Annonce
Danmark

Tre ting der trækker nedad for partiet Fremad

Endnu et ser dagens lys i blå blok. Afhopperne fra Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund har sammen skabt partiet fremad. Men projektet får det overordentlig svært. Det mener avisen Danmarks politiske redaktør Thomas Funding. Han ser tre ting, der taler imod projektet.

1: Meget lille berettigelse

Blå blok minder til forveksling om venstrefløjen i 70’erne. En myriade af mindre partier kæmper om vælgernes gunst med overhængende fare for at slå hinanden ud og dermed påføre den borgerlige familie et katastrofalt stemmespild. Analytiker-kollega på Politiken Kristian Madsen har humoristisk døbt partierne de små blå smølfer.

Vi har således allerede Liberal Alliance, Nye Borgerlige, Det Konservative Folkeparti og Klaus Riskær Partiet. Spørgsmålet er, om der oven i det er plads til Partiet Fremad?

Vi ved endnu ikke meget om, hvad den politiske platform er, men groft sagt lyder partiet til at være Radikale Venstre placeret i blå blok. Det vil altså sige med en stram – men ikke symbolsk – udlændingepolitik og en klar borgerlig økonomisk linje.

Det er åbenlyst, at partiet er designet til at skulle forsøge at tiltrække vælgere fra Venstre og de gamle venner i Liberal Alliance. Måske de endda også kan hapse nogle af Radikale Venstres stemmer, hvor man må formode, at nogle af vælgerne synes, Mette Frederiksen er mere venstreorienteret, end hvad godt er.

Man kan godt løfte argumentationen for, at Fremad udfylder et udtømt hul på den politiske akse. Det var dybest set den plads, Lars Løkke Rasmussen gik efter at erobre, da han i valgkampen – og efter – forsøgte at gøre Venstre fri af Dansk Folkeparti.

Men selv hvis hullet findes, så er det ikke stort. Partiet Fremad skal med andre ord i helt ekstrem grad ramme sin målgruppe lige i numsen, hvis de skal lykkes at komme op over spærregrænsen på to procent ved det kommende valg.

Annonce
Makkerparret bag det nye borgerlige parti Fremad, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund får opmuntrende ord og et skulderklap med på vejen. Det bliver der også brug for, hvis Fremad skal have en chance. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

2: Manglende slagkraft

Det bliver med andre ord en yderst svær opgave. Det kommer til at kræve gennemslagskraft, og det er et af partiets udfordringer. Partiets to stiftere Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund er bare ikke de store billetsælgere.

Førstnævnte troværdighed hænger uløseligt fast til Liberal Alliances træklatrings-akrobatik i den forgangne valgperiode og er derudover belastet af det faktum, at Fremad er det fjerde parti, han er medlem af. Først var der Radikale Venstre, så stiftede han Borgerligt Centrum, så meldte han sig over i Liberal Alliance, og nu hedder projektet altså Fremad. Vælgerne må alt andet lige have svært ved at hitte rede i, hvad Simon Emil Ammitzbøll-Bille egentlig mener.

Christina Egelund har som folkevalgt politiker kun to partier på CV’et, men til gengæld er hun ikke særlig kendt i den brede offentlighed. Hendes manglende valg til Folketinget for fem måneder siden er et tydeligt bevis på dette.

Hendes styrke er dog, at hun, da hun var politisk ordfører for Liberal Alliance, på rekordtid fik bygget et vidtforgrenet netværk op i pressen. Hendes afgang fra Liberal Alliance fik således også mere opmærksomhed, end det måske fortjente.

Ikke desto mindre er det tvivlsomt, om holdopstillingen Ammitzbøll-Bille og Egelund er stærk nok til at sikre en repræsentation i Folketinget. Rygtet har villet vide, at de to har forsøgt at få andre prominente navne med om bord, selv afviser de dog dette. Lige meget hvad, havde de haft godt af en stærkere opstilling.

3: Godt 20.000 vælgererklæringer

Den største udfordring på den korte bane for partiet Fremad er i det hele taget at blive opstillingsberettiget. Det kræver, at over 20.000 vælgere skriver under på det. Det er mange.

Ved det seneste valg lykkedes det både Kristendemokraterne, Stram Kurs og Klaus Riskær Partiet, men hvad de to sidste angik, hang det i høj grad sammen med, at man havde fundet et hul i valgloven, der gjorde øvelsen nemmere.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille ville ikke som indenrigsminister skride ind overfor dette, men den nye regering havde ingen reservationer og lukkede hullet som noget af det første, da de kom til. Det er altså blevet noget sværere at nå de forjættede +20.000 vælgererklæringer.

Skal partiet Fremad lykkes med blive opstillingsberettigede, kræver det tilstedeværelse digitalt. Følgere der deler det glade budskab, og penge til at give det et ekstra tryk. Endnu har Ammitzbøll-Bille og Egelund ikke rigtig nogen af delene.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Ingen risiko for sort skærm

I denne uge blev min paratviden på det samtidshistoriske område sat på en alvorlig prøve. En læser ringede til mig for at tale om den tv-programoversigt, der hver dag er at finde i avisen. Han ville gerne have Kanal 5 og Canal 9 på en mere fremmelig placering i oversigten. Gerne allerførst, så han ikke skulle lede efter dem. På et tidspunkt i samtalen nævnte han i den med største selvfølgelighed en storpolitisk begivenhed fra 1985, og det var her, min paratviden kom til kort. "De forsvinder jo snart fuldstændig. Ja, det bliver jo nok ikke helt som under Påskestrejkerne, men det bliver altså noget rod. I burde skrive meget mere om det". Jeg havde for det første glemt alt om Påskestrejkerne, og for det andet havde jeg svært ved at se, hvad det havde med programoversigten og tv-kanaler at gøre. Indtil noget dæmrede. Faktisk husker jeg kun Påskestrejkerne i 1985 for præcis det samme som læseren her hentydede til. Jeg var blot otte år på det tidspunkt, så Schlüters kvaler med fagbevægelsen havde for mig primært én håndgribelig konsekvens - nemlig fjernsynet. En fagpolitisk kamp om den ugentlige arbejdstid kulminerede med generalstrejke, lockout og regeringsindgreb, og midt i det hele en sort skærm på landets eneste tv-kanal. Og det var det, læseren her tænkte tilbage på. Sort skærm. Hvis DR bliver ramt af strejke i morgen, vil det helt sikkert ikke blive husket om 35 år. Og da slet ikke af dem, der er otte år i dag. Medieudbuddet er siden monopolets tid blevet enormt. Markedet for tv-kanaler er eksploderet i en grad, så de let kan forsvinde i avisens programoversigt. Og læg dertil det store udbud af streaming-tjenester - altså tv afspillet over internettet på seerens præmisser. For nogle har det sidste gjort tv-kanalerne helt overflødige. Jeg har i mange år ikke modtaget "almindelige tv-signaler" derhjemme. Jeg klippede kablet i 2010 og tog således selv kontrollen over programoversigten. Jeg streamer underholdning og nyheder til min tv-skærm, når jeg har lyst. Men skulle jeg et øjeblik formaste mig til at tro, at tv - og dermed programoversigter - i den periode er blevet overflødige i samfundet, tager jeg ganske fejl. Det er blevet tydeligt de seneste uger, hvor en regulær tv-krig er brudt ud på det danske marked. Krigen er mellem kabeltv-udbyderen Yousee og tv-selskabet Discovery Networks, som står bag en række populære kanaler. Yousee vil fjerne Discoverys kanaler fra kabelpakkens faste indhold og lade dem overgå til at være tilvalg. Det passer ikke Discovery, og ingen af parterne vil give sig. Derfor mister Yousees omkring 1,2 millioner husstande fra nytår Discoverys kanaler i deres programpakker. Hvis altså ikke parterne når til enighed inden. Det var den udsigt, læseren syntes, vi skulle skrive noget mere om. Han er glad for fodbold, og det er der meget af på Kanal 5 og Canal 9. To kanaler, som forsvinder fra programpakkerne, hvis det ikke ender med en aftale. Det er et klassisk opgør mellem to parter, som begge mener, at den anden har mest brug for samarbejdet og derfor ikke vil give sig. I virkeligheden er det et udtryk for to virksomheder, der kæmper med at finde fremtidens form og indtægtskilde i takt med at flere overgår til streaming. Hvis det ikke ender med en fredserklæring inden nytår, kommer tv-krigen til at betyde markante ændringer på markedet. Yousee er den sidste store fællesnævner for danskerne - mange husker sikkert stadig nedbruddet hos tv-leverandøren nytårsaften i 2017, hvor 1,3 millioner husstande ikke kunne se Dronningens nytårstale. Den episode kan meget vel ende med at være det sidste kollektive minde om sort skærm.

Lemvig

Dronningens dragter trak folk til

Annonce