Annonce
Danmark

Usandheder og tågesnak bekæmper ikke skattefusk

Jeppe Kofod

Der er meget tågesnak i politik. Fra tid til anden også usandheder. I denne avis formåede den konservative spidskandidat til EU-valget, Pernille Weiss, at levere begge dele, da hun i en kronik forleden påstod, at Socialdemokratiet ville afgive dansk selvbestemmelse på skatteområdet til EU. Det er direkte usandt. Den slags falske påstande kan selvfølgelig bero på en fejlforståelse. Men Pernille Weiss taler dog desværre her både bevidst og beviseligt usandt. Hun henviser nemlig i sit indlæg til en kronik, jeg har skrevet sammen med Peter Hummelgaard. Af selvsamme kronik fremgår det tydeligt, hvad Socialdemokratiet vil, og navnlig ikke vil, på skatteområdet. Socialdemokratiet vil genvinde den danske regerings og det danske folketings selvbestemmelse over selskabsskatten. Ja, min kronik har tilmed overskriften "EU skal ikke bestemme over medlemslandenes skattepolitik". Så kan det næppe siges mere tydeligt.

Danmark skal have den reelle selvbestemmelse tilbage over selskabsskatten. En selvbestemmelse vi langsomt, men sikkert, har tabt til enorme multinationale selskaber, der i magt og indtjening efterhånden har vokset sig større end hele lande. Tabt til skattely både i og uden for EU, som spekulerer i at franarre den danske statskasse milliarder. Og tabt til andre lande, som vi er låst i et skadeligt ræs mod bunden på selskabsskattesatser med. Fra 1997-2017 er selskabsskatten raslet ned i Europa. Fra et gennemsnit på over 35 pct. til nu under 22 pct. Den danske skatteminister har for længst advaret om, at presset på Danmark nu igen stiger, fordi bl.a. svenskerne og briterne varsler endnu lavere selskabsskat.

Konsekvensen er, at den danske selskabsskat fastsættes i Stockholm og London. For når de sænker skattesatsen, så er vi nødt til at følge med. Og når vi når ned på deres niveau, så sænker de igen for at opretholde konkurrencefordelen. Det er skruen uden ende. Altså, indtil vi rammer 0 pct. i selskabsskat. Derfor vil Socialdemokratiet tage et opgør med ræset mod bunden på selskabsskatten. Vi vil fastsætte en fælles bund i EU. EU-landene skal fortsat frit kunne sætte selskabsskatten over dette bundniveau, men det skal være slut med, at lande tvinges til at underbyde hinanden på skat.

Vi må også kigge på selve den tekniske skattelovgivning. Altså ikke hverken skattesatserne eller skatteopkrævningen. Det skal fortsat være national kompetence. Men det er f.eks. automatisk udveksling af oplysninger mellem EU-landenes skattemyndigheder, så man kan sikre, at alle betaler deres fair skat. Eller at tvinge multinationale virksomheder til at offentliggøre regnskaber for deres datterselskaber, så vi kan afsløre skuffeselskaber og sikre, at overskud ikke bliver flyttet til skattely. Men gang på gang ser vi, hvordan et enkelt eller to EU-skattelylande - som Luxembourg eller Malta - benytter deres vetoret i Ministerrådet til at forhale, udvande eller helt stoppe nødvendige tiltag mod international skatteunddragelse. Gavner det Danmarks selvbestemmelse? Nej. Sikrer det danske skatteindtægter? Nej. Men det er den model, som Pernille Weiss forsvarer - og anklager mig for at ville gøre op med.

Bevares, hvis Pernille Weiss ønsker at føre valgkamp på usandheder og stråmænd, så er det jo hendes valg. Men jeg må sige, at det er en sørgelig måde at forvalte den konservative EU-arv på. I Europa-Parlamentet er der god tradition for samarbejde mellem Socialdemokratiet og de konservative. Det skyldes til dels de politiske realiteter. Vores grupper er nemlig parlamentets største, og når vi til enighed, så kan vi samle flertal. Men det gode og produktive samarbejde skyldes også det personlige samarbejde mellem os socialdemokrater og den siddende konservative europaparlamentariker, Bendt Bendtsen. Et samarbejde der beror på ærlighed, tillid og kompromisvillighed. Vi søger løsninger i stedet for konflikt, og vi forsøger ikke, at score billige pointe på at tilsværte hinanden i pressen. Det lader vi de skingre stemmer på fløjene om.

Det samarbejde har Danmark haft stor gavn af. F.eks. ved forhandlingerne om ny rammelovgivning for realkreditlån. Ved fælles indsats fik Bendtsen og jeg manøvreret parlamentets store grupper på plads, og sikret afgørende værn om den danske realkreditmodel. Det er mit ærlige håb at kunne fortsætte et sådant samarbejde med Pernille Weiss, ifald hun skulle blive valgt til Europa-Parlamentet. Men hun bør gøre op med sig selv, om hendes politiske virke skal kendetegnes ved stråmænd, usandheder og politisk bagvaskelse, eller om hun i stedet vil fortsætte den konservative tradition for orden, respekt og seriøst politisk arbejde.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det kan ikke blive 100 procent

Flere ældre overlever ikke det uheld, at de taber en cigaret, og så går der ild i tøjet eller sengen, og det får fatale konsekvenser i form af dødsfald. Senest skete det i denne uge i Holstebro i en plejebolig. Det får debatten til at køre på, om man skal forbyde denne rygning, så man undgår disse uheld. Selv en snarrådig indsats fra plejepersonalet var ikke nok til at forhindre dødsulykken i Holstebro. Der er sket mange begrænsninger af rygning de sidste år, og det er sket af hensyntagen til andre, der ikke skal udsættes for passiv rygning. Derfor er rygning forbudt flere og flere steder i det offentlige rum, og den udvikling stopper sandsynligvis ikke. Det vil sikkert ikke vare længe, før eget hjem er eneste sted, man må ryge. Det er dog fortsat op til ens eget ansvar, om man vil ødelægge sit eget helbred med rygningen, og det vil også være noget af en tærskel at overskride, da det så må følges op af, vi heller ikke må spise flødeskumskager og flæskesvær - endsige drikke alkohol. Alt sammen noget, der ikke er godt for helbredet - i hvert tilfælde i større mængder. Derfor er det ikke muligt at skride ind over for den ældres ret til selv at bestemme, at han/hun vil ryge i eget hjem. En plejebolig er eget hjem. På fællesarealerne må der naturligvis ikke ryges af hensyn til ansatte og andre beboere. Der er dog den diskussion i emnet, at en plejebolig også er arbejdsplads for en række ansatte, som nødvendigvis må komme der for at pleje beboeren. Her kan man så sige, at der ikke må ryges, mens de ansatte er der, og der skal luftes ud. Men når beboeren sidder alene, så er det svært med et forbud, da det vil være et opgør med den ældres selvbestemmelsesret. Så det er en vanskelig diskussion, fordi vi jo skal passe på, at beboeren ikke sætter ild til sig selv og kan forårsage, at branden også breder sig til at gå ud over andre. Det er ikke altid, rygeforklæder med mere er nok. Vi kan se, at alarmer heller ikke altid er det. Men man kan ikke gøre andet, end at disse sikkerhedsmæssige ting er 100 procent i orden, så man mindsker risikoen. Men den ældres selvbestemmelsesret gør, at det aldrig kan blive 100 procent sikkert, og det er så den risiko, den ældre har lov til selv at vælge ved at ryge.

Lemvig For abonnenter

Ældrerådet utilfreds med overflytning af plejehjemspladser fra Nørre Nissum til Harboøre.: - Det er helt uacceptabelt

Annonce