Annonce
Livsstil

Roman: Ida Jessen berører igen

Ida Jessen. Foto: Miklos Szabo/Gyldendal

"Doktor Bagges anagrammer" viser en kompliceret personlighed

Bøger: Vi er ikke bare i en tid med herreværelser og pakker indbundet i kardus fra papirhandleren i Vejle, men vi er også hos det kendte ægtepar Bagge fra Ida Jessens roman fra 2015, "En ny tid". Det er vi i Ida Jessens nye roman "Doktor Bagges anagrammer". Dengang lærte vi doktorfruen at kende. Nu er det doktorens tur.

Man skulle ikke mene, at Vigand Bagge ville have lyst til at gå så tæt på sig selv, som han gør i disse optegnelser fra sit lægeliv. Han er ikke den, der har lyst til at krænge sjælen ud.

"Vi tjenere af Æskulap er ikke meget for at skrive," siger han. Det skulle da lige være anagrammer. Men han fristes dog, tilskyndet af sin kone, af den opfordring, han har fået fra Dansk Lægeforening.

Vi følger så doktor Bagge på lægebesøg i Thyregod og omegn. Det er alt fra kindtænder og hugormebid til barsler og dødsfald, han må tage sig af. Doktorstolen skal i brug på alle tider af døgnet. Han er, som han selv siger, en "metodisk mand", selv når det drejede sig om hans forelskelse i Lilly i sin tid. Og han er helt med på noderne, hvad angår renlighed og hygiejne.

Det interessante i Ida Jessens lægeportræt er det komplicerede i Bagges personlighed. Nok er lægen en barsk natur, grænsende til det blaserte, men han har sine bløde sider. Han prøver at leve op til sin beundrede fars ord: "Svøm ikke hen!", men især i forbindelse med naturen og børn viser han den anden side. Da lærerens fem børn dør af difteri, er doktoren stærkt berørt og med god grund. Også i forhold til hans kone plager skyldfølelsen ham. "Jeg har skuffet hende," lyder det.

Som en understrøm gennem romanen går doktor Bagges egne symptomer på alvorlig sygdom. Fint og afdæmpet givet læseren af Ida Jessen. Behovet for rent undertøj bliver betragteligt, appetitten aftager, og til sidst ryddes der op i konsultationens papirbunker.

Stærkt virker nogle af læge Bagges allersidste optegnelser, måske især denne: "Jeg kan fortælle om døden. Den er en nærhed". Sådan kan læseren blive berørt af endnu en roman fra Ida Jessens hånd og bagland. Ida Jessen: "Doktor Bagges anagrammer, 160 sider, 199,95 kroner, Gyldendal

Annonce
Ida Jessen: "Doktor Bagges anagrammer". Foto: Gyldendal
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Mit billede af Trekanten er blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra

Da vi forleden skrev om et problem med dagplejere, der var utrygge over at færdes i boligområdet Trekanten i Holstebro, medførte det en strøm af kommentarer fra beboere i området. De tager afstand fra, at der skulle være problemer og fortæller, at de på ingen måde er utrygge. Flere peger på, at det måtte bunde i manglende viden, hvis folk er bange for at færdes i området. Den sang har vi hørt mange gange, og jeg har til dels selv sunget med på den. Også på lederpladsen i denne avis. Jeg har boet i Trekanten i ret mange år - på fire forskellige adresser - så jeg bilder mig ind, at jeg ved et og andet om, hvordan det er at bo og færdes i området. Godt nok er det snart 11 år siden, jeg flyttede derfra, men jeg tillader mig alligevel at tro, at mine erfaringer tæller. Sjovt nok er mit billede af området blevet mere nuanceret, efter at jeg er flyttet derfra. Da jeg boede i Trekanten, havde jeg også svært ved at forstå, hvad man skulle være utryg over. Jovist, der var måske nok nogle flokke af halvstore drenge, som gav de forbipasserende en flabet kommentar eller to med på vejen. Der var de småskumle typer, som mere eller mindre åbenlyst solgte hash bag vaskeriet. Der var de gamle sprittere med klirrende plastikposer fra "Jørgens Super", som skældte ud på de fleste. Og så var der den evindelige larm fra de ulovlige knallerter - min egen inklusive, da jeg havde alderen til den slags. Men det var jo alt sammen bare noget, der var der. Som en baggrundsstøj eller en del af symfonien. Og de negative elementer var jo ikke over det hele - eller hele tiden. Det var som de smadrede flasker efter weekendens fester. Noget midlertidigt rod som man ind imellem skulle styre lidt udenom. I dag forstår jeg godt, at folk kan være utrygge. For selv om Trekanten i denne uge kom væk fra ministeriets liste over udsatte boligområder, så er det et område, hvor kriminaliteten og ledigheden er højere, mens uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er lavere, end det vi ser i resten af byen. Der er en - på alle måder - mere broget befolkningssammensætning og derfor større sandsynlighed for at støde på noget ukendt. Og det er som bekendt det ukendte, der gør folk bange. I det konkrete tilfælde, vi skrev om, var det ikke noget ukendt, der gjorde dagplejerne utrygge. Det var noget ret håndgribeligt. Nemlig stenkastende lømler og narkohandel. Den slags kan man også finde andre steder, men det er ikke overraskende, at det findes i et område som Trekanten. Af de mere end 3000 beboere i området er det nogle få, som ødelægger freden og områdets image for flertallet. Freden kan man ret let genoprette med en indsats fra politiet, sociale myndigheder og boligselskaberne. Det er straks være med områdets image. At komme væk fra ministeriets sorte liste er en god start. Derfor er det også en af årets mest positive nyheder i denne avis. For kommunen, som slipper for en række administrative krumspring, men allermest for beboerne i området. Selv om Trekanten i ministeriets forstand ikke længere er "et udsat boligområde", er det stadig det mest udsatte område i Nordvestjylland. Og derfor er det måske nok tid til at fejre udviklingen, men ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der er stadig lang vej, før området matcher resten af landsdelens befolkningssammensætning. Det kommer næppe nogensinde til at ske. Men det behøver det nu heller ikke. Det ville faktisk være ærgerligt. For historien om Trekanten er også historien om kultur, sammenhold, stolthed og lokalpatriotisme. Der skal bare så uendelig lidt stenkast, hærværk og narko til at overskygge det.

Annonce