Debat

Stop inklusionsretorikken!

Hirma Ljeskovica Bektas

Skoleliv: Endnu et møde startermed en masse nødløsninger for mig, og hvordan vi lige kan lave et differentieret skema for den pågældende elev. Endnu et møde med brandsluknings-metoden, hvor inklusion føles som opbevaring. Endnu et møde, hvor man nærmest brækker sig over sine egne frustrationer. Med et plaster på såret er jeg nødt til at rette ryggen og vende tilbage til dagligdagens pinsler.

Jeg går ud af døren med tårer i øjnene, frustreret, usikker og med en uopklaret fornemmelse i maven. Det drejer sig ikke om, hvor meget jeg kan undervisningsdifferentiere eller ej; det drejer sig om svigt. Det er fortællingen om en af de mange inklusionselever, som sidder i en gidseltagning af reformen fra 2012.

I en periode prioriterede jeg ham frem for de andre 24 elever i 7. klasse. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Jeg vidste jo godt, at han havde brug for en særlig tilrettelagt undervisning. Undervisning, som krævede en to-lærerordning og meget mere støtte, hvor man havde tid til at sætte sig og guide ham igennem den første læsning og de hyppigste 120 ord.

Ugerne gik, månederne gik og de andre elever i klassen begyndte at tage afstand til ham. De havde ikke mere til fælles med ham, hverken fagligt eller socialt. Han fik lov til at passe sig selv i frikvartererne og desværre også i timerne. Hver dansktime startede med en følelse af afmagt, hvem skulle vælges fra i dag? Den elev, som altid var stille? Ham, som altid var den første til at sige:“Kan du hjælpe mig, jeg forstår det ikke?” eller den frustrerede unge pige, som har ventet i 10 minutter: Ej, kommer du ikke snart herned?”eller hende her:“Sasha er ked af det, og Amalie sidder og græder på toilettet, hendes kæreste har slået op!”

Hvem vil du vælge fra?

De efterkommende møder snakkede vi i teamet om bedre løsninger, om en anderledes undervisning, om et svigtet ungt menneske, hvis livskvalitet og hverdag lå i vores hænder. Vi gjorde os umage, men flere ressourcer kom der ikke. Han var “ikke udadreagerende”, og på den måde “forstyrrede" han ikke undervisningen. Dette unge menneske blev taget til fange i Folketingets inklusionsreform fra 2012. Han er et af de mange unge mennesker, som i dag repræsenterer alle de andre efterladte og svigtede inklusionselever, fordi folkets skoles evne omkring den mangfoldige undervisning ikke er god nok.

Alt for mange børn og unge opbevares blot i folkeskolen, fordi vi ikke har de nødvendige ressourcer til inklusionsindsatsen. Inklusion indebærer vel, at vilkårene skal være lige for alle med udgangspunkt i det enkelte barn?

Derfor skal vi organisere skolen anderledes. Vi skal ikke problematisere det enkelte barn, men selve indsatsen for det enkelte barn. Vi skal sikre, at netop også dét barn bliver set og hørt med krav på det rigtige skoletilbud og den nødvendige læring. Lad os erkende og stoppe finpudsningen af den mislykkede inklusionsreform; lad os komme væk fra den retoriske kategoriseringskasse "inklusionselev", og i stedet kæmpe for at give alle børn og unge deres ret til læring og trivsel.

Hvis det stod til dig, hvi barn vil du vælge fra?

0/0
Annonce
Læserbrev

Miljø. Ryd op ved Høfde 42

Læserbrev

Ulven. Umuligt at sikre store naturarealer

Leder For abonnenter

Godt set af Jyden i Bur

Leder For abonnenter

Valgplakater eller ej

To valg står for døren. Partimedlemmerne har haft rigtig travlt med at hænge valgplakater op til begge valg, så i denne tid er der ekstremt mange valgplakater, når man bevæger sig rundt ikke blot i bybilledet, men også når man kører på landevejene, hvor landmænd har lagt jord og halmballer til nogle meget store nogle af slagsen. Der er kamp om de bedste placeringer, og der konkurreres flittigt i at gøre dem så iøjnefaldende som muligt, og det ses ofte ved, at der hænger et meget stort antal plakater af den samme kandidat inden for et lille område. Har det nogen effekt? Ja, det kan jo nok diskuteres længe, men det kan ikke afvises, at det påvirker usikre vælgere, hvis der hænger et meget stort antal plakater for den samme kandidat, da det jo giver det indtryk, at der er en voldsom opbakning. Skal vi afskaffe dem? Nej, der er en god dansk valgtradition, som sætter kulør på den demokratiske proces. Men derfor kan man jo godt diskutere måden, det gøres på. Og det gør nogle så. Valgplakaterne giver ofte anledning til debat. Senest har det socialdemokratiske byrådsmedlem Lars Stampe fra Holstebro, været ude med, at der er for mange, og at de er lavet af miljøfarligt plastik. Han vil have dem samlet på dertil indrettede standere, så de ikke pryder hver en lygtepæl. Har han ret i, at de er produceret af miljøfarligt plastik, så er der en del partier, der har et problem, da de i deres valgkamp har fokus på netop miljøet og bekæmpelsen af overforbruget af plastik. Har man det som budskab, så må man selvfølgelig gribe i egen barm og finde et andet materiale til disse plakater. Problemet med de gamle af træ og pålimede plakater var jo, at et regnvejr kunne være særdeles hård ved disse plakater. Men skal der være dertil indrettede standere til plakater? Det ville i givet fald tage det "sjove" af plakaterne. Det er jo netop fantasien, der gør, at det kan være morsomt at se på plakaterne. Selvfølgelig skal de ikke hænge ulovligt, hvor der er mange, der hænger alt for tæt på vejkryds med risiko for trafiksikkerheden. Men skulle det hele sættes i system, så går det spændende af det, og så kan man lige så godt lade være. Vi ser ofte en kritik fra nogle partier om, at der er andre, der breder sig alt for meget. Det er klart, da der er små partier med få medlemmer til at gøre arbejdet og få penge til at betale, der føler sig trynet af de store med mange medlemmer og dermed penge og plakater. Men det er jo lige som spillets regler. Og når reglerne overholdes, så er plakaterne en del af den danske valgkultur.

Læserbrev

Ytringsfrihed. Fjernelse af blasfemiparagraffen - et udslag af politisk opportunisme

Læserbrev

EU. Ja til EU's kerneværdier – nej til fælles EU-skatter

Læserbrev

Valg. Now you see me, now you don't

Annonce