Annonce
Læserbrev

Skoler. Frihed til forskellighed er en styrke

Peter Bendix Pedersen. Pressefoto

Debat: Lige nu er det sommerferie, men til august står endnu et skoleår for døren og omkring 700.000 børn og unge tager fat på et nyt grundskoleår – enten på en friskole, en folkeskole, en privatskole, en lilleskole, en Rudolf Steiner skole, ved skrivebordet derhjemme eller på en af de andre typer grundskoler, vi kan bryste os af i Danmark.

Siden midten af 1800-tallet har vi givet forældre mandatet til at bestemme, hvor deres barn skal undervises og på hvilket værdigrundlag – og endda tilladt, at det kan foregå derhjemme. Undervisningspligten – og netop ikke skolepligten – er i international sammenhænge ret enestående og udtryk for et særligt dansk frisind.

Derfor valfarter japanere og især koreanere hertil i disse år. De vil vide, hvordan denne tillid kan lade sig gøre, hvordan vi skruer systemet sammen – og ikke mindst hvordan vi lykkes så godt med at motivere børn og unge i den danske grundskole.

I årevis har danske skolefolk rejst til Singapore, Canada og Finland for at blive inspireret. Men, lad os åbne vinduet mod Danmark og blive inspireret af hinanden. Meget tyder på, at vi har rigtigt mange af svarene på, hvordan vi uddanner og danner børn og unge til at tage del i samfundet lokalt og globalt.

Derfor duer det ikke at sige “os og dem” om folkeskolen og friskolerne. Sådan opfatter jeg det ikke. For vi er jo alle en del af den danske grundskole. En grundskole, der har det formål at undervise vores børn, så de kan blive så dygtige som muligt. Vi er også alle enige om, at hvert enkelt barn skal udfordres, støttes og have lige muligheder – uanset baggrund. Jeg tror, at hvis vi ser forskelligheden som en styrke og mulighed, skaber vi det stærkest mulige fællesskab. Jeg er enig med vores nye undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil i, at skoler skal være stærke fællesskaber, der åbner sig mod samfundet – og ikke det modsatte.

I disse år ser vi flere og flere friskoler, der opstår, fordi forældrene slet og ret brænder for en idé, et værdigrundlag og en særlig pædagogik, som får dem til at knokle i (mindst) et år frem mod skolestart. Lad os hylde den mulighed. Det er jo helt fantastisk, at vi i Danmark vover at lukke op for denne mangfoldighed. Der er brug for alle ildsjælene, og vi har brug for pædagogiske fyrtårne, der tør bruge den frihed, friskolerne er givet. Det er protest mod det bestående i sin fineste form. I god vekselvirkning med den øvrige grundskole.

Når forældrene tager medansvar for deres barns skolegang, sker der i tilgift dét, at de får ejerskab til skolen. Og pludseligt kan man få forældre til både at betale skolepenge, gøre rent og bidrage i alle mulige sammenhænge. Civilsamfundet er en stærk kraft. Når vi kæmper om en fælles sag, kan vi få rigtigt mange ting til at ske. Det gælder overalt – og således også på skolerne.

Derfor vil jeg opfordre politikerne i de 98 kommuner til at glæde sig over den mangfoldighed af skoletilbud, som til august igen fylder skolerne med engagerede børn og voksne. Det er en gave for kommunerne, når forældrenes skoleønsker for deres barn respekteres.

I FRISKOLERNE er vi særligt optaget af det sociale ansvar, der følger med dét at lave skole. Vi er også optaget af, hvordan vi bedst kan udfordre den præstations- og perfekthedskultur, som presser mange børn og unge. Og så er vi optaget af, hvordan skolen kan ses som en forlængelse af hjemmet. Det handler om, hvordan de stærke relationer mellem skole og hjem bliver skabt. Disse emner går på tværs af skoletyper, og derfor går jeg til det nye skoleår med ønsket om, at vi – uanset skoletype – kan samarbejde om at gøre hele grundskolen endnu bedre. Jeg er overbevist om, at vi kan smitte positivt af på hinanden og at vi har mere, der samler os end skiller os.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce