Annonce
Læserbrev

Tisser du i bukserne? – Fat mod, der er hjælp at hente!

Tæt på 500.000 danskere døjer med inkontinens – det svarer til, at mere end hver 10. dansker ufrivilligt kan havne i en situation, hvor de tisser i bukserne

Debat: Tæt på 500.000 danskere døjer med inkontinens – det svarer til, at mere end hver 10. dansker ufrivilligt kan havne i en situation, hvor de tisser i bukserne. Alligevel er der meget få, der taler om deres problem og endnu færre, der får hjælp til at løse deres det. I weekenden var jeg med til at drøfte netop de udfordringer i en debat på årets Folkemøde. Her var patienter, læger og politikere enige om, at inkontinens skal på den danske sundhedsdagsorden. For der er i den grad brug for, at vi taler om inkontinens – så alle de danskere, der i dag lider i stilhed, kan få den hjælp, der faktisk er.

Bryd tabuet

Vi fortæller gerne om, at vi har ondt i ryggen, dårligt hjerte eller andre skavanker, men vi deler absolut ikke med nogen, at vi har problemer med at holde på vandet. Det er noget, vi skammer os over, og mange deler ikke engang de daglige udfordringer med deres allernærmeste. Inkontinens er desværre stadig et tabu, der lever i bedste velgående. Vi ved, at 4 ud af 5 danskere går alene med deres inkontinensproblemer i op til 5 år, før de går til lægen. Resten venter endnu længere med at søge læge. Og det er bare så ærgerligt, for inkontinens er netop et af de sygdomsområder, hvor der faktisk er hjælp at hente.

Inkontinens koster – både for patient og samfund

Vi skal tale om inkontinens, og vi skal udbrede budskabet om, at der er hjælp at hente. Vi skal reagere, når en person igen og igen siger nej til at tage med til fester og ferier. Vi skal reagere, når en person hele tiden render på toilettet. Og vi skal reagere, når en person begynder at sige nej til fysisk aktivitet. Årsagen kan være, at denne person er bange for at komme til at tisse i bukserne og derfor lever en dagligdag amputeret af social isolation. Vi dør ikke af inkontinens, men vores livskvalitet lider et gevaldigt knæk – og vi lever langt fra et værdigt liv med inkontinens. Vi skal også bekymre os om de millioner af kroner, det koster samfundet i udgifter til bind og hjælpemidler, for ikke at tale om påvirkningen af miljøet, når de skal bortskaffes. Så lad os nu tale om inkontinens!

Få hjælp og få livet tilbage

Der er rigtig mange sygdomsområder, hvor man enten ikke kan få hjælp, eller hjælpen er sporadisk. Det gælder ikke for inkontinens. Vi læger ved godt, hvordan vi kan hjælpe, men vi skal have danskerne til bryde tabuet og tale om deres inkontinens og gå til lægen. Vi kan behandle den påvirkede livskvalitet med bækkenbundstræning, medicin, operation eller noget helt fjerde. Vi har en hel pallet af løsninger til inkontinens. Ofte kan vi starte på at gøre en forskel bare ved at justere på folks drikke- og vandladningsvaner. Så hjælp os nu med at sprede budskabet om, at der er hjælp at hente – og det faktisk ikke kræver store ændringer at få sit gode liv tilbage.

Opråb til omgivelserne

Så i anledning af, at det er International Inkontinensuge, skal vi så ikke en gang for alle lave et opråb til alle de mange danskere, som dagligt lider i stilhed. Bryd tabuet og genvind din livskvalitet. Der skal så lidt til. Lad dig ikke styre af et liv i frygt for at tisse i bukserne. Tal med din læge og få hjælp til et værdigt liv.

Annonce
Lad dig ikke styre af et liv i frygt for at tisse i bukserne. Tal med din læge og få hjælp til et værdigt liv, opfordrer Susanne Axelsen, formand for Kontinensforeningen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Overskud, der ikke kan beskattes

Man skal nærmest have et hjerte af sten, hvis man ikke kan blive bare lidt glad i låget af gårsdagens historie om de 350 ældre borgere, der var til julefrokost med steg, sild, Richard Ragnvald og brune kartofler. Er man i tvivl om, hvorvidt det var en succes, der skabte glæde blandt de ældre, skal man bare se på de medfølgende fotos, der er en sand eksplosion af glæde. Deltagerne var alle "brugere" af Kær.dk, Privathjælpen og TKC Mad, der havde lavet julefrokosten for deres private kunder, der i det daglige får leveret pleje, omsorg eller mad - og som sådan kan man godt kalde det "kundepleje" og "loyalitetsopbyggende". Man kan også bare lade mundvigene vende opad og anerkende, at de ældre faktisk havde en dejlig og festlig dag sammen med andre ligesindede - hvilket man alt for sjældent hører om. Når der kommer historier fra ældre- og plejesektoren er det oftest rædselsberetninger om dårlig bemanding, uværdige forhold med for få bade og borgere, der må finde sig i først at blive taget op ad sengen til middag af et evigt skiftende personale, der sætter dagsordenen. Der er næppe megen tvivl om, at mange kommuner enten ikke har prioriteret ældreservicen højt nok eller for længe har ignoreret den demografiske udvikling, og dermed ikke i tide har taget højde for det stigende pres på ældresektoren. Og der er næppe heller tvivl om, at man mange steder i ældresektoren vil have gavn af at være nogle flere hænder. Men historien om julefrokosten viser bare også, at alt ikke drejer sig om flere penge. De ansatte i de tre firmaer bag arrangementet bruger deres fritid på at servere og sikre, at julefrokosten kan afholdes. Det er et udtryk for både arbejdsglæde og nærvær. Det er overskud af den slags, som heldigvis ikke kan beskattes, men som der er så meget brug for. Det gælder både i forhold til at rekruttere personale til ældreplejen, og det gælder i forhold til troen på, at alt ikke bare kan måles og tidssættes i et kommunalt Excel ark. Godt gået.

Kultur

Her bliver du taget virkelig godt imod

Annonce