Annonce
Læserbrev

Samfundet. Vi skal have samtalen og tilliden tilbage

Jeg forstår ikke, at vore valgte politikere ikke kan se, at hvis vi vil have et samfund, hvor vi alle kan trives, så skal vi have samtalen og tilliden tilbage igen, skriver Jens Erik Villadsen

Debat: Bedstefar er ikke vred, men bekymret!

Jeg har efterhånden levet det meste af syv årtier. Mit hår er gråt og skægget ligeså. Dermed ikke være sagt, at jeg prøver at forestille mig som ”vismand”, men har dog set verden forandre sig nogle gange i min tid, både lokalt, nationalt og globalt.

Og som man nok kan se af det efterfølgende, er jeg vokset op på landet.

Argumenterede med frygt

Det første jeg husker fra min skoletid, er, at man argumenterede med frygt og ikke tillid. Korporlig afstraffelse levede stadig i bedste velgående.

Danmark var på det tidspunkt et land, hvor en meget stor del af befolkningen havde deres udkomme ved landbruget. Det var ikke ligefrem de bedste vilkår, man bød deres ansatte unge. Husbond havde stadig vidtgående beføjelser, selvom tyendeloven af 1854 i 1921 var blevet afløst af medhjælperloven.

Global havde vi den kolde krig, og jeg husker tydeligt Cubakrisen i 1962, som virkeligt gav frygt for en ny krig. Verden blev styret af frygten mellem USA og Sovjet.

Ungdomsoprøret

Så kom det såkaldte ungdomsoprør i 1968, hvor alle autoriteter skulle nedbrydes og verden skulle styres af kærlighed, udsprunget af Flowerpowerbevægelsens blomsterbørn, der var opstået i USA, som modspil til Vietnamkrigen.

Men den kolde krig var der stadig, og blev op gennem 1970- og 80’erne endnu koldere.

Nationalt havde man de bedste intentioner, om at skabe tryghed for alle gennem socialreformer, nye skolelove m.m. Jeg husker samfundet i de år, som værende på vej fra frygt til samtale og mere tillid.

Lokalt var de gamle sogneråd blevet opløst i 1970 og erstattet af storkommuner, som havde til formål, at give borgerne mere ensartet behandling. Det skulle bygges på tillid mellem politikere, embedsmænd og borgere. Om det lykkedes, vil jeg lade de som stadig husker tiden afgøre.

Verden skulle bygge på tillid, men…

Omkring 1990 skete der virkelig noget globalt, med murens fald og det var som om, at nu skulle verden fortsætte på gensidig tillid.

USA og Rusland, som det nu hed, blev på det nærmeste bedste venner og vi troede, at nu var den fuldendte verden med fred på vej.

Det holdt i nogle år. Men her i nyere tid ser vi igen, at det frygt der styrer verden. Nu ikke bare med USA og Rusland i hovedrollerne, men assisteret af Islamiske bevægelser og nye atommagter som Nordkorea og Iran m.fl.

Nationalt følger vi godt med. Her tænker jeg især på den frygt vi viser de som ikke kan leve op til gældende normer. Jeg kan ikke forstå, at man som arbejdsløs på det nærmeste skal mistænkeliggøres ved hovedløse aktiveringer. Det samme gælder de som af helbredsgrunde ikke kan leve op til samfundet normer. Hvor er tilliden mellem borger og systemet? Har man glemt, at samtale og tillid løser de fleste problemer.

Lokalt er det helt galt

Og så kommer jeg til det lokale, nemlig Holstebro kommune.

Her har jeg det indtryk, at især skoleforvaltningen prøver at styre hele kommunen med frygt.

Hvor er samtalen blevet af? Hvor er tilliden blevet af? Jeg forstår ikke, at vore valgte politikere ikke kan se, at hvis vi vil have et samfund, hvor vi alle kan trives, så skal vi have samtalen og tilliden tilbage igen.

Og hvem bliver taberne? Det bliver børnene!

Kan I ikke se, at I ødelægger råstoffet til vores fremtid? Nemlig børnenes forberedelse på, at fortsætte med at bygge et samfund på tillid og ikke frygt?

Vågn op, - I som har ansvaret globalt, nationalt og lokalt!

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

80-årig død efter cigaret-ulykke

Leder For abonnenter

Selv om det er langt væk, kan vi ikke lukke øjnene

Mandag demonstrerede omkring 150 mennesker i midten af Holstebro mod den tyrkiske invasion af de kurdiske områder i grænselandet mellem Tyrkiet og Syrien. Deltagerne var primært herboende kurdere, som protesterer for at skabe opmærksomhed om de tyrkiske overgreb mod civile kurdere i Syrien, efter amerikanerne har trukket deres styrker ud af landet. Men hvad nytter det at protestere i en provinsby, som ligger omkring 3000 kilometer nordvest for begivenhederne - og hvis borgere mentalt måske endda er endnu længere væk fra krigshandlingerne? Ingenting, vil mange sikkert mene, men alligevel er det let at forstå dem, der i går gik på gaden. For hvad skulle de ellers gøre? Vores område består ligesom resten af verden af folk med vidt forskellige baggrunde. Både kulturelt, religiøst og geografisk. Og for kurdere her i området er invasionen og kampene præcis lige så skræmmende og beskæmmende at se på, som de er for kurdere i Tyrkiet og Mellemøsten. Og for alle andre, i øvrigt, så selvfølgelig kan det også afføde en reaktion i Holstebro. Om det flytter noget i det internationale magtspil er en helt anden sag. Men det er næppe heller meningen med demonstrationen i sig selv. Det handler først og fremmest om at vise sympati - dernæst om få opmærksomhed på sagen. For gennemsnitsdanskeren kan den tyrkiske invasion lige nu virke som en parentes eller blot endnu et sørgeligt kapitel i både Syrien-krigen og kurdernes snart 100 år lange kamp for anerkendelse. Men den kan ret hurtigt få stor og håndgribelig konsekvens for os alle. Den tyrkiske præsident sidder nemlig lige nu med en trumf på hånden i form af de massive flygtningestrømme fra krigshandlingerne i Syrien. Truslen om, at millioner af flygtninge kan sættes i bevægelse mod nord og EU kunne nok få en enkelt vestlig politiker til at overse noget, der foregår langt væk. Og i det lys forstår man udmærket kurdernes trang til at råbe op i selv de mest fredelige provinsbyer.

Annonce