Annonce
Læserbrev

Sundhedsvæsen. Lægemangel i den rådne banan behøver ikke at eksistere

Modelfoto: Scanpix

Debat: Politikerne årgang 2019, er i deres forståelse og kendskab til praktiserende Lægers – løn og arbejdsforhold - ikke kommet længere end 1990, derfor er det ikke svært hverken at forstå eller forklare hvorfor det er svært at tiltrække eller fastholde praktiserende læger i de udsatte områder. Op til 1990 kunne faggruppen af praktiserende læger rent lønmæssigt og på mange andre parametre konkurrere på lige fod med sammenlignelige faggrupper. Det økonomiske grundlag for en selvstændig praksis er i dag totalt uden sammenligning med forholdene for 30 år siden. Det er bare ikke kommet til politikeremnes forståelse.

Lønudviklingen: 1970-1990 var det attraktivt lønmæssigt at være praktiserende læge. Praksis handler blev betalt med, hvad svarer til en til to millioner eller mere. Der var 1200 læger i Sverige på grund af overproduktion. I 00’erne blev det sværere at rekruttere og en visionær sygesikringschef fik sat i værk, at en nyetableret læge fik 900.000 kroner i tilskud for at etablere sig i Lemvig. Kollegaer blev forståeligt rasende, da to praksis var til salg i området. PLO bestemte, at de ikke ville gå med til noget tilsvarende. Sundhedsloven forhindrer noget lignende direkte, men overenskomsten med praktiserende læger giver mange muligheder, hvis partnerne er åbne.

Hvem bestemmer. PLO’s (Praktiserende lægers organisation) medlemmer er talrigest i øst, og der er politikernes flertal også. Det kan ikke betale sig at servicere beboerne i den rådne banan, da de kun er et fåtal. Når man ser på befolkningssammensætningen, kan man se, at de unge trækker mod øst til uddannelsesinstitutionerne og efterlader forælder og bedsteforældre i vest. De unge bruger stort set ikke læge og lægeforbruget stiger med alderen. Hvorfor skulle PLO lave om på et system, når flertallet nyder godt af basishonorar (Grundløn) for ikke at lave noget? Man kan samtidig undres over, at de unge er så syge, at de skal have mange flere praktiserende speciallæger end i den vestlige del.

Store nye sundhedshuse er mantraet for øjeblikket. Man vil gerne lave faglige fællesskaber. Huslejer er fra politisk side bestemt til at være markedsbestemt, og det betyder, at hvis lægen flytter ind, skal vedkommende betale mere i husleje. Der er kun et sted denne stigning kan tages fra, nemlig lægens private indkomst. Der er ingen ”strøgkunder” der kan kompensere. Det kan være forklaringen på, at lægerne ikke falder på halen for tilbuddet om flytning. Praksisfællesskab er sagt så mange gange, at yngre læger efterhånden ikke tror på, at de kan eksistere selvstændigt og finde fællesskaber i for eksempel de nye klyngedannelser.

I storbyerne er der efterhånden kommet bananområder, hvor de nuværende arbejdsforhold ikke giver en læge mulighed for at skabe økonomi. Derfor ser vi nu også udbudsklinikker her.

Seniorpolitik, der har til hensigt at fastholde ældre læger, er stort set ikke eksisterende. Akkreditering i 2017 drev for eksempel to til tre læger væk i Lemvig lokalområdet. I sidste time blev en reddet ved at få dispensation.

Region og PLO har et indædt had mod særaftaler, der lokalt kunne løse problemer.

For eksempel har Region Midtjylland kollektivt stort set opsagt alle særaftaler. De har blandt andet skulle sikre befolkningen lægedækning ved lægers sygdom og ved øget tilstrømning af turister. Det gjorde de under dække af sundhedsloven, selvom alle vidste at det kun krævede et nik fra PLO’s formand Christian E.H.R. Freitag og formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn Anders Kühnau for at få en ændring i overenskomsten for praktiserende læger.

Beslutningstagere er mestre i at snakke udenom.Det handler ikke om økonomi, men om at skabe attraktive forhold”. ”. Skal passe på, at lønnen ikke stiger”. Hvorfor skulle læger være den eneste faggruppe, der ikke kigger på lønsedlen? Senest kunne man læse i ugeskriftet, at PLO og regionerne var enige om, at der kom flere sygebesøg, da man hævede taksten. Foregangsklinikken i Grenå, som vandt den gyldne skalpel for deres visionære og nytænkning på praksisområdet, må jo indrømme, at der er grænser for visionerne, hvis man skal have økonomien til at holde.

Lægemanglen eksisterer ikke, det er et spørgsmål også om at lave forholdene lønmæssige attraktive. Sidst jeg så på rekrutteringslisterne for Region Midtjylland, var der cirka 50 på venteliste til at få praksis indenfor byskiltet i Århus. Der er også en population, der fortsat arbejder i udlandet, som kunne lokkes hjem med attraktive forhold.

Udsagn som ”velbjærgede læger”, ”Samfundet har betalt for deres uddannelse”, ” De skal udkommanderes”,” Forkælede læger” bidrager populistisk ikke til andet end at gøre problemet værre. Men kan bruges til at mobilisere en modstand mod lægerne således at problemet i de udsatte områder ikke bliver løst.

Der hviler et stort ansvar på PLO’s formand Christian E.H.R. Freitag og formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn Anders Kühnau for målrettet at arbejde for, at det er attraktivt at arbejde i almen praksis over hele landet specielt, med problemstillingerne i de udfordrede områder. Har de glemt den grundlæggende utilfredshed blandt de praktiserende læger, som for få år siden var ved at udløse en storkonflikt. Dengang var der 1500 praktiserende læger, der løste autorisation til Sverige og Norge. Hvis de gør alvor af at udnytte deres ny vundne autorisation, så får hele landet lægemangel, så det kan mærkes også øst.

Kære politikere, det kan undre, at der ikke snart kommer et kraftigt folkeligt oprør i yderområderne. Det hænger måske sammen med at sporene skræmmer fra den tidligere sygehusdebat, hvor man fra de etablerede politikere side, havde travlt med at isolere og latterliggøre initiativtagerne, fremfor at lytte på deres bekymringer og komme med en løsning.

Kom nu ind i kampen anno 2019. Den praktiserende læge er et aktiv for lokalsamfundet på linje med skolen, den lokale købmand, børnepasningsordninger, vejnet og offentlig transport og lignende. Velkendte parametre der taler deres tydelige sprog som markøre for om et samfund er velfungerende eller ej.

Når virksomheder, potentielle lønmodtagere ser på job og karriere muligheder er der mere end velfungerende børnepasningsordninger, velfungerende infrastruktur, nærbane og motorvej der tæller. Det er ved at gå op for den menige dansker ikke mindst i de udsatte områder. Den praktiserende læge er en væsentlig aktiv i at skabe et trygt samfund hvor man kan leve og bo i alle aldre.

Så mit ønske er at i politikere vil give jeres kompetente embedsfolk den nødvendige politiske opbagning og økonomiske råderum, så de får mulighed for at få rodet bod på 30 års mistrivsel, fejlgreb og forældet forståelse for en samfundsgruppes værdi, således at det igen kan blive attraktivt at være praktiserende læge både i øst og navnlig i vest.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tak for havefesten

18 år blev det til. 18 år med guitarsoloer, fadøl og festglade mennesker. År med solskin og overskud, men til sidst også for mange år med regnvejr og underskud, og nu er det slut med Rock i Holstebro. Det kan man begræde herfra og til al evighed. I sidste ende var det dog publikum som svigtede, og kombinationen af flere år med dårligere regnskaber var mere end en-dags-festivalen kunne klare. Det er altid trist, når noget, der engang var stort, må lukke og slukke. Mange har erindringer og oplevelser bundet op i arrangementet – ja nogle har måske endda mødt deres udkårne på festivalpladsen, til tonerne af nogle landets mest populære kunstnere. For andre har det været en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor man mødte alle de mennesker, man ikke lige fik set nok til i en travl hverdag. Det var ikke uden grund, at det blev kaldt Nordvestjyllands største havefest, der dog de sidste år blev mindre og mindre, mens arrangørerne kæmpede en hård kamp for at skabe et økonomisk bæredygtigt projekt, hvor der var en sammenhæng mellem det musikalske ambitionsniveau og publikums interesse. De kommende dage vil det sikkert være mismodet, der fylder mest - og skuffelse over, at det i sidste ende ikke lykkedes at finde en aftale med kreditorerne, så festivalen fik lige en chance mere til for at bevise sin levedygtighed. Men det ændrer ikke på, at Rock i Holstebro i mange år lavede Nordvestjyllands største fest. Der var år, hvor tilskuertallet nåede op over 10.000, og hvor ikke bare gæsterne fik en fed fest; der var også penge at tjene for de frivillige foreninger, der bidrog til, at festivalen kunne afholdes. Det ville naturligvis være lettere, hvis der ikke var konkurrence, og Rock i Holstebro kunne have koncertmarkedet næsten for sig selv. Men der er i dag kommet et langt større udbud af koncerter og arrangementer året rundt, hvilket kun er positivt for det musikelskende publikum. Tilbage er bare at sige tak for festen og kampen. Og hvem ved, måske der af asken fra Rock i Holstebro vokser nye initiativer frem.

Annonce