Annonce
Danmark

Staten finansierer uden visioner

Karsten Agergaard

Udgifter: Jeg hørte i radioen, at Finanstilsynet og militæret skal have flere penge. Sidste gang hørte jeg, at politiet havde brug for nye jakker. Historien var, at politiet havde købt nye skudsikre veste, og det viste sig, at deres nuværende jakker var for små til at nå rundt om de nye veste. Den historie hørte Dansk Folkeparti også, og vupti: Så blev der afsat 52,5 millioner på finansloven til nye jakker til politiet. Nogle offentlige institutioner får flere penge - andre ikke. Min arbejdsplads mangler også penge. Jeg er ansat på en professionshøjskole, som årligt skal spare to pct. (omprioriteringsbidrag) lige som de øvrige uddannelsesinstitutioner, bortset fra erhvervsskolerne, som har fået vredet sig løs af det krav. I sundhedsvæsenet råbte ledende læger vagt i gevær: Det går ud over kvaliteten! Så blev besparelserne også fjernet fra sundhedsvæsenet.

Fra professionshøjskolerne skrev formanden for formandskollegiet og formanden for rektorkollegiet i Dagens debat i oktober, at "vi er for længst forbi punktet, hvor vi kan effektivisere os gennem besparelserne". Ja, det er fuldstændig korrekt.

Men deres opråb hjalp ikke. Hvordan mon Dansk Folkeparti opfattede opråbet? Næppe som en katastrofe, de skulle bekymre sig om, men måske som et rituelt pip fra en sektor, der nok skal få det til at gå. Ikke noget på højde med frysende betjente eller skurke i bankverdenen, der ikke har professionel etik, og derfor skal kontrolleres noget mere. Og så er det i øvrigt professionshøjskolernes eget ansvar at få økonomien til at slå til - de bruger sikkert pengene forkert. Men kunne politiet ikke også have forudset de stramme jakker eller selv tage ansvar for fadæsen og omlægge deres budget, så der blev råd til nye jakker? Jeg tror, at landspolitikerne mangler oplysninger om tingenes tilstand i uddannelsesverdenen, og derfor vil jeg bidrage til at råbe dem op.

Professionshøjskolerne kan helt sikkert på linje med andre uddannelsesinstitutioner ikke effektivisere sig gennem besparelserne. På den læreruddannelse, hvor jeg er ansat, er besparelserne gennem tiden blevet hånderet på tre måder: 1) flere studerende på hvert hold, 2) færre undervisningstimer til de studerende og 3) færre timer til de ansatte for at løse opgaverne. Punkt 2 med færre undervisningstimer stoppede for 6 år siden, fordi det fik politikernes opmærksomhed. Men da var timetallet også cirka halveret i de fag jeg underviser i gennem de godt 20 år, jeg har været ansat. Nu er det punkt 1 og 3, der bruges. For et år siden fik vi information om at økonomien skulle rettes op, og holdstørrelserne ville blive større. For godt 20 år siden var holdene på 24 studerende, siden blev 36 opfattet som acceptabelt. Så fik jeg et hold på 58 studerende, og en kollega fortalte forleden, at hun skal underviser 67 studerende på et hold. Med de holdstørrelser skal vi gennemføre holdundervisning på samme måde, som de studerende i deres kommende lærerjob skal gennemføre klasseundervisning.

Jeg underviser blandt andet i 'at se det enkelte barn på dets egne præmisser', men selv ser jeg ikke den enkelte studerende. Jeg ser en masse venlige og engagerede studerende, men hvem de hver især er, hvad de tænker om faget og har brug for hjælp til er uklart for mig. Den enkelte forsvinder i en tåge af ansigter, stemmer, kommentarer, forslag og spørgsmål fra massen. Min professionshøjskoles vision er at lave fremragende uddannelse. Det kan jeg ikke under disse betingelser. Vil regeringen og Dansk Folkeparti sende flere penge? Som det fremgår ovenfor er problemet katastrofalt nu, men det har udviklet sig over mere end 20 år. Afskaffelse af omprioriteringsbidraget er ikke tilstrækkeligt. Problemet er, hvordan man skal effektivisere uddannelse uden at nedsætte timetal og forøge holdstørrelser.

Hvad er landspolitikernes vision med uddannelser? Efter min opfattelse er det politikernes opgave at skabe det bedst mulige samfund for flest mulige borgere. Finanskontrol og ordensmagt er re-aktive måder at bruge statens finanser på. Hvorfor ikke tænke proaktivt og være visionær? I enhver uddannelse ligger en vision om at skabe en bedre fremtid. Uddannelse omfatter ikke kun færdigheder og kompetencer til et job, men også nye løsninger til fremtiden, og etik om fagpersoners ansvarlige handlen i forhold til samfundets bedste. Derfor er penge til uddannelse givet godt ud på lang sigt, og vi kunne minimere udgifter til kontrol og ordensmagt. Dygtigere lærere i skolen vil kunne bidrage til at næste generation af borgere handler mere ansvarligt i forhold til fællesskabets bedste.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det kan ikke blive 100 procent

Flere ældre overlever ikke det uheld, at de taber en cigaret, og så går der ild i tøjet eller sengen, og det får fatale konsekvenser i form af dødsfald. Senest skete det i denne uge i Holstebro i en plejebolig. Det får debatten til at køre på, om man skal forbyde denne rygning, så man undgår disse uheld. Selv en snarrådig indsats fra plejepersonalet var ikke nok til at forhindre dødsulykken i Holstebro. Der er sket mange begrænsninger af rygning de sidste år, og det er sket af hensyntagen til andre, der ikke skal udsættes for passiv rygning. Derfor er rygning forbudt flere og flere steder i det offentlige rum, og den udvikling stopper sandsynligvis ikke. Det vil sikkert ikke vare længe, før eget hjem er eneste sted, man må ryge. Det er dog fortsat op til ens eget ansvar, om man vil ødelægge sit eget helbred med rygningen, og det vil også være noget af en tærskel at overskride, da det så må følges op af, vi heller ikke må spise flødeskumskager og flæskesvær - endsige drikke alkohol. Alt sammen noget, der ikke er godt for helbredet - i hvert tilfælde i større mængder. Derfor er det ikke muligt at skride ind over for den ældres ret til selv at bestemme, at han/hun vil ryge i eget hjem. En plejebolig er eget hjem. På fællesarealerne må der naturligvis ikke ryges af hensyn til ansatte og andre beboere. Der er dog den diskussion i emnet, at en plejebolig også er arbejdsplads for en række ansatte, som nødvendigvis må komme der for at pleje beboeren. Her kan man så sige, at der ikke må ryges, mens de ansatte er der, og der skal luftes ud. Men når beboeren sidder alene, så er det svært med et forbud, da det vil være et opgør med den ældres selvbestemmelsesret. Så det er en vanskelig diskussion, fordi vi jo skal passe på, at beboeren ikke sætter ild til sig selv og kan forårsage, at branden også breder sig til at gå ud over andre. Det er ikke altid, rygeforklæder med mere er nok. Vi kan se, at alarmer heller ikke altid er det. Men man kan ikke gøre andet, end at disse sikkerhedsmæssige ting er 100 procent i orden, så man mindsker risikoen. Men den ældres selvbestemmelsesret gør, at det aldrig kan blive 100 procent sikkert, og det er så den risiko, den ældre har lov til selv at vælge ved at ryge.

Lemvig For abonnenter

Ældrerådet utilfreds med overflytning af plejehjemspladser fra Nørre Nissum til Harboøre.: - Det er helt uacceptabelt

Annonce