x
Annonce
Læserbrev

Tisser du i bukserne? – Fat mod, der er hjælp at hente!

Tæt på 500.000 danskere døjer med inkontinens – det svarer til, at mere end hver 10. dansker ufrivilligt kan havne i en situation, hvor de tisser i bukserne

Debat: Tæt på 500.000 danskere døjer med inkontinens – det svarer til, at mere end hver 10. dansker ufrivilligt kan havne i en situation, hvor de tisser i bukserne. Alligevel er der meget få, der taler om deres problem og endnu færre, der får hjælp til at løse deres det. I weekenden var jeg med til at drøfte netop de udfordringer i en debat på årets Folkemøde. Her var patienter, læger og politikere enige om, at inkontinens skal på den danske sundhedsdagsorden. For der er i den grad brug for, at vi taler om inkontinens – så alle de danskere, der i dag lider i stilhed, kan få den hjælp, der faktisk er.

Bryd tabuet

Vi fortæller gerne om, at vi har ondt i ryggen, dårligt hjerte eller andre skavanker, men vi deler absolut ikke med nogen, at vi har problemer med at holde på vandet. Det er noget, vi skammer os over, og mange deler ikke engang de daglige udfordringer med deres allernærmeste. Inkontinens er desværre stadig et tabu, der lever i bedste velgående. Vi ved, at 4 ud af 5 danskere går alene med deres inkontinensproblemer i op til 5 år, før de går til lægen. Resten venter endnu længere med at søge læge. Og det er bare så ærgerligt, for inkontinens er netop et af de sygdomsområder, hvor der faktisk er hjælp at hente.

Inkontinens koster – både for patient og samfund

Vi skal tale om inkontinens, og vi skal udbrede budskabet om, at der er hjælp at hente. Vi skal reagere, når en person igen og igen siger nej til at tage med til fester og ferier. Vi skal reagere, når en person hele tiden render på toilettet. Og vi skal reagere, når en person begynder at sige nej til fysisk aktivitet. Årsagen kan være, at denne person er bange for at komme til at tisse i bukserne og derfor lever en dagligdag amputeret af social isolation. Vi dør ikke af inkontinens, men vores livskvalitet lider et gevaldigt knæk – og vi lever langt fra et værdigt liv med inkontinens. Vi skal også bekymre os om de millioner af kroner, det koster samfundet i udgifter til bind og hjælpemidler, for ikke at tale om påvirkningen af miljøet, når de skal bortskaffes. Så lad os nu tale om inkontinens!

Få hjælp og få livet tilbage

Der er rigtig mange sygdomsområder, hvor man enten ikke kan få hjælp, eller hjælpen er sporadisk. Det gælder ikke for inkontinens. Vi læger ved godt, hvordan vi kan hjælpe, men vi skal have danskerne til bryde tabuet og tale om deres inkontinens og gå til lægen. Vi kan behandle den påvirkede livskvalitet med bækkenbundstræning, medicin, operation eller noget helt fjerde. Vi har en hel pallet af løsninger til inkontinens. Ofte kan vi starte på at gøre en forskel bare ved at justere på folks drikke- og vandladningsvaner. Så hjælp os nu med at sprede budskabet om, at der er hjælp at hente – og det faktisk ikke kræver store ændringer at få sit gode liv tilbage.

Opråb til omgivelserne

Så i anledning af, at det er International Inkontinensuge, skal vi så ikke en gang for alle lave et opråb til alle de mange danskere, som dagligt lider i stilhed. Bryd tabuet og genvind din livskvalitet. Der skal så lidt til. Lad dig ikke styre af et liv i frygt for at tisse i bukserne. Tal med din læge og få hjælp til et værdigt liv.

Lad dig ikke styre af et liv i frygt for at tisse i bukserne. Tal med din læge og få hjælp til et værdigt liv, opfordrer Susanne Axelsen, formand for Kontinensforeningen.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi må bede om godt vejr

Man må håbe, at det bliver godt vejr efter påske. Det vil i hvert tilfælde gøre opgaven lidt lettere for de kommunalt ansatte samt ledere på skoler og daginstitutioner, når de hen over påsken skal løse en på papiret stort set umulig opgave. De skal skaffe plads til børn i skoler og daginstitutioner, så der dels kan skabes plads nok mellem børnene, og så skal hygiejne-forholdene også være i top. Det vil være en udfordring på rigtig mange skoler og i rigtig mange dagtilbud at skaffe den fornødne plads til det, samtidigt med at det også skal fungere. Skoleklassen kan ikke være i ét klasselokale, og hvis alle forældre vælger at sige ja tak til at få børnene i daginstitution, så er her heller ikke kvadratmeter nok. Opfordringen fra statsministeren lød, at børnene skulle være så meget ude som muligt, og det må man da også håbe, det bliver vejr til i mange dage, da det vil gøre opgaven noget lettere for et presset personale at holde børnene på en rimelig afstand. Ingen ved i skrivende øjeblik hvor mange skoler og dagtilbud, der bliver klar onsdag. Der er meget, der skal på plads. Det vides heller ikke, om forældrene tager imod tilbudet. Ja, børnene skal jo i skole, men hvor mange børn bliver hjemme fra daginstitutionen, fordi forældrene er utrygge ved smittefaren? Mange forældre trænger til, at børnene kommer af sted, og mange børn vil også glæde sig. Men usikkerheden er der jo, om det er en klog beslutning eller ej at sende børnene hjemmefra. Ingen ved det. Det må tiden vise. Vi er på ukendt grund. Regeringen tør ikke længere holde samfundet i et jerngreb på grund af de økonomiske konsekvenser. Eksperterne siger, det her er den klogeste måde at åbne op på. Vi andre må bede til, de har ret. I det her ligger en kalkuleret risiko, da man gerne ser, at en hel del flere faktisk bliver smittet - men i et tempo, hvor sundhedsvæsnet kan følge med. Lukker vi fortsat helt ned, vil det trække epidemien rigtigt langt ud, og mange vil være i fare igen, når bølge to forventes at komme til efteråret. Nej, det er ikke let at træffe en klog beslutning, og en forkert kan give os et nyt Italien eller Spanien. Beslutninger skal tages nu. Næste år ved vi, om det var klogt eller ej.

Annonce