Sport

Ung colombianer snupper Vuelta-sejr foran favoritter

Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix
Sergio Higuita kørte solo over målstregen på Vueltaens 18. etape. Nairo Quintana tabte tid.

Efter mere end 50 kilometer alene i front kørte den talentfulde colombianer Sergio Higuita (EF Education First) først over målstregen på 18. etape af Vuelta a España.

Det var den 22-årige cykelrytters største sejr i karrieren. Han blev først World Tour-rytter i maj.

15 sekunder efter Higuitas sejr kørte førende Primoz Roglic (Jumbo-Visma) over målstregen som nummer to efterfulgt af Alejandro Valverde (Movistar), Rafal Majka (Bora) og Miguel Ángel López (Astana).

Efter onsdagens dramatiske 17. etape, hvor Nairo Quintana (Movistar) kuppede feltet og halede mere end fem minutter ind på førende Primoz Roglic, gik Quintana ned på torsdagens etape og tabte et minut.

Colombianeren mistede derfor sin samlede andenplads, som i stedet overtages af holdkammeraten Valverde.

Et udbrud uden bejlere til samlede podieplaceringer fik lov til at køre tidligt, uden det for alvor så ud til at genere favoritfeltet. Den senere vinder, Sergio Higuita, var med i udbruddet.

På nedkørslen fra den tredje af fire stigninger samt på første del af opkørslen på den fjerde stigning skabte han et hul på halvandet minut, inden forfølgerne begyndte at hale ind på den 22-årige colombianer.

Miguel Ángel López blev ved med at angribe i favoritfeltet, og Jakob Fuglsangs holdkammerat fik vristet sig fri sammen med Alejandro Valverde, Rafal Majka og Primoz Roglic.

Nairo Quintana var i krise og kunne slet ikke følge med angrebet i favoritgruppen.

I front kæmpede Higuita på livet løs på de sidste kilometer for at holde forfølgerne bag sig. Da han med to kilometer til mål stadig havde et halvt minut at give af, vidste han, at etapesejren var hjemme.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
HB

Se billederne: En frustrerende kamp for HB

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce