Erhverv

Uventet hjælp til Sub Festival: - En dag tager I jo næseringen ud, klipper håret og får jer en stationcar

- Det sværeste for os er at få taletid hos virksomheder, siger Victor Tambo (til venstre). - I skal tage taletiden. Kom ud og besøg virksomhederne, lyder rådet fra produktionschef hos Jyden, Tom Bach Nielsen. På billedet, fra venstre, ses også Jakob Volf og Lasse Amstrup. Foto: Jacob Vedsø/Jyden
"De unges festival", Sub Festival, svigtes af erhvervssponsorer. Hjælpen kommer i 11. time fra uventet kant. Helt fra Bur og en virksomhed, der ellers har ført en stille eksistens med hensyn til marketing.

Bur-Holstebro: Den korte tur fra receptionen hos Jyden Bur til konferencerummet er lidt af en tidsrejse.

Jacob Vedsø, virksomhedens marketing- og kommunikationskonsulent, er guide. Rejsen tager i bogstaveligste forstand sin begyndelse i receptionen; en gul murstensbygning der engang var stifterfamilien Andersens hjem. Knap 100 år senere er den kun en lille brik i det puslespil af nye bygninger, som er skudt op i lille Bur, og tidsrejsen nu går igennem. Fra villa til lagerbygninger. Fra lille smedeforretning til virksomhed med flere end 100 ansatte.

Endestationen, konferencerummet, dukker, gemmer på endnu en tidsrejse. Man fornærmer vist ingen ved at konkludere, at de tre mænd over for Jydens administrerende direktør Jens Agergaard og produktionschef Tom Bach Nielsen tilhører en fjern fortid. De er unge. Taler om ting som Igokoloo - afrikanske dansere - og selv har de enten bundet håret op i en knold, en baseballkasket på eller er iført en Engel-termojakke, og det ikke af varme- men modemæssige hensyn.

Lasse Amstrup, Jakob Volf og Victor Tambo er alle med i styregruppen om denne uges Sub Festival - et ungdomsarrangement på Slagteriet i Holstebro. Og de er forbavsede, fordi nogen tager sig tid til at høre på dem.

Vi er helt ligeglade med, hvordan I ser ud. Vi ved, hvordan vi selv så ud dengang. Vi har brug for arbejdskraften og den der rebelskhed, der skal til. Det er fedt at mærke den energi, de unge ansatte kommer med, og som vi skal lære at tøjle. Vi vågner jo som virksomhed op, når et ungt menneske kommer.

Jens Agergaard, administrerende direktør, Jyden Bur.

Rødvin og kamsteg

- Vi er en næsten 100 år gammel virksomhed, der plejer at holde snuden i sporet og ikke gør for megen væsen af os selv rent marketingsmæssigt. Men nu forsøger vi at ændre billedet af os, i hvert fald på de sociale medier, forklarer Jens Agergaard.

Man ansatte et yngre menneske i Jacob Vedsø, der kunne fortælle om Subhuset i Holstebro. Det viste sig også, at Sub Festivalen stirrer ind i et underskud, fordi erhvervslivets sponsorer er begyndt at vende festivalen ryggen.

- Jeg tror, erhvervslivet prioriterer at bruge pengene på det sikre, der man ved, hvad er, og hvor man for eksempel også er sikret rødvin og kamsteg. Det har vi svært ved at matche over for en direktør, når vi er målrettet de 16-25-årige på en Sub Festival, erkender Lasse Amstrup.

- Man vælger at se mere kortsigtet. Nu og her - frem for på fremtiden, indskyder Jakob Volf.

Over 1000 betalende gæster besøger hvert år Sub Festival. Alligevel møder de unge stadig modstand. Det gør de på sin vis også hos Jyden. Såvel direktør som produktionschef går til dem. De spørger indgående til alt fra strøm til hierarki. Og om de er kommet godt nok ud med jeres budskab? Har I et dårligt ry, vil Jens Agergaard vide.

- Siden 2013 har vi haft et ry, der er svært at ryste af os, indrømmer trioen.

Dengang havde man et ungdomshus på Nørre Boulevard, og den stereotype opfattelse af ugidelighed, hash, grafitti og rod var der nok noget om. I dag er der retningslinjer. Der må ikke ryges indenfor eller festes efter velbefindende. Det går meget bedre.

Sub Festivalen har tilmed en 2025-plan. Den planlægges ti måneder om året, og sluger det meste af deres og mange andres tid.

Og så er det, som når kendis-iværksætteren Jesper Buch forelsker sig i idémænd i tv-programmet "Løvens Hule: Stemningen letter totalt, og kærligheden flyder fra de to herrer i skjorter.

- Jeg er imponeret, siger Jens Agergaard.

- Der er noget hjerne og ånd bag projektet, siger Tom Bach Nielsen.

Vi vågner

Jyden har valgt at støtte Sub Festivalen. Beløbet oplyser de ikke, men det er betydningsfuldt uden at betale hele gildet. Derudover tilbyder virksomheden sig selv. Tom Bach Nielsen er allerede i gang med at tale med kommune og de frafaldne sponsorer. De vil give rådgivning samt materialer, som alligevel skulle smides væk, og de unge nærmest slikker som om munden.

Det samme gælder Jyden.

- Tag ikke fejl. Alt, vi gør, er først og fremmest for Jydens skyld. Men kan vi samtidig gøre noget, der gør én varm om hjertet, så er det perfekt. Når de mange unge mennesker er rejst fra området, og en dag skal i praktik, så kan det være, at de genkender Jydens navn og ved, at det er et godt sted at være. Der kommer et tidspunkt, hvor de her unge mennesker nok skal klippe håret, tage næseringen ud og købe en stationcar og stifte familie. Her skal de gerne kunne huske, hvor dejligt det var at vokse op i Holstebro, siger Tom Bach Nielsen.

Det er et umage, men optimalt makkerskab. Sub Festivalen bliver hørt og hjælpes til selvsamme; Jyden investerer i fremtiden og de unge.

- Vi er helt ligeglade med, hvordan I ser ud. Vi ved, hvordan vi selv så ud dengang. Vi har brug for arbejdskraften og den der rebelskhed, der skal til. Det er fedt at mærke den energi, de unge ansatte kommer med, og som vi skal lære at tøjle. Vi vågner jo som virksomhed op, når et ungt menneske kommer, siger Jens Agergaard.

Jyden Bur mener, at virksomheder handler for meget i nuet frem for at støtte fremtiden. De unge skal få lyst til at bo og vende tilbage til området. I midten ses administrerende direktør Jens Agergaard. Foto: Palle Brændsgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Mathiesen slutter som treer i Madrid

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce