Annonce
Læserbrev

Velfærd. Behov for en nuanceret debat om pensionsalder

Peter Halkjær. Pressefoto

Debat: Der er for tiden en del opmærksomhed på spørgsmålet om pensionsalder. Det er der ikke noget at sige til, for det er et emne, der berører næsten alle. I 2006 blev der lavet det såkaldte velfærdforlig, hvor det blev bredt vedtaget, at danskernes pensionsalder skal følge levealderen. Det er ikke uden grund, at forliget fik ordet ”velfærd” foran. For aftalen er en afgørende forudsætning for, at økonomien bag vores velfærdssamfund hænger sammen lige nu og i de kommende år. Netop derfor kan det blive et problem at finde pengene til velfærdsopgaverne de kommende år, hvis flere end dem, der allerede forlader arbejdsmarkedet før tid, skal have lov til at gå tidlig på pension. Hvis der bliver pillet for meget ved de aftaler, der sikrer en stigende pensionsalder i takt med, at levealderen stiger, så vil der ikke kun mangle penge i statskassen, der kommer også til at mangle flere hænder i såvel den private som i den offentlige sektor.

De fleste af os har udsigt til et længere liv og flere år med et godt helbred, end vores forældres generationer havde. Derfor har vi generelt også gode forudsætninger for at fortsætte flere år på jobbet. Og for dem, der er knap så godt stillet med hensyn til helbredet, findes der flere veje ud af arbejdsmarkedet. Godt 400.000 er omfattet af en ret til efterløn, seniorpension bliver en mulighed fra 59,5 års alderen og derudover findes fleksjob og førtidspension. Hvis man er så uheldig, at helbredet svigter før pensionsalderen, så er det svært at forestille sig et andet land, hvor vilkårene for behandling støtte og dækning af et indkomsttab er bedre end i Danmark. Det behøver man ikke sætte pensionsalderen ned for at kunne sige ja til. Til gengæld er vi ikke i mål med at sikre gode lange liv uden nedslidning for dem, der arbejder for mange år i de samme belastende funktioner og måske samtidig ikke er gode nok til at passe godt nok på sig selv på grund af en usund livsstil. Et flertal blandt folketingets partier har afsat 100 millioner kroner om året til blandt andet at forebygge nedslidning. Anvendt på den rigtige måde kan man nå langt med at hjælpe flere med at undgå at få problemer med helbredet før pensionsalderen. Det handler også om at anerkende, at man ikke nødvendigvis skal have det samme arbejde i 40 år, at en usund livsstil øger risikoen for nedslidning og at det er muligt at skifte jobspor. Det gør mange allerede, og det skal vi have endnu flere til at gøre i fremtiden.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce