x
Annonce
Debat

Udligning splitter. Derfor bør regering forsøge at samle og ikke angribe

Forhandlingerne og dermed debatten om den fremtidige kommunale udligning har stået på i flere uger. Substansen er meget teknisk og derfor voldsomt kedsommelig.

Men ikke formålet, nemlig via udligning fra rige til fattige kommuner at sikre mere ensartet service i Danmark. Men når nogen kommuner skal give, for at andre kan få, er der skabt et fundament for ballade mellem kommunerne. Dermed er grunden også lagt for intern splittelse i de store kommunale partier, Socialdemokratiet og Venstre. For mit eget partis vedkommende, Venstre blev yderpunkterne tydeligt illustreret af mine to venner og partifæller, Lars Løkke og Søren Pind.

I et indlæg skriver Lars Løkke ”jeg er tilhænger af udligning – meget udligning” med budskabet ”Rige kommuner som Gentofte og København skal hoste op med millionerne i det nye udligningssystem.” Samme dag skriver Søren Pind ”Jakob Ellemann må holde Venstres forslugne kommunale folk fra fadet” og han ”skal sætte sig ud over de gængse kødbens logikker.”

Samme yderpunkter i logik og holdning kan man også finde internt i Socialdemokratiet. Derfor har begge partier en fælles interesse i at lave et forlig sammen.

I det lys har det været noget besynderligt at iagttage det hidtidige forløb, hvor regeringen løbende har fortalt, hvad den vil og hvilke konsekvenser det har for den enkelte kommune. Men ikke vil fortælle, hvordan den kommer frem til det og hvilke kriterier, der ligger til grund for de udmeldte tal.

Oven i hatten har man så erfaret, gennem en mailkorrespondance der ved en fejl er kommet i hænderne på Jyllands Posten, at regeringens primært har fokus på at angribe Venstre.

Noget både finansministeren og statsministeren har beklaget. Jeg er lidt usikker på om man reelt mest beklager, at mailen er blevet afsløret.

Men jeg er helt sikker på at den slags adfærd i forhandlinger, er gift for mulighederne for at opnå politisk enighed. Og det er faktisk det politiske forhandlinger burde handle om – at opnå politisk enighed.

Carl Holst
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce