Læserbrev

Sundhed. Supersygehuse uden ansvarlighed

Supersygehus? Superfiasko? Arkivfoto: Jørgen Kirk

Debat: Da jeg første gang hørte om planerne om byggeriet af supersygehuse i Danmark, tænkte jeg umiddelbart, at nu var der endelig kvalificeret overblik fra embedsmænd og politikere. Nu skulle der tænkes stort og laves fremtidssikrede og fornuftige totalløsninger.

Men hvor tog jeg dog grumme fejl.

Stort set fra dag et er det gået galt. Først befolkningsballaden og det politiske tovtrækkeri om en egnet placering.

Det sendte Gødstrup-sygehuset ud midt den jyske sump, hvilket fordyrede projektet med adskillige millioner. Dernæst offentliggørelsen af at alle syv supersygehuse skulle pågå samtidig. Det udelukkede mulighederne for at lære af sine fejl. Adskillige gang har man da også lavet præcist de samme brølere i alle syv tilfælde.

I tirsdagsudgaven af nærværende avis kunne man læse følgende overskrift:

”Der mangler tidsplan og økonomisk overblik”

Sygehusdirektør Poul Michaelsen beklager dybt tilstanden og forsøger at skjule sin afmagt ved at udtale, at det jo er et stort byggeri. Hvad andet kan han gøre? Beslutningstagerne har ikke givet ham andre muligheder.

Det er langt fra første gang, at direktøren må stå for skud. Jeg tror faktisk ikke, der er nogen, som ved nøjagtigt, hvor mange gange der er foretaget besparende indgreb. Og hver gang er han slæbt ud til galgebakken. Hvorfor er det ikke beslutningstagerne, der bliver ”hængt”?

Nu tør byggeledelse ikke udtale sig om, hvornår byggeriet kan tages i brug, skriver Dagbladet. Nej, men har de nogensinde vidst noget om det? Det har være baseret på skøn så langt ud i fremtiden, at ingen alligevel har kunnet forholde sig til det. Men lukning og store nedskæringer på de eksisterende sygehuse kunne nemt fortages omgående!

Hvad er det for noget dyrt rod, vi har gang i?

Er fakta virkelig, at det for det første er meget nemmere at få tilgivelse frem for tilladelse?

- og at vi har nogle beslutningstagere (embedsmænd og politikere), som er mere optaget af at pudse deres egne glorier, end de er i at lave nogle økonomiske og gode løsninger på de opgaver, som de er valgt til at varetage?

Supersygehusprojekterne er løbet os af hænde. Her er det kun et spørgsmål om at redde de sørgelige rester i land, men hele den fejlslagne håndtering af disse projekter bør være en påmindelse til den nye regering om at tænke mere klart og fornuftigt, når landets tarv skal forvaltes.

Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Mathiesen slutter som treer i Madrid

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce