Annonce
Navne

Stopper i Jyske Bank efter 45 år

Anna-Marie Mølgaard stopper i Jyske Bank efter 45 år - heraf 29 år i afdelingen i Struer. Foto: A. P. Christensen
Bankrådgiver Anna-Marie Mølgaard kunne 1. august fejre, at hun har været en del af Jyske Bank i 45 år. Fredag den 29. februar har hun sidste arbejdsdag i filialen i Struer og stopper dermed på arbejdsmarkedet

STRUER: Anna-Marie Mølgaard startede som 17-årig som elev i Jyske Bank i Kjellerup den 1. august 1974.

- Jeg drømte vist ikke om, at jeg skulle blive i samme koncern i 45 år, da jeg startede i Jyske Bank, men jeg har altid været glad for mit arbejde. Jeg har så også haft muligheder for at være i forskellige afdelinger af banken, så på den måde har arbejdslivet været afvekslende, fortæller Anna-Marie Mølgaard, som i 1974 faktisk havde fået to jobmuligheder.

Udover jobbet i banken var det et job på Silkeborg Kommune.

- I dag er jeg glad for, at jeg valgte Jyske Bank, siger hun med et smil.

Anna-Marie Mølgaard var nogle år i Jyske Bank i Kjellerup. Herefter tog den unge Anna-Marie til Skive afdeling og arbejdede som assistent med privatkunder. I 1980 drog Anna-Marie til storbyen, hvor hun fik job i Jyske Bank i Århus. Det var her, Anna-Maries interesse for erhverv blussede op, og hun fik muligheden for at lære erhvervsdelen, som hun senere i karrieren fik brug for.

Efter sit ophold i Århus fik Anna-Marie job i afdelingen i Nykøbing, hvor hun i fire år arbejdede som privatkunderådgiver. Men interessen fra Århus og erhverv trak, så da der var en ledig stilling i Holstebro erhverv, sprang hun til. Anna-Marie fik sin udnævnelse til fuldmægtig, og efter nogle år valgte hun at tage imod en stilling som souschef i Struer afdeling.

Efter et par år i denne stilling valgte hun at gå på deltid for at passe sine to børn og fortsætte i sit tidligere rådgiverjob indenfor privat og erhverv. Det har hun nu beskæftiget sig med i over 29 år i Struer afdeling. Anna-Marie har undervejs taget diverse bankuddannelser og læst merkonom studiet. I de senere år har hun især arbejdet med Private Banking-kunder i Struer samt i det hele taget inden for området for private kunder.

Anna-Marie Mølgaard mødte sin mand Lars i Jyske Bank.

- Han blev leder af filialen i 1984, og det var grunden til, at vi flyttede til Struer. Da han så søgte nye udfordringer, kom jeg til afdelingen i Struer, forklarer Anna-Marie Mølgaard.

Annonce

Mere tid til familien - og til sig selv

Gemalen Lars har forladt arbejdsmarkedet, og fredag den 29. november går Anna-Marie samme vej.

- På et eller andet tidspunkt skulle det jo være, men det bliver da også vemodigt at skulle sige farvel til kunderne. I starten af mit arbejdsliv handlede jobbet jo meget om tal, mens det over årene mere og mere har drejet sig om at sætte kunden i centrum og på den måde være med til at finde frem til gode løsninger på det økonomiske område. Det har været utroligt spændende, og jeg synes virkelig, at jeg havnede på den rette hylde i Jyske Bank. Ellers var jeg nok heller ikke blevet her så længe, lyder det fra bankrådgiveren.

Udover de tætte relationer til kunderne har det også været vigtigt for Anna-Marie, at sammenholdet og samarbejdet i filialen i Struer har fungeret godt.

- Det er jo en relativ lille filial, og derfor er det nødvendigt, at vi alle kan samarbejde i dagligdagen. Og sådan har det altid været i Jyske Bank i Struer, pointerer Anna-Marie Mølgaard, der nok ikke fremover kan lade være med at kigge inden for på den tidligere arbejdsplads.

- Jeg vil gerne have mere tid til mine børn og børnebørn - men også til mig selv, siger Anna-Marie om årsagen til, at hun har valgt at stoppe på arbejdsmarkedet.

Anna-Marie og Lars, der bor i Bremdal, har en søn og en datter. Jesper er bosat i Oslo i Norge, hvor han arbejder som landinspektør. Camilla bor i Århus og arbejder også i Jyske Bank.

- Vi har to børnebørn i Oslo og tre i Aarhus, og der bliver nu mere tid til at være sammen med familierne, siger Anna-Marie.

Anna-Marie har altid været aktiv i sin fritid, hvor hun gennem årene har deltaget i Ladies Circle i Struer. Hun har ligeledes været med i kajakklubben gennem mange år. Hun er stadig at finde som starter hver tirsdag til det ugentlige pointløb i sæsonen.

- Jeg håber da også, at der bliver mere tid til at ro selv, mens familiebesøgene i Norge i vinterperioden jo altid kan kombineres med en tur på ski - både langrend og alpin. Og måske bliver der også tid til at holde formen lidt bedre ved lige i motionscentret, siger Anna-Marie Mølgaard.

Som nævnt har hun sidste arbejdsdag i Jyske Bank Struer fredag den 29. november, og her er der mulighed for at sige pænt farvel i tidsrummet fra kl. 14 til kl. 16.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Løkke tilbage i Thyborøn i høj sol

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Hvis det kunne svare sig at køre på el, gjorde vi det allesammen

Jeg overvejer at købe en elbil. Eller rettere - jeg overvejer på et lidt useriøst plan, om jeg har grund til at overveje det på et lidt mere et seriøst plan. Den slags beslutninger tager tid. Tanken skal have lov at modnes i mit nordvestjyske sind, og selv om jeg efterhånden er klar til elbilen, er den måske ikke helt klar til mig. Sådan rent økonomisk. Min første bil var en Ford. En pilrådden Escort fra 1986. Det var den model, som blev produceret i Brasilien og som havde en 1,3 liters motor, der var lige så tørstig, som bilen var upålidelig. Jeg havde den i et års tid, inden jeg blev magelig og opgraderede den til noget mere driftsikkert. I løbet af det år bidrog jeg i helt ustyrlig grad til det, vi i dag kender som klimaforandringer. Det vil jeg godt beklage. Men vi var ikke klogere dengang - jeg var i hvert fald ikke. Det var min første bil, og følelsen af frihed var enorm der bag rettet, så den kørte nærmest i døgndrift. Modellen var ikke bare en benzinsluger. Den var også en af de sidste, som krævede fuldfed 98 oktan benzin - med bly, naturligvis. Og hvis udstødningen under det larmende, himmelblå vidunder nogensinde havde rummet et filter, så var det for længst udtjent, da jeg overtog ejerskabet. En familie i Lemvig havde bragt den tæt på bilkirkegården, og jeg sørgede for at sende den i graven med manér. Det passer selvfølgelig ikke helt, når jeg skriver, at vi ikke var klogere dengang. Det var i 90'erne, og selvfølgelig vidste vi alle, at bilernes udstødning ikke gjorde noget godt for miljøet. Klimaet fyldte bare ikke så meget i den offentlige debat og endnu mindre i hovedet på en ung mand bag rettet i sin første bil. Da jeg skiftede Forden ud, var jeg dog meget fokuseret på at købe en model med et mere diskret brændstofforbrug. Jeg kan desværre ikke prale af, at det var af ideologiske hensyn. Det handlede udelukkede om prisen. Den gamle Ford klarede omkring otte kilometer på en liter blyholdig benzin. Den nye tog blyfri og kørte en halv gang længere på en liter. Fremskridt. Siden har jeg haft en del forskellige biler, og hvert skifte har gjort det en smule mindre belastende for miljøet, at jeg tillader mig privatbilens luksus. Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind. Jeg får hovedpine af at tænke på, hvad det kræver at regne det samlede "klimaaftryk" for en bil ud. Produktion, fragt og brændstof er slemt nok. Men tænk bare på den øgede velstand hos medarbejdere i fjerne lande, der har arbejdet med at producere bilen. Og deres øgede forbrug. Nej - det bliver for komplekst. Jeg holder mig til brændstoffet og polerer en smule på min falmende glorie. Min nuværende bil har alle tænkelige filtre og kører dejligt langt på literen. Det var faktisk årsagen til købet. Jeg er måske nok blevet små 25 år ældre, men når jeg skal være helt ærlig, så er det stadig den nederste linje i økonomien, der er afgørende for mit valg af køretøj. Vi skrev i denne uge om, at Holstebro Kommune ligger næstsidst bland landets kommuner, når man ser på, hvor stor en andel af bilerne, der er regulære elbiler. Det er der rigtig mange, rigtig gode grunde til. Elbilens begrænsede rækkevidde er ofte et argument for ikke at skifte. Jeg bruger selv samme argument. Men jeg ved også, at det ikke er helt sandt. Jeg er helt overbevist om, at jeg ville have skiftet min dieselbil ud med en elbil, hvis det var en økonomisk fordel for mig. Og jeg er næppe alene. Den samlede økonomi er afgørende for mange, når de køber bil, og lige så snart elbilen vinder i udregningen, så skal I bare se, hvordan vi alle - også i Nordvestjylland - er klar til at skifte forbrændingsmotoren ud. Mens vi venter på, at det også kan svare sig for pengepungen at køre på el, fortsætter jeg med at skamme mig en smule over mit bidrag til planetens opvarmning. Men kun lidt. For jeg har en stor tro på, at den teknologiske udvikling nok skal redde os alle sammen. Det er en mere behagelig tanke end det modsatte. Og udviklingen har da trods alt gjort det af med den blå røg fra min gamle Escort.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];