Annonce
Læserbrev

Tisser du i bukserne? – Fat mod, der er hjælp at hente!

Tæt på 500.000 danskere døjer med inkontinens – det svarer til, at mere end hver 10. dansker ufrivilligt kan havne i en situation, hvor de tisser i bukserne

Debat: Tæt på 500.000 danskere døjer med inkontinens – det svarer til, at mere end hver 10. dansker ufrivilligt kan havne i en situation, hvor de tisser i bukserne. Alligevel er der meget få, der taler om deres problem og endnu færre, der får hjælp til at løse deres det. I weekenden var jeg med til at drøfte netop de udfordringer i en debat på årets Folkemøde. Her var patienter, læger og politikere enige om, at inkontinens skal på den danske sundhedsdagsorden. For der er i den grad brug for, at vi taler om inkontinens – så alle de danskere, der i dag lider i stilhed, kan få den hjælp, der faktisk er.

Bryd tabuet

Vi fortæller gerne om, at vi har ondt i ryggen, dårligt hjerte eller andre skavanker, men vi deler absolut ikke med nogen, at vi har problemer med at holde på vandet. Det er noget, vi skammer os over, og mange deler ikke engang de daglige udfordringer med deres allernærmeste. Inkontinens er desværre stadig et tabu, der lever i bedste velgående. Vi ved, at 4 ud af 5 danskere går alene med deres inkontinensproblemer i op til 5 år, før de går til lægen. Resten venter endnu længere med at søge læge. Og det er bare så ærgerligt, for inkontinens er netop et af de sygdomsområder, hvor der faktisk er hjælp at hente.

Inkontinens koster – både for patient og samfund

Vi skal tale om inkontinens, og vi skal udbrede budskabet om, at der er hjælp at hente. Vi skal reagere, når en person igen og igen siger nej til at tage med til fester og ferier. Vi skal reagere, når en person hele tiden render på toilettet. Og vi skal reagere, når en person begynder at sige nej til fysisk aktivitet. Årsagen kan være, at denne person er bange for at komme til at tisse i bukserne og derfor lever en dagligdag amputeret af social isolation. Vi dør ikke af inkontinens, men vores livskvalitet lider et gevaldigt knæk – og vi lever langt fra et værdigt liv med inkontinens. Vi skal også bekymre os om de millioner af kroner, det koster samfundet i udgifter til bind og hjælpemidler, for ikke at tale om påvirkningen af miljøet, når de skal bortskaffes. Så lad os nu tale om inkontinens!

Få hjælp og få livet tilbage

Der er rigtig mange sygdomsområder, hvor man enten ikke kan få hjælp, eller hjælpen er sporadisk. Det gælder ikke for inkontinens. Vi læger ved godt, hvordan vi kan hjælpe, men vi skal have danskerne til bryde tabuet og tale om deres inkontinens og gå til lægen. Vi kan behandle den påvirkede livskvalitet med bækkenbundstræning, medicin, operation eller noget helt fjerde. Vi har en hel pallet af løsninger til inkontinens. Ofte kan vi starte på at gøre en forskel bare ved at justere på folks drikke- og vandladningsvaner. Så hjælp os nu med at sprede budskabet om, at der er hjælp at hente – og det faktisk ikke kræver store ændringer at få sit gode liv tilbage.

Opråb til omgivelserne

Så i anledning af, at det er International Inkontinensuge, skal vi så ikke en gang for alle lave et opråb til alle de mange danskere, som dagligt lider i stilhed. Bryd tabuet og genvind din livskvalitet. Der skal så lidt til. Lad dig ikke styre af et liv i frygt for at tisse i bukserne. Tal med din læge og få hjælp til et værdigt liv.

Annonce
Lad dig ikke styre af et liv i frygt for at tisse i bukserne. Tal med din læge og få hjælp til et værdigt liv, opfordrer Susanne Axelsen, formand for Kontinensforeningen.
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce