Annonce
Holstebro

Syvårige Madicken skal bruge over en time på at komme hjem med bussen

Billedtekst: Hvis Madicken Jønsson skal med bussen hjem, går det ud over tiden til lektierne. Foto: Christian Gnutzmann.
Selvom Madicken Jønsson kun har fire kilometer hjem fra skole, må hun væbne sig med tålmodighed eller håbe på at blive hentet.

Sevel: En time og 20 minutter. Så lang tid tager det for syvårige Madicken Jønsson at komme hjem fra skole, hvis hun skal med bussen.

Det på trods af at afstanden mellem familiens hus og skolen blot er fire kilometer.

- De starter med at vente på bussen i 35 minutter, og så skal de køre i tre kvarter. Det er uanstændigt at forlænge deres dag så meget, siger Monica Jønsson, der er mor til Madicken.

Problemet er kommet med det nye skoleår på Sevel Skole, hvor der er taget en bus ud af ligningen, selvom ruterne er de samme. Det vil sige, at der er en bus til to ruter, og her skal Madicken og hendes niårige bror, Johan, af som nogle af de sidste.

Madicken Jønsson er diagnosticeret med OCD, og af den grund går Monica Jønsson hjemme. Hun har derfor mulighed for at hente sine børn, når de har fri.

Diagnosen gør, at den lange tur hjem er udelukket, da den ifølge Monica Jønsson ville vælte læsset.

- Man vil sikkert ikke kunne mærke det på hende i bussen, men når hun kommer hjem, vil hendes verden falde sammen, og så bliver hun sur og ked af det, siger hun.

Monica Jønsson synes ikke, man kan forvente, at alle kan hente deres børn midt på dagen, og hun ærgrer sig over, at hun selv er nødt til det. Hun ser det som en god læring for dem at tage bussen selv. Samtidigt er der et socialt aspekt, som man ikke må undervurdere.

- Sidste år fik Madicken en god veninde fra en anden klasse, fordi de altid sad sammen, siger hun.

Annonce

Økonomien skal følge med

Monica Jønsson er ikke den eneste forælder, der har råbt vagt i gevær. Det har fået skolelederen til at henvende sig til Holstebro Kommune, som sammen med skolen vil se på transportmulighederne i den kommende uge. Monica Jønsson håber på, at kommunen vil bringe den nedlagte busrute i spil igen.

- Det er ikke nok for mig, hvis de lige kan finde et kvarter. Det bedste er at gøre som sidste år, hvor der kørte to busser, siger hun.

For Annette Vognbjerg, der er chef for Miljø og Teknik ved Holstebro Kommune, handler det om at finde de steder, hvor tingene kan gøres bedre, samtidigt med at pengene slår til.

- Det er dyrt, hvis alle skal hjem lige med det samme, og det er jo borgernes penge, men kan vi gøre noget bedre, skal vi selvfølgelig det, siger hun.

Hun er enig i, at familien Jønssons situation ikke er optimal, men hun forsikrer, at busplanerne overholder reglerne, ellers var de ikke blevet godkendt.

- En time og 20 minutter lyder af lang tid, men der kan være nogle geografiske udfordringer, hvis der er mange kørselsberettigede børn i et område, siger hun.

Sidste år var situationen en helt anden for Johan og Madicken Jønsson. Her kunne de løbe lige ind i bussen og et kvarter senere stå hjemme i stuen. Sådan forventer Monica Jønsson ikke det bliver igen, men hun håber på, at transporttiden bliver halveret.

- For mig må det jo gerne tage en halv time at komme hjem, men når vi er oppe på mere end en time, så er det slet ikke okay, siger hun.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

For dyrt at spare her

I Struer Kommune tager det 12 måneder, inden PPR får lagt en plan for, hvordan et barn med udfordringer skal hjælpes. Det er en tidshorisont, både politikere og embedsfolk erkender er alt for lang tid, og det arbejdes nu at få denne lange behandlingstid sat ned. I søndagsavisen kunne vi læse, at i nabokommunerne er det lykkedes at få sagsbehandlingstiden sat ned i forhold til tidligere. i Holstebro Kommune er den på et halvt år, mens man med en midlertidig opnormering i Lemvig Kommune er nået ned på fire måneder. Begge steder er ønsket og ambitionen også, at sagsbehandlingen kommer meget længere ned. Det er heller ikke godt, at der skal gå mange måneder, inden der bliver lagt den plan, som et barn og dermed familien skal hjælpes med. Naturligvis er det ikke inden for økonomiske muligheder at have et dyrt beredskab, der bare sidder og venter, så der kan laves en plan i samme øjeblik, der opstår problemer - selv om det jo ville være perfekt. Men det kan ikke nytte, at der skal gå så mange måneder. Det er i det fleste tilfælde meget afgørende, at der bliver sat hurtigt ind, når der er problemer, da de ellers bare vokser sig større. Det er en ond cirkel, da der så skal sættes ind med meget dyrere tiltag, og så ruller den dårlige økonomi, der er med til at øge tidshorisonten, fordi kassen løber tør - eller man vælger nogle billige løsninger, som så alligevel ikke hjælper. De lange sagsbehandlingstider er i første omgang et problem for børnene og familierne. Men det er også et problem for medarbejderne, der er under stadig stress, fordi de selvfølgelig godt kan se, at der burde sættes ind hurtigere, men at de på grund af mængden af sager ikke har en chance for at følge med. Der bliver flere og flere sager for PPR, og det kan man så tage en selvstændig diskussion af, hvorfor det sker. Men det sker, så derfor er kommunerne nødt til at lave en prioritering, så man kan følge med stakken af sager, da de menneskelige omkostninger ellers bliver for store - på begge sider af skrivebordet. Og ja, de penge skal findes ved at spare et andet sted. Men det er for dyrt at spare her, da det på sigt giver nogle langt større udgifter - økonomisk og menneskeligt, hvis man ikke hjælper børn i tide.

Kultur

Rapper er topnavn til Haze

112

Rådyr gik tre kilometer med brækkede ben

Annonce