Annonce
Navne

Spilleglæde, Guinness og violinen, der kom hjem til Holstebro

Fiddleback havde lovet at fremskaffe et nyt foto af bandet - men det blev altså ikke til mere end dette foto, der er fra 2014. Privatfoto
På søndag kan man tage sig en lille pause i sine juleindkøb og slappe af i Knudsens baggård med gløgg og irsk folkemusik live. Bandet hedder Fiddleback og tre ud af fire medlemmer bor i Holstebro.

Holstebro: Der var engang en spillemand, der hed Frans Walther.

Han og hans kone, Sigrun, var lærere i Mejrup, men i sin fritid - dengang for omkring 75 år siden - tog Frans rundt og spillede til folkeminde-kom-sammen i diverse forsamlingshuse. Ifølge hans efterkommere døde han med violinen i hånden.

Han havde nu flere violiner. Og to af dem gik i arv til hans barnebarn. Hun giftede sig med Kedde (sønderjysk for Kristian) Hansen, der er ud af en folkemusikfamilie, som turnerede med deres musik, så han overtog med glæde violinerne.

I dag bor Kedde og hustru i Silkeborg, men den 57-årige Business Intelligence-administrator ved Region Midtjylland, kommer ofte til Holstebro - med violinen.

Det skyldes især Keddes gamle ven, den nu 63-årige Niels Gram Bentsen, der er lærer på Handelsgymnasium UCH og bosat i Mejdal.

Niels og Kedde har kendt hinanden i mere end 30 år.

- Det begyndte jo egentlig med, at vi læste i Aarhus og gik på aftenskole ved siden af for at lære at spille folkemusik. Men så flyttede læreren til Samsø, og vi flyttede ikke med, ler Kedde.

Annonce

Fiddleback live

Man kan opleve Fiddleback live på søndag den 15. december i den julepyntede baggård ved Knudsens, Nørregade 40, Holstebro.

Programmet siger:

11.50-12.10: Fiddleback (irsk folkemusik).

12.40-13.00: Fiddleback (irsk folkemusik).

Man kan købe gløgg, kaffe og æbleskiver i salgsvognen og slå sig ned på en af bænkene, mens bandet spiller.

Sød musik opstod

Vi sidder lunt og godt på pubben Fox & Hounds en hverdagsaften i ly for regn og blæst. Det er efter arbejdstid, så Kedde og Niels har hver bestilt en Guinness - "det skal vi da ha', når vi nu endelig er her", siger de og mindes, hvor mange gode oplevelser de har haft på Nørregade-pubben, da de var yngre.

- Jeg har ikke været her i flere år, siger Niels en anelse beklagende - for egentlig hører det med gælisk folkemusik og pubstemning jo sammen.

Da Niels' og Keddes aftenskole-musikundervisning i Aarhus gled ud i intetheden, besluttede de sig for at fortsætte selv. Men de manglede et øvelokale.

- Så hørte vi, at hvis man var en forening, ville Aarhus Kommune stille et lokale til rådighed, så vi stiftede "Foreningen til Genbrug af Irsk-Skotsk Folkemusik" - og fik tildelt et lokale på en skole, fortæller Kedde.

Bandet, de dannede med nogle andre musikere, hed Clumsy Lovers, og de blev gode nok til at tage ud at spille et par job om måneden. Dermed skaffede de penge nok til at leje et lokale i Trøjborg, der var bedre.

- Jeg tror, vi holdt ved seks-syv år, husker Niels.

Hvad skete der?

- Der gik jo eksamener, geografi og især børn i det, forklarer Kedde.

Så tager vi et langt spring frem i tiden. Til 2013.

Niels har lært Karsten Søndertoft at kende. Den 57-årige lærer på Holstebro Friskole spiller harmonika og fløjte og er med i bandet Fischers.

- Karsten og Kedde er de to mest spilleglade personer, jeg kender. De er fremragende instrumentalister. Når først de begynder at spille, er de ikke til at stoppe igen - lidt som ham trommeslageren i Muppetshow, siger Niels Gram Bentsen og får Kedde til at le.

- Jeg havde længe villet bringe Karsten og Kedde bragt sammen. Så hørte jeg Kedde spørge en kvinde til en julefrokost, hvornår der egentlig blev afholdt folkedans, og så tænkte jeg: "Nu har manden da åbenbart tid tilovers", fortsætter Niels.

Kedde var med på at møde Karsten, og sød musik opstod.

- Det var næsten som en forelskelse. Det kørte bare for dem med samme, smiler Niels, der i øvrigt selv spiller guitar, bouzouki (græsk strengeinstrument, red.), bodhran (irsk tromme, red.) og synger.

Karstens medmusiker i Fischers, 67-årige Jørn Riiskær, tidligere lærer ved Sankt Jørgens Skole, var allerede indrullet til at spille guitar og synge, og så var bandet Fiddleback en realitet. De begyndte at spille sammen i 2014.

Rutineret irsk

- Hvorfor irsk folkemusik? Jamen, fordi man bliver glad i låget af det. Det går ind i én og rammer nogle strenge, mener Niels, der har rejst meget i Irland.

Kedde har boet der, da han var ganske ung. Han og kæresten, som senere blev hans hustru, arbejdede på et økologisk landbrug ved byen Sligo på den irske vestkyst. Han havde naturligvis sin violin med og blev grebet af den gæliske folkemusik.

Hvor tit øver I i Fiddleback?

- Vi har perioder, hvor vi øver hver 14. dag …, begynder Kedde, men Niels afbryder:

- Det har vi ikke!

Kedde fortsætter med et grin:

- Og så har vi perioder, hvor vi mødes hver 14. måned …

Forklaringen er, at Fiddleback faktisk ikke rigtigt øver. Ikke med mindre de har et job, de skal spille. Så mødes de forinden, lægger programmet og aftaler, hvilke numre der skal spilles, instrumentskift, hvilke småhistorier der skal fortælles, og spiller det igennem en gang eller to.

- Vi er så rutinerede og samspillede, at det kan lade sig gøre, mener Niels.

Og godt det samme, for det er trods alt et stykke vej at køre fra Silkeborg til Holstebro for at øve.

Det er her inde i Knudsebns smukt julepyntede baggård, at man søndag kan høre irsk folkemusik. Foto: Mette G. Sørensen

En giftig edderkop

Nå Fiddleback på søndag spiller i Knudsens baggård i Holstebro, midt under julehandlen, skal man ikke forvente at høre irske slagere som Whiskey in the Jar. Fiddleback fortolker andres sange og laver egne arrangementer, men holder sig væk fra de allermest kendte. Og så er de i øvrigt begyndt at skrive lidt selv.

- Vi spiller ikke for at få udkomme, men fordi vi synes, det er sjovt, siger Niels.

Fiddleback har spillet på Folk Club 95-scenen i Struer et par gange med god respons og spillejob til følge.

Hvorfor hedder I Fiddleback?

- Joeh, det er jo noget med, at nu havde de gutter spillet sammen et stykke tid, og så fik de endelig én med en violin, så det blev til et rigtigt folkband, ler Kedde.

- Det er et navn, man kan huske. Så prøver vi at glemme, at det også er navnet på en giftig edderkop …, tilføjer Niels.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

Leder For abonnenter

Den bedste vaccination

75 år er lang tid. Det er en menneskealder - og mere skal der måske ikke til, for at glemslen om Holocausts rædsler slår igennem. I går var det 75 år siden, at russiske soldater befriede Auschwitz, og ingen længere kunne benægte det vanvid og massemord, som tyskerne havde sat i system på Europas jøder. I dag ser vi over hele Europa desværre nye angreb på jøder. Vi har set det senest i Danmark, hvor en jødisk kirkegård i Randers er blevet vandaliseret, og hvor jødiske medborgere har fået sat gule stjerner på deres postkasser. Der er naturligvis langt fra manglende respekt og hærværk fra historieløse højreradikale til nye koncentrationslejre. Men den antisemitisme, som man skulle tro, verden for evigt var blevet vaccineret mod med Anden Verdenskrig, trives desværre stadig. Det gør den i Danmark, og det gør den ude i verden. I et indlæg i nyhedsmagasinet Der Spiegel advarer den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, ligefrem om, at fornærmelser og angreb på jøder er blevet dagligdags forekommende, og at næsten hver anden jøde i Tyskland har overvejet at forlade landet. Truslen mod den jødiske befolkning kommer mange steder fra. Den kommer fra højreradikale, den kommer fra muslimer, og den er sågar tidligere også set komme fra venstrefløjen, hvor man har sympatiseret med og økonomisk støttet grupperinger, der mest af alt ønskede staten Israel opløst. I alt seks millioner jøder blev myrdet under Anden Verdenskrig. Langt de fleste i udryddelseslejre som Auschwitz, der lå i det sydlige Polen. Og når antisemitismen viser sit grimme ansigt igen, så er det ikke kun et problem for den jødiske befolkning. Den er vores alles problem. Den viser, at vi ikke lært en dyt af historien, at vi stadig er nødt til at minde om rædslerne fra koncentrationslejrene, og hvad galoperende vanvid kan føre til. 75-året for befrielsen af Auschwitz og enden på Holocaust er en glimrende lejlighed til at genfortælle historien - og minde hinanden om, at den bedste vaccination mod gentagelse af fortidens dumheder og den stigende antisemitisme er at huske fortiden.

Annonce