Annonce
Læserbrev

Tisser du i bukserne? – Fat mod, der er hjælp at hente!

Tæt på 500.000 danskere døjer med inkontinens – det svarer til, at mere end hver 10. dansker ufrivilligt kan havne i en situation, hvor de tisser i bukserne

Debat: Tæt på 500.000 danskere døjer med inkontinens – det svarer til, at mere end hver 10. dansker ufrivilligt kan havne i en situation, hvor de tisser i bukserne. Alligevel er der meget få, der taler om deres problem og endnu færre, der får hjælp til at løse deres det. I weekenden var jeg med til at drøfte netop de udfordringer i en debat på årets Folkemøde. Her var patienter, læger og politikere enige om, at inkontinens skal på den danske sundhedsdagsorden. For der er i den grad brug for, at vi taler om inkontinens – så alle de danskere, der i dag lider i stilhed, kan få den hjælp, der faktisk er.

Bryd tabuet

Vi fortæller gerne om, at vi har ondt i ryggen, dårligt hjerte eller andre skavanker, men vi deler absolut ikke med nogen, at vi har problemer med at holde på vandet. Det er noget, vi skammer os over, og mange deler ikke engang de daglige udfordringer med deres allernærmeste. Inkontinens er desværre stadig et tabu, der lever i bedste velgående. Vi ved, at 4 ud af 5 danskere går alene med deres inkontinensproblemer i op til 5 år, før de går til lægen. Resten venter endnu længere med at søge læge. Og det er bare så ærgerligt, for inkontinens er netop et af de sygdomsområder, hvor der faktisk er hjælp at hente.

Inkontinens koster – både for patient og samfund

Vi skal tale om inkontinens, og vi skal udbrede budskabet om, at der er hjælp at hente. Vi skal reagere, når en person igen og igen siger nej til at tage med til fester og ferier. Vi skal reagere, når en person hele tiden render på toilettet. Og vi skal reagere, når en person begynder at sige nej til fysisk aktivitet. Årsagen kan være, at denne person er bange for at komme til at tisse i bukserne og derfor lever en dagligdag amputeret af social isolation. Vi dør ikke af inkontinens, men vores livskvalitet lider et gevaldigt knæk – og vi lever langt fra et værdigt liv med inkontinens. Vi skal også bekymre os om de millioner af kroner, det koster samfundet i udgifter til bind og hjælpemidler, for ikke at tale om påvirkningen af miljøet, når de skal bortskaffes. Så lad os nu tale om inkontinens!

Få hjælp og få livet tilbage

Der er rigtig mange sygdomsområder, hvor man enten ikke kan få hjælp, eller hjælpen er sporadisk. Det gælder ikke for inkontinens. Vi læger ved godt, hvordan vi kan hjælpe, men vi skal have danskerne til bryde tabuet og tale om deres inkontinens og gå til lægen. Vi kan behandle den påvirkede livskvalitet med bækkenbundstræning, medicin, operation eller noget helt fjerde. Vi har en hel pallet af løsninger til inkontinens. Ofte kan vi starte på at gøre en forskel bare ved at justere på folks drikke- og vandladningsvaner. Så hjælp os nu med at sprede budskabet om, at der er hjælp at hente – og det faktisk ikke kræver store ændringer at få sit gode liv tilbage.

Opråb til omgivelserne

Så i anledning af, at det er International Inkontinensuge, skal vi så ikke en gang for alle lave et opråb til alle de mange danskere, som dagligt lider i stilhed. Bryd tabuet og genvind din livskvalitet. Der skal så lidt til. Lad dig ikke styre af et liv i frygt for at tisse i bukserne. Tal med din læge og få hjælp til et værdigt liv.

Annonce
Lad dig ikke styre af et liv i frygt for at tisse i bukserne. Tal med din læge og få hjælp til et værdigt liv, opfordrer Susanne Axelsen, formand for Kontinensforeningen.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Gavekort mod misbrug

Det kan godt være, at det virker. Men moralsk er det en glidebane, når man vil til at forære unge misbrugere gavekort for at følge deres misbrugsbehandling. Det er de tre nordvestjyske kommuner, der nu gerne vil have lov til at bruge metoden, hvor man belønner misbrugerne med et gavekort på 200 kroner, efter hver anden ambulante samtale, når de følger behandlingen. Metoden er brugt i andre kommuner, hvor erfaringerne viser, at cirka halvdelen slipper helt ud af misbruget, og det er mere effektivt end andre metoder til afrusning. Det er muligvis rigtigt. Men at samfundet skal til at belønne mennesker økonomisk for at deltage i en behandling, som skatteborgerne i forvejen har betalt dyrt for, og som er til misbrugernes eget bedste, er vanskeligt at forstå. Tænk på hvilket ramaskrig det ville give, hvis landets folkeskoler belønnede eleverne økonomisk for at motivere dem til bedre karakterer? Eller hvis man gav kriminelle penge for at stoppe med at være kriminelle? Også selv om det virkede. Ifølge Center for Rusmiddel og Forebyggelse i Holstebro, som også dækker Struer og Lemvig Kommuner, er der 105 unge misbrugere mellem 15 og 25 år i de tre kommuner. Halvdelen vil kunne have gavn af at deltage i forløbet, vurderer Center for Rusmiddel og Forebyggelse. Det er naturligvis 105 misbrugere for meget, og mange af de 105 har helt sikkert brug for en hjælpende hånd til at droppe misbruget, hvad de heldigvis også kan få. Men man må holde fast i, at der ikke er nogen, der har tvunget de unge mennesker ud i deres misbrug, hvor ulykkeligt og ødelæggende det nu engang er. Læg dertil, at det er grundlæggende forkert at belønne folk for at have dårlige vaner med andre folks skattekroner. Hvad bliver det næste? Skal vi som samfund belønne folk økonomisk for at tabe sig og drikke mindre? Det må på alle parametre være belønning i sig selv, at man kan få et liv uden et misbrug af stoffer, alkohol, spil eller rygning for den sags skyld. Det skal man ikke have betaling for.

Annonce