Annonce
Sport

Slott om nyt format: Traditioner er for stærke til cirkus

Phil Noble/Reuters
Atletikformatet ved European Games var sjovt, men ikke egnet til store stævner, mener Sara Slott Petersen.

Danmarks største atletiknavn, Sara Slott Petersen, var stødt til truppen ved European Games, da atletikholdet ved opsamlingsrunden tirsdag skulle forsøge at indløse en billet til semifinalen ved det nye DNA-format i Minsk.

Det blev lige ved og næsten med en tredjeplads i holdkonkurrencen, der tæller syv individuelle discipliner og to stafetter, hvoraf atleterne på den sidste bliver sendt tidsforskudt afsted alt efter placeringen efter de otte første discipliner.

Sara Slott, der normalt gør sig på 400 meter hæk, tog en tørn i 4x400 meter mixed.

- Det var meget sjovt at prøve, da det altid er fedt at være en del af et hold. Nu var min egen disciplin ikke med, så jeg kunne ikke bruge det til lige så meget som nogle af de andre, siger Sara Slott.

Hun mener dog ikke, at sporten har behov for at blive peppet op.

- Formatet er sjovt og seværdigt og kan fungere ved mindre events, men man vil aldrig komme til at se det ved større stævner som OL eller VM, da atletikkens traditioner er for stærke til, at man kan lave cirkus.

Løberen Benjamin Lobo Vedel mener, at konceptet kan fungere godt for tilskuerne.

- Jeg synes, at det er fedt med et nyt tiltag og en sjov måde at lave atletik på for dem, der sidder og ser med på tv, siger han.

Ud over stafetterne tæller formatet 100 meter samt 100/110 meter hækkeløb for begge køn og derudover højdespring for mænd samt længdespring og spydkast for kvinder.

- Man kunne godt ændre lidt på formatet, så der er flere øvelser, og det inkluderer alle. På måden nu her føler nogle atleter sig ekskluderede, siger Benjamin Lobo Vedel.

Han skulle i den afsluttende jagt ud på sin foretrukne 400 meter-distance, men han havde langt op til nummer to, der skulle overhales, hvis Danmark skulle videre til onsdagens semifinale.

Men det ødelagde ikke det danske humør.

- Da jeg fik stafetten, kunne jeg godt se, at der var for langt op til at lukke hullet, men jeg tror, at alle på det danske hold kommer glade og tilfredse hjem. Det var en rigtig god dag, lyder det fra Lobo Vedel.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

80-årig død efter cigaret-ulykke

Leder For abonnenter

Vi skal huske vores etik

Sociale medier - eller måske rettere sociale platforme - som for eksempel Facebook har gjort det nemt og effektivt for enhver at udgive og sprede information. Det betyder, at et medie som dit lokale dagblad ikke altid er først med det seneste. Det er i dag heller ikke så vigtigt for en avis. Til gengæld er det vigtigere end nogensinde at udvælge, prioritere og guide i den store strøm af information. Mange læsere har måske undret sig over, at vi i tirsdagens avis ikke skrev, hvem der havde sat ild på Humlum Kro. For allerede mandag eftermiddag var det en kendt sag i lokalområdet, hvem der havde gjort det - og ovenikøbet tilstået det. Den information sørgede kroejer Tonny Hedegaard for at sprede, da han på Facebook skrev et længere indlæg om forbrydelsen, tilståelsen og detaljer i sagen. Alt sammen i den bedste mening og med et humanitært afsæt. Hvorfor skriver I det ikke, er vi blevet spurgt. Og svaret er, at vi langt fra skriver alt, hvad vi hører om. Det er yderst sjældent, at vi bringer navne på sigtede i straffesager, og selv når der er faldet dom, er det kun i de grovere sager, at vi skriver navnet på dømte. På den front adskiller medier sig fra den strøm af information - og misinformation - der flyder på for eksempel Facebook. Juridisk er der ikke nødvendigvis noget i vejen for at fortælle, hvem der har tilstået i en straffesag. Men vores etiske retningslinjer afholder os fra at gøre det per automatik. Sådan er det ikke på Facebook. På de sociale medier bliver etikkens bundgrænse defineret af laveste fællesnævner. Når vi i dag fortæller om Tonny Hedegaards udpegning af gerningsmanden, sker det heller ikke uden etiske overvejelser. Med vores journalistik om hans opslag er vi med til at sætte lys på sagen. Når vi alligevel beskæftiger os med det, skyldes det reaktionerne på offentliggørelsen. Opbakningen i lokalområdet og en tilsyneladende tilgivende attitude gør sagen og tilståelsen interessant i bredere forstand. Og det kommer vi til at skrive mere om.

Annonce