Læserbrev

Valg. Børnene har brug for vores stemmer.

Man kan ikke putte børn i ”kasser” og samtidig nå rundt om det enkelte, i en gruppe med gennemsnitligt 10 børn pr voksen, fremhæver pædagog Louise Korsholm Pedersen. Arkivfoto: Nils Svalebøg, Scanpix

Debat: Jeg er pædagog i børnehaven i en integreret institution.

I debatter omkring minimumsnormering har blandt andet et udsagn naget mit pædagog-hjerte. ”De få faglig dygtige pædagoger, der er, de kan bare hoppe fra et job til et andet”.

Jeg kender mange rigtig dygtige og kompetente pædagoger, og de færreste ”job surfer”, bare fordi de kan. Når man brænder for sit fag, som jeg gør, bider man i det sure æble, når det er svært, og det slider på en.

”Godmorgen Niels, har du lige set hvad jeg har husket i dag?! –min superhelte t-shirt.”

Niels er ved at blive afleveret, han har set mig, men jeg ser straks, at det er vigtigt for ham, at han bliver set af mig. I dag er et godmorgen ikke helt nok, men jeg gør en dyd ud af at kende ”mine” børns interesser. Niels elsker superhelte, og en snak om superhelte og et tilbud om en plads på låret, kan gøre at Niels får en super start på dagen.

I min dagligdag er det rigtig vigtigt, at alle børn, der bliver afleveret, føler sig set og hørt. Det giver dem en tryg start på dagen, og giver dem endnu mere gåpåmod til at omfavne børnehavedagen, som venter. Nogle dage har flere børn brug for et lår end andre, desværre har jeg kun to lår, og indtil kl. 8.30 har Rød stue kun 1 voksen, så der kan være kamp om pladsen.

På arbejde må jeg altid træffe fravalg, før jeg kan foretage tilvalg. Det er jeg, da jeg er nødt til at passe på mig selv i det pres, jeg står i hver dag. Jeg forstår godt, hvis man får lyst til at snuse til græsset på en anden eng, men desværre tror jeg, de fleste bliver skuffet, medmindre de laver en karriereændring. Jeg har selv ”mistet” en faglig dygtig kollega, som har skiftet karriere, på grund af det pres vi arbejder i hver dag. Presset er så stort, at man arbejder på højtryk for at gøre sit arbejde på et niveau, der er acceptabelt. Det gør ondt, at man ikke kan holde til at udføre sit arbejde på et niveau, man selv ville være stolt over.

Jeg må gå på kompromis med aktivitetsniveauet i min pædagogiske praksis, da jeg ikke kan gøre alle de ting, jeg ved der rykker og udvikler en børnegruppe. Der er børn med forskellige behov og forudsætninger. Man kan ikke putte børn i ”kasser” og samtidig nå rundt om det enkelte, i en gruppe med gennemsnitligt 10 børn pr voksen. Manglen på tid til at udføre det arbejde, jeg (og ALLE de andre super faglig dygtige pædagoger) har uddannet mig til, er så presset, at det slider hårdt både fysisk og psykisk.

På grund af overstående vil jeg blive ved med at ytre mig højt i håbet om, børnene kommer på dagsordenen i forbindelse med valget. Det skal ikke bare ende i store fine ord og en omgang valgflæsk; der skal ikke gambles mere. Minimumsnormeringer er vigtige for Danmarks børn og fremtid – børn har brug for flere pædagoger.

#godtbørneliv

#fv19

#minimumsnormeringer

0/0
Annonce
Læserbrev

Klima. Der skal en holdningsændring til

Læserbrev

Ulven. Umuligt at sikre store naturarealer

Leder For abonnenter

Godt set af Jyden i Bur

Leder For abonnenter

Fattig og forarmet?

Nogle gange kan det vanskeligt at vide, om man skal grine eller græde. Det gælder bestemt også, når Magisterbladets redaktør i Dagbladet Politiken forsøger at bilde læsere ind, at København er fattig - kun overgået af Bornholm, hvor gennemsnitsindkomsten er lavere end i København. Herefter giver redaktøren den fuld pedal med, at hovedstaden bliver dæmoniseret som verdensfjerne, rige og ligeglade af jyderne. "Man bruger det til at retfærdiggøre, at man vil tage job og penge fra københavnerne. Og det er lettere at gøre med et falsk elitestempel, fordi det fremstår pænere at sparke opad end at sparke nedad". Det lyder jo nærmest synd for de stakkels københavnere, og det havde måske endda også været lidt synd, hvis det ikke lige var fordi, at det naturligvis er noget være vrøvl, som redaktøren har regnet sig frem til. Han har blandt andet talt alle studerende, der får statsfinansieret SU, med i statistikken over både gennemsnitsindkomst og antal af folk på offentlig forsørgelse. Dermed bliver en 20-årig jurastuderende, der kan se frem til en indkomst på den gode side af 600.000 kroner om året, og som bor i en forældrekøbt lejlighed i det indre København, pludselig et socialt problem. Hvis det er den slags problemer, man bøvler med i hovedstaden, er der sandsynligvis mange provinskommuner, der gerne vil sende en hjælpende hånd. I givet fald kunne man jo bare udflytte Københavns Universitet og dermed løse en del af problemet” Det er helt andre strukturelle problemer man kæmper med i andre dele af landet. Stagnerende befolkning, huse, der ikke kan belånes og sælges og konsekvensen af mange års centralisering, som drypvise udflytninger af statslige arbejdspladser endnu ikke har kompenseret for. Ganske som serviceniveauet i hovedstaden og de omkringliggende kommuner generelt er langt højere end i provinsen, hvilket bestemt heller ikke peger mod en forarmet hovedstad, der har op mod ni milliarder kroner i kommunekassen. Der er ikke så mange, der taler om det i valgkampen, men en af de første ting som et nyt Folketing kommer til at se på, er et nyt udligningssystem, som også tager højde for, at selv om vi er et lille land, så er udviklingen langt fra ens fra Skagen til stenbroen. Det har været forsøgt før at ændre i systemet, hvor specielt den interne hovedstadsudligning, er en torn i øjnene på provinskommunerne. Det er også i det lys, man må se indlægget om den fattige hovedstad. Debatten mellem hovedstaden og provinsen ender altid med at blive reduceret en slags national religionskrig, hvor hovedstadskommunerne finder det aldeles urimeligt at skulle aflevere deres hårdtjente skattekroner til jyderne, der til gengæld finder det uanstændigt at skulle vedblive med at finansiere goder, som kun hovedstadsbefolkningen reelt nyder godt af. De fronter rykker valgkampen næppe på. Men fattig og forarmet, det er hovedstaden altså ikke.

Læserbrev

Spørgsmål til EU. Svarene blafrer i vinden...

Læserbrev

Valg. Facebook-censur er et demokratisk problem

Læserbrev

Valg. Kære forældre – Husk børnene, når I sætter krydset

Annonce