Annonce
Holstebro

Syvårige Madicken skal bruge over en time på at komme hjem med bussen

Billedtekst: Hvis Madicken Jønsson skal med bussen hjem, går det ud over tiden til lektierne. Foto: Christian Gnutzmann.
Selvom Madicken Jønsson kun har fire kilometer hjem fra skole, må hun væbne sig med tålmodighed eller håbe på at blive hentet.

Sevel: En time og 20 minutter. Så lang tid tager det for syvårige Madicken Jønsson at komme hjem fra skole, hvis hun skal med bussen.

Det på trods af at afstanden mellem familiens hus og skolen blot er fire kilometer.

- De starter med at vente på bussen i 35 minutter, og så skal de køre i tre kvarter. Det er uanstændigt at forlænge deres dag så meget, siger Monica Jønsson, der er mor til Madicken.

Problemet er kommet med det nye skoleår på Sevel Skole, hvor der er taget en bus ud af ligningen, selvom ruterne er de samme. Det vil sige, at der er en bus til to ruter, og her skal Madicken og hendes niårige bror, Johan, af som nogle af de sidste.

Madicken Jønsson er diagnosticeret med OCD, og af den grund går Monica Jønsson hjemme. Hun har derfor mulighed for at hente sine børn, når de har fri.

Diagnosen gør, at den lange tur hjem er udelukket, da den ifølge Monica Jønsson ville vælte læsset.

- Man vil sikkert ikke kunne mærke det på hende i bussen, men når hun kommer hjem, vil hendes verden falde sammen, og så bliver hun sur og ked af det, siger hun.

Monica Jønsson synes ikke, man kan forvente, at alle kan hente deres børn midt på dagen, og hun ærgrer sig over, at hun selv er nødt til det. Hun ser det som en god læring for dem at tage bussen selv. Samtidigt er der et socialt aspekt, som man ikke må undervurdere.

- Sidste år fik Madicken en god veninde fra en anden klasse, fordi de altid sad sammen, siger hun.

Annonce

Økonomien skal følge med

Monica Jønsson er ikke den eneste forælder, der har råbt vagt i gevær. Det har fået skolelederen til at henvende sig til Holstebro Kommune, som sammen med skolen vil se på transportmulighederne i den kommende uge. Monica Jønsson håber på, at kommunen vil bringe den nedlagte busrute i spil igen.

- Det er ikke nok for mig, hvis de lige kan finde et kvarter. Det bedste er at gøre som sidste år, hvor der kørte to busser, siger hun.

For Annette Vognbjerg, der er chef for Miljø og Teknik ved Holstebro Kommune, handler det om at finde de steder, hvor tingene kan gøres bedre, samtidigt med at pengene slår til.

- Det er dyrt, hvis alle skal hjem lige med det samme, og det er jo borgernes penge, men kan vi gøre noget bedre, skal vi selvfølgelig det, siger hun.

Hun er enig i, at familien Jønssons situation ikke er optimal, men hun forsikrer, at busplanerne overholder reglerne, ellers var de ikke blevet godkendt.

- En time og 20 minutter lyder af lang tid, men der kan være nogle geografiske udfordringer, hvis der er mange kørselsberettigede børn i et område, siger hun.

Sidste år var situationen en helt anden for Johan og Madicken Jønsson. Her kunne de løbe lige ind i bussen og et kvarter senere stå hjemme i stuen. Sådan forventer Monica Jønsson ikke det bliver igen, men hun håber på, at transporttiden bliver halveret.

- For mig må det jo gerne tage en halv time at komme hjem, men når vi er oppe på mere end en time, så er det slet ikke okay, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Øjenåbner: Håndtryk var så vigtigt

Landet over er kommunerne ved at gennemføre de Grundlovsceremonier, man nu skal, for at udlændinge kan blive danske statsborgere. En del af ceremonien er det meget omtalte håndtryk, som har fyldt rigtigt meget. Ikke mindst det jo synliggør, at nogle gerne vil være danskere, men de alligevel ikke er så meget danske, at de vil give håndtryk til en person af det modsatte køn. Undertegnede har derfor hidtil opfattet denne ceremoni som noget symbol-politik, som vi egentlig godt kunne være foruden, da det kun er med til at tydeliggøre de kulturelle og religiøse forskelle, der også er i vort eget samfund. Det var så derfor noget af en øjenåbner at være med til den første Grundlovceremoni på rådhuset i Lemvig, hvor en ukrainsk statsborger ville være dansker efter 16 år i et land, som han vil bo i resten af sine dage og gerne vil være en rigtig del af. Der blev givet håndtryk. Et fast et af slagsen. Og under den efterfølgende hyggesnak med et glas mellem de officielle deltagere og ukraineren og hans fraskilte hustru, så lagde de to ukrainere megen vægt på, at det var en stor oplevelse for dem at være med til denne ceremoni, og ikke mindst håndtrykket var vigtigt for dem. - Det gør, at vi føler, vi bliver personligt modtaget i Danmark, og vi ikke blot får et stykke upersonligt papir. Det her gør, at vi føler os rigtigt velkomne. Det var så noget helt andet end det skriveri, der hidtil har været om det håndtryk. Det blev altså opfattet som noget rigtigt godt og var et vigtigt symbol. Ikke på forskelle, men på ligeværdighed og en velkomst. Og hvorfor blev den fraskilte hustru så ikke også dansker, selv om hun talte stort set perfekt dansk? Hun havde holdninger til blandt andet de goder, det danske demokrati giver. Hun kunne udtrykke, at demokrati er så naturligt for danskerne, at mange slet ikke opfatter, at det er noget, man skal kæmpe for andre steder i verden - også i hendes hjemland. Ændring af regler har gjort, at da hun var under uddannelse for at være en del af det danske samfund, kunne hun ikke leve op til kravene om fuldtidsarbejde i en ubrudt årrække. Så nu må hun vente i mindst tre år yderligere, før hun kan blive dansker. Regler er somme tider for firkantede.

Holstebro

Unge bakker op om Bronxparty

Annonce