Kultur

Struer har en festival uden sidestykke: 'Lydens By' inviterer kunstnere fra hele verden

Kunstværket The Receiver kan mærkes helt ind i kroppen og giver en smuk udsigt over Struer til sidst. Foto: Johan Gadegaard
Struer satser stort med lydfestival, der hylder lydkunsten og udbreder kommunens brand som Lydens By.

Kultur: Lyden af hæle, der rammer fortovet. Et bilhorn dytter et sted i baggrunden. Poser og tasker, der rasler. Mumlen fra mennesker, der haster forbi. En mand råber noget på et fremmed sprog.

Isa Paludan Asboe kigger op mod højttaleren, der kaster lyden fra en gågade i Rusland ud over gågaden i Struer. Den er lige nu, modsat dens russiske modstykke, helt stille.

- Ja..., siger hun.

- Umiddelbart kan man godt tænke, at der er lidt forskel, tilføjer hun med et lille grin.

Men faktisk er den russiske gågade i højttaleren og den fysiske i Struer sammenlignelige i antal indbyggere og størrelse. Værket hedder "En by i Rusland" og bruger den velkendte frase, der refererer til noget fremmed eller ukendt og gør det konkret.

Ved at høre lydene fra en gågade et sted, der er meget anderledes end det, man kender, gøres det mere bekendt og mindre fremmed.

Struer Tracks

Struer Tracks er en lydfestival, der finder sted hvert andet år i Struer Kommune.

I festivalen indgår kunstværker fra internationale lydkunstnere, hvoraf nogle er skabt specifikt til Struer Tracks, mens andre er fremstillet ved tidligere lejligheder.

Lydfestivalen fandt sted for første gang i 2017, og i år skydes festivalen i gang med afsløringen af et permanent kunstværk, "Amplified Views" af Ursula Nistrup. Det er skabt i samarbejde med Bang & Olufsen

Struer Tracks er et led i Struer Kommunes store satsning om at brande sig selv som Lydens By.

Uden sidestykke

"En by i Rusland" er blot et af flere værker, der tilsammen udgør lydkunstudstillingen til dette års Struer Tracks - en lydfestival uden sidestykke i Danmark. Den foregår i den lille vestjyske by Struer, som har valgt at promovere sig som "Lydens By". Fra 23. august til 7. september kan man i hele bybilledet opleve lydkunstværker lavet af kunstnere fra hele verden - nogle specifikt til Struer Tracks. De kan findes som lydinstallationer, som skulpturer, i parker, i nedlagte bygninger og bag tomme butiksfsfacader.

Struer Tracks fandt sted for første gang i 2017. I år giver de forskellige kunstnere bud på, hvad vi som mennesker har brug for at lytte til. For eksempel lyden fra en gigantisk gong, placeret inde på rådhuset. Hvert 19. minut vidner lyden om, at endnu en dyreart er uddød.

Isa Paludan Asboe er kommunikations- og formidlingsansvarlig for Struer Tracks, og hun tog dagen før den store åbning pressen med på rundtur blandt nogle af værkerne.

- Struer Tracks præsenterer værker af nogle af de bedste lydkunstnere fra hele verden, og festivalen er vokset meget siden første gang for to år siden, både i antal værker og deltagende kunstnere, og den vil blive ved med at vokse frem mod næste gang i 2021, fortæller hun, mens hun leder journalister og fotografer fra gågaden ned på havnen til det næste kunstværk og fortæller, at der også er en lyttelounge på det lokale bibliotek, workshops og et podcast-lab.

Fastslå identitet

Struer, der er kendt som B&O's højborg, besluttede sig for en håndfuld år siden at promovere sig som Lydens By, på trods af, at Bang & Olufsen ikke længere er alene om at sælge kvalitets-hifi og mærker presset fra konkurrenterne. Lyd skal være byens identitet, er det blevet slået fast, endda kommunens logo, der udgøres af lydbølger.

Struer Tracks er et af flere forsøg på at fastslå den identitet og det brand. I 2017 blev der ikke lavet større analyser af deltagelsen, og der blev heller ikke talt gæster. Men ifølge Isa Paludan Asboe ventes der væsentligt flere i år.

- Der er i hvert fald blevet trykt det dobbelte antal informationsfoldere, både på dansk og engelsk, siger hun.

Bidragene til Struer Tracks kommer fra hele verden, blandt andet dette af en marokkansk kunstner ved navn Younes Baba-Ali. Foto: Johan Gadegaard
Annonce
Forsiden netop nu
HB

Se billederne: En frustrerende kamp for HB

Søndag ifølge

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg får nok aldrig den sofa

Jeg har fundet ud af, at der findes sofaer, som har en sektion, der kan ændres og lægges ned ved tryk på en knap. Sådan en klap-ud-sag, der giver en perfekt og yderst egoistisk position til afslapning foran et afsnit af den foretrukne tv-serie. Eller til en lur. Det er lidt i familie med hæve-sænke-borde og elevationssenge. Fuld fokus på komforten. Fordi teknologien tillader det. Og fordi vi gerne vil indrette os bekvemt. Sådan en sofa skal jeg da have. Skal jeg ikke? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Denne søndag har vi fokus på boligmarkedet i Nordvestjylland. Blandt andet fordi teknologien har givet os muligheden for at bringe informationer om markedet - og fordi vi har bestemt at gøre det til en fast del af vores søndagsudgivelse. Men mest fordi boligområdet har stor interesse hos læserne. Boligområdet er fyldt med historier. Der er de helt nære og menneskelige, hvor vi interesserer os for, hvem der er flyttet ind i huset lidt længere nede ad gaden. Der er inspirationen til, hvordan man kan indrette sit hjem. Og der er hele spørgsmålet om konjunkturer, rentesatser, låneomlægning og liggetider. Og for mig altså også spørgsmålet om den ene eller den anden sofa. Boligmarkedet er som et termometer, der konstant måler et lokalområdes temperatur og viser, om helbredet er i orden. Hvis markedet lider, og det er svært at sælge en ejendom, er det et åbenlyst tegn på problemer. Og er priserne i hidsig himmelfart, har det helt sikkert også konsekvenser for lokalområdet. Positive som negative. Vi beskæftiger os med lokaljournalistik, fordi det nære er og bliver det mest vedkommende. Og det bliver ikke mere nært end vores hjem. Et godt og trygt hjem - og måske endda gode naboer - er fundamentet i de flestes tilværelse. Og beslutningen om at skifte hjemmet ud er en af de største, vi træffer i vores liv. Ikke mindst, hvis man bevæger sig ind på ejendomsmarkedet, hvor valget af et hjem også bliver en stor, økonomisk beslutning. Her i området har priserne udviklet sig både positivt og negativt, siden finanskrisen viste os alle sammen, at også fast ejendom kan blive mindre værd med tiden. Nogle steder er priserne steget ret markant, mens det i yderområderne ligefrem går nedad. Nogle steder så alvorligt, at kun få tør købe hus der, og slet ingen tør låne penge ud til det. Jeg købte mit første hus for ti år siden. Det ligger i Ulfborg. I mit kvarter er vi ikke just begunstiget af stigende friværdier. Til gengæld kan vi glæde os over at bo billigt. Og vigtigere endnu - vi kan glæde os over at bo tæt på noget af Danmarks mest tillokkende natur og i et fredeligt lokalsamfund. Og sådan er det jo, når man vælger, hvor man skal bo. Man må prioritere. Det afhænger selvfølgelig af de økonomiske muligheder, men også af præferencer. Hvad vægter vi højest? Lige nu er trenden på landsplan, at vi vægter storbyer højere end noget andet. Måske fordi vi gerne vil være med på vognen, når priserne drøner opad og friværdien giver næring til store drømme. Men nok endnu mere fordi vi er bange for det modsatte: At ende med et usælgeligt hus i den forkerte del af landet - eller byen. Jeg har svært ved at forstå dem, der gerne vil bo i København eller Aarhus. Men de har helt sikkert også svært ved at forstå mig. I disse dage flyder mit hus med flyttekasser. Min kæreste, Camilla, er nemlig lige flyttet ind. Som tilflytter fra Aarhus ovenikøbet. Og jeg er sikker på, at hun ligesom jeg lige så godt kan vænne sig til at svare på spørgsmålet: Hvorfor i alverden bor du i Ulfborg? Mit svar er komfort. Det er bekvemt, og det er rart. Ligesom den dér sofa med de smarte funktioner. Men det svar får Camilla svært ved at gøre til sit. For i den eviggyldige parforholds-diskussion om hjemmets indretning har hun valgt en anden side: Hun er til æstetik frem for komfort. Og derfor har min nye sofa dystre udsigter.

Annonce