x
Annonce
Læserbrev

Sundhed. Tanker fra en sygeplejerske i den virkelige verden...

Debat: Som sygeplejerske ansat i den offentlige sektor bliver jeg nu nødt til at give mit besyv med. Jeg er stolt af at være sygeplejerske, jeg er ansat på den bedste arbejdsplads med de bedste kolleger. Men når mine arbejdsvilkår trues yderligere, må jeg melde ud...

Region midt vil fremover kræve, at alle sygeplejersker/social- og sundhedsstillinger skal være fuldtidsansættelser, og at kun helt særlige forhold kan tillade en deltidsansættelse.

Jeg er meget positiv overfor, at alle skal have mulighed for at arbejde på fuldtid, hvis man ØNSKER det. Men at tvinge de ansatte hertil, er for mig at se et udtryk for arrogance, manglende respekt for den enkeltes valg og ikke mindst en total mangel på forståelse for, HVORFOR mange idag vælger at arbejde på deltid.

Som sygeplejerske gennem snart 25 år, er jeg stadig fuld af respekt og beundring for det arbejde de offentlige ansatte yder hver dag. Jeg er med stolthed en af de mange offentlige ansatte, der på ALLE tider af døgnet, årets 365 dage stiller op med professionalisme, omsorg og fleksibilitet for at behandle og pleje medborgere/syge mennesker og deres pårørende gennem svære perioder af livet. Jeg er en af de mange offentlige ansatte, der med få timers varsel lige ændrer egne planer med min egen familie for eksempel en nytårsnat, fordi afdelingens behov ændrede sig - lige at bemærke til en lønkompensation enhver regionsansat med garanti vil trække lidt på smilebåndet over...!

Måske skal man selv prøve at yde omsorg/relationsarbejde til syge og ofte kriseramte mennesker og at være parat hele døgnet i skiftende vagter for at mærke og dermed forstå, hvordan det belaster krop og psyke. Dette er selvfølgelig ikke muligt for jer i regionsrådet - men I ku’ jo spørge os på gulvet...

Den kvalitet og fleksibilitet I allerede nu får af os offentlige ansatte er enestående. Jeg oplever, at vi "står på hovedet" for først og fremmest at gøre det aller bedste for patienter og pårørende, men også for at få vagtplaner, ferier og helligdage til at hænge sammen. Vi bytter gerne en vagt for at hjælpe en kær kollega, så hun for eksempel kan få fri til sit barns konfirmation. Denne opgave er et puslespil uden lige for vores dygtige vagtplanlæggere. Når I i regionsrådet nu kræver, at alle fremover skal arbejde på fuld tid, kan jeg kun undre mig over jeres manglende indsigt og forståelse for vores dagligdag!

Jeg oplever netop, at det at mange er ansat på deltid, gør det muligt at få en vagtplan til at hænge sammen.

Med de normeringer, der nuværende er, giver deltidsansatte jo flere flere ansatte, og dermed er vi flere at fordele vagterne over. Har I, kære regionsrådsmedlemmer, for eksempel overvejet, at ved at ændre stillingerne til fuldtids bliver der færre ansatte? Herved vil det på min afdeling for eksempel ikke længere være muligt at bibeholde vores nuværende aftale om at vi arbejder hver tredje Weekend (+ de tre ekstra arbejdsweekender vi alle har årligt, da vi selv skal dække ferier med mere ind).

Men med jeres krav om fuldtidsansættelser følger måske en øget normering, så vagtplanlæggerne har samme antal ansatte at disponere over, når vagtpuslespillet lægges?

Betyder jeres “fuldtidsdrøm” færre ansatte, ja så betyder det i min hverdag som sygeplejerske i den virkelige verden endnu flere vagter på helligdage, skæve tider, endnu svære at få lidt sammenhængende ferie med min familie.

Man skal prøve at arbejde med syge mennesker på alle tider af døgnet for at forstå denne belastning ... derimod tror jeg ikke, at nogen kan have svært ved at forstå, at endnu flere vagter på skæve tider og helligdage, mindre ferie og færre personaler i fremmøde næppe kan virke motiverende for den enkeltes arbejdsglæde i det offentlige sundhedsvæsen.

Så kære regionsrådsmedlemmer: Vær venlige at tænke jer rigtig godt om. Lyt til os på gulvet. I det mindste vis os lidt mere respekt og anerkendelse for den professionalisme og fleksibilitet, vi yder døgnet rundt 365 dage om året. Tak.

Arkivfoto: Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Struer

En drømmebolig - langt ude i skoven

Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Annonce