Annonce
Læserbrev

Ulv. Præst eller Fanden i fåreklæder?

Debat: I avisen 19. september tillader Holstebro Dagblad præst, Jens Kristian Noe, at komme med et noget særegent indlæg i ulvedebatten, med opfordringer til selvtægt for at redde de stakkels får, der endnu er uden beskyttelse af ulvesikre indhegninger. Det sidste forbigår præsten i stilhed, eller mere nærliggende i åbenlys uvidenhed om de faktiske forhold.

Det er ikke hver dag man skal forholde sig til en troende præst, der ikke ved bedre end at være af den overbevisning, at Gud tillader mennesket for egen vindings skyld at udrydde hans skabninger. Den, der tror det, er ikke præst af Guds nåde, men Fanden selv i fåreklæder, og ganske uvidende om Guds vilje med det skabte.

Som det fremgår af biblen, skabte Gud ikke blot naturen og helheden, men også de naturens love, som binder helheden indbyrdes sammen til en fuldendthed. Og ved at forstå naturens ufravigelige love, forstår man også Guds ufravigelige vilje med det skabte. Således skal der være en sammenhæng mellem det man tror og det man ved.

Og det er der ikke her!

Derimod er der i lige linje en sammenhæng med det enfoldige had mod ulven i Norge, som Jens Kristian Noe har gjort til sit had mod én af Guds skabninger. Og dette hykleri i et forsøg på at kommer ulvedræberen, Mourits Troldtoft, til undsætning. Manipuleringerne er ganske enkelt for let gennemskuelige, og ikke mindst ganske upassende en avis at bringe.

En præst, der direkte eller indirekte opfordrer til selvtægt, bevæger sig ud på tynd is. Det er at opfordre til en ødelæggende krig, som hverken bønder eller jæger i sidste ende har råd til at kæmpe.

Annonce
Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Lad nu bare forældrene være forældre på deres måde

Ingen ferieuge uden historier i medierne, som til hverdag næppe havde fået stor opmærksomhed. Nogle kalder det lidt nedladende agurketids-historier, men ofte kaster den slags ret interessante ting af sig. Og ofte giver ferie hos politikere og embedsmænd mulighed for at fortælle noget om helt almindelige mennesker. Det er som udgangspunkt positivt. Denne efterårsferies store historie uden stor relevans er historien om forældre, der ønsker at få deres børns skolefoto manipuleret. Ikke mindst harmen over disse forældre og den massive afstandtagen til redigering af virkeligheden har fyldt meget. Meningsdannere og politikere - og mange andre - har med glæde delt deres egne gulnede skolefotos på sociale medier. Ledsaget af mere eller mindre harmdirrende kommentarer om nutidens forældres forkvaklede syn på udseendet. Det er en automatredaktion, og den er ærligt talt kedelig. Det er også helt ligetil at lange ud efter forældregenerationen og dennes tilgang til børn og opdragelse. For den er unægtelig anderledes end den forriges. For slet ikke at tale om forskellen, hvis vi går to generationer tilbage. Vi kan hurtigt blive enige om, at børn skal have lov at være børn, og at vi skal passe på med, hvor store krav om perfektion, vi flasker dem op med. Men udviklingen giver altså nye muligheder, som de unge ser som noget helt naturligt. Til hverdag er der digitale filtre på billederne, så det hele tager sig lidt bedre ud. Og selv måske skal være en af de rigtig gode dage, hvis vi i virkeligheden skal leve op til udseendet på billedet, foretrækker vi helt naturligt den pæne udgave, når vi viser os frem. Hvorfor skulle det være anderledes for børnene? Hvor langt skal man alternativt gå for at sikre autenticitet i billederne? Skal det tages om, hvis øjnene er halvt lukkede? Skolefotoet er i sig selv ret ligegyldigt for samfundet. Men historien er interessant, fordi den siger noget om os. Og det gør reaktionerne i høj grad også. Børnene skal have lov at være børn, ja. Men skal forældrene ikke også have lov til at være forældre på den måde, de nu finder rigtigt?

Annonce