Holstebro

Vælgerne på landet: Lån os penge i stedet for at stavnsbinde os

De cirka 100 fremmødte til vælgermødet i Sevel var kommet for at høre, hvad kandidaterne vil gøre specifikt for landdistrikterne. Foto: Johan Gadegaard.
Den helt store tema på mandagens vælgermøde i Sevel var den manglende finansiering af ejendomme. Her er et privat projekt strandet, til trods for at køberne til fire nye huse stod klar.

Sevel: Hvis man vil sikre sig en plads i Folketinget og er afhængig af stemmer uden for de store byer, så skal man finde en løsning på, hvordan køb og salg af ejendomme i landdistrikterne finansieres.

Det står klart efter mandagens vælgermøde i Sevel Forsamlingshus, hvor ægteparret Irene og Henning Sørensen var blandt de cirka 100 fremmødte.

- Det er et problem, at de, der er blevet for gamle til at blive i deres hus og gerne vil i noget mindre, ikke kan få det solgt. De stavnbindes, og generationsskifter bliver umulige, siger Henning Sørensen.

Han er en ud af fire privatpersoner, som for at afhjælpe manglen på byggegrunde i Sevel havde planer om at opføre fire nye huse ved kirken til samlet 4,7 millioner. De havde købere til alle fire huse. Men projektet strandede.

- Realkreditten vurderede husene til kun at være 3,2 millioner værd. Heraf kunne vi låne 70 procent - altså lige godt to millioner. Så havde vi jo 2,5 millioner, vi enten skulle finde i egen pengepung eller optage et dyrt banklån på og også kautionere for, fortæller lokalpolitiker Finn Thøgersen (V), der også var med i projektet.

Vælgermøde i Sevel Forsamlingshus. Foto: Johan Gadegaard

Kandidater: Det er et problem

Alle 11 partier i panelet erkendte, at det var et problem, men så holdt enigheden også op.

Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti pegede på statsfinansierede lån.

- I den udstrækning, at de etablerede realkreditter ikke er er deres opgave voksen, må staten træde til. For rigdom er ikke bare at have penge på bogen. Det er at også at have handlefrihed til at kunne købe eller sælge et hus dér, hvor man gerne vil, sagde SF’eren Karsten Filsø.

Det fik flere af de borgerlige kandidater til at ryste på hovedet og advare om, at det kunne blive en dyr omgang for staten og de danske skatteydere. De nævnte muligheder som sælgerpantebreve, en udvidelse af Vækstfonden til også at omfatte privat finansiering i landdistrikter og private investeringer.

- Jeg tror, det er lige så væsentligt med lokale låneorganisationer, som investerer i nogle projekter ikke for at skabe en masse penge, men for at skabe arbejdspladser, sagde Nye Borgerliges Nick Mogensen, der driver Vedersø Klithotel.

Også Annette Lind (S) mente, at det var for nemt bare at kalde på statsfinansierede lån. Hun kiggede i retning af Finanstilsynet.

- Noget af det, vi på Chistiansborg kan lave om, er, at vi ikke har så stærke og rigide regler, så bankerne ikke kan låne ud på landet.

Det bliver dog uden den radikale Hanne Roeds stemme:

- Der er én ting, jeg ved, og det er, at vi ikke skal have mindre tilsyn med bankerne, når jeg ser på, hvad der er sket. Hvis det ikke var fordi, vi havde et retssamfund, kunne man have lyst til at sætte ild til den nærmeste filial af en af de store banker. De vasker penge og hænder, og det er ikke kønt at se på.

Anders G. Jacobsen (V) kunne ikke pege på nogen løsning.

- Det er bare rigtig svært, sagde Anders G. Jacobsen, som til salens store overraskelse ikke pure afviste de statsgaranterede lån, som bestemt ikke er groet i hans eget partis baghave.

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Mathiesen slutter som treer i Madrid

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce