x
Annonce
Danmark

Sussi og Leo anmeldte straks svindel: Det var flovt, men nu er pengene på vej tilbage

Susanne og Leo Nielsen, også kendt som Sussi og Leo, har gennem årene været forsøgt svindlet flere gange. Eksempelvis forsøgte en mand for nogle år siden at bilde parret ind, at de havde en arv på et tocifret millionbeløb i Australien. Arkivfoto: Peter Leth Larsen
En forkert beslutning i en presset situation gjorde det muligt for IT-kriminelle at lænse Susanne og Leo Nielsens netbank for penge. Det har efterladt det kendte musikerpar flove og gjort dem mere mistroiske.

To minutters ubetænksomhed kan medføre store økonomiske konsekvenser. Til gengæld kan det betale sig at reagere hurtigt, hvis uheldet er ude.

Det ved ægteparret Susanne og Leo Nielsen, der i offentligheden er kendt under kunstnernavnet Sussi og Leo.

Sagt med deres egne ord dummede de sig, og det mærker de stadig konsekvenserne af. En beslutning blev nemlig truffet lidt for hurtigt 31. oktober, hvor Susanne Nielsen havde travlt med havearbejdet, der skulle nås, inden et varslet regnvejr dukkede op.

Hendes mand, Leo Nielsen, befandt sig indenfor og forsøgte at fordøje nyheden om, at han skulle have trukket en tand ud.

Og så ringer parrets fælles telefon, som Susanne Nielsen besvarer. I røret er en mand, som præsenterer sig som Mathias og som værende ansat i Skat, der mangler en underskrift med NemID for at kunne overføre restskat til hendes konto.

Det skulle gøres med det samme, ellers ville det være for sent, og pengene ville være tabt, forklarede stemmen i telefonen.

Hun følte sig nødsaget til at træffe en hurtig beslutning.

- Han havde så mange oplysninger på mig, at jeg troede på ham. Mit CPR-nummer og nummeret på mit nøglekort.

- Han sagde, at hvis jeg bare gav ham et par numre fra mit nøglekort, skulle han nok ordne det. Jeg tænkte: ”Lad os få det overstået”, fortæller Susanne Nielsen.

Annonce

Han havde så mange oplysninger på mig, at jeg troede på ham.

Sussi

Langt fra de eneste

Beløbet, som Susanne Nielsen angiveligt skulle have tilbage i skat, lød på 3700 kroner. Hun vendte kort situationen med sin mand, hvorefter hun gav manden i telefonen koderne på sit nøglekort.

Minutter senere fik de begge en følelse af, at noget var forkert. De besluttede sig for at tjekke deres netbank. Her kunne de se, at der var overført 92.800 kroner til en fremmed konto med teksten ”køb af ny bil”, og at saldoen dermed kun lød på 70 kroner.

- Jeg blev så gal på mig selv og tænkte din dompap, siger Susanne Nielsen.

- Jeg må desværre indrømme, at jeg efterfølgende har fået det sådan, at hvis nogen vil samle ind til en katastrofe eller lignende, er jeg blevet mere mistroisk, for ender pengene nu det rigtige sted, siger hun.

Kontaktede straks banken

Under en halv time efter, at Susanne Nielsen havde afsluttet samtalen med svindleren, kontaktede de banken og meldte det til politiet.

Dagen efter hentede banken 30.000 kroner tilbage til deres konto, og nogle uger senere kom yderligere 30.000 kroner. Den sidste tredjedel mangler stadig.

- Vi har lidt et håb om, at vi får alle pengene tilbage. Vi har også en forsikring gennem banken. Så det kan faktisk godt betale sig at reagere. Også hvis man er flov, for det er vi jo, vi har røde ører.

Det er dobbeltmisbrug

Det er udtryk for dobbeltmisbrug, når Sussi og Leo står flove og skamfulde tilbage, når de er blevet svindlet.

- For deres tro på andre mennesker er blevet misbrugt. Det er jo på sin vis godt at stole på andre og at ville hjælpe andre. Derfor er det dobbeltmisbrug. Og det underminerer det danske samfund. Et af kendetegnene ved Danmark er, at der er så meget sammenhold, men denne type kriminalitet ødelægger folks tillid og evne til at stole på andre, siger kriminolog Peter Kruize.

Gennem forskning har han fundet ud af, at særligt tre grupper er tilbøjelige til at falde for den slags svindelnumre:

De autoritetstro, svage borgere og ældre mennesker.

Lov om betalinger

Afdelingsdirektør for Spar Nords sikkerhedsafdeling Anders Dørum Jensen, bekræfter at i sådanne sager, kan kunden få sine penge igen.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at hive pengene hjem igen. Hvis vi ikke får hevet alle pengene hjem igen, er kunden dækket under ”Lov om betalinger”.

Ifølge Trine Møller, centerchef i LCIK, der behandler anmeldelser vedrørende IT-relateret kriminalitet, er det almindelig procedure, at banken anmelder svindlen.

- Det er dem, som har tabet. Og det er dem, der har de informationer, vi skal bruge, siger hun.

Til skræk og advarsel

Når Sussi og Leo i dag taler om svindelnummeret, kan de grine af det.

- Vi er så vant til at dumme os, siger Leo Nielsen.

Men de er udmærket klar over, at oplevelsen kan være helt anderledes for andre, som ikke er lige så godt økonomisk stillet. Derfor vil de gerne gøre deres til, at andre ikke falder i samme fælde, fortæller Susanne Nielsen.

- Samme dag, som det skete, sagde jeg hen under aftenen til Leo, at jeg gerne ville fortælle om det, så vi kunne advare andre om det. Han skal ikke gå rundt og snyde, og der er garanteret mega mange andre, der også går rundt og snyder, siger Susanne Nielsen.

Parret skrev derfor en advarsel på Facebook, hvorefter det strømmede ind med støtte fra nær og fjern, ligesom en række andre brugte muligheden til at fortælle, at de også var blevet snydt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce