Annonce
Danmark

Uffe Ellemann om formandspost: Til tider ensomt og hårdt

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Uffe Ellemann-Jensen er pavestolt over sin søns nye formandsrolle i Venstre, men han er også bekymret som far.

Imens Jakob Ellemann-Jensen blev badet i blå konfetti, der regnede ned fra loftet i Herning Kongrescenter til Venstres ekstraordinære landsmøde, stod faren Uffe Ellemann-Jensen og så til på nært hold med en stolt mine.

45-årige Jakob Ellemann-Jensen er valgt som Venstres nye formand, og Uffe Ellemann-Jensen er "pavestolt" over sin søns nye rolle. Men som far er han også en smule bekymret.

- Det er jo en fantastisk oplevelse. Jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke indrømmer, at jeg er pavestolt.

- Men samtidig er jeg som far lidt bekymret, fordi det er en meget hård post. Til tider kan det også være en meget ensom post. Der kræves det, at man har hjemmefronten i orden, og det har han heldigvis, siger Uffe Ellemann-Jensen.

Jakob Ellemann-Jensen følger altså i sin fars fodspor. Uffe Ellemann-Jensen var formand i Venstre fra 1984 til 1998 og udenrigsminister fra 1982 til 1993.

For mange år siden lå det dog ikke i kortene, at sønnen skulle gå samme vej.

- Jeg har set, hvad det kan gøre ved familien. Det vil jeg hverken byde mig selv eller min familie, sagde Jakob Ellemann-Jensen ifølge Berlingske angiveligt til sin farmor som 19-årig.

Uffe Ellemann-Jensen har talt med sønnen om, hvordan der til tider også er en del modvind som formand.

- Det eneste jeg vil røbe, det er, at jeg har sagt: "Husk nu at være dig selv, og du skal kunne se dig selv i spejlet hver morgen", siger han.

Han vil dog ikke blande sig alt for meget i, hvordan sønnen skal lede partiet.

- Det har han selv beskrevet så glimrende, så det vil jeg ikke prøve at lave bessermachen på.

- Gamle formænd og farmænd skal ses og ikke høres, siger Uffe Ellemann-Jensen.

Om han alligevel har rådgivet Jakob Ellemann-Jensen om, hvordan man styrer et parti udenom de netop overståede kaotiske uger i partiet, vil han ikke røbe. Men han har opskriften klar.

- Ja, hvis nogen spørger, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce