Annonce
Struer

Salmerne og sangen var det sidste hun slap

Alice Bjerre ses her som familien genkender hende i tæt kontakt med sit yngste barnebarn, Oscar. Privatfoto
Alice Bjerre kom gennem livet uden at bryde med et urokkeligt princip om, at hun ville holde sig for god til at tale ondt om andre.

Struer: 77-årige Alice Bjerre fra Struer, som døde søndag den 8. september, levede et rigt og virksomt liv til det sidste, og det var aldrig hende, der sad på hænderne, når der blev behov for frivillige til at yde en indsats for fællesskabet i både kor, ved kirken og som søspejder eller medlem af roklubben.

Altid lattermild og i et smilende godt humør, når hun engagerede sig og gik forrest med et aktivitetsniveau langt over gennemsnittet, og så havde hun et urokkeligt princip om at holde sig for god til at tale grimt om andre - uanset om det var i hjemmet, på arbejdspladsen eller i nogle af de mange andre sociale sammenhænge, hvor hun satte sit tydelige aftryk, lige siden hun kom til Struer i 1961.

I første omgang var det ikke med et klart ønske om at skulle slå sig ned og slå rødder i byen. Det var tilfældighedernes finurlige omstændigheder, der afgjorde det, da hun som ung fik job i Aulum efter en opvækst i Fjellerad, 17 kilometer syd for Aalborg.

Det var der, hun blev født. Men allerede som barn fik hun en drøm om at bo et eller andet sted i Midt- og Vestjylland.

Annonce

Så da hun fik sin kontoruddannelse som kommuneassistent på det lokale kommunekontor i Nordjylland, søgte hun så hurtigt som muligt mod sydvest.

- Hun fik job på kemnerkontoret, som det dengang blev kaldt, i Aulum, fortæller hendes mand, Egon Bjerre, og begrundelsen er ganske speciel.

- Hun havde som barn læst en børnebog om Jens Jydes bedrifter. Det var det, der fik hende til at søge stillingen i Aulum, og hvis det ikke var sket, havde vi aldrig mødt hinanden, konstaterer Egon Bjerre og ser tilbage på den aften i Anlægspavillionen i Struer, de mødte hinanden i 1961.

To år senere blev de gift, og da Egon Bjerre læste til ingeniør på Teknikum i Aarhus, boede de i en fodermesterbolig på en ejendom ved Hørning, hvor Alice fik job på kemnerkontoret, indtil Egon Bjerre blev færdig med sin uddannelse.

Tilbage til Struer

Derefter vendte de tilbage til Vestjylland og Struer, hvor Egon fik job på B&O.

Dermed byttede de så også roller. I Hørning var det Alice, der hentede pengene hjem til husholdningen. I Struer købte de hus på Ringgade, og da deres ældste datter kom til verden, blev Alice hjemmegående.

- Sådan var det jo dengang, konstaterer Egon Bjerre.

Alice passede huset og de tre børn, parret fik, mens de var små. Men i starten af 1970'erne var den yngste datter gammel nok til at blive passet af andre, og Alice Bjerre fik med masser af overskud job som skolesekretær på Parkskolen.

Her var hun i 25 år det solide anker med overblik over alt fra rengøring til skolelederens kalender, og antallet af elever, hun har taget sig af, når de fik hudafskrabninger på både knæ og albuer i frikvartererne, er nærmest uendelig.

Efter sine år på Parkskolen blev hun i en årrække provstisekretær for Vagn Ove Høgild i Vejrum, indtil hun gik på efterløn som 62-årig i 2003.

Men absolut ikke for at lægge sig til rette i hængekøjen og se tilværelsen passere forbi.

Opskriften, der ikke må gå tabt

Sammen med sin mand var hun ivrig lystsejler.

Parrets sidste båd blev først solgt for et par år siden, og minderne fra de lidt over 100 danske havne, de nåede at aflægge visit, står i kø, og Alice førte omhyggeligt logbog over alle deres sejladser.

Sådan var hun bare. Der var styr på tingene.

Da hun sammen med nogle kolleger fra Parkskolen meldte sig ind i roklubben, stod hun også frem og meldte sig som frivillig til at stege Venøbøf i uanede mængder, når klubben arrangerede stævne, og da en ungdomsmedarbejder ved Struer Kirke begyndte at arrangere spaghettigudstjenester og fastelavnsfester for børnefamilier med tilknytning til kirken, var det også Alice Bjerre, der meldte sig som frivillig til at levere, hvad der skulle til.

Hendes opskrift på fastelavnsboller må for alt i verden ikke gå tabt.

Henvendte kirken sig, stod hun klar, om så det var 50 eller 100 boller, der skulle i ovnen, for at der var nok, og da Struer Kirke søgte frivillige til at stå for det praktiske i forbindelse med kirkens gudstjenester for beboerne på Enggård Centret, var det også Alice Bjerre, der meldte sig og gik i front.

En værdig afsked

Kirken spillede i det hele taget en væsentlig rolle i Alice Bjerres liv, og i den forbindelse måske især sangen og salmerne.

En passion, som hun også fik udlevet som medlem af koret Side by Side, hvor hun overgang også var sekretær i bestyrelsen.

Hun var i det hele taget bare ikke en af dem, der dukkede nakken, når der var bud efter frivillige.

Da både Egon og Alice Bjerre blev aktive som frivillige i Y's Mens genbrugsbutik i Struer, kom hun til at stå for afdelingen med genbrugstøj, og selv på sine sidste dage, var hun en gevinst for både beboerne og plejepersonalet på plejecenter Bøgelund, hvor hun kom til at bo de sidste fire måneder af sit liv.

Selv om en svær demenssygdom svækkede hendes korttidshukommelse og hendes balanceevne, var hun til det sidste parat med en opmuntrende og kvik bemærkning, når beboerne blev samlet omkring måltiderne, og sangene og salmerne, der fulgte hende gennem hele sit jordiske liv, var noget af det sidste hun slap.

Desuden genkendte hun familien, sin mand, Egon, de tre børn, svigerbørnene og de seks børnebørn lige til sin død - kun tre-fire måneder efter, at det blev konstateret, at hun var ramt af en særlig aggressiv variant af demens - og midt i sorgen er det derfor en trøst, at hun fik en værdig afsked med det jordiske liv, hun elskede så højt.

Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Så mangler jeg bare en vaccine mod tømmermænd og almindelig snue

Jeg blev vaccineret tidligere på året. Det skete i forbindelse med en rejse til varmere himmelstrøg, hvor eksotiske sygdomme truer med at snige sig med hjem som en særdeles uønsket souvenir. Bortset fra det, kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst er blevet udsat for medicinalindustriens forebyggende sprøjte. Mon ikke det var en stivkrampevaccination, engang jeg havde dummet mig i rollen som handyman. I den mellemliggende periode er jeg mange gange blevet tilbudt et skud forebyggelse - ovenikøbet helt uden beregning. Men jeg har indtil nu sagt nej tak. Ikke af ideologiske årsager. Tværtimod. Jeg er stor tilhænger af den moderne medicins muligheder. Hatten af for de fantastiske mennesker, som har fundet formelen på at begrænse eller ligefrem udrydde stribevis af ækle sygdomme. Jeg lægger gerne overarm til en kanyle, hvis en person i hvid kittel fortæller mig, at det er fornuftigt at gøre. Stort set uden forbehold. På den front har jeg fuld tillid til vores sundhedssystem. Nu står influenzasæsonen for døren, og mange overvejer sikkert i disse dage, om de skal forbi lægen eller apoteket og have et stik. Sundhedsstyrelsen anbefaler personer over 65 år og kronisk syge at blive vaccineret. Af samme årsag er vaccinen gratis for disse grupper. Selv om jeg ikke tilhører nogen af grupperne, kan jeg også vælge at lade mig vaccinere uden at måtte til lommerne. Ligesom så mange andre erhvervsaktive har jeg en arbejdsgiver, som gerne betaler regningen for vaccinen i håb om at kunne begrænse vinterens sygefravær. Det fører hvert år til diskussioner om det rimelige eller fornuftige i at vaccinere sunde og raske mennesker. De mest troværdige tal, jeg har kunnet fremskaffe, viser, at man skal vaccinere 70 sunde mennesker for at blot en enkelt slipper for en omgang influenza. Omskrevet betyder det, at hvis jeg bliver vaccineret hvert år, slipper jeg nok igennem livet med en enkelt omgang influenza mindre, end jeg ellers ville have fået. Risikoen for at blive smittet er i sig selv begrænset - og sandsynligheden for at vaccinen beskytter mod netop det virus, der nu kommer i omløb her hos os, er endnu mindre. Den statistik er måske med til at afholde mange fra at lade sig vaccinere. Også i gruppen af ældre og kronisk syge. Men området er også omgærdet af myter, ammestuesnak og generel forvirring, fordi vaccine ikke er en vandtæt forsikring mod sygdom. Den beskytter delvist og kun mod "noget". Og kan det så betale sig? De senere år er en sporadisk generel modstand mod al vaccine blomstret op. Efter min bedste overbevisning er de forældre, som undlader at lade deres børn vaccinere mod sygdomme, som vi i årevis har kæmpet for at udrydde, historieløse egoister. Hvis jeg er godtroende, når det kommer til at stole på myndighedernes anbefalinger, er anti-vaccine-bevægelsen direkte naiv i den modsatte retning. Det lader dog ikke til, at det er generel skepsis i forhold til vaccine, som holder danskerne fra at lade sig vaccinere mod influenza. I hver fald får flere og flere det lille stik. Både blandt dem, som er i risikogruppen og blandt os, der strengt taget kunne undvære det. Jeg var senest ramt af influenza i 1998. Det er længe siden, men jeg husker tydeligt den ubehagelige omgang. Det var vist ovenikøbet den frygtede superinfluenza - også kendt som mandeinfluenza - jeg var ramt af. Ren elendighed. Minderne om det afgør sagen. Jeg må forbi apoteket og have en sprøjte i november.

Annonce