Annonce
Læserbrev

Uddannelse. Mændene halter bagefter

Når vi taler om uddannelse er det ikke kvinderne, som halter bagefter – det er mændene, konstaterer Mads Eriksen fra Dansk Erhverv. PR-foto

Debat: Ligestilling og kønskamp handler ofte om, at vi skal have flere kvinder i ledelse og flere kvinder i bestyrelser. Det er vigtige kampe at kæmpe og der er ingen tvivl om at de virksomheder, som har den mest mangfoldige sammensætning, når det kommer til køn også er nogle af de mest succesfulde. Men når vi taler om uddannelse er det ikke kvinder, som halter bagefter – det er mændene.

Næsten dobbelt så mange mænd som kvinder forventes ikke at få en uddannelse ud over folkeskolen inden de fylder 40 år. Mens godt 70 pct. af kvinder forventes at få en videregående uddannelse, så gælder det kun 54 pct. af mændene. Kvinder får stort set over hele linjen bedre karakterer end mænd på de gymnasiale uddannelser – også inden for det, der fordomsmæssigt er traditionelle mandefag så som matematik.

Statistikken taler sig tydelige sprog, når vi taler uddannelse. Mænd uden andet end folkeskolens afgangseksamen lever kortere, er i højere grad enlige og barnløse og har sværere ved at få fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Kort sagt så vil uddannelseskellet på sigt skabe en underklasse af mænd med nogle triste fremtidsudsigter.

I Dansk Erhverv mener vi, at vi skal hvem mere fokus på at få mændene med. Det er ikke godt nok, at vi har et uddannelsessystem, som tilsyneladende forfordeler drenge. Vi foreslår derfor, at der forskes mere i didaktik og pædagogik med et fokus på drenge og uddannelse. Vi så gerne, at man nedsatte en kommission for køn i uddannelserne, da vi også mangler kvinder på en række af de uddannelser, der er særligt efterspurgt inden erhvervslivet fx inden for økonomi og it.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

80-årig død efter cigaret-ulykke

Leder For abonnenter

Selv om det er langt væk, kan vi ikke lukke øjnene

Mandag demonstrerede omkring 150 mennesker i midten af Holstebro mod den tyrkiske invasion af de kurdiske områder i grænselandet mellem Tyrkiet og Syrien. Deltagerne var primært herboende kurdere, som protesterer for at skabe opmærksomhed om de tyrkiske overgreb mod civile kurdere i Syrien, efter amerikanerne har trukket deres styrker ud af landet. Men hvad nytter det at protestere i en provinsby, som ligger omkring 3000 kilometer nordvest for begivenhederne - og hvis borgere mentalt måske endda er endnu længere væk fra krigshandlingerne? Ingenting, vil mange sikkert mene, men alligevel er det let at forstå dem, der i går gik på gaden. For hvad skulle de ellers gøre? Vores område består ligesom resten af verden af folk med vidt forskellige baggrunde. Både kulturelt, religiøst og geografisk. Og for kurdere her i området er invasionen og kampene præcis lige så skræmmende og beskæmmende at se på, som de er for kurdere i Tyrkiet og Mellemøsten. Og for alle andre, i øvrigt, så selvfølgelig kan det også afføde en reaktion i Holstebro. Om det flytter noget i det internationale magtspil er en helt anden sag. Men det er næppe heller meningen med demonstrationen i sig selv. Det handler først og fremmest om at vise sympati - dernæst om få opmærksomhed på sagen. For gennemsnitsdanskeren kan den tyrkiske invasion lige nu virke som en parentes eller blot endnu et sørgeligt kapitel i både Syrien-krigen og kurdernes snart 100 år lange kamp for anerkendelse. Men den kan ret hurtigt få stor og håndgribelig konsekvens for os alle. Den tyrkiske præsident sidder nemlig lige nu med en trumf på hånden i form af de massive flygtningestrømme fra krigshandlingerne i Syrien. Truslen om, at millioner af flygtninge kan sættes i bevægelse mod nord og EU kunne nok få en enkelt vestlig politiker til at overse noget, der foregår langt væk. Og i det lys forstår man udmærket kurdernes trang til at råbe op i selv de mest fredelige provinsbyer.

Annonce