om skatteborgernes store pengekasse er åbnet på vid gab med diverse støtteordninger. Uanset hvor mange skattekroner, Folketinget besluttet at sende ud til de ramte brancher, kommer nedlukningen til at koste arbejdspladser. Den kommer til at ødelægge grundlaget for et utal af virksomheder. Økonomien bliver påvirket langt frem i tiden. For at kunne håndtere de barske realiteter, har vi behov for at kende planerne for, hvordan landet igen kan åbnes. Vi har behov for at vide, hvad myndighederne forestiller sig muligt - og hvornår. Ingen forlanger, at Mette Frederiksen, Nikolai Wammen eller Søren Brostrøm skal kunne svare på, hvornår smittefaren er drevet over, men vi må kunne få svar på, hvilke planer der er for rækkefølgen af genetableringen af samfundet. De fleste kan nok forestille sig, at rejsebranchen og teater- og koncertarrangører vil være ramt af begrænsninger længere ind i fremtiden end frisørerne. Eller genbrugspladserne. Eller skolerne. Indtil nu har Danmark ageret trofast og fulgt retningslinjerne. Men hvis vi skal blive ved med at have tillid til myndighederne, må vi sammen kunne se en vej ud af det hele. Ingen tror på en snarlig vaccine eller kur, hvorfor vi må forvente begrænsninger eller risici i en periode, der strækker sig noget længere end til den 13. april, som lige nu er den eneste kendte dato i planerne. Det gik fint med at vise os forskellige scenarier for, hvad der ville ske, hvis vi ikke lukkede landet. Med pædagogiske plancher og grafer, blev vi alle overbevist om nødvendigheden. Vis os nu de forskellige scenarier for, hvordan vi igen får landet på fode. Også selv om de er skræmmende. Vi kan tåle det meste, men hemmeligheder og uvished hører ingen steder hjemme.

Annonce